»Jeg er strukturel arbejdsløs ...«

Jeg er murersvend, arbejdsløs, medlem af 3F Bygge-, Jord og Miljøarbejdernes Fagforening i Valby og kommer fra en A-klub, som er et samlingspunkt for arbejdsløse, der mødes en gang om ugen.

Vi bruger klubben til at opbygge netværk til jobsøgning. Svende får mange gange arbejde, når man hører, at et arbejde starter på en bestemt plads.

Men vi laver også faglige aktiviteter, opsøger f.eks. byggepladser for at konstatere, om der er overenskomster osv. Vi er selvstyrende som en klub under 3F BJMF.

Jeg har tidligere været observatør hos Behandl Os Ordentligt for at følge med i, hvordan det gik med det initiativ, og for at se om vi i vores klub kunne bruge erfaringer derfra. Og mange af arbejdsløse, jeg har mødt i her, har efterlyst klubber som vores ude i de forskellige fagforeninger.

Det var måske noget at gå hjem og tænke over – for det ser ud til, at der bliver flere og flere arbejdsløse.

Vi har i A-klubben haft besøg af forskellige personer, der er politisk interessante og relevante for vores situation. Vi har blandt andet haft besøg af flere politikere og Folketingets arbejdsmarkedsudvalg for at diskutere, hvad der er problemet.

Og her har jeg fundet ud af, at jeg ikke er en almindelig arbejdsløs. Jeg er »strukturel arbejdsløs«. Det har jeg selveste nationalbankdirektøren, Nils Bernsteins ord for. Han besøgte os i klubben en aften i efteråret 2010 og fortalte, hvorfor arbejdsløshed er godt.

Jeg spurgte på mødet, hvorfor samfundet ikke udnytter min arbejdskraft frem for at lade mig gå derhjemme. Jeg vil gerne medvirke til at holde min familie kørende, øge omsætningen og ikke ligge samfundet til last.

– Jamen du er strukturel arbejdsløs, du er faktisk en samfundsstøtte. Du virker som bussemand for alle dem, der er i arbejde, så de ikke kræver mere i løn. For det har landet ikke brug for, lød svaret.

Så jeg er alligevel noget!

Når man bliver arbejdsløs, tror man til at begynde med, at man er en ressource for samfundet, en respekteret borger og samfundsstøtte. Men man bliver hurtigt klogere. For man bliver hurtigt omdannet til en slags patient, en klient – og man bliver behandlet, som om man smitter.

I de første 26 uger som arbejdsløs kan man selv bestemme, hvilke kurser man vil deltage i, og hvad man har brug for. Men efter to vintre som de foregående ryger man let op over de 26 ugers ledighed, og så er det slut med at bestemme over sig selv.

Derefter er det ikke en selv, der ved, hvad der er bedst for en. Det gør en coach på jobcentret eller hos en privat aktør.

Jeg har været sendt ud til flere private aktører, der alle siger, at det er bedst for mig at sidde og skrive skriftlige ansøgninger. Det er godt nok ikke sådan, at håndværkere primært får arbejde.

Jeg har faktisk kun en gang været ude for at en af de store entreprenører, har opfordret mig til at søge arbejde per email. Det skete med begrundelsen, at så kunne én kontordame klare alle uopfordrede ansøgninger på en gang: nemlig ved at trykke »slet«.

Jeg har i den tid, jeg har været arbejdsløse – det er ikke hele tiden, jeg har haft arbejde otte gange de sidste fire år – oparbejdet 16 ugers erfaring i at skrive ansøgninger.

Det kniber til gengæld med at få tilladelse til andre slags kurser. Mens jeg var hos en »anden aktør« havde jeg et job på hånden, som krævede et certifikat på et AMU-kursus på en uge. Det spurgte jeg så, om jeg kunne komme på.

