Kommunerne kæmper for forringelser

KOMMENTAR: Så skete det. Maskerne faldt, og den udvikling, som længe har været undervejs, står nu lysende klar: KL (Kommunernes Landforening) har ikke kun skiftet ham, men også grundlæggende skiftet rolle i forhold til velfærdsstaten. 

KL's formand Jan Trøjborg opfordrer politikerne til at overveje følgende: Nedskæring af fleksjob-ordningen, SU-lån i stedet for SU-støtte på kandidatuddannelsen, permanent afskaffelse af førtidspension til unge og endelig lavere satsregulering til pensionister og kontanthjælpsmodtagere.

Opfordringen er kommet oven på en perlerække af andre forslag, som alene har haft en nedskæringsdagsorden: brugerbetaling for rengøring, kraftig forringelse af lærernes arbejdstidsaftaler og udlicitering af velfærdsopgaver.

Vi har set KL ændre rolle fra at være talerør for borgere, brugere og ansatte i kommunerne og som lokomotiv for velfærdstatens udvikling til nu strategisk fremadrettet at påtage sig rollen som primus motor i funktionstømningen af kommunerne og at være bannerfører i at gennemtvinge markante velfærdsforringelser og besparelser i kommunerne.

Bevisførelsen og metoderne er ikke nye! De blev grundlagt under den tidligere regering, hvor KL gennem næsten 10 år accepterede både præmis og logik for regeringens minimalstats-strategi.

LA (Liberal Alliance) var da også kun et splitsekund om at gøre KL's »reformkrav« til sine.

»KLs forslag til reformer af overførselsindkomster er lige nøjagtig det, samfundet har brug for«, udtalte LA's Anders Samuelsen.

Jan Trøjborg, KL, Venstre og LA har samme syn på velfærdsstaten: De vil af med den.

Den sociale pagt er opsagt

Men KL nøjes ikke med at agere som et politisk parti. KL er også begyndt at agere som et råd og en usleben arbejdsgiverkopi af DI (Dansk Industri). Væk er ansvarsfølelsen over for gældende aftaler og overenskomster, og væk er interessen i at stå vagt om aftalesystemet, den danske model.

Fløjlshandsken er afløst af jernhandsken, nu skal alle velfærdspersonalegoder, fornyelse af overenskomster og ikke mindst indgåelse af nye, ske med Ryanair metoder: Fagforeninger og deres medlemmers opnåede rettigheder, skal dø.

Kommune efter kommune er på kollisionskurs med hele aftale- og samarbejdskulturen: pauser angribes, overenskomster indgås kun på ringere vilkår, og medarbejderne fratages deres basale aftalte rettigheder, deres medbestemmelse og medindflydelse.

I Odense Kommune fyrer man lærere i hundredvis under den orwellske overskrift: Ny virkelighed, Ny velfærd. I Helsingør og Odense kommuner forbyder man alle pauser udover den selvbetalte frokostpause på 29 minutter.  I København forsøger syv-direktørkredsen sig med samme initiativ.

Den sociale pagt er blevet ensidigt opsagt af arbejdsgiverne i takt med, at den politiske magt overlades til markedskræfterne.

Derfor bliver vi alle sammen udsat for arbejdsgivere, som snyder på vægten, og som presser ledelsen og personalet i den offentlige sektor mere og mere; presser dem til at omgå gældende aftaler og overenskomster.

Lønsumsstyringens mål var og er øget økonomisk og ledelsesmæssigt råderum. Tendenser i udviklingen viser dog, at arbejdsgiverne kun modstræbende sikrer, at det økonomiske råderum på institutionerne bruges til at sikre en højnelse af offentlige ansattes lønudvikling og gennemsnitsløn.

Til trods for at KL og kommunerne snakker om ligeværdighed, dialog, tillid og respekt, ja så kan fagforeninger kun få indflydelse, hvis vi vil bakke op om de politiske beslutninger.

Hvis fagforeninger, personale eller ledelse f.eks på dag- og døgninstitutionerne og i dagplejen gør indsigelser på baggrund af solid faglig viden og indsigt, så forsøges det bagatelliseret, ignoreret eller udråbt til en simpel »modstandskultur«, der er angst for forandring og fremskridt.

Opgøret med velfærdsstaten er ikke mere forbeholdt højrefløjen. Socialdemokraterne og venstrefløjens politikere deltager gerne i festen, om det er i kommunalbestyrelserne eller KL.

Det er simpelthen blevet sværere end svært at høre forskel på KL og regeringen – og iøvirgt at høre forskel på den nuværende og den tidligere regering, - især når finansminister Bjarne Corydon på KL s »Kommunaløkonomiske Forum« i januar måned bebudede, at den økonomiske styring af kommuner - og den offentlige sektor i det hele taget - de kommende år skal strammes voldsomt, og at ikke mindst kommunerne skal på skrap slankekurs. Den udtalelse er lidt for godt i tråd med KL’s Jan Trøjborgs opfordringer til politikerne - det minder til forveksling om aftalt spil.

Kun presset uden for den parlamentariske logik kan ændre på udviklingen. Læren er nemlig, at man aldrig får noget ud af en socialdemokratisk regering, medmindre den sættes under massivt pres. Politikere i al almindelighed har brug for både kærlige puf og los i røven for, at de holder sig på velfærdsdagsordenens rette kurs.