»Man kan ikke organisere på benzinkort og sommerhuse«

Af Åge Skovrind

I snart et år har ti københavnske fagforeninger samarbejdet om »Projekt Organiseringsstrategier«. Projektet har til formål at organisere – ikke mindst nye – medlemmer på storkøbenhavnske virksomheder i kampagner for bedre arbejdsforhold.

Fagforeningerne må forcere flere forhindringer for at vende medlemsudviklingen. Byggefagenes Samvirke på organiseringsarbejde i oktober 2007.

Baggrunden er en erkendelse af, at nye metoder er nødvendige, hvis fagbevægelsen fortsat skal spille en rolle og fremstå som et nyttigt redskab for medarbejderne. Et redskab, som er pengene værd.

Inspirationen til projektet kommer fra Storbritannien, hvor det er lykkedes landets største fagforbund at vende en negativ udvikling og vinde titusinder af nye medlemmer gennem et aktivt og offensivt organiseringsarbejde.

150 på kursus i England
Forberedelserne har bl.a. bestået i at sende omkring 150 fagforeningsansatte og aktivister på kursus i England, hvor de har studeret de engelske erfaringer. Meningen var, at det første kursus i Danmark skulle have uddannet 10-15 »organiz’ere« i slutningen af september, men det er udskudt til november pga. manglende tilmeldinger.

– Tilmeldingerne var meget præget af nogle få organisationer, men vi mente, det var vigtigt at sikre tværfagligheden, forklarer projektleder Camilla Herdahl.

– Nogle fagforeninger har haft svært ved at afklare, hvilken rolle kursusdeltagerne skal spille i fremtiden, om de skal fastansættes til organiseringsarbejde, eller om de skal købes fri til et enkeltstående projekt, siger hun.

Forsinkelsen betyder også, at det første tværfaglige pilotprojekt først starter senere på året. En større virksomhedskæde er allerede udpeget til at være det første »offer«, hvor organiseringsstrategien skal afprøves.

Hvilken virksomhed, der er tale om, holdes foreløbigt hemmeligt, Formålet er ifølge Camilla Herdahl bl.a. at have en case, hvor de ny-uddannede organiz’ere kan få nogle erfaringer at øve sig på.

Samtidig er forskellige fagforeninger så småt ved at afprøve strategien inden for deres respektive arbejdsområder.

Også på LO’s kongres den 28.-31. oktober var der sat plads af i programmet til at diskutere erfaringer med organisering, herunder erfaringerne fra England.

Tværfaglighed nødvendig
En af de centrale deltagere i projektet er Kim Jung Olsen, som er næstformand i HK-It, Medie&Kommunikations Københavnsafdeling.

Han understreger, at der ikke er tale om en blind overførsel af en engelsk model. I England er det f.eks. den samme fagforening, som organiserer alle ansatte på en virksomhed. I Danmark er det som oftest nødvendigt med et tværfagligt samarbejde for at dække en hel virksomhed, selv om man også inden for de enkelte fagforbund kan gøre brug af modellen.

– Hidtil har det meget handlet om, at fagforeningen kom med en overenskomst og sagde, »den skal I bare have«. Den nye model går ud på, at vi skal organisere og aktivere folk for bedre arbejdsforhold. Det kan handle om alt fra dårlig mad i kantinen til bedre sikkerhedstøj. Målet er at få flere medlemmer og et styrkeforhold, der kan sikre bedre løn og bedre arbejdsforhold, siger han.

Back to basics
Filosofien bag den nye strategi er i virkeligheden ikke så ny endda. Langt hen ad vejen er det »back to basics«, dvs. at vende tilbage til fagbevægelsens rødder og bruge nogle af de metoder, som i tidernes morgen skabte fagforeningerne som medlemmernes kamporganisationer.

– Det kan lyde banalt, men det interessante er, man nu er begyndt at diskutere det, også folk på venstrefløjen. Tag f.eks. konflikten på Nørrebro Bryghus, den er et godt eksempel på, at man ikke har lært meget fra England, siger Kim Jung Olsen.

Hvorfor ikke?

– Vi går ud og siger, at her skal der være en overenskomst, men hvis de ansatte ikke forstår det, så bliver det svært. Det er noget med arbejdsmetoden. Vi må erkende at fagbevægelsen ikke har den samme styrke i dag som tidligere. Vi bliver nødt til først at analysere, hvad der rører sig i virksomheden. Hvordan kan vi som fagforening gøre deres forhold bedre, hvordan kan vi vinde medarbejderne på bryghuset for en rigtig fagforening?

