Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
Strategi
2. juni 2015 - 15:33

Venstrepopulisme – next stop Danmark

Den danske venstrefløj bør følge Syriza og Podemos’ eksempel og italesætte sig som et venstrepopulistisk alternativ til magteliten.

Himlen overtages ikke gennem konsensus, den skal stormes. Ja, vi kan. At kæmpe, at skabe, folkelig magt.
Pablo Iglesias, leder af Podemos.

I Sydeuropa stormer venstrepopulistiske partier frem. Nu er tiden kommet til, at venstrefløjens partier og organisationer i Danmark tager populismen til sig som redskab.

Vi skal droppe de gamle klasselinjer og højre-venstre-skalaen og i stedet tale ind i en oppe-nede-politik, hvor venstrefløjen repræsenterer den almindelige dansker overfor magteliten.

Vi skal kunne række ud til ikke-socialister og indsnævre vores politiske agitation til brede og dybtfølte politiske emner med simple budskaber.

Venstrefløjen er godt på vej, men vi kan komme længere endnu.

Efter næsten fire år med en centrum-venstre regering under ledelse af Helle Thorning-Schmidt er det på det tide at gøre status for den danske venstrefløj.

Grundlæggende har projektet om at trække regeringen mod venstre fejlet. Regeringen har i den politiske substans rykket Danmark til højre på alle afgørende områder.

Vi kan sætte os og græde over spildt mælk og ulige styrkeforhold, men det er nok mere konstruktivt at se på, hvordan det stiller os fremadrettet, og hvilke konsekvenser det bør have for både vores politik og den måde, som vi kommunikerer på.

Populisme: Inspiration fra Podemos og Syriza

Et godt sted at starte er ved at kigge ud på Europa og se på, hvordan andre venstreorienterede partier og bevægelser takler tilsvarende situationer med teknokratiske regeringer, der har glemt de er sat i verden for at varetage holdninger og interesser.

To steder springer i øjnene: Spanien og Grækenland. Det er lande, der står i nogle langt mere vidtgående økonomiske kriser end os, men alligevel er der noget at lære fra henholdsvis det spanske protestparti Podemos og det græske venstreorienterede regeringsparti Syriza, der anvender en retorik og praksis, der kan betegnes som venstrepopulisme.

Podemos bruger en cocktail af akademisk diskursteori, venstreradikal retorik fra den tidligere venezuelanske præsident Hugo Chavez, »yes we can«-spirit fra den amerikanske præsident Barack Obamas valgkampagne i 2008 og en »de repræsenterer os ikke«- bevægelseslogik fra Occupy Wall Street og Indignados-bevægelsen.

Det har resulteret i en slagkraftig folkelig bevægelse, der er stormet frem i popularitet i Spanien anført af den karismatiske langhårede universitetsprofessor Pablo Iglesias.

Podemos er ikke et parti i traditionel forstand, men mere en folkelig social bevægelse, der samtidig går efter parlamentarisk repræsentation og magt.

Bevægelsen stiller sig med »de repræsenterer os ikke«-parolen i klar opposition til de nuværende magthavere i Spanien. Den går til valg på brede og dybtfølte krav om rotationsordning for politikere, åbenhed om partiernes regnskaber, nedsættelse af arbejdstiden fra 40 til 35 timer ugentligt, øgede minimumslønninger og pensioner og indførsel af flere lønarbejderrettigheder.

I den anden ende af Europa har den græske venstrefløjskoalition Syriza, som en forvokset udgave af Enhedslisten, fået regeringsmagten gennem en tilsvarende brug af en populistisk »eliten vs. folket«-retorik anført af ingeniøren Alexis Tsipras og en til lejligheden indhentet flok af mere eller mindre marxistiske økonomer fra diverse universiteter rundt om i Europa.

Partiet har modsat Podemos et mere eksplicit socialistisk program, men gik til valg på et tilsvarende arbejdsprogram med krav om højere minimumslønninger, lønarbejderrettigheder, opgør med skatteunddragelse mv.

Det fremstår i øjeblikket som »folkets sande repræsentanter« overfor et korrumperet og udueligt græsk oligarki. Det insisterer på at fastholde, at der kan føres politik, hvor resten af de græske partier fører en teknokratisk politik, der efterlever EU-elitens sparekrav som betingelse for fortsatte lån.

