<b>Interview: Mangfoldighed, tak!</b>

Du skriver, at copyright er en bagdel for kunstnere eftersom kulturindustrien ikke betaler dem en rimelig pris for deres arbejde. Men normalt vil man sige, at kopirettigheder beskytter kunstnernes interesser. Hvorfor er det ikke sådan?

»Al økonomisk forskning viser, at af kopirettighederne går 80-90 procent til ti procent af kunstnerne og ti procent til 90 procent af kunstnerne. Så de fleste kunstnere får ikke deres indtægter fra kopirettighederne.

Det større problem er, at ved at have kopirettighederne, kontrollerer kulturindustrien størstedelen af vores kulturelle arv. Med rettighederne træffer de beslutning om, hvad der skal produceres, bruges og ikke bruges. Ved at have disse rettigheder, skubber de andre ting væk. Så hvis man ikke havde kopirettighedssystemet, ville der være mere plads og rum for mange kunstnere til at præsentere deres arbejder.

Vi skal naturligvis betale kunstnerne generøst for deres arbejde. Men det aktuelle kopirettighedssystem vil ikke hjælpe dem. Idag er det hovedsageligt et kontrolsystem. Grunden til at man har alle disse sammenlægninger i kulturindustrien, er fordi man vil have rettighederne til værkerne – sange, musik, film og så videre. Det giver muligheden for at kontrollere, hvad vi får at se og for at udelukke andet. Kun de ting, de ligger inde med og kan lide, bliver sendt på markedet. Så hele den mangfoldighed af kulturelle udtryk, som eksisterer i virkeligheden, får vi ikke at se.«

Kvoter og frit marked

Et af dine forslag er, at der skal være en form for kvotesystem, hvorefter hvert land kun skal tillade 25 procent udenlandske produkter i deres land. Er der ikke en modsætning: på den ene side kritiserer du monopolisering inden for kulturen og anbefaler frihed. På den anden side vil du regulere?

»Nej, ikke regulere markedet. Der er altid – også når man taler inden for en nyliberalistisk kontekst – en regulering fra staternes side for at give prioritet til visse industrier. Det, jeg siger, er: Lad os forsøge at normalisere markedet, så ingen kan dominere det kulturelle marked. I øjeblikket ser vi inden for film, musik og litteratur, at visse former for kunst og visse selskaber dominerer.

Så lad os forsøge at regulere på en sådan måde, at markedet bliver normalt. Det er meget vigtigt. Ifølge menneskerettighederne skal alle have ret til adgang, og den eksisterer ikke. Lad os derfor skabe en situation ved hjælp af kvoter, ejerskabsregler og mange forskellige slags reguleringer, så vi kan normalisere markedet.«

Men begrebet om markedet er, at det kun skal styres gennem udbud og efterspørgsel. Hvis man begynder med et kvotesystem, er man så ikke begyndt på at regulere?

»Nej, nej, nej, man udelukker ikke, men tilbyder en hel række af muligheder. For eksempel inden for musik, hvor der er tusindvis af melodier og sange hvert år. I radioen i Holland og sikkert også i Danmark hører man kun en lille del af dem.

Lad os finde nogle reguleringer, som giver os friheden til alle disse kunstværker uden dominans fra visse selskaber.

Der skal ikke udelukkende være et kvotesystem. For eksempel i Frankrig er der et kvotesystem på musik i radioen med delvist engelsk-sprogede og franske sange. Konsekvensen er, at beslutningerne om de franske sange også kun ligger i hænderne på nogle få konglomerater. Så man er også nødt til at have ejerskabsreguleringer, som siger, at man skal have mange forskellige selskaber, der tilbyder musik. Og der skal være et system, som siger, at man skal have musik fra alle europæiske og andre dele af verden, så man kan få mangfoldigheden til at fungere, og folk kan foretage et valg.«

Mellemmænd

Du forudser også i din bog, at kunstnere vil profitere fra udviklingen af internettet og digitaliseringen, så de kan distribuere deres arbejder uden mellemled. Er det realistisk – ikke alle kunstnere har fornemmelse for den slags arbejde?

»Nå, mange lærer meget hurtigt. For eksempel laver musikere, der er kloge, ikke længere kontrakter med de store musikselskaber. For gør man det, er chancen for, at de virkelig vil gøre noget for dit arbejde 0,001 point. Man er i deres hænder, fordi man har en kontrakt med dem.

Derfor forsøger de klogeste kunstnere at finde deres egne veje. Det er ret billigt i Holland at finde musikstudier, lave CD’er og lægger uddrag på internettet og distribuere dem. Eller man kan lave noget sammen med andre kunstnere og kun én mellemmand så hele produktionen og distributionen er tættere på en selv. Det vil få en enorm fremtid. Man kan også have indflydelse på lyden. Går man til et af de store selskaber, så siger de: lav om på din musik, så den lyder sådan her og så videre. Det fjerner en ret store del af kreativiteten og energi og fornøjelse.

I hvertfald er chancen for at man kan leve af det, hvis man går til et af disse konglomerater, meget, meget lille. Dette giver dem en bedre mulighed. Og maskineriet bliver billigere og billigere og bedre. Men vi skal give ret mange penge til en verdenskulturel udviklingsfond, så folk fra ikke-vestlige og fattige lande kan udvikle sådanne muligheder også. Der bør man virkelig investere i tættere infrastrukturer og kapacitetsopbygningen af små kulturforetagender i ikke-vestlige lande, så kunstnerne og grupperne dér kan gøre de samme ting.«

Alt dette fokuserer meget på musik, på film, men hvis man kigger på maleri....

»Mange malere har direkte kontakt med folk over hele verden, som køber deres arbejder.«

Men er der ikke altid en mellemmand mellem kunstnere og kunderne?

»Man kan lægge sine arbejder ud på nettet og surfe lidt rundt for at få kontakt med folk,og hvis de kan lide det, kan man sende sit arbejde til dem. Man kan lave flere udstillinger på nettet og så videre.

Problemet er, at på museerne i den vestlige verden ser man næsten altid de samme kunstnere. Jeg ved ikke, hvordan man løser problemet og får stimuleret museumsdirektørerne til at trække på hele den mangfoldighed, der eksisterer verden over. For eksempel var der på Dokumenta [en stor, modere kunstudstilling i Tyskland, red.] for et par år siden kunstnere fra ikke-vestlige lande. Men de var valgt ud fra, at de arbejdede efter en nutidig vestlig stil. Og jeg tænke: der er et enormt udbud over hele verden, men man ser det ikke. Her kan internettet hjælpe til at gøre udbuddet mere kendt.«

Kulturen og WTO

I bogen skriver du, at der burde vedtages en international konvention om kulturel mangfoldighed. Arbejdes der på den ide?

»Ja, i september har FNs kulturorganisation, UNESCO, vedtaget enstemmigt at generalsekretæren skal komme med et udkast til sådan en konvention om to år.

Den store kamp bliver naturligvis, om en sådan juridisk bindende aftale får prioritet over Verdenshandelsorganisationen (WTO), eller om det blot vil blive en erklæring.

Det bliver det store slagsmål, for USA er netop kommet tilbage til UNESCO, og de vil gøre som de gør med alle internationale aftaler, nemlig sige, at den ikke skal være så stærk og forsøge at gøre den mindre og mindre. Til sidste vil de stemme imod.

På den anden side har jeg hørt, at repræsentanter for mange lande i UNESCO talte passioneret om sådan en aftale og for at kultur skal trækkes ud af WTO. Hvis man gør det, har man ikke faren for handelssanktioner, men kan forsøge at stimulere kulturel mangfoldighed.

Så i mange landet – ikke kun de fransk-talende – taler mange varmt for denne ide. Vores regeringers opgave er at stimulere og fremme, at der bliver tale om en stærk aftale. I Holland er der sket et skift, så den nye kulturminister betragter det som et vigtigt spørgsmål. I parlamentet er ministeren blevet spurgt om sin opfattelse af en aftale, så nu er det for første gang på den politiske dagsorden. Vi arbejder hårdt på, at Holland samarbejder entusiastisk.

Problemet med WTO er ikke kun på det kulturelle område. Der er mange andre områder. Men det er et af de første områder, hvor der virkelig er en bevægelse for, at kulturen ikke skal være en del af dette frihandels-regime.«

Joost Smiers er professor i politisk videnskab ved Utrecht School of the Arts i Holland og har i år udgivet bogen »Arts Under Pressure. Promoting Cultural Diversity in the Age of Globalization« på Zed Book (London).

Artiklen er tidligere bragt i tidsskriftet SALT.