Bangladesh

Bangladesh er blevet verdensberømt for elendige løn- og arbejdsforhold. Hvad kan vi gøre ved det?  

Den danske ambassadør i hovedstaden i Dhaka, Svend Olling, skrev på sin blog efter tragedien den. 24. april 2013:

”Overalt i Dhaka kan man hver morgen ved ottetiden se tusindvis af kvinder i kulørte kjoler skynde sig på arbejde. De er på vej til én af de 5.000 fabrikker i beklædningsindustrien, som over de sidste 20 år er sprunget op i Bangladesh. Kvinderne regner sig blandt de heldige. For de har sikret sig en lille andel i Bangladeshs industrielle revolution. Det betyder en egen indkomst - typisk på 6.000 taka om måneden, dvs. 400 kroner. Det er ikke meget, men det er nok til, at de kan klare sig selv og ikke er henvist til et tidligt tvangsægteskab eller at komme ud at tjene som privat hushjælp under endnu ringere vilkår.

Men onsdag 24. april gik det galt i Savar - en forstad 20 km vest for Dhaka. Her lå bygningen Rana Plaza, som på ni etager husede en håndfuld tekstilfabrikker, en bank og nogle butikker. På en almindelig dag var der 3.000 tekstilarbejdere ved deres symaskiner. Lige denne onsdag tøvede mange af dem dog med at gå på arbejde, for dagen før havde der været en del postyr om pludselige revner, der var opstået i den høje bygning.

De lokale aviser kørte historien. En lokal bygningsinspektør havde dagen før erklæret bygningen usikker. Han blev dog hurtigt sat på plads af fabrikslederne. Man var allerede bagud med produktionsmålet, og der var ikke plads til et pludseligt produktionstab. Det blev meddelt, at de arbejdere, der udeblev, ville blive trukket i løn. Så de fleste mødte op.”

Bygningen styrtede sammen og derefter gik billeder fra ulykken verden rundt. Med over 11oo mennesker døde er det den største (kendte) industri-ulykke siden giftudslippet i Bhopal i Indien for snart 30 år siden http://modkraft.dk/node/12797.

Multinationale selskaber og myndighederne gør noget ved sikkerheden på arbejdspladserne

Efter ulykken indvilligede tøjfirmaer, heriblandt mange danske i en aftale, den såkaldte accord, http://www.bangladeshaccord.org/ , der skal forbedre sikkerhedsforholdene i tøjindustrien i Bangladesh. Over 100 virksomheder har nu skrevet under på at tekstilfabrikkerne i løbet af de næste 5 år skal fabrikker tilses og såfremt de må lukke, skal arbejderne have udbetalt løn alligevel.

Men kapitalismen fortsætter med at hærge

Daværende handelsminister, Pia Olsen Dyhr sagde kort efter ulykken, at virksomhederne måtte oplyse hvor de fik deres tøj produceret. Men det opgav hun hurtigt. En af direktørerne i Bestseller, det største danske tøjfirma, Mogens Werge, sagde ligeud at den form for åbenhed ikke »tjener noget formål«. Sagen er, at kapitalister ikke ønsker åbenhed – dels fordi det vil sætte journalister og studerende på sporet af det beskidte tøj og dels fordi det vil gavne konkurrenterne.

Repræsentanter fra 3F roste virksomhederne, aftalen og dansk bistandspolitik (Information 6. august http://www.information.dk/468230:

”Der er ingen tvivl om, at de færreste danske virksomheder, der opererer på udenlandske markeder, ønsker om at udnytte den lokale arbejdskraft eller fremstille varer på anlæg, der er til fare for medarbejdernes sikkerhed. Tværtimod ser vi danske firmaer, der gør en reel indsats igennem CSR og code of conduct-arbejde for at sikre sig, at investeringer i nogle af de fattigste områder af verden fører til vækst og udvikling. Det er positivt, og vi håber, at endnu flere danske og europæiske firmaer vil lade sig inspirere af og fungere som rollemodeller for øvrige virksomheder.”

Det fik mig i blækhuset http://www.information.dk/468731, for det forekom mig temmelig naivt: Hvis ikke danske tekstilvirksomheder ønsker at ”udnytte lokal arbejdskraft”, hvorfor flyttede de så den meget store danske tekstilindustri ud i perioden 1970-1990 og fyrede mange tusinde kvinder i Herning-Ikast området især. Dér i starten af globaliseringen lød der ikke store protester over outsourcing af industriarbejdspladser, måske fordi det bare var kvinder, eller måske fordi vi glædede os til at kunne købe mere tøj for de samme penge – eller begge dele? Og hvis ikke danske virksomheder ønsker at fremstille varer på anlæg, der er til fare for medarbejdernes sikkerhed, hvorfor gør de det så?

