Annonce

Yderste højre
10. november 2013 - 22:39

Aarhusianske højreekstremister mister grebet om de unge

Aarhus-foreningen Vederfølner nedlægger sig selv efter seks år som politisk og socialt samlingspunkt for unge højreekstremister i Danmark. Nye grupper står klar til at tage over.

Den højreekstremistiske forening Vederfølner er blevet nedlagt.

Det fremgår af en kort meddelelse på foreningens hjemmeside offentliggjort søndag den 10. november, som ifølge Modkrafts oplysninger er troværdig.

Foreningen, der blev dannet i 2007 i Aarhus af medlemmer af det erklærede racistiske netværk Dansk Front, har i en årrække været et centralt socialt og politisk samlingspunkt for unge på den yderste højrefløj i Danmark. 

Vederfølner har blandt andet stået bag flere fodboldturneringer, Grundlovsmøder og fester i Østjylland, der har fungeret som indslusning af nye aktivister til den højreekstreme bevægelse.  

Ifølge meddelelsen på foreningens hjemmeside sker lukningen efter længere tids dalende aktivitetsniveau, samt »fremkomsten af mere aktive alternativer«.

Læs mere om Vederfølner på Wikipedia.

Handlingslammelse og hård konkurrence

Vederfølner havde frem til lukningen tæt forbindelse til miljøet omkring den racistiske hooligangruppe White Pride, Den Danske Forening, samt den hemmelige organisation ORG.

Den nu lukkede forening og dens bagland i de nævnte grupper har alle deres hovedbase i Aarhus-området og har det til fælles, at de, de seneste år har tabt terræn til nye spillere på den yderste højrefløj.

Det gælder særligt grupperne RightWings i Kalundborgområdet, det antimuslimske netværk Danish Defence League, den nynazistiske organisation Danmarks Nationale Front og det såkaldt »nationaldemokratiske«, Danskernes Parti, der alle bejler til samme målgruppe som Vederfølner.

Medvirkende til foreningens nedtur har desuden været en række afsløringer i lokale og nationale medier af Aarhus-miljøets forbindelser til den voldelige White Pride-gruppe, hvilket har medvirket til handlingslammelse og uenigheder blandt ledende kræfter i Østjylland.

Læs artiklen »Århus: Undercover-aktion mod nazi-miljøet« hos Modkraft.

Læs artiklen »Rapport kortlægger den århusianske hooligangruppe White Pride« hos Modkraft.

Læs artiklen »Brandanslag mod højreekstremt klubhus« hos Modkraft.

Læs Redox rapport »Århus 08 – En rapport om White Pride og Vederfølner« her.

(Vederfølner har bekræftet nedlæggelsen på deres facebook mandag den 11. november).

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce