Zapatister: Nej tak til mere bistand

(Læs første del af kommunikeet)

Chiapas: Den 13. stele

Anden del: En død

For nogle dage siden beluttede EZLN at lade de såkaldte »Aguascalientes« i La Realidad, Oventik, La Garrucha, Morelia og Roberto Barrios - alle beliggende på oprørsk territorium -afgå ved døden. Beslutningen om at lade »aguascalientes« forsvinde, blev taget efter en lange overvejelser.....

Ved et møde for »Convención Nacional Democrática« i Guadelupe Tepeyac, 8. august 1994, indviede comandante Tacho på vegne af EZLNs generalstab og for øjnene af 6000 tilstedeværende fra Mexcio og resten af verden, en »aguascalientes« og overdrog den samtidig til det nationale og internationale civile samfund.

Mange har aldrig fået stiftet bekendtskab med denne først »aguascalientes«, måske fordi de ikke kunne komme dertil, eller fordi de var for unge på det tidspunkt (hvis du er 24 eller er ved at fylde 25, var du dengang 14 eller lige ved at blive 15) men det var et utroligt »spaceship«. Strandet ved foden af en bakkekam, var det dens enorme hvide sejls drøm at krydse de 7 have. På broen bølgede flaget vildt og udfordrende med sit dødningehoved og de korslagte knogler. Som var de vinger, foldede to andre gigantiske nationale flag sig ud ved dets side. Den ene rummede bibiliotek, klinik, toiletter, brusebad, new age musik og - efter hvad man siger - også en plads for attentater. Somjeg allerede a nævnt, mindede bygningskonstruktionen om et sneglehus, pgra af hvad vi kaldte »det skæve hus«. Det var nu ikke så skævt, men det havde en sær vinkel, som ved første øjekast kunne ligne en arkitektonisk fejl, men som fra oven satte een i stand til at nyde spiralen, der udgjrode konstruktionen. Mandskabet på den første »aguascalientes« var sammensat af kvindelige og mandlige individer uden ansigt, åbenlyst ved at forbryde sig imod havets og jordens love, og dets kaptajn den eleganteste pirat, der havde faret på verdenshavene: med klappen for det manglende højre øje, det sorte, gråsprængte skæg, ørnenæsen, med en krog i den ene hånd og sabelen i den anden, en fod af kød og een af træ, med pistilen i bæltet og pipen i munden.

Processen med at nå frem til den første »aguascalientes« var plaget af uheld ... og var smertefuld. Jeg tænker ikke på selve den fysiske konstruktion, som blev til på rekordtid og uden »TV-spots«, men på den begrebsmæssige side af sagen.

Efter at have forberedt os i 10 år på at dræbe og bive dræbt, på at kunne håndtere og affyre våben af enhver art, på at lave bomber, gennemføre strategiske og taktiske militære øvelser, på at være i krig efter de første dages kampe, så vi os selv blive invaderede af en virkelig hær, først bestående af journalister, men siden af mænd og kvinder fra de mest forskellige sociale, kulturelle og nationale lag. Det var efter »Forhandlingerne i Katedralen«, i februar-marts 1994. Journalisterne fortsatte med ujævne mellemrum at dukke op, men de, som vi forstår ved »det civile samfund« for bedre at kunne skelne dem fra den politiske klasse og for ikke at putte dem i »sociale kasser«, forblev her som en konstant.

Vi er ved at lære noget og jeg kan forestille mig at det civile samfund er i færd med det samme. Vi lærte at lytte og at tale, lige som det civile samfund gjorde det. Jeg tror også at læreprocessen var mindre besværlig for os.

Når alt kommer til alt, var dette EZLNs grundsten: en gruppe »oplyste« der ankom fra byen for at »befri« de udbyttede og som efter at være stødt på virkeligheden, som den udspilles i de indianske landsbyer, i stedet for at fremstå som »oplyste« langt mere forekom at være udslukte. Hvor lang tid det tog os at lære og at lytte, for siden at kunne tale? Jeg er ikke helt sikker, der er trods alt gået ikke så få måner siden da, men jeg antager der er tale om i hvert fald 2 år. Dvs. at dét, der i 1984 var en klassisk, revolutionær guerrilla (massernes væbnede oprør, magtovertagelse, indførelse af socialisme fra oven, mange statuer og navne på helte og martyrer osv....alt i alt: den perfekte verden!) i1986 alleredr var blevet til en væbnet gruppe, alt overvejende indianere, opmærksomt lyttende og knap i stand til at mumle sine første ord med en nye lærer: de indianske befolkningsgrupper.

Jeg mener flere gange at have fortalt om denne del af EZLN s tilblivelse ( eller »genskabelse«). Hvis jeg gentager det nu, er det ikke for at overvælde jer med minder, men for at forsøge at forklare hvordan man kom frem til opførelsen af den første »aguascalientes« og den efterfølgende tilvækst i zapatisternes, dvs oprørernes land.

Med det vil jeg gerne sige at grundlæggelsen af EZLN bestod i at lære at lytte og at tale. Jeg mener at vi læret det rimeligt godt og det blev en succes. Med det nye redskab, som vi opfandt med de tillærte ord, blev EZLN hurtigt til en organisation ikke kun bestående af tusindvis af soldater, men tydeligvis med base i de indanske landsbysamfund.

For at sige det med andre ord, ophørte vi med at være fremmede og blev til en del af dette lands glemte afkrog: Bjergene i det sydøstlige Mexico.

Og så kom det øjeblik, som jeg ikke helt kan tidsfæste, hvor EZLN ikke længere stod på den ene side, mens landsbyerne befandt sig på den anden, men hvor vi alle simpelthen blev til zapatister. Jeg nødes til at blive »skematisk« når jeg mindes denne periode. Der kommer sikkert en anden lejlighed til at gå i detaljer med processen som på grum vis ikke var fri for modsigelser og bagslag.

Sagen er at sådan var vi, stadig i gang med at lære (fordi jeg tror ikke man nogensinde holder op med at lære), da en atter »nyopstanden«" Carlos Salinasde Gortari (daværende mexicansk præsident takket være ualmindelig valgsvindel) fil den »geniale« idé, at indføre reformer som ophævede bøndernes ret til jorden.

Konsekvensen for de nu zapatistiske landsbyer blev intet mindre end brutal. For os andre (bemærk venligst at jeg ikke længere skelner mellem landsbyerne og EZLN) er jord ikke blot en handelsvare, den besidder kulturelle, religiøse og historiske elementer, der ikke skal redegøres for her. Men således øgedes vore rækker på geometrisk vis.

Og ikke nok med dét; elendigheden og med dén også døden tog til i omfang, specielt blandt børnene under 5. Mit arbejde bestod dengang bla i over radioen at tjekke forholdene i du nu hundredevis fa lansdbyer, og der gik ikke een dag uden at een eller anden rapporterede om et barns eller en mors død, som om det var under en krig. Senere indså vi at der faktisk VAR tale om krig. Den neoliberale model, Salinas kynisk stod i spidsen for, lignede for os en udryddelseskrig, et folkedrab, efter som det var e indianske befolknibngsgrupper der som sådan var ved at blive likviderede. Derfor er vi udmærket klare over hvad vi snakker om, når vi nævner "den neoliberale bombe".

Jeg forstiller mig (der kommer sikkert senere seriøse studier, der vil indeholde cifre og præcise analyser) at dette gik for sig i de indianske landsbysamfund overalt i Mexico. Forskellen bestod i at vi var bevæbnede og trænede i krigsførsel. Mario Benedetti siger i et digt at man ikke altid gør dét, man har lyst til, at man ikke altid bare kan, men at man har ret til at lade være med at gøre, hvad man ikke har lyst til. I vort tilfælde ønskede vi ikke at dø... eller rettere: vi ønskede ikke at dø på dén måde.

Ved en tidligere lejlighed har jeg talt om vigtigheden af erindringen. Som en konsekvens af dette var – og er – en død i glemsel, den værste død vi, kan forestille os. Jeg vé det lyder dommedagsagtigt og at mange søger martyriet i dét, jeg siger, men for at sige det lige ud: vi stod foran et valg, men ikke mellem liv og død, men mellem to slags død. Den kollektive beslutning, som have været genstand for "konsultationer" med her enkelt af de dengang titusinder af zapatister, er nu historie og danne optakt for dét, der blev til daggryet den 1 januar 1994.

Hmm. Det forekommer mig at jeg er ved at løbe af sporet, for det drejer sig om at informere jer om at vi har vedtaget at aflive de zapatistiske »aguascalientes«. Og ikke alene blot informere jer, men samtidig forklare hvorfor. Så: vær venligst generøse og fortsæt med at læse.

Vi drog ud denne tidlige morgen i 1994 med to sikre overbevisninger: den ene var at de ville smadre os, den anden var at aktionen ville gøre anstændige mennesker opmærksom på en forbrydelse der, i stilhed og langt fra massemediernes focus, var mindre blodig: folkedrabet på tusinder af mexicanske indianske familier. det forholder sig som eg siger: man kan drømme (og det gør vi) om at have martyrens overbevisning, om at ville ofre sig for andre.

Men det ville være at lyve. For selv om vi, vurderet med køligt overblik, ikke havde den ringeste miltære chance, tænkte vore hjerter ikke på død, men på liv, for vi var - og er - zapatister. Vi ER vores egen tvivlen, vi mente måske at tage fejl med hensyn til at de ville smadre os, at måske ville hele Mexicos befolkning rejse sig. Men vor tvivl. som nødvendigvis må være seriøs, rakte i så langt som til at tænke på at der kunne ske dét, der rent faktisk kom til at ske.

Og dét, der skete var helt præcist, hvad dannede baggrunden for den første »aguascalientes« og senere, til de, der fulgte efter. Jeg tror det et nødvendigt at gentage, hvad der skete. Jeg er næsten sikker på at de, der læser disse linier havde noget eller meget at gøre med det, der skete.

Gør jer en smule umage og sæt jer i vores sted: årelange forberedelser for at kunne betjene våben og til syvende og sidst er det ord, der skal fyres af. Nu, hvor jeg læser det, jeg er i færd med at skrive, forekommer det næsten logisk, som en syllogisme, af den slags man lærer i skolen. Tro mig: det var overhovedet ikke let. Vi sloges meget..og det gør vi stadigvæk. Men en guerrillero glemmer ikke det en gang lærte, som jeg har forklaret tidligere, vi lærte at lytte og at tale. Jeg husker ikke hvem der har sagt, at når historien bliver træt af at vandre, gentager sig selv, og nu befinder vi os igen ved begyndelsen, hvilket vil sige: vi skal lære.

Og vi er f.eks. ved at lære at vi var forskellige, og at der er mange, som er anderledes end os, men at også de er indbyrdes forskellige. Dvs. at middelbart efter bomberne, blev vi »ramt« af en mangfoldighed, der ikke så få gange fik os til at fundere over om det ikke ville have været bedre om vi rent faktisk VAR blevet smadrede.

En guerrillero udtrykte det meget zapatistisk i april 1994. Han kom for at rapportere om en delegations ankomst . Jeg spurgte ham om hvor mange og hvem, de var. (jeg spurgte ikke om navne eller organisation). Han funderede først et øjeblik over spørgsmålet og siden over hvilket svar, han skulle give. Det tog et stykke tid, så jeg fik ild på piben. Efter at have gjort sig sine overvejelser kom svaret: »En allerhelvedes bunke, og vildt uorganiserede!« Jeg mente ikke det var umagen værd at reflektere over den kvantitative begreb »en helvedes bunke«, men for zapatisten var »vildt uorganiserede"«ikke ensbetydende med afvisning eller en beskrivelse af delegations »sindstilstand«, men drejede sig om sammensætningen af gruppen. »Hvordan vildt uorganiserede?« spurgte jeg. »Joh« svarede han, »Der ER lidt af hvert, de er.., de er...vildt uorganiserede!« afsluttede han, for at overbevse mig om at der ikke fandtes en videnskabelig mere koncis måde der bedre kunne forklare den »mangfoldighed«, som havde gjort sin entré. Denne type invasion gentog sig adskilige gange. Af og til var det i sandhed en allerhelvedes bunke; andre gange var det 2-3 allerhelveders bunker. Men de var ALTID, for at anvende zapatistens nye udtryk »vildt uorganiserede«.

Vi fornemmede at vi under alle omstændigheder måtte lære og at denne læreproces måtte koncentreres om de bedst egnede. Så vi tænkte på en slags skole, hvor vi var eleverne og »rodebunken« var lærerne. Det var engang i juni 1994 (hvilket uderstreger at vi ikke er specielt hurtige til at blive opmærksom på at vi var nødt til at lære) og vi var ved at offentliggøre planen om »La Declaracion de la Selva Lacandona«, der opfordrede til oprettelse af »Convención Nacional Democratica« (CND).

CNDs historie er en anden sag, som jeg udeliukkende nævner for at anbringe det i tid og rum. Rum, javel: det var eet af problemerne i vor læreproces. Vi havde behov for et rum, hvor vi kunne lære at lytte til og tale med denne mangfoldighed, vi kalder det civile samfund. Vi var enige om at oprette dette rum og kalde det »aguascalientes«, da det skulle være hovedsæde for CND (til minde om de revolutionære kræfter i anden halvdel af det 20. århundrede). Men ideen om »aguasclientes« rækker videre. Vi ville oprette et rum for samtalen med de civile samfund. Og »samtale« betyder også at lære at lytte til sin næste og lære at tale med ham.

»Aguascalientes« blev født som del af et politisk initiativ og mange formodede at når initiativet mistede kraft, ville »aguascalientes« blive meningsløse. Det var ganske, ganske få, som vendte tilbage til »aguascalientes« i Guadelupe Tepeyac. Siden kom Zedillos forrædderi, den 9. februar 1995, og »aguascalientes« blev på det nærmeste ødelagt af den mexicanske hær. Og senere blev en militær forlægning anlagt på stedet.

Men hvis der er noget, som er typisk for zapatisterne er det fastholden. Der gik ikke et år, før der var oprettet nye »aguascalientes« nye steder i oprørernes land: Oventik, La Realidad, La Garrucha, Roberto Barrios, Morelia. Og så blev »aguascalientes« til dét, der oprindeligt var planen: et mødested for samtaler med det nationale og internationale civile samfund. Ud over et rum for store initiativer og møder,var de til daglig stedet, hvor civilamfundet og zapatisterne mødtes.

Og ikke bare dét. Andre »aguascalientes« opstod rundt omkring i Mexico (jeg husker på ståede fod »Casa de Lago« grundlagt af CLETA og senere den såkaldte »Ojo de agua« på UNAM-univeristetet, begge i Mexico City) og i resten af verden (Madrid, Spanien er den nyeste). De mennesker, der holdt disse rum kørende, bliver sikkert ikke særligt begejstrede vnår de læser at vi, zapatisterne, har dekreteret dødsdom over »aguasclientes«. Men det kan dårligt svare sig at blive sure, for hos zapatisterne oplever man aldrig en kønsløs død.

Jeg vil gerne sige, at vi forsøger at lære af vore møder med civilsamfundet, men at vi ligeledes forventer at de lærer af os. Den zapatistiske bevægelse opstod bl.a. på grund af behovet for respekt. Det se ud som om at vi ikke altid bliver mødt med respekt. Det er ikke fordi de ligefrem fornærmer os, og langt mindre at det skulle være med vilje. For os er medfølelse en fornærmelse og almisser er slag i ansigtet. Samtidig med disse mødsteders opståen, har man i visse sektorer af det civile samfund fstholdt hvad vi forstår ved »askepotsyndromet«.

Fra posen med minder trækker jeg nu uddrag af et brev, je skrev for mere end 9 år siden. »Vi afviser jer på ingen måde (i forbindelse med ankomsten af det civile samfund), vi er klare over at I løber store risici ved at komme her med hjælp. Det er ikke vore mangler, der gør os ondt...det er når vi ser i andre, hvad de ikke selv ser, den samme mangel på frihed og demokrati, den samme mangel på retfærdighed(...)Af det, vore folk har fået ud af denne krig, har jeg gemt et eksempel på »medmenneskelighed«: en udenlandsk produceret rød, højhælet sko størrelse 6 1/2...uden makker! Jeg medbringer den altid i min rygsæk for at mindes mig selv, mellem alle interviews, fotoreportager og mine formodede seksuelle fristelser, så er det eneste vi i realiteten repræsenterer i Mexico efter den 1 januar: en Askepot. (...) Disse gode mennesker som sender os en udenlandsk, højhælet, rød sko i størrelse 6 1/2 uden makker....som sikkerte tænker at vi er så fattige, at vi accepterer hvad som helst, i forma af almisser og veldædighed. Hvordan skal man forklare disse gode mennesker, at vi ikke ønsker fortsat at leve Mexicos skam? ...

Det foregik i april 1994. Vi troede det blot ville være et spørgsmål om tid, at man ville indse at de zapatistiske indianere har værdighed og vi ikke har behov for almisser men for respekt. Den manglende sko dukkede aldrig op, og parret er fortsat ikke komplet. og i »aguascalientes« har man fået indstalleret computere, der ikke fungerer, der kommer for gammel medicin, extravagant tøj (idet mindste for os) som ikke engang ville kunne bruges til teaterstykker, og...ja: sko uden makkere. Og det fortsætter, som om man tænker: stakler, de behøver alting, de har helt sikkert brug for hvad som helst...«

Og ikke nok med det, der er en almisse endog mere sofistikeret. Det er dét, visse NGO´er praktiserer. Det består i store træk i at de bestemmer, hvad behovene er i landsbyerne, og uden overhovedet at spørge, belemrer de os ikke alene med projekter, men også hvornår og hvordan de skal iværksættes. Forestil jer desperationen i en landsby, hvor der er behov for rent drikkevand, og hvor de så modtager et bibliotek, de har brug for en skole til ungerne modtager et kursus i plantekundskab.

En venstreintellektuel skrev for nogle måneder siden at det civile samfund måtte sætte sig i bevægelse for at sikre opfyldelse af San Andrés-aftalerne, for de indianske landsbysamfund led voldsomt (PS: ikke fordi det ville retfærdigt overfor de indianske befolknngsgrupper i Mexico, men for at zapatisterne ikke skulle lide yderligere overlast)

Lige et øjeblik. Hvis zapatistlandsbyerne ønskede det, kunne vi have Latinamerikas højeste levestandard. Forestil jer hvor meget regeringen ville være villig til investere i at opnå vores overgivelse, så man kunne tage en masse smukke fotos og lave en masse »spots« hvor Fox og hans justru kunne hengive sig til selvpromovering, mens landet er ved at glide dem af hænde. Hvor meget ville Salinas have givet for ikke at skulle slutte sin embedsperiode med anklager om drabene på Colosio og Ruíz Massieu, men i stedet med et foto af oprørerne, der underskriver en fredsaftale, mens sub´en afleverer sit våben? Hvor meget ville Zedillo have tilbudt for at sætte en prop i den økonomiske krise, som landet sank ned i, med et billede af hans truimftog til La Realidad? Hvor meget ville Albores have været villig til at tilbyde, for at få zapatisterne til at acceptere hans »kommuneplan«, som han forsøgte at indnføre under sin tragikomiske embedstid.

Nul! Zapatisterne har modtaget rigeligt med tilbud om at købe deres samvittighed og overbevisning, og ikke desto mindre fastholder de deres modstand, ved at gøre fattigdom til en lektion i værdighed og generøsitet. Zapatisterne siger »alt til alle, intet til os« og når vi siger det, er det fordi vi lever det. Den konstitutionelle anerkendelse af den indianske folks kultur og de indianske folks rettigheder, og en forbedring af levestandarden er e tkrav for alle indianske befolkningsgrupper, ikke kun for zapatisterne. Demokrati, frihed og retfærdighed er hvad vi forventer for samtlige mexicanere, ikke udelukkende kun for os.

Med efterhånden ikke så få mennesker har vi insisteret på at de zapatistiske landsbyers modstand ikke drejer sig om at skabe medlidenhed, men om respekt. Fattigdommen er her et våben, som vi har valgt af to grunde: for at tydeliggøre at det ikke er bistand, vi søger, og for med vort eget eksempel at bevise at det er muligt at lede og at lade sig lede uden parasitterne, der kalder sig regering. Men OK, temaet om modstand som kampform erheller ikke denne teksts mål.

Den hjælp, vi kræver, er til at konstruere en lille del af denne verden, der rummer mange verdener. Det er politisk hjælp, ikke almisser.

En del af den indianske autonomi (som omtales i »Ley COCOPA«) er muligheden for selv at lede, dvs selv at stå for en harmonisk udvikling i en social gruppe. De zapatistsike landsbyer har helliget sig denne kamp, og har ved ikke så få lejligheder demonstreret at det er de bedre til end de, som kalder sig regeringen. Hjælpen til landsbyerne bør ikke opfattes som en bistand til halvgale, som ikke engang er klar over egne behov eller til børn, som man er nødt til at fortælle, hvad de bør spise, hvornår og hvordan, hvad de bør lære, sige og tænke. (selv om jeg svært ved at forestille mig at den slags børn stadig findes). Det er visse NGO’ ers overbevisning ..og den deler de med størsteparten af de organisationer, som financierer de lokale projekter.

Zapatisternes landsbyer er ansvarlige for projekterne (det kan bevidnes af ganske mange NGO´er), de starter dem selv, de bliver frugtbare og forbedrer vilkårene for kollektivet, ikke for enkeltindivider.Den som hjælper een eller flere zapatistlandsbyer, hjælper ikke alene et langt mere enkelt projket men samtidig mere omfattende.: Konstruktionen af en ny verden, een, der rummer mange verdener, hvor almisser og mdlidenhed med næsten hører til i science fiction romaner...eller til en fjern fortid.

Med aflivningen af »aguascalientes«, afgår det civile samfunds »askepot-syndrom« og NGO´ernes faderlige beskyttelse samtidig ved døden. Det betyder mindre for landsbyerne. som fra nu af, ikke længere vil modtage eller tillade at projekter iværksættes.

Med al dette, og med andre ting, der kommer til senere, erklæres »aguascalentes« afgået ved en god død, den kommende 8. august 2003. Festen (for det er en slags død, som bør fejres) bliver holdt i Oventik og alle de, der i de forløbne 10 år, har bistået de oprørske landsbysamfund, - uanset om det var som fredsvagter, eller med projekter, eller som medlemmer af delegationer - er inviterede.

Den 9 august 2003 kommer noget nyt til verden. Eller: Om lidt, for nu er det daggry her i bjergene i det sydøstlige Mexico, et værdigt hjørne af landet, oprørernes land, et stykke af verdens oprørske store puslespil for menneskeheden og imod neoliberalismen.

(fortsættes)

Oversættelse: Erik Pedersen

Læs første del af kommunikeet

Læs næste del af kommunikeet

Følg med på Indymedia Chiapas