Den danske model er ikke tilstrækkelig i dag

Det arbejde 3F gør i Bangladesh og andre lande er al ære værd, og det er fint, at Danida støtter. Det er bare ikke nok. Erfaringerne fra den danske fagbevægelse kan ikke lige overføres til Bangladesh. For det første fordi sultens slavehær er enorm; den strømmer ind til fabrikkerne fra landområderne. Markedet – mødet mellem udbud og efterspørgsel – resulterer i så lave lønninger, at arbejderne har svært ved at forsørge sig selv, selv om de arbejder på fuld tid (dvs. 60 timer om ugen). For det andet fordi globaliseringen har skabt piv-åbne økonomier. Bliver lønnen for høj, shopper de store multinationale virksomheder videre til andre lande. Og derfor er regeringen i Bangladesh imod højere løn. Arbejderne skal altså både strejke mod arbejdsgiverne og regeringen, som bruger politiet som tæskehold. 

De multinationale virksomheder har ikke bundet sig til Bangladesh ved at købe jord og bygge fabrikker. De fungerer i en kontraktkapitalisme, hvor kontrakten mellem køber og lokale fabriksejere (leverandører/sælgere) kan være kortvarig, hvor køberen er den magtfulde part og fritaget for ansvar for løn- og arbejdsforhold. Alt den snak om CSR (corporate social responsiblity/virksomhedens sociale ansvar) er sminke italesat af akademikere i Europa overfor de mest kritiske forbrugere og uden ikke-korrupt kontrol på stedet. Det er så let at omgå regler mod børnearbejde og overarbejde, om minimumsløn og anstændige arbejdsforhold. Og det bliver – trods branchens lukkethed – vist gang på gang af modige journalister, der går undercover, har kamera og mikrofon skjult, osv.

Virksomhederne har respekt for købekraften

Selvfølgelig skal vi støtte fagbevægelsen i Bangladesh og 3F’s arbejde dernede, men vi må ikke stoppe der.  I Danmark har 3F taget politiet med i sin kamp mod social dumping, når byggeri udføres af fremmed arbejdskraft. Og forbrugerne bliver taget med i kampen for overenskomster i restaurationsbranchen ved at opliste restauranter, der har indgået overenskomst (http://okforhold.dk/). På samme måde mener jeg forbrugerne skal på banen, når det handler om arbejdspladser i udlandet. Alt tyder på at en stor del af forbrugerne gerne vil, men de har bare ikke information eller uvildige mærkningsordninger til at vejlede sig. Det kan 3F med sin tilstedeværelse i Bangladesh og samarbejde med IndustriAll  http://www.industriall-union.org/ være med til at etablere. 

Bangladesh er verdens billigste systue

Brancheorganisationen i Danmark, Dansk Mode og Textil kunne sidste år oplyse at Bangladesh formentlig er verdens billigste produktionssted for tekstil og tøj. Det passer meget godt med at tøjfirmaerne får mere og mere produceret i Bangladesh.

Werner International laver statistik over lønniveauet i tekstilbranchen i store dele af verden. Landene med de mindste lønomkostninger er Pakistan, Vietnam og Indien med mellem 0,58-1,06 dollar pr. time. Om Bangladesh anfører rapporten: ”Regeringens regulering af lønningerne i Bangladesh samt urolighederne på fabrikkerne i landet umuliggør en korrekt indsamling af data. I år 2010 blev lønnen for tekstilarbejderne reguleret med 80 %, men det er uvist hvorvidt reguleringen er gennemført i praksis.” Så meget ved man dog at i opgørelserne for 2007 og 2008 lå Bangladesh med de laveste lønomkostninger på henholdsvis 0,28 og 0,31 dollar pr. time., hvor det næstbilligste land, Pakistan lå på henholdsvis 0,42 og 0,56 dollar pr. time. Kina lå helt oppe på 2,10 dollar/time i 2011 (med megen lokal variation).

Der er mange andre faktorer, som udgør landes konkurrencekraft på tekstilområdet, men lønniveauet er uden sammenligning det vigtigste parameter. (Kilde: Dansk Mode og Textil 25. juni, 2012)

I flere omgange har der været strejker og voldsomme demonstrationer i Bangladesh for at få regeringen til at hæve minimumslønnen. Kun ca. 5 % af arbejderne er organiseret og det er regeringen, der fastsætter mindstelønnen.

Ifølge Mode og Textil (2010) blev ”mindst 3 er dræbt og et betydeligt antal sårede i sammenstød mellem tekstilarbejdere og politi. Uroen er forårsaget af, at en række tekstilfabrikker ikke har udbetalt den mindsteløn, som regeringen pålagde branchen fra november i år. … Den nye mindsteløn hæver lønnen på minimumsniveau med hele 80 %. Reelt er der dog tale om, at minimumslønnen, som ikke har været reguleret siden 2006, hæves fra 24 til 43 USD - ca. 240 kr. om måneden… Aftalen gav ikke dengang umiddelbart ro, da fagforeningen havde forlangt en stigning på 200 % - svarende til stigningen i landets leveomkostninger i perioden.

Lønstigningen er tidligere anslået at ville påvirke produktionsomkostningerne med 7 %.”

I sidste uge gik arbejdere i demonstration i nogle dage, fordi de vil have højere mindsteløn – inflationen har forringet lønnen siden 2010. Se http://forsiden.3f.dk/article/20131007/INTERNATIONALT/131009946/2222/INTERNATIONALT

Den var ikke gået på en dansk arbejdsplads

Ifølge Reuters Bureau (14. okt.) låste tekstilarbejdere en direktør inde i 18 timer indtil de fik deres løn. Arbejderne tjener 38 dollar om måneden. Direktøren sagde, at der ikke var nogle penge, men de ca. 64.000 dollars dukkede til sidst op efter ejeren af fabrikken og politiet var blevet inddraget. Bagefter roste fagforeningen tekstilarbejderne for den fredelige aktion.

Den var ikke gået i Danmark. Der havde det heddet frihedsberøvelse og politiet havde straks stoppet arbejdernes selvtægt. Men i Danmark får arbejdere heller ikke lønninger under FN’s fattigdomsgrænse på 1½ dollar pr. dag. I Danmark låser man heller ikke arbejderne inde på fabrikkerne, efter de er stemplet ind. Mange af de tragiske indebrændinger skyldes netop at arbejderne ikke har kunnet komme ud under en brand, når dørene er låste og der er tremmer for vinduerne. 

Kan vi og vil vi hjælpe Bangladesh?

EU har indført toldfrihed af tøj fra Bangladesh ligesom fra andre lavindkomstslande - Cambodja og en række afrikanske lande. Derimod betaler man importtold på ca. 12 % på tøj fra Kina og Indien, som er de største leverandører til Danmark. De nye GSP-regler (General System of Preferences) siger, at Bangladesh kan opnå toldfrihed, når bare der er foretaget én proces (syning) i Bangladesh, dvs. stoffet kan godt være vævet og bomulden dyrket i et andet land, f.eks. Kina. Det betyder (alt andet lige), at i fremtiden vil mere tøj blive importeret fra Bangladesh end fra f.eks. Kina, hvor lønniveauet er vokset med 26 % de sidste tre år.

Man kan både betragte EU’s toldlempelse som en hjælp til Bangladesh OG som en straf og forringelse af konkurrenceforholdene for de øvrige tøjeksporterende lande med højere lønomkostninger.  

Jeg mener de lave lønninger er det største problem, for, som ambassadøren skrev, de fleste er villige til at risikere deres liv for en dagløn. Når det blev fabrikssammenstyrtningen, der trak overskrifter, er der fordi der er bedre billeder i den end i den daglige sult og økonomiske problemer.

I en anden blog beskrev jeg Living wage strategien, som en lokal organisation arbejder efter. Ideen er, at stille de samme krav til lønnen på tværs af landene i Asien for derved at modarbejde konkurrence mellem landene om at have de laveste lønomkostninger. Denne leveløn kan blive et hovedkrav for forbrugere, der ønsker ordnede forhold i tekstilindustrien.

I Danmark er der en afdeling af Clean Clothes Campagn http://cleanclothes.dk/, som har indkaldt til demonstration til fordel for leveløn i tekstilindustrien. Det sker på Nytorv i København d. 24. oktober kl. 15-17 https://www.facebook.com/events/675401115811974/.  Ses vi?