Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
31. marts 2004 - 12:42

De fattige er fjenden

Historiens corsi e ricorsi [2] er mærkværdige. Det er velkendt, at definitionen på de såkaldt "farlige klasser" har været en fleksibel størrelse gennem kapitalismens historie.

I manufakturens tidsalder var de fattige de farlige: den mængde af pengeløse og vagabonder, landarbejdere og jordløse bønder, der blev tvunget til at flytte til byerne og fabrikkerne. I storindustriens tidsalder blev arbejderne den ”farlige klasse”: forsamlet som de var en masse på fabrikken udøvede de et pres, som påvirkede alle samfundsforhold. Den farlige klasse måtte da skubbes ud på fattigdommens vej for i arbejdsløshed at blive en industriel reservearmé.

I dag er de fattige blevet fjenden igen: under postfordismen [3] bliver den fleksible arbejder fjenden. Denne mobile og prekære [4] arbejder, som er i stand til at producere erkendelsesmæssigt og intellektuelt overskud, trues af udelukkelse, som om fattigdom ikke var nok i sig selv. Prekære middelklasser, det tayloriserede [5] intellektuelle arbejde og en immateriel arbejdskraft der bliver degraderet via industriel instrumentalisering og fremmedgørelse: dette er skæbnen under den nye fattigdoms vilkår.

Den fattige har dog aldrig tidligere været så produktiv som i dag. I den sociale produktion, hvor arbejdet bliver kooperativt og altså et konkret virkeliggjort fællesskab (dette fællesskab er en uundværlig betingelse for produktionen af varer og ydelser), synes udelukkelse at være en umulighed. På trods af det utal af udelukkelsesmekanismer, som han udsættes for, udtrykker den fattige en enorm magt over livet og produktionen. Hvad der bliver udelukket gennem de juridiske og økonomiske former for kapital bliver ikke desto mindre inddraget i den sociale og biopolitiske [6] produktions kredsløb. Således repræsenterer den fattige, den arbejdsløse, den hjemløse og den ulønnede først og fremmest en modsætningsfyldt situation: De udelukkes fra det generelle sociale vilkår, der forstår værdi som noget, der frembringes i fællesskab. Dette er forklaringen på den fattiges farlighed, nemlig selve indbegrebet af dennes ’væren fjende’ af den aktuelle form for kapitalistisk herredømme.

På trods af sin nuværende krise bliver arbejdsideologien ved med at producere negative konsekvenser. I storproduktionens tidsalder brød arbejderklassens organisationer sig aldrig synderligt om den fattige: hvis han blev udelukket fra produktionsprocessen, blev han også udelukket fra en hver betydningsfuld rolle i den politiske organisation. Ligesom kapitalisterne opfattede arbejderklassevenstrefløjen de fattige som farlige, og det ikke blot fordi de fattige umiddelbart kan synes at være uproduktive sociale parasitter (tyve, narkomaner, prostituerede osv.), men også fordi de politisk set virker ustabile og dybest set irrationelle. Faktisk brugte fascister og reaktionære populister de fattige som social basis og våben mod arbejderklassen på visse historiske tidspunkter og dette med afsæt i de fattiges desorganisering og fortørnelse over at være lukket ude.

Arbejderbevægelsen betragtede altså ofte de fattige som en del af fjenden, som et fuldgyldigt medlem af den industrielle reservearmé, der kunne angribe lønforhold og true arbejdernes ansættelser. Hvor kommunister ganske vist undsagde arbejderbevægelsens aristokratier, hang frygten for de fattige ved, så længe arbejdsideologien havde mentalt herredømme over socialisterne.

Under postfordismen træder den fattige ud af det billede, som han var blevet tvunget ind i af manufakturkapitalismen og arbejderismen [6] under tidligere perioders sociale sammensætning af arbejdskraften. På mange måder kan man sige, at jo mere positivt arbejderen i dag indgår i den socialt produktive aktivitet, jo fattigere bliver han.

Distinktionen mellem direkte produktivt arbejde og uproduktivt arbejde har altid være en tvivlsom affære, også i den marxistiske diskurs. For Marx selv var de fattige dog hverken produktive eller uproduktive: de stod udenfor produktionen på samme måde som "den primitive" står udenfor "civilisationen". Men på samme måde som "den primitive" i dag fuldt ud finder plads i dagens globalisering, således er også den fattige fuldt ud genindtrådt ind i den sociale produktion.

De fattiges produktive evne er ikke forestillet, som den var det, da vagabonden blev skubbet fra landet ind til de nye industribyer. De fattiges arbejdsevne er nu en faktisk størrelse, fordi hele komplekset af sociale relationer er blevet produktivt. Den fattige er dog stadig fjenden eller er blevet det igen par excellence, fordi den fattige er nødvendig i produktionen, rig på produktiv kapacitet og inkluderet i den sociale produktion. Alene på grund af behovet for inddragelse bliver den fattige farlig og fjendtlig.

Som det altid har været tilfældet for samfundets fjende, må den fattige kæmpe imod sin egen fattigdom og således erkende sig selv som sin egen fjende. Dette var tilfældet for den arbejder, som i sin kamp mod udbytning måtte forestå sin egen ødelæggelse. Undertrykkelsen af fattigdommen må da vise sig som undertrykkelsen af de fattige.

Men undertrykkelsen af fattigdommen er også en kamp mod de, der organiserer fattigdom som grundlaget for deres velstand og for den kapitalistiske udvikling som sådan. Hvis det er sandt, at de fattige er inkluderet i den sociale produktions biopolitiske struktur, så må kampen imod fattigdom blive en konstituerende kamp. Fattigdom afslører det undergravende potentiale, som findes i arbejdskraftens universelle deltagelse i den sociale produktion.

I storindustriens tidsalder var de fattiges kampe altid modstandskampe – uanset udfaldet. I England, Tyskland, i 1920’ernes USA og igen i 1970’ernes Europa kæmpede de fattige for bevillinger. Modstand og kampen for bevillinger er altså de udelukkedes kamp, men med den sociale inklusion af arbejdet forenes disse kampe og bliver filtret ind i arbejdernes kampe, og disse kampe er konstituerende.

Disse kampe bliver først effektive det øjeblik, hvor de formår at bremse udbytningsmekanismerne og hierarkiseringen af den globale arbejdsstyrke. Af denne grund bliver borgerløn den konstituerende politiske nøgle for de fattiges kampe: den forener den politiske anerkendelse af inklusionen og projektet for udviklingen af en demokratisk styring af globaliseringen. Og

på denne måde bliver den fattige den virkelige fjende.

Toni Negri er politisk filosof og sammen med Michael Hardt forfatter til Empire (2000, på dansk Imperiet 2003).

Læs Kontradoxas introduktion til Empire

Artiklen er først bragt i Global Magazine nummer 2, 2003. Oversat af Nikolaj Heltoft og Anders Hassing.

Noter til den danske oversættelse

[1] ”Mængden” er den danske oversættelse af ”the multitude”, som Hardt og Negri bruger i Empire. Det er ikke en forsamling, men et sociologisk begreb om klassesammensætning, og betegner dårligt den mangfoldighed eller ”flerhed af singulariteter”, som de lader afløse arbejderklassen. Her benyttes det i overensstemmelse med den danske oversættelse fra Informations Forlag.

[2] En vending fra den napolitanske 1600-talsfilosof Giambattista Vico. Selvom historien generelt kan siges at indebære civilisatoriske fremskridt gennem realiseringen af menneskeligt potentiale, har den historiske udvikling også cykliske træk. Historien bevæger sig mod perfektion, men når den ikke, idet den stoppes eller vender tilbage (ricorso) til et relativt set mere primitivt stadium. Herfra giver historien sig igen ud på sin vej (corso).

[3] Fordisme refererer til den moderne masseproduktion med forbillede i ideer, principper og systemer, der udsprang af samlebåndsproduktionen på Henry Fords bilfabrikker i starten af 1900-tallet. Fordismen er kendetegnet ved produktion af homogene produkter, ufleksibel teknologi, standardiserede arbejdsrutiner med tidsmåling (Taylor), store produktionsenheder, masseforbrug i homogene forbrugsmønstre, bureaukratiske fagforeninger og stigende lønninger, m.m.

Tendensen til ”postfordisme” har siden 1970’erne afspejlet sig i faldende interesse for masseprodukter til fordel for specialiserede produkter, små, fleksible produktionsenheder, nye teknologier som kræver bedre uddannet, differentieret og selvstændig arbejdskraft, nedbrydning af ufleksible hierarkier, pres på fagforeninger, m.m.

Skiftet forbindes ofte med oliekrisen i 1973, men Hardt og Negri tilskriver det de sociale kampe i 1960erne og 1970erne.

[4] Prekær, usikker og vanskelig, udtrykker arbejderens karakter på det fleksible arbejdsmarked. Fleksibiliseringen fremhæves ofte som en disciplinerende forringelse af arbejdsforhold (se f.eks. Richard Sennetts Det fleksible menneske, Hovedland 1999), men Negri og andre ser heri et undergravende potentiale.

[5] Se [3].

[6] Biopolitik udspiller sig om regulering og kontrol med det sociale liv. Se Michel Foucault: Viljen til viden. Seksualitetens historie 1. Det lille Forlag 1994.

[7] Det italienske begreb ”operaismo” betegner en strømning på den italienske venstrefløj, men kan direkte oversættes til ”arbejderisme”. For en indføring i den italienske bevægelse se f.eks. Steve Wright: Storming Heaven. Class Composition and Struggle in Italian Autonomist Marxism, Pluto Press 2002.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce