Tillidsfolk fra hele landet mødes tirsdag den 7. juni i Fredericia for at diskutere alternativer til regeringens ensidige fokusering på offentlige besparelser, skattestop og udgiftsloft som løsning på den økonomiske krise.
Formålet er at lægge grunden for et alternativ, der kan vægte både udvikling af velfærd og sikring af ordentlige arbejdsforhold for de offentlige ansatte.
Temaet for konferencen i Fredericia er den offentlige sektors udvikling, der vil blive diskuteret fra forskellige vinkler. Oplægsholderne er en blanding af eksperter og faglige repræsentanter.
– Regeringens regeltyranni kvæler velfærden og den offentlige sektor. Jeg vil i mit oplæg argumentere for, at der er et alternativ, siger Christen Sørensen, tidligere overvismand og professor i økonomi.

Han vil i et oplæg diskutere den offentlige sektors makroøkonomiske rolle og vurdere henholdsvis regeringens og S-SF’s økonomiske planer.
Bent Greve, økonomiprofessor fra RUC, vil derimod se på udgiftsfordelingen i den offentlige sektor i et mikroøkonomisk perspektiv.
– Det er nødvendigt at se på den offentlige sektor som ikke kun en udgift, men også som investeringer i samfundsudvikling. Eksempelvis på områder som infrastruktur og børnepasning, siger han.
– Selve størrelsen på den offentlige sektor er et politisk spørgsmål. Men jeg er i forlængelse af vismændene enig i, at regeringens skattestop er en hæmsko, der bremser udviklingen, siger han.
De 45 lokale fagforeninger og faglige organisationer bag konferencen ønsker netop at udfordre regeringsdogmet om at den offentlige sektor er for stor.
– Regeringen påstår, at der aldrig er blevet brugt så mange penge til uddannelse, sundhed og sociale foranstaltninger. På konferencen vil vi påvise, at regeringspolitikken har haft en skjult fordyrende bagside, der ikke kommer befolkningen til gode. Udliciteringer, overbetaling, unødigt bureaukrati og kontrol forøger ikke velfærd, sundhed og samfundsnyttige investeringer, siger Erik Steppat, fællestillidsmand i BUPL Hovedstaden og en af initiativtagerne til konferencen.
Konferencen nøjes ikke med gold kritik, men diskuterer også alternativer. Det sker, når Kirsten Normann Andersen fra FOA Århus og Lasse Bjerg Jørgensen fra BUPL’s forretningsudvalg lægger op til debat om faglige strategier, der kan sikre demokratisk og kvalitativ udvikling af den offentlige sektor.
Konferencen i Fredericia er den anden fra fagforeningsinitiativet »Kan det virkelig passe«. Den første konference fandt sted i maj og handlede om efterløn, forsørgerbyrde og mangel på arbejdskraft. I september fortsætter initiativet med en tredje konference, der handler om markedskræfter og fastholdelse af fysisk produktion i Danmark.
Konferencen i Fredericia vil blive indledt af Dansk Sygeplejeråds formand Grete Christensen. Desuden vil der være indlæg af Asbjørn Wahl, Alliancen for Velferdsstaten, Norge, Preben Etwil, Socialpolitisk Forening og folketingsmedlem Rasmus Prehn, Socialdemokraterne.
Læs mere på hjemmesiden www.kandetvirkeligpasse.dk
Læs artiklen »Fagforeningsfolk vil lave ny økonomisk politik« på Modkraft Fagligt
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96