Søren Hallum-Andersen, nyansat organiz’er i HK Service, forklarer strategien på denne måde:

– Man starter med at finde problemet på virksomheden ved at snakke med arbejderne, kortlægge arbejdspladsen og medarbejdernes funktioner. Man finder ledertyperne og tester, om der er opbakning bag det problem, man har udset som det centrale, og hvis der er, så finder man ud af, hvilke redskaber, der kan løse problemet. Så lægger man en plan for at løse problemet og lægger den frem for ledelsen.

– På den måde oplever medarbejderne, at ved at stå sammen, og med fagforeningens opbakning, så opnår man nogle resultater. Det kan f.eks. være, at man ikke får sine pauser. Selv om de ikke er medlemmer af fagforeningen, så vil mange medarbejderne bakke op om at få løst problemet. Så kan man snakke med dem hen ad vejen om at organisere sig i fagforeningen, siger han.

På det forkerte sted
For Kim Jung Olsen er der ingen tvivl om, at organiseringsstrategien også rummer en kraftig kritik af den måde, fagbevægelsen hidtil har organiseret sit arbejde på.

– Det gør den da. En indirekte kritik. Vi tror ikke på, at benzinkort og sommerhuse er måden at organisere på.

Han forudser, at det også er en kritik, som på et tidspunkt vil komme til udtryk på forbundskongresserne og i LO.

– Foreløbig har vi rejst diskussionen, men hvis det skal batte noget, så skal man i LO-regi sætte et antal millioner af til det, og så kommer diskussionen om, hvad vi skal skære væk. I sidste ende er det en anden prioritering af, hvad fagforeningens ansatte beskæftiger sig med. I stedet for at vente på, at sagerne dukker op på kontoret, skal vi ud på arbejdspladserne med henblik på organisering.

– Mange af fagforeningernes funktionærer har været ansat i en periode, hvor det er gået godt, og hvor denne arbejdsmetode ikke har været nødvendig for at få medlemmer. Sådan er det ikke mere. Man kan sige, at de er det forkerte sted lige nu, siger han.

Nye tillidsfolk
De engelske erfaringer for faglig organisering er systematiseret i en detaljeret model. Den beskriver, hvordan man kommer ud på arbejdspladserne, afdækker problemerne og sætter kampagner i gang, som kan overbevise de ansatte om fordelen ved faglig organisering. Det helt afgørende element er at finde nøglepersonerne på arbejdspladser, de naturlige ledere, som kan organisere kampagnerne.

Og det behøver ikke nødvendigvis være den nuværende tillidsmand.

– Undersøgelser har vist, at op til 65 procent af tillidsrepræsentanterne ikke ser det som deres opgave at hverve medlemmer. Det tal er skræmmende. Den nye arbejdsmetode skulle gerne sikre, at tillidsrepræsentanten bliver en del af arbejdet med at organisere. De tillidsrepræsentanter, som ikke synes, det er interessant, vil falde fra, forudser Kim Jung Olsen.

Der bliver lagt op til en mere aktiv og skærpet kurs over for arbejdsgiverne. Men lægger strategien også op til, at fagbevægelsen skal forholde sig politisk og føre kampagne for et politisk alternativ? Det er f.eks. en opgave, som Fagligt Ansvar har slået meget på.

– Det ligger ikke i det nu. På den lange bane er det naturligt, at denne metode bliver mere politisk, i forhold til hvad er det for et samfund, vi lever i, og inden for f.eks. FOAs område ligger det jo lige til højrebenet. Men det ligger ikke implicit i arbejdsmetoden, siger Kim Jung Olsen.

Erfaringer sat i system
I HK Service har man netop ansat Søren Hallum-Andersen til at køre organiseringskampagner. Han har udpeget og er begyndt at kortlægge 5-6 virksomheder, hvor der er problemer med arbejdsforholdene. Et krav er, at der er tale om brancher i vækst.

– Det er meget de samme principper, som jeg har brugt tidligere i organiseringsarbejde på uddannelsessteder. Det handler om at finde et emne, der kan samle folk, at stå sammen om det og finde de typer, der kan samle de andre. Eleverne indså, at når man står sammen, så har det større slagkraft.

Han var bl.a. med til at starte en kampagne for bedre tilbud i skolekantinen og for at få udskiftet en uduelig uddannelsesleder.

– Man siger altid, at de unge er de sværeste at organisere, men når det alligevel er lykkedes her, så burde det også være muligt på arbejdspladserne, siger den optimistiske organiz’er.

Søren Hallum-Andersen har været på kursus to gange i England for at blive indviet i deres erfaringer.

– Det, jeg lærte, var sådan set det samme, som jeg havde brugt i mit tidligere organiseringsarbejde. Det nye er, at man sætter det så meget i system. Hvor jeg bare har haft det i hovedet, så har de videreudviklet deres værktøjer meget mere med systematik og dokumentation, siger han.

Artiklen har tidligere været bragt i tidsskriftet Socialistisk Information, nr. 222, oktober 2007.