Annonce

27. august 2014 - 14:39

Antisemitisme: En del af den europæiske kulturarv

Dette er 2. indlæg i min serie om antisemitisme og forholdet til den israelske stat. I sidste indlæg afsluttede jeg med at sige, at det er vigtigt at tale om dette emne - ikke bare fordi racisme vendt mod jøder altid er forkert, ligesom enhver anden form for racisme er det, men også fordi det er vigtigt at forstå hvad antisemitisme er, hvis vi vil forstå den palæstinensiske situation og opbygge en troværdig og effektiv solidaritetsbevægelse, som kan kæmpe for palæstinensernes frihed, og hvis vi vil et samfund uden racisme mod nogen befolkningsgrupper.

I de følgende indlæg skal vi se lidt nærmere på nogle af de forskellige former antisemitismen - jødehadet - antager. Det kommer nemlig i forskellige former og kan både maskeres som kritik af og som forsvar for den israelske stat. I dette indlæg forholder jeg mig dog ikke til staten Israel. Vi skal nemlig først have et historisk tilbageblik og se på den europæiske kulturarv.

Antisemitismen har været en integreret del af Europas historie i adskillige århundreder - ja mere end et årtusinde. Det vil kræve alt for megen plads at beskrive det europæiske jødehad og den racistiske undertrykkelse af jøder igennem historien, men lad mig nævne nogle få væsentlige elementer.

Det jødehad, som har været en del af det meste af Europas historie, har især antaget to former: Dels religiøst som kristen chauvinisme og forfølgelse af andre religioner, og dels kulturelt og politisk som undertrykkelse af etniske og kulturelle minoritetsgrupper der ikke ”passer ind” i en bestemt nationalistisk statsopfattelse. Begge disse elementer er stadig udbredte i Europæisk politik den dag i dag, selvom de af og til vender sig mod andre minoritetsgrupper. Efter det historiske tilbageblik skal vi se på ligheder og sammenhænge mellem datidens og nutidens racisme-former.

 

Kristen chauvinisme

Den europæiske antisemitisme hænger uløseligt sammen med kristendommen og dens rolle i de europæiske statsdannelser. Fra katolicismen blev statsreligion i romerriget og fortsatte som sådan i de europæiske kongedømmer op i middelalderen, over reformationskampene og de krige og borgerkrige, som endte med fredsaftaler, som slog fast, at den enkelte regent bestemte religionen for sin befolkning, til fremkomsten af de moderne nationalstater, har der været en opfattelse af, at Europa skulle være et kristent kontinent.

Korstogene, som skulle erobre dele af Mellemøsten og bringe dem under ”kristenheden”, vendte sig ikke blot mod den overvejende muslimske (men også jødiske) befolkning dér - mange korsfarere og politiske magthavere benyttede også lejligheden til at massakrere den jødiske befolkning, som boede i Europa.

Det var ikke blot tilfældet i Spanien, hvor jøderne måtte flygte fra inkvisitionen, da den iberiske halvø blev generobret fra det islamiske rige og turen kom til at rense landet for alle ikke-kristne. Også i resten af Europa blev der udført massakrer og pogromer på jødiske byer og landsbyer, som havde eksisteret i århundreder. Jødernes ejendomme blev konfiskeret, og der blev indført love, som forbød dem at eje land og at have bestemte erhverv (nutidens palæstinensere kender denne situation på sin egen krop).

Det blev ikke meget bedre med reformationen i Nordeuropa. Martin Luther var en stærkt racistisk hadprædikant, som agiterede for overlagt mord på jøder, afbrænding af deres synagoger m.v. Det gjorde han blandt andet i pamfletten ”Om jøderne og deres løgne”. Han skrev ligeledes en pamflet ved navn ”Om krigen mod tyrken”, hvor han kritiserede islam og opfordrede til krig mod det ottomanske rige, så Europa igen kunne blive en kristen enhed.

Luthers’ racisme har haft stor indflydelse på den senere Europæiske historie - han blev fejret af nazistiske propagandister, og selv i dagens Danmark finder anti-muslimske og anti-semitiske racister inspiration i hans fanatiske had. Hans afstumpede pamfletter er blandt andet blevet genudgivet af det danske nazistparti og den kristne forening Tidehverv og forsvaret af medlemmer af Dansk Folkeparti.

Had til jøder og til muslimer har altså historisk gået hånd i hånd og har haft samme underliggende motivation: Drømmen om et rent kristent Europa, eller rene kristne stater.

 

Nationalstatens kulturelle ensretning

Senere blev den kristne chauvinisme omend ikke afløst af så trængt lidt i baggrunden af en nationalistisk og etnisk chauvinisme.

I middelalderens feudalsystem var Europa et kludetæppe, hvor forskellige folke-grupperinger kunne have ét tilhørsforhold til sine lokale herskere, og hvor disse herskere så havde svoret loyalitet til en konge et andet sted, og det sted var ikke nødvendigvis i samme område, eftersom kongerne kunne bytte områder med hinanden i almindelige byttehandler, ved at gifte sig med hinanden eller ved erobring. Der var altså ikke nødvendigvis nogle fælles kulturelle træk ved de folk, der formelt var underlagt et bestemt kongedømme, og de havde sjældent noget til fælles med kongen selv.

Alt det begyndte at ændre sig i takt med, at de moderne nationalstater langsomt blev formet. Det decentrale kludetæppe af overlappende og skiftende politiske loyaliteter blev udskiftet med en statslig centralmagt, hvor kongen og hans bureaukrati udstedte befalinger og udøvede magt direkte over hele landet. Dette betød at statens område måtte afgrænses geografisk, men også kulturelt - med statens politiske centralisering fulgte også en kulturel ensretning.

For at undgå tvivl om hvem den enkelte undersåt skal være loyal overfor førte mange centraliserede stater en kamp for at opløse og undertrykke kulturelle undergrupper og identiteter, og lade dem assimilere ind i en fælles national identitet. Man skulle nu ikke længere være loyal overfor kongen, fordi ens høvding eller herremand tilfældigvis havde lavet en aftale med ham, men fordi alle indenfor samme nation tilhørte samme kulturelle folkeslag.

Denne idé fortsatte under den republikanske og demokratiske bevægelse i Europa, som lagde vægt på, at eftersom vi ikke blot er borgere i samme stat, men også ”brødre” i samme nation, så bør vi alle have lige politisk indflydelse og stemmeret. I mange tilfælde var republikanismen sågar opildnet af den nye etniske nationalisme, fordi kongen som resultat af de europæiske kongehuses indbyrdes studehandler ofte var en etnisk ”fremmed” fra en anden nation. Pludselig hed det sig, at det ville være meget bedre at blive regeret af en præsident, som tilhører samme ”folk” som undersåtterne selv.

Vi bliver ofte bildt ind at staterne er den ”naturlige” politiske overbygning, som er vokset frem i et område med en ensartet befolkning, der deler kultur, sprog og ”værdier”, men virkeligheden er den omvendte: Staten er ikke et resultat af en sådan kulturel ensartethed men snarere den magtfulde institution, der har gennemtvunget en ensretning af de mange forskellige mennesker, som boede indenfor det område, den gjorde krav på at herske over. Det var staten der skabte ”folket” og ”nationen”, ikke omvendt.

Vejen til de moderne, centraliserede stater gik gennem forsøg på tvangsmæssig assimilering eller opløsning af de mange forskellige folkeslag, der boede overalt i Europa. Det var selvfølgelig en proces, der tog lang tid og mødte megen modstand - og som stadig ikke er lykkedes helt, hvilket utilfredsheden med den spanske centralmagt i Baskerlandet og Katalonien eller med den engelske centralmagt i Skotland og Nordirland viser.

Formålet var at skabe en opfattelse af fælles politisk loyalitet overfor centralmagten og den dominerende kultur ved at sætte lighedstegn mellem ”folk”/etnicitet og politisk loyalitet overfor det politiske magtapparat. At definere sig kulturelt som noget andet end den dominerende kultur var pludselig forræderi, ikke bare overfor den politiske magt, staten, men overfor ”nationen” og ”folket”.

 

Jøder og den nationale identitet

Overalt i Europa kom jøderne i klemme under denne proces (sammen med andre mindretal såsom romaerne). I alle Europas nye stater udgjorde jøder et kulturelt mindretal, som blev betragtet som tilhørende en egen nation. Med mindre de ville lade sig assimilere i en sådan grad at de opgav deres jødiske identitet, passede de altså ikke ind i de nye idéer om national monokultur. For de, der forbandt kulturel identitet med politisk loyalitet, udgjorde jøderne en potentiel fjende af staten: Når de definerede sig som “jøder”, og dermed som et andet ”folk” end det staten hævder at repræsentere, kunne de så virkelig være loyale overfor den stat, de bor i? Kunne de være ægte ”patrioter”, når de samtidig mente at de delte identitet med jøder i andre stater?

Dette spørgsmål blev stillet igen og igen og nationalister er ikke holdt op med at stille det - eventuelt om andre etniske mindretal. Selv relativt moderne, progressive og ateistiske tænkere i 1800-tallet krævede, at for at jøderne virkelig kunne blive ligestillede borgere i en sekulær stat, måtte de aflægge sig sin jødiske identitet, fordi en sekulær og demokratisk stat ikke kan tillade kulturelle og religiøse “parallelsamfund”. Med ordet ”parallelsamfund” antydes det igen, at de, der skiller sig ud kulturelt, udgør en trussel mod nationens sammenhængskraft og statens sikkerhed.

Undertrykkelsen, diskriminationen og mistænkeliggørelsen af jøder fortsatte altså langt op i moderne tid. I Danmark fik jøder ikke almindelige politiske og civile rettigheder før 1814, og selv da krævede staten at de skulle underlægges en mistænkeliggørende kontrol for at sikre deres loyalitet. Racismen var ikke kun statslig - datidens svar på nutidens nationalistiske og kristent-chauvinistiske fremmedhadere førte i starten af 1800-tallet en intensiv hetz-kampagne imod det jødiske mindretal, som førte til organiserede voldelige overfald på jøder.

Også i Frankrig, som ellers betragtede sig som oplysningens hovedsæde, var den antisemitiske mistænkeliggørelse af jøder som essentielt ”upatriotiske” udbredt. Efter et militært nederlag til Tyskland blev den franske jøde Alfred Dreyfus gjort til syndebuk og beskyldt for landsforræderi. Retssagerne varede i årevis og anklagerne førte til en bølge af racistiske optøjer og overfald overalt i de franske byer i slutningen af 1800-tallet.

Det var også i denne stemning at meget af det racistiske litteratur, som ligger til grund for de mange bizarre konspirationsteorier om hemmelige jødiske sammensværgelser om ødelæggelse af nationalstaterne gennem kontrol over finanskapitalen eller medierne - teorier der desværre ofte blandes sammen med en kritik af den politiske zionisme (og i øvrigt ikke adskiller sig stort fra nutidens racistiske konspirationsteorier om muslimske verdenssammensværgelser).

Alt dette - den kristne chauvinisme, den etniske nationalisme, anklagerne om politisk illoyalitet, konspirationsteorierne, og så videre - var elementer der gødede jorden for og senere blev brugt af den nazistiske bevægelse, som tog antisemitismen til sit historiske og mest brutale højdepunkt med forsøget på at udrydde jøder og andre folkeslag.

Det tog lang tid før den politiske tænkning lærte at adskille kultur/etnicitet/religion og politisk statsborgerskab og loyalitet, således at spørgsmålet om hvorvidt man er jøde, kristen, muslim e.l. ikke har nogen relevans for hvorvidt man kan betragtes som tysker, dansker, franskmand og så videre. Og selv i dag er nationalkonservative overbevist om at de politiske institutioner, staten og statsborgerskabet, afhænger af at alle statens undersåtter definerer sig som del af samme etniske og kulturelle ”folk”. Den nationalistiske ideologi, som var en drivkraft i jødeforfølgelserne, er altså langt fra forsvundet.

 

Damned if you do, damned if you don’t

Helt op i moderne tid blev jøderne anklaget for ikke at være loyale overfor den stat, de boede i; de blev betragtet som kulturelt “fremmede”, der aldrig kunne være rigtige landsmænd; og de blev anklaget for at true den nationale sammenhængskraft og skabe ”parallel-samfund” - alt sammen på grund af deres religiøst-kulturelle identitet. Resultatet var en fortsættelse af den vold, diskrimination og etniske udrensning, som blev indledt under middelalderens kristne chauvinisme.

Endvidere kunne de komme under dobbelt beskydning, når venstreorienterede påstod, at de ikke var ”progressive” og ”moderne” nok, at de var for religiøse og for snævert fokuserede på sin etniske identitet og fællesskab; mens højreorienterede påstod, at jøder var for internationalistiske, for moderne og for intellektuelle, og at de udgjorde en trussel mod det snævre nationale fællesskab og identitet ved at gå ind for universelle rettigheder og sekularisme.

Kombineret med gale konspirationsteorier kunne venstreorienterede yderligere fantasere om jøder som en del af en ondsindet global finanskapitalisme, mens højreorienterede kunne dæmonisere dem som en del af en global socialistisk sammensværgelse.

Fra forskellige sider blev der altså rettet modsatrettede anklager mod jøder, som dermed ikke havde nogen chance for at gøre noget ”rigtigt”. Racisme bygger ikke på logisk konsistens, og man vil aldrig kunne gøre racisterne tilfredse. Selv hvis de skulle finde en enkelt acceptabel repræsentant for den minoritetsgruppe, de hader, så vil de blot bruge vedkommende som et eksempel på hvad alle de andre gør forkert.

Nu skriver jeg i datid, men selvom disse anti-jødiske tendenser er blevet mindre almindelige, så er de bestemt ikke forsvundet. Mange af dem lever stadig i bedste velgående. Dels i den oprindelige form, og dels i nye mutationer.

 

Same shit, different century

Hvis alt dette lyder bekendt og forekommer aktuelt i forhold til vore dages debat om nutidens etniske mindretal og efterkommere af indvandrere, så er det nemlig næppe tilfældigt: Nationalisme og racisme genbruger de samme tricks, så selvom det ene fjendebillede skiftes ud med et andet, så kan retorikken og ideologien sagtens leve videre i nye former.

I dag kan såkaldte ”indvandringskritiske” racister således påstå, at de sympatiserer med jøder, mens de fortsætte nøjagtigt den form for chauvinisme, som var instrumental i den moderne antisemitisme og jødeforfølgelse - blot nu med f.eks. ”muslimer” skiftet ud med ”jøder”.

Tænk over hvor mange af elementerne fra antisemitismens forskellige mutationer, som går igen i dag vendt mod andre minoritetsgrupper. Alle de anklager, som før blev vendt mod jøder, bruges i dag i forskellige former mod andre minoritetsgrupper i Danmark og Europa, og alle har de rødder i den europæiske tradition for nationalistisk, religiøs og etnisk chauvinisme, som førte til tusind års jødeforfølgelse.

Lad mig kort nævne nogle konkrete historiske eksempler, der illustrerer den ideologiske forbindelse mellem fortidens jødehad og nutidens had til muslimer og andre minoriteter i Danmark:

Ligesom i dag var Jyllandsposten i starten af 1900-tallet forrest i hetzen mod etniske mindretal - dengang var det blot jøder avisens skribenter ytrede sit had imod. Avisen fortsatte sågar sin jødefjendske linje helt op til den nazistiske magtovertagelse, og forsvarede den racistiske voldsbølge mod jøder i Tyskland.

Ligesom i dag stod en del af den ideologiske konflikt i 1800-tallet også mellem nationalkonservative racister og de såkaldt ”kultur-radikale”, som gik ind for universelle rettigheder for alle uanset etnicitet. Datidens ”jødefejder” har direkte indflydelse på den politiske debat i dagens Danmark, i og med at datidens anti-semitiske og nationalistiske modstandere af datidens kultur-radikale har været en direkte inspiration for nutidens nationalistiske fremmedhadere og islamofober - ligesom de finder inspiration i Luthers jødefjendske retorik i deres fanatiske definition af den "danskhed" ikke inkluderer ikke-kristne.

Der er altså ikke bare ligheder mellem dengang og nu, men direkte årsagssammenhænge: De, der i dag hetzer muslimer og andre nyere minoriteter og angriber ”kultur-radikale” for at være samfundsnedbrydende, er de direkte ideologiske arvtagere til dem, der sagde de samme ting om jøder og datidens antiracister.

 

Sammen mod racisme

Det er derfor fuldt forståeligt, at mange jøder ikke bryder sig om det, når nutidens europæiske politikere forsøger at omklamre dem politisk, mens de dæmoniserer en ny gruppe mennesker som værende en trussel mod kristenheden og den nationale identitet, og sår tvivl om deres politiske loyalitet på grund af deres etniske identitet. Det er en politisk tendens, der med største lethed kan vende sig mod jøderne igen. Det er trods alt det, den blev skabt til.

Det er samme gamle hadske vin på nye flasker, og ligesom ideologien bag jødehadet kunne bruges til nye former for racisme, så kan disse nye racismer også sagtens vende tilbage til sin oprindelige form.

Vi kommer ikke af med hadet mod den enkelte befolkningsgruppe ved at udskifte den med en anden. I stedet må vi bekæmpe selve ideologien bag hadet: De forskellige former for chauvinisme - religiøs, kulturel, og nationalistisk - idéen om nationalstaten som en enhed, hvor kun folk af en bestemt kulturel og etnisk identitet kan være ”rigtige” borgere, og idéen om at etnicitet og kulturel identitet er lig med politisk loyalitet.

Gårsdagens antisemitter er nutidens islamofober, men nutidens islamofober kan let blive morgendagens antisemitter, for de to former for racisme bygger på mange af de samme grundlæggende idéer og kan let skiftes ud med og forstærke hinanden.

Derfor synes jeg det er trist, når Det Jødiske Samfund ind i mellem henviser positivt til højreekstreme demagoger, der har gjort det til sit speciale og sin karriere at dæmonisere andre etniske mindretal. Og af samme grund mener jeg, at muslimer (og de der betragtes som sådan) skyder sig selv i foden, hvis de selv deltager i jødefjendske aktiviteter. De overtager dermed en hadsk ideologi, der har sine rødder i europæisk og kristen chauvinisme, og i sit væsen er den samme tankegang, som ligger bag den racisme, de selv udsættes for.

Selvfølgelig er al racisme forkert og afskyeligt i sig selv, men det er torskedumt, når grupper der rammes af racisme selv overtager den racistiske tankegang og vender den mod andre grupper. Det gavner ikke andre end de, der i forvejen går fri af racismen og har interesse i at holde de andre grupper nede.

I stedet for at konkurrere om at vinde den dominerende gruppes gunst ved at vise at man også selv kan sparke på de minoritetsgrupper, som det tilfældigvis er moderne og politisk korrekt at hade, bør etniske og kulturelle mindretal finde sammen, for de har flere fælles interesser - deriblandt den fælles interesse i at insistere på retten til forskellighed. Herved opdager de måske også at de har en fælles modstander. En modstander, som hepper fra sidelinjen og griner skadefro, når de slås med hinanden.

 

Næste afsnit:

Anti-semitsme er ikke Palæstina-solidaritet

Annonce