Det var i toget efter det fire timer lange afslutningsmøde, hvor vi sad mere end 50.000 mennesker under tropehimlen, hvor nymånen lå ned, på en måde den ikke gør hjemme, hvor vi havde hørt sang og musik og kloge mænd og især kvinder knytte deres håb for verdens fremtid just til os, der sad her. Om aftenen er der en smule plads i de togvogne, hvor folk ellers må hænge ud af de åbne døre. Sammen med mig kom en håndfuld indere, også fra World Social Forum (WSF) og tydeligvis fra forskellige organisationer, de var i højt humør, den ene med en vældig tromme, som han bankede energisk på. En...