Kom, lad os sætte os et øjeblik

Den blå stele

Daggry i bjergene i det sydøstlige Mexico.

Langsomt , slæbende men i fortsat bevægelse, tillader månen nattens mørke lagen at falde fra sin krop og omsider afsløre lysets erotiske nøgenhed. Så strækker hun sig i hele himlens udstrækning, længselsfuldt på udkig og længselsfuld efter at blive kigget på, dvs at røre ved og blive rørt ved. Er der noget lys kan, er det at opløse sin modsætning, og derfor kan en skygge dernede tilbyde en sky sin hånd, mens den mumler:

Kom med mig, se med dit hjerte hvad mine øjne viser dig, følg i mine fodspor og drøm i mine arme. Ovenover er stjernerne ved at lave en skal, med månen som ophav og skæbne. Se og hør! Dette er værdigt og oprørsk land. De mænd og kvinder, som lever her er som mange andre mænd og kvinder verden over. Så lad os da tale, for bedre at kunne se og lytte til dem nu, mens tiden svæver mellem nat og dag, hvor daggryet er dronning på disse kanter.

Det er nok bedre at følge de stier, som det er tilfældet med så mange andre ting, er de bedst kendte. Hører du hendes latter? Det kommer fra et par der lige nu gentager det ældgamle elskovsritual. Han mumler eet eller andet, og hun ler, og hun ler så det lyder som om hun sang. Så kommer stilheden, derpå sukkene og stille jamren. Eller måske er det den anden vej rundt: Først sukken og jamren, derefter kommer mumlen og latter. Men lad os fortsætte, for kærlighed har ikke behov for vidner, bortset fra dét, der skinner..., og når nu solen skinner uanset tidspunktet, afdækker den også skyggerne.

Kom. Lad os sætte os et øjeblik, jeg har noget at fortælle dig. Vi er på oprørsk territorium. Her bor og kæmper, dem man kalder »zapatisterne«. Og zapatisterne er noget anderledes. I stedet for at væve deres historie med henrettelser, død og undergang, insisterer de på at leve. Og alverdens avantgardister hiver sig i håret, for på trods af kampråbet »sejr eller død«, forsvinder eller uddør zapatisterne ikke, og overgive sig... det gør de heller ikke,og de foragter martyriet i lige så høj grad som overgivelsen. De er godt nok lidt anderledes. Og så er der ham. som siges at være deres leder, en hr. subcomandante Marcos, hvis image i offentligheden minder mere om komikere eller skuespillere, end om Emilio Zapata eller Ché Guevara. Og det er spild af tid at sige, at på den måde er der ingen, som har i sinde at tage dem alvorligt, for de er selv de først til at gøre grin med at de er så underlige.

De er oprørske indianere. De bryder ganske vist de traditionelle fordomme, først fra Europa og siden fra alle de, som er iklædt pengenes farve.

Og derfor forsøger de ikke at passe ind i hverken det »djævelske« image som nogle, der ofrer mennesker for at behage guderne eller som de stakkels indianere der, med udstrakte hænder, venter på brødkrummer eller godgørenhed fra ham, der har alt. Heller ikke som den gode vilde, perverteret af modernisme, eller som barnet, der underholder sine forældre med volapyk. Eller som den underdanige daglejer på haciendaerne DEN BLÅ STELE, der har flænset Mexicos historie. Eller som den dygtige håndværker, hvis frembringelser vil udsmykke væggene hos de, der foragter ham. Eller som det uvidende fjols, der ikke burde have en mening om det, der ligger uden for hans indsnævrede geografiske horisont. Eller som den, der frygter himmelske eller jordiske guder.

For du skal vide, min blå støtte, at disse indianere bliver vrede, også på dem, der sympatiserer med deres sag. Og sagen er, at de ikke makker ret. Når det forventes at de taler, er de tavse. Når man venter stilhed, så taler de. Når de skulle rykke, trækker de sig. Når de skulle fortsætte med at trække sig, er de væk. Når man regner med at de bare taler, så begynder de at tale om andre ting. Når de skulle være tilfredse med deres territorium, drager de ud i verden...

Eller også finder de sig bare ikke i hvem som helst. Det ser ikke ud til at interessere dem specielt meget. Det, der er vigtigt er at de selv er tilfredse i deres hjerter, derfor følger de hjertets veje. Det er dét, de er igang med lige nu. Der er folk på vej overalt. De kommer og går, mens de knap udveksler hilsener. De tilbringer endeløse timer på møder eller i forsamlinger og den slags. De kommer med fråden om munden og de går, smilende medskyldigt.

Hmm...

Uanset hvad det nu er, så er jeg sikker på at der vil være mange, der ikke vil bryde sig om hvad de har i sinde at gøre eller sige. Og desuden, med Sub´ens ord, er zapatisterne specialister i at skabe problemer for senere at forsøge at finde ud af, hvem der skal løse dem. Så man skal nok ikke forvente ret meget andet end problemer af sådanne møder...

Hvis man er opmærksom, kan man måske gætte sig frem til, hvad det drejer sig om. Jeg véd ikke om jeg har nævnt at zapatisterne er lidt mærkelige? De ser tingene for sig, før tingene er blevet til, og de tror at hvis man giver tingene navne, så får de liv, så kan de gå.. og altså også at skabe problemer. Derfor er jeg sikker på at de allerede har gjort sig deres tanker, og at de begynder at opføre sig, som om tingene allerede fungerer, og i et stykke tid, er der er ingen, som vil fatte en brik, fordi det netop er når tingene har fået navn, at de begynder at tage krop, liv og at få et »i morgen«.

Man kunne også lede efter spor. Næh, jeg har ingen idé om hvor man skal lede. Jeg tror de ser med ørerne og lytter med øjnene. Jeg ved godt, det lyder kompliceret, men jeg kan ikke finde på andet. Kom, lad os fortsætte med at gå.

Se, kilden bliver til en hvirvel og i midten flimrer månen sin slangedans. En hvirvel...eller en skal.

Man siger her at de ældste siger at andre, der var her tidligere, sagde at de allerførste på dissse kanter anså muslingeskallen for at være hellig. Man siger at de sagde at de sagde at muslingeskallen symboliserer indgangen til hjertet...det er, hvad de allerførste med viden sagde. Og man siger at de sagde at de sagde at muslingeskallen også betyder at efterlade hjertet for at drage ud i verden - dét de første kaldte liv. Og man siger også at de sagde at de sagde at man kaldte kollektivet sammen med muslingeskallen, så verden kunne gå fra den til den anden, og man kunne blive enige. Man siger også at de sagde at de sagde at muslingen var en hjælp, så øret kunne høre selv de fjerneste ord. Det er hvad man siger at de sagde at de sagde. Jeg ved ikke rigtig...Jeg går med din hånd i min, og jeg viser dig hvad mine ører ser og mine øjne hører. Og jeg ser og hører en muslingeskal,»pu´y´«, som man siger på deres sprog.

Ssh. Stille. Daggryet er allerede gledet over idag. Jeg ved godt, det er mørkt endnu, men se hvor hytterne langsomt fyldes med lys fra bålene. Fra nu af er vi skygger i skyggen, ingen ser os, men hvis de gjorde, er jeg sikker på de ville give os en kop kaffe, hvilket med kulden her, i øvrigt ikke ville så dårligt. Lige som det heller ikke er så dårligt at mærke trykket fra din hånd i min.

Se, månen er allerede ved at slippe bort mod vest, og skjuler sit svangre lys bag bjerget. Det er på tide at gå, at skærme rejsen i en hules skygge; der hvor begær og træthed lindres af hinanden, mere begæret træthed. Kom her, jeg vil hviske dig med krop og ord:

»Åh, gid jeg kunne være

glæden blandt glæder.

Den eneste, dén glæde, der glæder dig

Kærlighed, een eneste:

dén du ville forelske dig i.

Men

jeg er kun dén, jeg er«

(Pedro Salinas: "La voz a ti debida")

Vi skal ikke mere se på hinanden dér, men halvvejs sovende, ved kaj i sikker havn, kan vi lytte til, hvad der lige nu rører sig blandt dem, zapatisterne; de, der insisterer på at undergrave selv Tiden., og som igen hæver - som var det et banner - en ny manual.....til modstand.

Skygge og lys går. de har ikke bemærket at i en hytte er et blegt lys blvet næret hele natten igennem. Nu, derinde, deler en gruppe mænd og kvinder kaffe og stilhed, som de tidligere delte ord.

I adskillige timer har disse mennesker med deres tusmørkefarvede hjerter jaget en kæmpe skal med deres visioner. Begyndende med det internationale, har deres øjne og ders tanker vendt sig indad, med succes passerende gennem det nationale, det regionale og det lokale, indtil de nåede hvad de kalder "El Votan. Folkets, zapatisternes, skytsengel og hjerte." så fra muslingesallene yderste krumning, tænkte de ord som: »Globalisering«, »Økonomi«, »By«, »Land«, »Den politiske Situation«, »Kamp om Herredømmet«, og lignende som viskelæderet har fjernet efter de sædvanlige spørsgsmål: "Er alt klart eller er der yderligere spørgsmål?" For enden af stien der fører ind, inde i midten af skallen, er der blot nogle intialer tilbage: "EZLN". Siden kommer der forslag, og så maler de, i tanke og hjerte, vinduer og døre, som kun de kan se (bla fordi de stadig ikke er blevet til). Mangfoldige og spredte tager ordene fælles kurs. Een eller anden spørger: »Er vi enige?« »Det er vi!« svarer en nu kollektiv, sikker røst. Og så går jagten på muslingeskallen atter ind, men fra den modsatte retning, indefra og ud. Viskelæderet fortsætter ligeledes i modsat retning, indtil blot een sætning, der fylder hele tavlen, bliver stående; en sætning, der for mange forekommer at være vanvid, men som for disse mænd og kvinder, er årsagen til kamp: »En verden, der rummer mange verdener«. Kort tid efter træffes en beslutning.

Nu er der tavshed og afventen. En skygge går ud i regnen. En gnist oplyser knap nok øjet. Endnu engang stiger røg op fra hans læber i mørket. Med hånden bag ryggen, begynder han at komme og gå uden mål. For et par minutter siden, derinde, har man besluttet død......

Oversættelse: Erik Pedersen/Monsun

Læs anden del af kommunikéet

Følg med på Indymedia Chiapas