Hvad der er særligt kendetegnende for Podemos’ og Syriza’s populisme er den selvudslettende karakter, som partierne anvender strategisk.

Eksempelvis lød en valgplakat fra Syriza: »Folket kan alt. Stem Syriza« og »Nu stemmer folket. Nu får folket magten«.

Det er en retorik, hvor folket har forrang frem for partiet. Partiet reduceres til et redskab for folkets stemme. Partiet bliver båret ind i parlamentet og til den politiske magt gennem folket.

Dermed bliver Syriza i retorisk forstand »folkets sande repræsentanter«.

Populismen bliver dermed en appel til folkets direkte inddragelse i politik. Folket tager magten og sætter et mislykket græsk oligarki fra bestillingen. I hvert fald på det retoriske plan.

Teorien: definition af venstrepopulisme

Podemos og Syrizas strategier er altså udtryk for, hvad vi kan forstå som venstrepopulisme.

Lidt mere teoretisk kan populisme ifølge idéhistoriker Mikkel Thorup defineres som en mobilisering af folkelig politisk identitet i opposition til den herskende magt. Folket er populismens vigtigste referenceramme og eliten er den afgørende modpol.

I modsætning til en mere traditionel klasselogik er der her altså tale om en anden type distinktion end modstillingen arbejderklassen vs. kapitalister. 

Arbejderklassen erstattes med det bredere dækkende begreb »folket« og »kapitalisterne« erstattes med »eliten«.

En populistisk strategi forsøger at afklare tre spørgsmål: Hvem er folket? Hvem er folkets fjender? Og hvordan skaber vi et politisk projekt i den kontekst?

Den venstrepopulistiske tankegang er særligt udviklet af de to venstrefløjstænkere Ernesto Laclau og Chantal Mouffe.

De forholder sig til, hvordan sproget spiller en vigtig rolle i skabelsen af politiske konflikter og samfundsmæssige dominansforhold. Politiske projekter formes gennem en proces, hvor det handler om skabe alliancer og identificere modstandere.

Her er sproget det centrale politiske værktøj som grundlaget for politiske og sociale handlinger.

De arbejder ud fra den forståelse, at sproget aldrig er neutralt, men altid indeholder værdiladede udtryk gennem diskurser. En diskurs er kort sagt en betydningsramme, inden for hvilken et bestemt udsnit af den samfundsmæssige virkelighed forbindes med bestemte fortolkninger og heraf afledte handlingsformer.

En diskurs definerer dermed, hvad der legitimt kan sige om bestemt emne. Når en diskurs bliver dominerende i et samfund kan man tale om »hegemoni«.

Laclau og Mouffe bruger dette begreb og trækker her på den italienske socialist Antonio Gramsci. Hegemoni er for Gramsci »intellektult, moralsk lederskab«, der altså betyder, at samfundet holdes sammen af de grupper, hvis ideologi og etik har vundet bred og almindelig tilslutning. Det vil sige, at de har erobret den dominerende diskurs.

Det betyder, at kun argumenter, der harmonerer med den dominerende gruppes virkelighedsforståelse, fremstår som legitime ytringer. De udgør en såkaldt historisk blok eller måske mere præcist en magtblok.

Når magtblokken kaldes historisk, er det fordi, den aldrig er definitivt givet. Kampen om magten er principielt uafsluttet, og det er altid mulig at kæmpe for at ændre styrkeforholdene og skabe en modblok.

Men situationen kan være meget fastlåst, og der er derfor altid behov for at analysere situationen konkret og overveje hvilke skaktræk, der er nødvendige for at forandre styrkeforholdene.

Laclau og Mouffe har udgjort et væsentligt inspirationsgrundlag for de venstrepopulistiske strategier i både Podemos og Syriza.

Partierne har haft den ambition at skabe de nødvendige alliancer til at ændre samfundsforholdene ved italesættelse af en position, der dækker det overvældende flertal af befolkningen, og de taler i klare fjendebilleder.

