Annonce

FagligtArbejderbevægelsen og arbejdskamp
fagligt
4. oktober 2012 - 13:39

SF er med til at smadre fagbevægelsen

- Når regeringen og mit parti nægter at gøre mere for de udfaldstruede med henvisning til jobs, som kun eksisterer i finansministeriets regneark, så sender de ikke alene regeringen på dødskurs, de bidrager også til at smadre fagbevægelsen, siger Bjarne Sørensen.

- SF’s folketingsmedlemmer og ministre må nu vågne op til virkeligheden! Mens de sværger til regeringsgrundlaget, kastes tusinder ud af dagpengesystemet og gøres til løntrykkere. Konsekvenserne for fagbevægelsen er fatale.

Det siger Bjarne Sørensen, formand for Dansk Metal Horsens, valgt for SF til Horsens Byråd og formand for kommunens beskæftigelsesudvalg.

- 28.000 arbejdsløse har netop fået at vide af deres A-kasse, at de bliver smidt ud om et halvt år og miste deres dagpenge. Det er en social katastrofe. Alligevel er regeringens og de fleste SF’ere i Folketingets eneste svar, at der jo er kommet en akutpakke. Men som formand for beskæftigelsesudvalget i Horsens kan jeg forsikre dem om, at den pakke ikke redder de udfaldstruede. Den skaber højst beskæftigelse i Jobcentrene, siger Bjarne Sørensen.

- Det er kynisk, når man bliver ved at gentage, at regeringen ”knokler stenhårdt” for at skabe job, og at der kommer 21.000 job næste år. Vi ved, at alene i kommunerne skal der fyres 10.000 næste år på grund af regeringens ”ansvarlige” økonomiske politik, siger han.

Smadrer fagbevægelsen

- Når regeringen og mit parti nægter at gøre mere for de udfaldstruede med henvisning til jobs, som kun eksisterer i finansministeriets regneark, så sender de ikke alene regeringen på dødskurs, de bidrager også til at smadre fagbevægelsen, siger Bjarne Sørensen.

- Konsekvensen af at kaste så mange ud uden noget forsørgelsesgrundlag er, at der bliver skabt et nyt pjalteproletariat, som er klar til at tage et hvilket som helst arbejde, alt er bedre end intet. Den kyniske kalkulation er jo, at de kommer til at presse løn- og arbejdsvilkår på arbejdsmarkedet, siger Bjarne Sørensen.

- Det er et angreb på fagbevægelsen, som Claus Hjort og Løkke end ikke turde drømme om at komme igennem med. En samlet fagbevægelse har fra top til bund raset og advaret – indtil videre uden resultat. Men jeg vil godt advare mine partifæller på Christiansborg, hvis I ikke vågner op og ser udover finansministeriets regneark, så sender det ikke bare SF på katastrofekurs, I kommer til at gå over i historien som dem, som leverede et af de virkelig banesår for dansk fagbevægelse. Det kan vi ikke leve med som et socialistisk parti, siger Bjarne Sørensen.

Artiklen er tidligere bragt hos Fagligt Ansvar.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce