Annonce

18. august 2014 - 15:14

Israel og anti-semitismerne

Så skal vi til det igen. Endnu en bomberegn og serie af massakrer i Gaza. Jeg ved det godt: Det har stået på i adskillige uger nu. Og på sin vis har det stået på i adskillige år.

Siden den israelske stat i 2005 nedlagde sine bosættelser i Gaza-striben og indførte den belejring, der har omdannet området til et kæmpe fængsel, hvor mennesker, mad og medicin hverken kan komme ind eller ud uden besættelsesmagtens tilladelse (eller smuglet gennem tunneler), har de bombet den indespærrede befolkning med jævne mellemrum - hver gang med utallige civile døde til følge.

Og staten har gjort dette stort set uden konsekvenser. Jovist, det ”internationale samfund” har af og til udtalt at ”denne gang” er militæret ”gået for vidt” eller lignende, men de såkaldt ”vestlige” regeringer har ikke givet udtryk for at situationen skal ændres - at belejringen, blokaden, besættelsen og bomberne skal ophøre.

Ligeledes har det ikke ført til nogen praktiske konsekvenser. Den israelske stat har stadig særligt gunstige handelsvilkår med EU, den modtager stadig massiv økonomisk og militær bistand fra USA, og både Europa og USA belønner den for sine krigsforbrydelser ved at købe de våben, som er blevet udviklet og testet på den palæstinensiske befolkning. Vores regeringer er altså medskyldige i de tusindvis af dræbte og udsultede børn, eftersom de ikke blot holder hænderne over en stat, som regelmæssigt og kontinuerligt begår krigsforbrydelser, men også støtter den moralsk, økonomisk og militært.

Altså er det op til os andre, verdens civilbefolkning, at gøre hvad vi kan for at sige fra og kræve at denne groteske situation bringes til ophør - ikke mindst overfor vore egne politikere. Hvordan kan man sidde stille og tavs, når ens skattekroner bliver brugt til at dræbe voksne og børn?

 

Pligten til at sige fra

Så hvorfor har jeg ikke skrevet noget før nu? Dels fordi jeg ikke orker rent følelsesmæssigt. Jeg bliver sur og vred og ked af det, og føler mig magtesløs og frustreret. Jeg kan ikke bidrage med noget som ikke allerede er kendt. Ingen i de danske medier eller den danske politiker-stand kan undskylde sig med ikke at vide, hvad der foregår. Oplysningerne er frit tilgængelige, så der de, er benægterne dem, vælger enten ikke at vide, eller også lyver de bevidst.

Hvordan kan man råbe folk op eller argumentere med folk, når de allerede har truffet et valg om at være på overmagtens side, når den myrder løs, ignorerer alle kendsgerninger og ser stort på de ”værdier”, de ellers hævder at repræsentere?

Jeg ved det godt - det er ingen undskyldning for ikke at blive ved med at prøve. For selvfølgelig er enhver social kamp op ad bakke, og magthaverne vil altid ignorere, latterliggøre eller dæmonisere folk med social samvittighed, indtil presset er blevet så stort at de pludselig ændrer kurs og lader som om de altid var på ”den rigtige side”. Et oplagt eksempel på dette er de vestlige regeringers forhold til Sydafrika under apartheidstyret.

Den anden grund er, at jeg ikke føler jeg kan bidrage med noget, som andre ikke allerede har sagt og skrevet. Ikke fordi jeg ikke ved nok om det, men situationen er altså ikke så ufatteligt kompliceret, og der er andre - og mere kvalificerede - folk, som kan formidle de nødvendige oplysninger bedre end jeg. Jeg overlader gerne ordet til dem, selvom det betyder at jeg brænder inde med nogle ting.

Vi behøver ikke alle at sige det samme - nogle gange må man gøre noget ved det, man vurderer, man kan have en større indflydelse på. Og ofte er det ting, der foregår tættere på en selv. Jeg kan ikke få hverken den danske eller den israelske minister i tale, og jeg kan ikke bidrage med viden som ikke allerede er tilgængelig.

Men jeg kan tale direkte til dele af det danske civilsamfund om ting der foregår dér - i Danmark. Det kan godt være at det ikke er de værste ting, jeg dermed kan gøre noget ved, men det er ting, jeg kan håbe at have en lille indflydelse på.

 

Antisemitisme i Europa og Danmark

Så skal vi til det igen. Endnu en bomberegn og serie af massakrer i Gaza. Det er næsten for forudsigeligt: Den israelske stat har holdt befolkningen i Gaza indespærret i et kvælende fængsel, og med jævne mellemrum bombarderer de indsatte i dette fængsel. De kalder det ”at slå græsset” - dvs. noget som skal gøres af og til for at holde modstanden nede.

Og lige så forudsigeligt er det, at når den israelske besættelsesmagt med jævne mellemrum udfører massakrer på den palæstinensiske befolkning, så er der en opblomstring af antisemitiske holdninger, udtalelser og overgreb i Europa.

Vreden over den israelske stats forbrydelser, og afmagten over ikke at kunne gøre noget ved dem, bliver kanaliseret over i et racistisk had til samtlige jøder, som gøres til syndebukke, selvom de intet har at gøre med begivenhederne. For nogle er det måske ”bare” ren uvidenhed og frustreret idioti - for andre er det en kærkommen lejlighed til at opildne til had for hadets egen skyld (eller for egen vinding).