Som vist italesætter Syriza og Podemos altså konkret en folkelig magt i opposition til den herskende politiske og økonomiske elite (magtblokken).

Subjektet: den almindelige dansker (»folket»)

Kan den danske venstrefløj så lære noget af Podemos og Syriza i forhold til brugen af venstrepopulisme som politisk strategi?

Situationen i Danmark er naturligvis en noget anden. Vi er ikke på vej ud i en humanitær krise. Men derfor kan vi stadig godt lade os inspirere.

For det er ikke lykkedes som venstrefløj i Danmark at skabe de alliancer, der har kunnet aftvinge den nuværende regering tilfredsstillende indrømmelser. Derfor er der grund til at lade sig inspirere fra den sydeuropæiske brug af populisme.

Det leder dermed til spørgsmålet: Hvorledes opnår vi støtte fra så mange grupper som muligt til at realisere vores politiske projekt?

Begrebet »arbejderklasse« fungerer ikke længere som et samfundsforandrende subjekt. Der er stadig klasser, men danskere i dag identificere sig mere specifikt i forhold til deres uddannelse og arbejde.

En pædagog vil typisk forstå sig selv som pædagog mere end som arbejderklasse og på samme måde med en håndværker.

Det betyder, at deres politiske ønsker kan være forskellige i form og indhold. De har dog ofte en fælles oplevelse af, at det politiske system ikke varetager deres interesser.

Derfor handler det om at skabe en såkaldt ækvivalenskæde mellem disse forskellige identiteter. En ækvivalenskæde udtrykker ifølge Laclau og Mouffe en proces, hvor en række uensartede elementer sammenkobles til et fælles projekt. Men begrebet »arbejderklasse« kan altså ikke skabe enhed på baggrund af disse forskelle mellem faggrupper og uddannelse.

Hvis vi med afsæt i Laclau og Mouffe bruger diskursen om arbejderklassen, har vi tabt på forhånd, fordi det som begreb ikke kan spille meningsfuldt ind i kampen om hegemoni.

Der er behov for et bredere begreb end arbejderklassen, men i nutidens Danmark er »folket« ikke en særlig anvendt terminologi. I Danmark er en bedre betegnelse nok det mere jævne »den almindelige dansker«.

Fordelen ved dette begreb er, at det ligesom »folket« taler henover en højre-venstre-skala, der baserer sig på en traditionel klassedeling af samfundet.

Men for at vi kan bruge begrebet, den almindelige dansker, er det nødvendigt, at venstrefløjen taler det ind i sit eget verdensbillede om mere lighed og fællesskab.

At bruge begrebet »den almindelige dansker« er nemlig ikke helt simpelt. »Den almindelige dansker« er, hvad Laclau og Mouffe vil kalde en »en flydende betegner«.

»En flydende betegner« er noget indholdstomt frit flydende, som til enhver tid kan påkaldes og bruges i bestemte former for politisk retorik.

»Den almindelige dansker« er et begreb, vi alle sammen kender, men ingen helt præcis ved, hvad er. Men de fleste mennesker føler sig enten som sådan eller forbinder det med noget positivt.

Så snart den almindelige dansker er truet reagerer vi prompte. Men alle politiske partier forsøger at tale til den almindelige dansker, og dermed hersker der også en konstant og uafsluttet definitionskamp om hvem, der udgør den almindelige dansker.

De forskellige politiske positioner kæmper om at fastgøre den flydende betegner »den almindelige dansker« som et såkaldt nodalpunkt. Det vil sige et tegn som alle andre tegn tvinges til at referere til.

Begrebet kommer af pudeknapper. En pudeknap holder pudens stof på plads og sørger for, at det ikke skrider til alle sider.

Lige nu er der to dominerende positioner, der udgør en udfordring for venstrefløjens mulighed for at definere »den almindelige dansker«. Den ene formuleres af de magtbærende partier Socialdemokraterne, Radikale, Venstre og Konservative, og den anden formuleres af Dansk Folkeparti. 

For de magtbærende partier er den almindelige dansker lig med den arbejdende dansker. Det er ham, der står op tidligt op hver morgen, smører leverpostejsmadder og går på arbejde.

