Annonce

16. september 2014 - 14:55

Anti-semitisme er ikke Palæstina-solidaritet

Dette er 3. indlæg i min serie om antisemitisme og forholdet til den israelske stat. I det første indlæg sukkede jeg over, at lige så forudsigeligt det er, at den israelske stat med jævne mellemrum udfører massakrer på palæstinensiske civile, så forudsigeligt er det desværre også, at disse massakrer fører til en opblusning af vrede og frustration som går ud over jøder i Europa. Jøder i al almindelighed bliver holdt skyldige for ting, de ikke har noget ansvar for - det antages at de alene på grund af deres religion og etnicitet har en særlig politisk loyalitet overfor en fremmed stat, som de ikke bor i.

I det andet indlæg beskrev jeg hvordan dette er en klassisk antisemitisk anklage, som har været en fast del af den europæiske kulturarv i over et årtusinde. Faktisk siden korstogene, hvor europæiske jøder blev gjort til repræsentanter for de muslimer, som de kristne korsfarer ville slå ihjel. Den europæiske antisemitisme udsprang først af en totalitær tankegang, som ville skabe et rent kristent Europa, hvor der altså ikke var plads til jøder, og senere blev den til en etnisk nationalisme, hvor jøder blev set som et andet ”folk”, der udgjorde et suspekt fremmedelement i de europæiske staters forsøg på kulturel ensretning.

Idéen om ”kristne stater” og kulturel nationalisme er tankegange, som stadig findes i bedste velgående i Europa i dag, omend det vor tid ofte bliver brugt imod andre grupperinger som skiller sig ud religiøst og kulturelt - herunder især europæiske muslimer. Det er derfor trist at se europæiske jøder tilslutte sig den kristne nationalisme, som historisk førte til massiv jødeforfølgelse, ligesom det er trist at se europæiske muslimer genoptage den klassiske antisemitiske tankegang, som er en del af europæisk kristen nationalisme, der rammer alle minoritetsgrupper.

Nogen vil måske indvende, at deres had til jøder ikke har noget med den europæiske historie eller en kristen europæisk nationalisme at gøre, men at den i stedet er baseret på den nyere historie i Mellemøsten - nemlig den israelske stats besættelse af Palæstina og dens daglige og mangeårige undertrykkelse af og mord på den palæstinensiske befolkning.

Og det er da også sandt, at de fleste tilfælde af jødefjendske handlinger her omkring er motiveret af en vrede over den israelske stat - det kan ses i statistikkerne, hvor man kan konstatere, at tilfældene stiger hver gang den israelske hær udfører en større massakre.

Israel er en racistisk stat, som har fordrevet dele af den ikke-jødiske befolkning, mens den har inviteret jøder fra hele verden til at flytte ind og bo på de fordrevne folks jord og huse, og det er en stat der kalder sig ”jødisk” og som hævder at repræsentere alle verdens jøder, mens den har love, der diskriminerer mod den ikke-jødiske befolkning. Altså er det vel forståeligt at de, der sympatiserer med palæstinenserne, hader jøder?

Til det har jeg kun at sige: Bullshit!

Ikke alene afslører den indvending en enorm uvidenhed om den palæstinensiske historie og det palæstinensiske folk; den er også direkte skadelig for palæstinenserne og deres kamp! Du kan ikke dække din racisme ind under sympati for et folk, når du er så ligeglad med det folks historie, nutid og fremtid. Langt de fleste af de folk, der bor og kæmper for livet i det Palæstina, du hævder at være solidarisk med, tager afstand fra dit jødehad, og det skader deres kamp.

 

Ingen flygter for sjov - heller ikke jøder

For det første bør du tænke over hvad du siger, når du påstår, du hader jøder. Hvilke jøder? Er det de tusindvis af jøder, der kom til Palæstina i 1800-tallet og starten af 1900-tallet som flygtninge fra den undertrykkelse de blev udsat for i Europa - en undertrykkelse jeg allerede har fortalt om? I så fald siger du jo, at du hader flygtninge!

Det er ikke ligefrem en holdning, der er solidarisk med de tusindvis af palæstinensere eller andre arabere og muslimer, som måtte flygte fra deres hjem og er kommet til Europa, hvor de den dag i dag udsættes for racistiske krav om at ”lukke grænserne” og ”begrænse indvandringen”.

Det var ikke alle de jødiske flygtninge som kom til Palæstina med det formål at fortrænge befolkningen og overtage deres land. Mange kom blot med det håb, at de kunne finde et sted at leve i fred og ro. De flyttede måske ind på jord, som den zionistiske bevægelse havde købt af rige godsejere, der boede i storbyerne andre steder i først det ottomanske og så det britiske imperium, og som ejede den jord, de palæstinensiske bønder dyrkede. Senere flyttede andre ind i huse, som var blevet konfiskeret af den israelske stat, efter at de palæstinensiske beboere var blevet fordrevet af zionistiske terror-grupper. Andre flyttede til ubeboet jord og oprettede kibbutzer (landbrugskollektiver) eller lignende.

Nogle vidste godt hvad der var sket, men andre troede virkelig på historien om, at de var kommet til et ubeboet område eller at palæstinenserne havde forladt sin jord ”frivilligt”. Nogle var ligeglade med de palæstinensiske indbyggere, eller ønskede direkte at fordrive dem, andre ønskede at leve sammen med dem som naboer, der kunne samarbejde og leve i fred. De jødiske tilflyttere kom fra vidt forskellige dele af Europa, med vidt forskellig baggrund, og meget forskellige holdninger til alt muligt.

Fælles for de fleste af dem var dog, at de var flygtet fra racistisk forfølgelse i deres hjemlande. Og selv om man siger, at den der køber noget, som andre har stjålet, er lige så skyldig, som den der begik tyveriet, så må vi dog have forståelse for, at især de mange der kom i løbet af 1930erne, ikke havde andet valg, eftersom de blev udsat for systematisk folkemord i Europa.

Jødeforfølgelsen i Europa er selvfølgelig ingen undskyldning for den undertrykkelse og folkefordrivelse, som blev iværksat af fascistiske terror-grupper som Haganah og Irgun og den nyoprettede israelske stat og dens militær. Men vi kan godt fordømme terror-lederne Ben Gurion og Menachem Begin uden at holde de mange jødiske flygtninge ansvarlige for den palæstinensiske tragedie. Mange af dem havde ikke andre steder at tage hen!

 

Befrielsesbevægelsens bevidsthed

Det ved den palæstinensiske befolkning godt - i hvert fald de mere politisk bevidste, som kæmper mod besættelsen og gør sig tanker om hvordan de kan opnå frihed. I 1969 skrev den palæstinensiske befrielsesbevægelse Fatah en reflekterende tekst, hvor de tog afstand fra forskellige former for racistisk tankegang, som også var blevet udbredt blandt de fordrevne palæstinensiske flygtninge, der var blevet bitre og fyldt af had.

Fatah skrev, at da palæstinenserne endelig begyndte at organisere sig og kæmpe for sin egen frihed medførte det en mentalitetsændring: ”Revolutionen modnede dem, der kæmpede. For selv om det kan synes paradoksalt, har folk, der kæmper, lettere ved at være tolerante, hvorimod mental og verbal vold sædvanligvis hører sammen med hjælpeløshed og fortvivlelse". [1] Dette førte til nye overvejelser, som ledte til gamle sandheder:

De revolutionære ledere engagerede sig i et alvorligt studium og diskussioner om emnet. Man begyndte at lære af de gamle sandheder. Jøderne havde lidt under de racistiske forbryderes forfølgelse under nazismen - det samme har ’Vi’ gjort under zionismen, og man opdagede adskillige afslørende paralleller af samme slags. ’Hvordan kunne vi hade jøderne, blot fordi de var jøder?’ spurgte de revolutionære. Hvordan kunne vi falde i den samme racistiske fælde?

Man påbegyndte et studium af jødisk historie og tænkning. Man forsøgte at klarlægge både hvad jøderne havde været igennem under krigen, og hvori deres nuværende dilemma bestod. Hovedparten af de jøder, der kom til Palæstina havde på en eller anden måde undgået de tyske koncentrationslejre og havde fået at vide, at de var et folk uden land - der var på vej til et land uden folk. Da de så kom til Palæstina, fik de at vide, at palæstinenserne havde forladt landet af egen fri vilje, og at de blot havde fulgt de ordrer, der var blevet givet af de arabiske ledere i et lumsk forsøg på at iværksætte en massakre på de tilbageblevne jøder. [1]

Når man ved hvilke grusomheder, folk er flygtet fra, så bliver det noget sværere at hade flygtninge. Det gælder både i Europa og i Palæstina. Og det er ikke ligefrem fordi palæstinenserne ikke kendte til det at tage imod flygtninge og leve sammen med folk af forskellige kulturelle baggrund - det har tværtimod været en del af den palæstinensiske historie i århundreder - så det ville være absurd for palæstinenserne at basere sin modvilje mod zionismen på idéen om at flygtninge udgør en trussel mod den kulturelle egenart, sådan som europæiske nationalister ofte argumenterer.

Palæstina har altid været multikulturelt og den palæstinensiske kamp for frihed var netop baseret på et krav om et land, hvor alle kunne leve side om side - også de jødiske flygtninge. Det var altså et krav om en afskaffelse af den europæiske nationalisme, som pludselig havde oprettet en stat kun for én befolkninggruppe - de europæiske jøder. Denne skulle ikke erstattes af en ny chauvinistisk nationalisme som udelukkede jøder, men tværtimod af en stat hvor alle var lige. Fatah skrev:

Kravet om et nyt, åbent og tolerant Palæstina for både jøder og ikke-jøder er derfor udtryk for en betydningsfuld ændring af den palæstinensiske kamp, men det er næppe nogen ny idé. Allerede i 1937 foreslog palæstinenserne Peel-kommissionen [2], at man oprettede en sådan stat. Og med hensyn til forestillingen om, at jøder, muhammedanere, kristne og jøder kan leve fredeligt sammen i ét land, så er den også gammel. For som Al Fateh udtalte i sin erklæring: ’Dette er ikke en utopisk drøm eller et falsk løfte, for muhammedanere, kristne og jøder har altid levet fredeligt sammen i Det hellige Land. De palæstinensiske arabere har hjerteligt givet asyl og rakt en hjælpende hånd til de jøder, der var på flugt for forfølgelser i det kristne Europa og til kristne armenier, der flygtede for forfølgelser i det muhammedanske Tyrkiet, såvel som til grækere, kaukasier, maltesere og andre’. [1]

Disse citater blev skrevet inden Fatah og PLO årtier senere blev overtalt af vestlige ledere til at gå ind for denne såkaldte ”to-statsløsning”, hvorved de opgav princippet om lige rettigheder for alle uanset etnicitet, og lod en million palæstinensere, der boede indenfor det israelske område i stikken. Men de viser, at den tidlige palæstinensiske befrielsesbevægelse tidligt var bevidst om, at dens kamp ikke var imod jøder, og heller ikke mod israelere, men imod den israelske stats militære og juridiske undertrykkelse af ikke-jøder. Kampen var ikke imod de jødiske immigranter, men imod det politiske system som gav dem politiske og økonomiske privilegier på bekostning af palæstinenserne.

Det, befrielsesbevægelsen kæmpede for, var ”et progressivt, demokratisk og ikke-sekterisk Palæstina, i hvilket kristne, muhammedanere og jøder kan dyrke deres religion, arbejde og leve i fred og nyde de samme rettigheder.

De vidste, at der var mange, uanset religion, som støttede deres kamp, og bød ”alle de mennesker velkommen, som ønsker at kæmpe for og leve i et demokratisk og tolerant Palæstina uanset race, farve eller religion.” [1]

 

Jøder kæmper også mod zionismen

Den palæstinensiske befrielsesbevægelse bød altså jøder velkommen, både til at kæmpe sammen med dem, og til at leve sammen med dem i et frit Palæstina. Og der var jøder, som kæmpede sammen med dem, og som var imod den israelske stat og dens politik. Og det er der også i dag.

Så når du siger, du hader jøder, er det så de mange jøder, som fra starten var uenige med zionismen, dengang den blev oprettet? Er det de tusindvis af europæiske jøder, som mente at zionistisk nationalisme var en måde at flygte fra problemerne på, og som modsatte sig zionismens alliance med imperialismen? De mange jøder, som blev i Europa og engagerede sig i kampen for lighed og retfærdighed, der hvor de boede, og som anklagede zionismen for at styrke anti-semitiske kræfter, når den opfordrede jøder til at rejse væk?

Eller er det de tusindvis af jøder, som demonstrerede i New York og i Tel Aviv imod den israelske hærs seneste massakrer i Gaza? Er det dem du hader? Er det de amerikanske progressive jøder, som risikerer at blive fyret fra sit arbejde, censureret, blacklistet, marginaliseret, defameret, og måske udstødt fra sin familie og omgangskreds, når de siger fra over for de uretfærdigheder, den israelske stat begår i deres navn?

Eller er det de mange jødiske organisationer både indenfor og udenfor Israel/Palæstina, som aktivt forsøger at stoppe besættelsen og den internationale støtte til den? Er det organisationer som Jewish Voice for Peace, Jews For Justice For Palestinians, Jews Against Genocide, du hader? Alle er de jødiske organisationer som er politisk aktive, der hvor de bor, for at stoppe sine egne staters støtte til den israelske besættelsesmagt.

Eller er det israelske menneskerettighedsorganisationer som B'tselem, Machsom Watch, og Rabbis For Human Rights, der kæmper for palæstinensernes rettigheder i det apartheid-lignende retssystem, og som derfor konstant må kæmpe for ikke selv at blive kriminaliseret af den israelske stat? Eller de israelske statsborgere, som risikerer fængsel og arbejdsløshed, når de nægter at udøve militærtjeneste i de besatte områder? Eller de som får tæsk af sine landsmænd, når de demonstrerer mod krig og besættelse? Eller de, som jævnligt tager til Vestbredden for at demonstrere sammen med palæstinensere mod militæret?

Alle disse israelere bliver skam også undertrykt (dog ikke lige så brutalt) af den israelske stat, der jo betragter dem en slags forrædere. Det er mennesker, som den israelske højrefløj hader. Altså den racistiske fløj, som også hader palæstinensere, og som hader disse jødiske israelere netop fordi de har solidariseret sig med palæstinensere.

Det er mennesker, som kæmper imod den israelske stat, og som er aktive og ihærdige indenfor den globale solidaritetsbevægelse for palæstinenserne. De spiller en vigtig - ja måske uundværlig - rolle, hvis Palæstina nogensinde skal blive frit. Og alligevel siger du, at du hader jøder? Jamen, hvordan kan du da sige, at du støtter Palæstina?

 

Hadet i eksil

Hvordan kan du sige at du støtter Palæstina, når du hader de folk, som netop kæmper for palæstinenserne? Hvordan kan du sige, at du støtter Palæstina, når du netop står sammen med de anti-palæstinensiske, racistiske zionister, som også påstår at alle jøder i hele verden støtter den israelske stat - og at, hvis de ikke gør, så er de forrædere både mod staten og sin egen jødedom. Det er jo dem, du er enig med! Det er zionismens løgnagtige påstand, du gentager, når du sætter lighedstegn mellem jøder og staten Israel. Hvordan kan du støtte Palæstina, når din tankegang er zionistisk?

Til dig, der siger, at du hader alle jøder fordi du støtter Palæstina: Du ved ikke noget om Palæstina! Dit had til jøder er ikke palæstinensisk - det har ikke rødder i den palæstinensiske historie eller befrielseskamp. Jøder har været en del af begge dele og er det stadig, og det ved de palæstinensere som bor og kæmper i Palæstina godt. Der har altid været jøder i Palæstina. De var med til at forsvare Jerusalem mod de europæiske korsfarere for tusind år siden, og i dag er der jøder som kæmper sammen med palæstinenserne imod den israelske besættelsesmagt.

Palæstinenserne - især på Vestbredden i byer som Bil’in - har dagligt kontakt til israelere, som kæmper side om side med dem i tåregas og regn af gummikugler mod den israelske besættelsesmagt, og før apartheid-muren blev bygget, handlede de palæstinensiske bønder i landsbyen med de jødiske beboere i kibbutzen ved siden af. Palæstinensernes had er ikke vendt mod jøder, men mod det statsapparat og det militær og de politikere, som på én gang undertrykker alle palæstinensere og de israelske borgere som sympatiserer med dem.

Som Fatah også pointerede, så har de anti-semitiske tanker ikke rødder i den palæstinensiske bevidsthed, og er langt mindre udbredte hos de palæstinensere, som bor og kæmper i det besatte Palæstina. De voksede dog frem hos nogle af de palæstinensere, der var drevet på flugt og ikke kunne kæmpe, men de måtte finde den teoretiske argumentation for denne racisme i ideologiske tekster, der ikke havde noget med Palæstina at gøre, men derimod var en del af den samme europæiske og kolonialistiske kulturarv, som var medansvarlig for at have drevet dem på flugt:

Men selvom vi fastslog, at det er staten Israel, vi er i mod, gik denne distinktion tabt hos de ’flygtninge’, det hele var gået ud over, for israelerne var ikke sene til at fortælle dem, at alle jøder er zionister. [..] Der er ikke noget underligt i, at det var bitterhed, der sejrede og frygt, der var fremherskende. Det blev moderne at læse ’Zions Vises Protokoller,’ og anti-jødisk litteratur, der var fremstillet af europæiske racister, i en helt anden sammenhæng - f.eks. hvor det var jøderne, der var ofrene, blev meget populær. [1]

 

Anti-semitisme og politisk zionisme er allierede

At tro at jøder, som bor i Danmark eller andre steder, per definition må støtte den israelske stat, og at gøre alle jøder ansvarlige for den israelske hærs massakrer, er ikke et udtryk for palæstinensisk mentalitet eller solidaritet, men en fortsættelse af den gamle europæiske nationalisme, som sætter lighedstegn mellem etnicitet/kultur og politisk loyalitet, og hævder at etniske mindretal ikke kan være ”rigtige” borgere i den stat de bor i. At fortsætte den tankegang er at alliere sig med de samme europæiske nationalister, som ofte støtter den israelske stat og altid er racistiske overfor etniske mindretal herhjemme.

Endvidere er anti-jødiske aktiviteter i Europa en direkte støtte til den israelske stat og den zionistiske ideologi, den blev grundlagt på. Mange jøder i Europa mente, at det var vigtigt at blive og kæmpe for et samfund hvor alle havde samme rettigheder og muligheder. De involverede sig i f.eks. i arbejderbevægelsen og insisterede på at blive i Europa og kæmpe mod de racistiske tendenser. De mente ikke at europæisk kristen nationalisme kunne bekæmpes med en jødisk nationalisme som søgte ud af Europa.

De var altså uenige med den politiske zionisme, som blev oprettet af folk som Theodor Herzl i slutningen af 1800-tallet. Han var derimod enig med de nationalistiske antisemitter om, at jøder ikke kunne leve sammen med ikke-jøder i det kristent dominerede Europa, og derfor måtte oprette sit eget land et andet sted. For de politiske zionister var ethvert tilfælde af jødehad et tegn på at de havde ret, og det styrkede deres bevægelse for oprettelsen af en jødisk stat. Grundlæggeren af den moderne politiske zionisme sagde:

Antisemitter vil være vores bedste venner og antisemitiske lande vores allierede. [3]

Fatah sagde det samme, da de fordømte både europæiske ”sympatisørers” angreb på jøder i Europa, og tilsvarende antisemitiske tendenser i den arabiske verden, som også udgav sig for at være solidaritet med palæstinenserne, men som kun skadede deres sag:

Denne bølge af bitterhed, had og fuldstændig forvirring spredte sig til andre araber og var med til at hjælpe den zionistiske pression og propaganda, der skulle sikre at flere tusinde arabiske jøder forlod deres hjem for at slutte sig til den okkuperende fjendes rækker. Hvis forholdene havde været anderledes, ville disse mange jøder have fortsat med at leve, som de havde gjort i flere hundrede år, i fred og harmoni med deres naboer. [1]

Og:

”Endvidere har Abu Iyad, en af Al Fateh’s ledere, i et langt interview gjort det klart, at den palæstinensiske revolution fordømmer alle former for forfølgelse og diskrimination af mennesker, og at Al Fateh overalt vil hjælpe jøder, hvis de bliver udsat for racistisk forfølgelse.” [1]

Hvis målet er at overbevise jøder om, at de ikke kan leve i sikkerhed i Europa, og at de derfor må tage til Israel og deltage i den militære besættelse og kolonisering af Palæstina, så er jødehad måske en god idé. Hvis formålet er at støtte den palæstinensiske kamp for frihed, så er det derimod vanvittigt dumt.

Jødehad styrker zionismen. Det bekræfter den israelske stats propaganda og skaber mere europæisk støtte til den israelske stat. Det er ødelæggende for den palæstinensiske kamp og dens troværdighed. Derfor må enhver palæstinensisk solidaritetsbevægelse tage kraftigt afstand fra den slags.

Det bliver ofte fremhævet, at modstand mod den israelske stat ikke i sig selv er anti-semitisk, og det er sandt. Men lige så sandt er det, at anti-semitisme aldrig er Palæstina-solidaritet!

 

Næste afsnit:

Pro-israelsk antisemitisme er også en ting

 

Noter og kilder:

  1. Fatah: ”Målet er en demokratisk stat i Palæstina", oversat i antologien Den palæstinensiske befrielseskamp redigeret af Jens Nauntofte, Gyldendal 1971.
  2. Peel-kommissionen var den britiske rapport som i 1937 anbefalede at Palæstina, som dengang var kontrolleret af det britiske imperie, blev delt i to etniske stater, hvor den palæstinensiske befolkning skulle fordrives fra det, der skulle blive den jødiske stat. Ingen palæstinensere syntes det var en god idé, og de jødiske organisationer var delt i spørgsmålet, omend den zionistiske bevægelse anbefalede en taktisk anerkendelse af planen, da de jo altid kunne erobre mere land senere. Den britiske regering gjorde ikke noget ved kommissionens anbefalinger i mange år, men den var udgangspunktet for den delingsplan, som blev implementeret i 1947 og har været de vestlige stormagters eneste forslag i alle forhandlinger og ”køreplaner” lige siden. Det er altså den såkaldte ”to-statsløsning”.
  3. Theodor Herzl: The Complete Diaries of Theodor Herzl, Herzl Press and T. Yoseloff 1960 (min oversættelse).

Annonce