Det er lige så forudsigeligt og lige så forkasteligt, som den kendsgerning at ethvert islamistisk terror-angreb i ”Vesten” fører til en opblomstring af islamofobiske holdninger, udtalelser og overgreb i Europa. Vreden og frygten bliver kanaliseret over i et racistisk had til samtlige muslimer, som gøres til syndebukke. For nogle er det måske ”bare” ren uvidenhed og frustreret idioti - for andre er det en kærkommen lejlighed til at opildne til had for hadets egen skyld (eller for egen vinding).

I begge tilfælde er der tale om ækel racisme, og i begge tilfælde skal det bekæmpes!

Heldigvis har det ikke været så slemt i Danmark, som i andre lande. I Italien og Tyskland har fascistiske organisationer benyttet lejligheden til at sprede deres jødehad ved at foregive at være pro-palæstinensiske, selvom det er de samme bevægelser, som ikke holder sig tilbage fra at begå vold og mord på arabere og alle andre med mørk hudfarve.

At visse islamister i Tyskland har samarbejdet med de fascistiske organisationer, som ønsker at dræbe eller deportere alle muslimer, vidner om hvor ubegavet det er at sige "min fjendes fjende er min ven". Det er lige så dumt, som når jøder samarbejder med fascister, der også har antisemitiske holdninger, for at bekæmpe islamisme eller forsvare Israel, hvilket vi også har set eksempler på - bl.a. i den globale islamofobiske bevægelse, og senest herhjemme da medlemmer af det islamofobiske Trykkefrihedsselskab forevav at demonstrere "for jøder" få uger efter at have deltaget i politiske arangementer sammen med nazister.

Anti-semitter og racister af forskellige slags udnytter situationen til deres eget formål, men ingen af dem bekymrer sig ærligt om hverken jøders eller palæstinenseres sikkerhed - for dem er enhver begivenhed blot en lejlighed til at sprede mere had.

Også i Frankrig, som i forvejen både har oplevet stigende antisemitisme og islamofobi i de seneste år, har der været en række ubehagelige episoder med voldelige sammenstød mellem forskellige racistiske grupper med modsatrettede holdnigner til den israelske stat. Synagoger og kosher-butikker har været udsat for hærværk og ildspåsættelse på den ene side, og pro-palæstinensiske demonstrationer er blevet voldeligt angrebet på den anden. Dette har ført til, at Frankrig indførte forbud mod pro-palæstinensiske demonstrationer og overvejede at forbyde den militante pro-israelske højrefløjsbevægelse Ligue de Defense Juive, som allerede er stemplet som terror-bevægelse i USA og Israel.

Også i adskillige andre lande rundt om i Europa har der været en stigning i racistiske angreb på jøder og jødiske institutioner. Det skal tages stærkt alvorligt.

Så slemt har det heldigvis ikke været i Danmark. Jovist har der været ubehagelige episoder, men de har begrænset sig til at danske jøder er blevet udsat for verbal chikane og spytklatter. Det er ubehageligt nok, men dog langt fra organiseret ildspåsættelse og udbredt vold. For dem, det går ud over, hjælper det dog ikke at det er værre andre steder.

Hvis folk ikke føler sig trygge, når de bevæger sig rundt i sit samfund, på grund af sin etnicitet eller religion, så er selv de mindste chikanerier elementer, som bidrager til den terror-lignende tilstand, som enhver form for udbredt racisme udgør.

 

Hvorfor snakke om anti-semitisme mens Gaza bombes?

Det kan måske synes mærkeligt at benytte den israelske stats massakre på palæstinensere som en lejlighed til at tale om antisemitisme. Er der ikke rigeligt af demagoger, som forsøger at lede fokus væk fra den israelske stats forbrydelser ved at snakke om andre ting?

Den ene grund er som sagt, at jeg føler der er andre, som siger det, der skal siges, om den militære massakre på civilbefolkningen i Gaza. Jeg ønsker ikke at lede fokus væk fra dem, men blot at bidrage med noget andet, som jeg mener også er vigtigt og nødvendigt.

Ikke bare fordi racisme vendt mod jøder altid er forkert, ligesom enhver anden form for racisme er det - og hvis vi ikke kan snakke om det, mens det sker, så kommer vi aldrig til rigtig at snakke om det.

Men også fordi det er vigtigt at forstå hvad antisemitisme er, hvis vi vil dels forstå den palæstinensiske situation og opbygge en troværdig og effektiv solidaritetsbevægelse, som kan kæmpe for palæstinensernes frihed. Den palæstinensiske tragedie hænger nemlig sammen med den jødiske tragedie, og kampen for palæstinensernes frihed må og skal bygge på en kamp imod enhver form for racisme - i Europa såvel som i Israel og Palæstina.

Dette er min indledning til hvad, der vil blive en serie af 5-6 indlæg om forskellige former for antisemitisme og deres forhold til europæisk nationalisme og den israelske stat. Jeg vil offentliggøre dem her på siden i den næste tid. Selvom de godt kan stå alene hver for sig, så vil jeg opfordre de, der virkeligt er interesserede i at bekæmpe racisme i Danmark og i Palæstina, til at læse dem alle.

 

Næste afsnit:

2: Antisemitisme: En del af den europæiske kulturarv

3: Antisemitisme er ikke Palæstina-solidaritet

4: Pro-israelsk antisemitisme er også en ting

 

Annonce