– Send dit CV og 3-4 A4-sider om, hvordan det kan ændre dine karrieremuligheder, så vil ledelsen tage stilling på et månedligt møde. Men ingen har fået lov endnu, lød svaret.

Et AMU-kursus giver selvfølgelig heller ingen penge til »anden aktør«, som ifølge rygterne får mere end 17.000 kroner for et 4-ugerskursus. Om beløbet er rigtigt, ved jeg ikke. Men hvis det rigtigt, kan jeg godt komme på forslag til en række mere relevante andre kurser for de penge.

Hvis jeg skal nævne de bedst tip til skriftlige ansøgninger, vi har fået, er det blandt andet: Man er naiv, hvis man holder sig til sandheden. Blondiner med nogle ordentlige fortrin – send foto med. Kurt – lad vær!

I Københavns Kommune har jeg oplevet at være på et hold med tyve personer over 50 år. Der var tolv kvinder, der var fagligt dygtige og kompetente, men måske ikke dem, man først ville løfte op på kopimaskinen til en julefrokost.

De havde sendt over 2.500 ansøgninger, og ingen var blevet indkaldt til samtale. Knap en tredjedel havde fået svar tilbage med afslag. En fik ved et svar fra et kontorjob at vide, at der var 1.400 ansøgninger, seks blev valgt ud til samtale - »du var ikke iblandt«.

Alle de kvinder gik rundt med en klump i maven og havde svært ved at bevare optimismen. Det var ikke så mærkeligt med så mange afslag. Deres fremtidsudsigt lød på økonomisk ruin den 1. juli 2012.

Det var ikke ligefrem festligt at gå på det kursus.

Der er i det hele taget udbredt aldersdiskrimination. Det er ganske vist forbudt, men det er kun farligt, hvis man har det på skrift.

Jeg har selv været ude for, at et firma ringede mig op efter at have læst mit cv på Jobnets database.  Her er man ikke forpligtet til at skrive alder, men man skal dog opgive skolegang mv. – så hvis man er lidt kløgtig, så kunne man jo nok regne ud, at mit cv handler om en rutineret herre.

Men det er jo ikke alle, der er lige friske.

Jeg fik derfor i telefonen at vide, at jeg var lige den medarbejder, som firmaet havde brug for. Vi blev enige om løn - det var ikke noget særligt, men jeg ville jo gerne have arbejde. Firmaet lovede, at der ville være værktøj, bestilte arbejdstøj med reklamelogo for firmaet og så nåede vi frem til at tale ansættelseskontrakt.

– Så skal jeg lige bruge dit personnummer, lød det.

Da jeg opgav det, kølnedes interessen. Nu var Kurt ikke længere den rigtige mand. Sagen kunne ikke forfølges, for der ikke forelå noget på skrift.

Et af de aktiveringskurser, man kan komme ud i som arbejdsløs, hedder »Stå op om morgnen«.  Dem har flere af mine kammerater været på, blandt andet folk, der i mere end fyrre år gennemsnitligt har mødt klokken 6.30 eller 7.00.

Nu skulle de så i fire uger møde klokken 9.00 for at bevise, at de kunne stå op.

Jørgen var en af dem. Han er nået op i den alder, hvor han skal op at tisse om natten. Læreren på kurset havde været så letsindig at udlevere sit telefonnummer til kursisterne i tilfælde af afbud. Så Jørgen ringede klokken 5 tre morgner i træk og spurgte, om man ikke kunne indføre flextid, for nu var han alligevel oppe.

Så fik han at vide, at han ikke behøvede træne mere.

Så er der det med jobtilbud og praktik. Det er nu blevet integreret. I vores A-klub var der en ung, udlært svend, der mødte op hos en lille murermester med sit svendebrev. Mesteren sagde: »Det ser godt ud. Kom igen om et halvt år, når du får løntilskud. Så arrangerer vi først praktik og så kan du komme tre måneder i jobtilskud bagefter«.

Ja, det er sådan, vi behandles.

Vi har også en 45-årig gartner, der er kommet i praktik som gartner i Roskilde Kommune. Her går han og samler grene og blade, der er faldet ned fra træerne. Det skal nok hjælpe ham, det kunne han sikkert ikke i forvejen.

Hans motivation er egentlig, at han nærmer sig afslutningen af sin dagpengeperiode. Men praktik tæller ikke med som timer til genoptjening af dagpengeret. Så han skubbes blot længere og længere ud mod afgrunden.

Det sidste nye eksempel på misbrug af arbejdsløse, som vi har været ude for, er, at Bauhaus i Glostrup har lavet et vikarbureau internt i huset. Det hedder godt nok Samfokus og har status som anden aktør.

Her er 16 personer i praktik. De går i fire uger rundt og bliver sat til forefaldende arbejde med en motivationscoach tilknyttet. 

Han sidder inde på et kontor og overvåger dem via den videoovervågning, der dækker hele Bauhaus – ja, I skal ikke stikke noget i lommen, der er video overalt. Hvis praktikanterne har stået stille alt for længe, kommer coachen og prikker dem på skulderen og siger »Nu kan i godt komme i gang«.

Nogle af de 16 praktikanter har måske lyst til at arbejdet i Bauhaus bagefter. Men det er der ingen chance for – for der er flere penge at hente i praktikkassen. Bauhaus skal nemlig ikke levere noget til gengæld, de skal blot skovle penge ind for aktiveringen af praktikanterne hos den anden aktør.

Praktikanterne bliver aldrig populære. For de har jo fast arbejdstid fra 9 til 16. Og de, der ellers er fastansatte i huset, får nu skubbet deres arbejdstid ud i ydertiderne om aftenen og i weekenden.

Arbejdsløse skal i det sidste halve år, før de ryger ud af dagpengesystemet, ud i det, der kaldes »intensiv aktivering«. Det består, i at man i tredive timer om ugen skal være et sted, hvor der kan blive holdt øje med en, så man ikke forfalder til at gå ud og søge arbejde.

Jeg har været på et af de kurser her i Københavns Kommune, hvor der er masser af arbejdsløse og ikke så meget at gøre ved det. Man tjekker ind om morgenen i en gammel fabriksbygning, stiller sig i kø ved et bord og bliver krydset af på et A4-ark.

I den første uge er der en introduktion, hvor regler og lovgivning gennemgås. Og så får man at vide, at nu er der et program i de næste 26 uger, som man kan deltage i – men man kan også lade være: For der er computere, hvor man kan sætte sig og søge job. Der er ganske vist ikke computere nok til alle. Man må deles om dem, der er.

Man må ikke gå før tiden. Man bliver stillet op på række klokken 14.45 på det, der kaldes Sukkenes Gang. Her står man i en lang kø hen til et lille træbord, hvor der sidder en med en masse A4-ark. Man siger sit personnummer, og så kan man få lov til at blive sluppet ud i friheden.

Det kan godt være, at det kun er oppe i hovedet, at det lyder som om man har fodlænker på. Men folk ser lige så hudløse ud som i gamle amerikanske film. Den eneste forbrydelse, folk på de kurser har begået, er at have betalt kontingent til fagforening og A-kasse som forsikring mod indtægtstab, hvis man rammes af arbejdsløshed.

Ja, sådan har det været at være arbejdsløs. Det var bare det, jeg ville sige.

Kurt Nielsen er aktiv i A-klubben, 3F Bygge- Jord og Miljøarbejdernes Fagforening, København. Artiklen er et indlæg, han holdt på en »Kan det virkelig passe«-konference om arbejdsmarkedslovgivning i november 2011.

Kurt Nielsens indlæg kan også ses på som video på Medie 1:

<iframe src="http://player.vimeo.com/video/35134970" width="400" height="300" frameborder="0" webkitAllowFullScreen mozallowfullscreen allowFullScreen></iframe>