Men hvad så med den arbejdsløse dansker? Som vi har set med regeringens udbudsøkonomiske reformer, så er denne person tydeligvis ikke en del af den almindelige dansker.

De arbejdsløse er snarere en gruppe mennesker, der opfattes som selvforskyldte ledige og som bare skal have et ordentligt spark bagi.

Det blev yderligere understreget af partiet Venstres kampagne mod familier på kontanthjælp, hvor det med akrobatisk talmanipulation foregiver, at det for denne gruppe mennesker ikke kan betale sig at arbejde.

Den almindelige hårdtarbejdende dansker bliver i den optik snydt af mennesker på overførselsindkomster, der nasser på deres arbejdsindsats.

For Dansk Folkeparti er den almindelige dansker først og fremmest »etnisk dansker«. Det vil sige, at det er alle de mennesker, der er født i Danmark.

Den almindelige danskers identitet er fundamentalt truet af indvandring, muslimer og islam og alt der afviger fra en gængs normalitet.

Venstrefløjens opgave er at afvise den opdeling af befolkningen. Det er venstrefløjens opgave at erobre begrebet »den almindelige dansker« og sætte den ind i en venstreorienteret forståelsesramme.

Det handler om at skabe en symbolsk orden, hvor den almindelig dansker er i overensstemmelse med vores politiske position og sørger for, at den ikke kan bevæge sig, hvorhen det skal være.

Her skal vi ligesom Syriza arbejde med en »inkluderende populisme«, hvor den almindelige dansker er en del et solidarisk fællesskab.

Fællesskabet inkluderer per definition alle, hvad enten man er indfødt dansker eller indvandrer, mand eller kvinde, ung eller gammel. Alle er med, og det er det, som skaber et succesfuldt Danmark.

Når man er arbejdsløs er det fordi, der er mangel på arbejdspladser. Ikke fordi mennesker er dovne.

Når Venstre vil skære i kontanthjælpen, er det ligeså meget et angreb på den dansker, der går på arbejde hver dag. For vi kan alle blive arbejdsløse og for den politiske elite handler det bare om at presse lønningerne ned.

Man er samtidig almindelig dansker, hvad enten man hedder Muhammed eller Søren. For Muhammed står også op hver morgen og går på arbejde eller leder efter job.

Enhedslisten (og SF) arbejder i praksis allerede med denne definition, men det er langtfra lykkes at fastlåse denne opfattelse i offentligheden.

Og samtidig er der et behov for at koble den »inkluderende populisme« op på en direkte erobring af danmarksfortællingen både hvad angår værdier, traditioner og nationale symboler. 

For selvom der i den »inkluderende populisme« er mennesker af enhver etnicitet, er der i nationen Danmark nogle bestemte værdier, der er særligt fremtrædende og repræsenterer en solidarisk dansk kultur.

Alle forventes at måtte tilslutte sig disse værdier i større eller mindre grad. De bærende værdier for de fleste mennesker i Danmark kommer af et inkluderende solidarisk fællesskab (gode løn- og arbejdsvilkår), bærende samfundsinstitutioner som folkeskolen, et omdrejningspunkt i familien (med alle dens varianter) og en aktiv demokratisk tradition gennem deltagelse i foreningsliv mv.

Disse værdier er også venstrefløjens, og de skaber en følelse af tryghed og det gode samfund for de fleste mennesker i Danmark.  Og den almindelige dansker ønsker et samfund med tryghed, fællesskab og arbejde.

Fjendebilledet: den politiske og økonomiske elite

Hvis det skal lykkes at erobre begrebet »den almindelige dansker«, er det imidlertid nødvendigt at sætte det i modsætning til et klart fjendebillede. Det er den måde, hvorpå begrebet bliver politisk.

Ifølge statsteoretikeren Carl Schmitt er kriteriet for det politiske nemlig modstillingen ven og fjende. Man får først en politik, når man har defineret sin egen position over for en fjende.

I en populistisk optik vil det sige eliten. Men hvem er den danske elite?

Magteliten (magtblokken) i Danmark er todelt mellem en politisk og økonomisk elite og denne elite er blevet mere eksplicit tydelig under den nuværende regering.

Den politiske elite består af de fire magtbærende partier Socialdemokraterne, Radikale Venstre, Venstre og De Konservative (og Liberal Alliance).

Den økonomiske elite repræsenteres politisk gennem erhvervsorganisationer som Dansk Industri, Dansk Arbejdergiverforening og Landbrug og Fødevarer. 

For det første konstruerer denne magtelite en neoliberal ideologi gennem en konkret politisk praksis.

Den nuværende regerings videreførelse af VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand har betydet, at regeringen er gået reform-amok (dagpengereform, kontantshjælpsreform mv.).

Alle reformerne baserer sig på udbudsøkonomisk logik, der handler om at øge arbejdsudbuddet (arbejdskraften). De økonomiske incitamentsstrukturer skal indrettes, så flere vil arbejde mere og kræve mindre i løn.

Der er tale om rendyrket neoliberal politik, hvor staten anvendes til at skabe gode rammebetingelser for markedet.

For det andet er der tale om en politisk mobiliseringsproces i forlængelse af ovenstående. Magteliten bekræfter og opbygger hinanden i en magtblok gennem indgåelsen af de konkrete aftaler mellem elite-partierne og gennem ideologisk opbakning til reformerne i offentligheden fra den økonomiske elite.

Eksempelvis taler og bekræfter Dansk Industri og Dansk Erhverv hele tiden i den offentlige debat, at reformerne er den rigtige vej at gå, hvis Danmark skal klare sig i den internationale konkurrence.

Særligt absurd bliver det, når den ultraliberale tænketank CEPOS roser en Socialdemokratisk ledet regering. Magteliten italesætter det som en »nødvendighedens politik«, hvilket får den konsekvens, at de skaber en dominerende opfattelse i offentligheden af den politiske vej, der skubber andre virkelighedsfortolkninger til side og gøre dem politisk virkningsløse.

Det ser vi blandt andet på det økonomiske område, hvor man i Danmark anno 2015 skal lede længe efter aktører, der vil tale for eksempelvis en keynesiansk efterspørgselspolitik, hvor økonomien stimuleres gennem offentlige investeringer.

Lige nu kan det stort set reduceres til Enhedslisten, økonomiprofessor Jesper Jespersen fra RUC og den socialdemokratiske nestor Mogens Lykketoft, der engang imellem diskret får indføjet en bidsk bemærkning, når han kan slippe af sted med det.

Måden at gå op imod denne magtelite er dels ved at italesætte denne på en måde, der passer ind i et venstreorienteret verdensbillede og i opposition til den almindelige dansker.

Grundlæggende handler det om en italesættelse, hvor magteliten fremstilles som nogle, der »forbryder« sig mod fællesskabets interesser. De lever i en afkoblet virkelighed.

Den politiske elite skal beskrives som udanske teknokrater, der overlader politikken til nogle regnedrenge i Finansministeriet, mens den økonomiske elite er de rigeste mennesker fra whisky-bæltet i Nordsjælland, der nyder livet på bekostning af almindelige hårdtarbejdende mennesker.

Sat på spidsen er det lidt ligesom karikaturerne Fritz og Poul i DR2 satireserien »Rytteriet«.

Et godt billede på en moderne kapitalist er direktøren fra Saxobank Lars Seier Christensen. Han er et oplagt billede, fordi han tager aktivt del i politik og støtter Liberal Alliance med store pengesummer.

Men det kunne også være multinationale selskaber som Mærsk eller finansspekulanter som Goldman Sachs fra Wall Street.

Det politiske projekt: at vinde magten gennem den almindelige dansker

Med afsæt i en venstrepopulistisk position har vi altså nu identificeret vores folkelige alliancer gennem »den almindelige dansker« og desuden identificeret modstanden i form af magteliten, der udgør den nuværende magtblok. Hermed handler det om at konstruere den folkelige alliance i opposition til magteliten med henblik på at erobre det politiske hegemoni.

Det kræver, at vi skaber et nyt ideologisk sprog, tilvejebringer en ny virkelighedsforståelse, mobiliserer støtte for den nye virkelighedsforståelse og endelig skaber politiske modsætninger på en måde, hvor magtelitens politiske position ikke længere opfattes som den, der varetager den almindelige danskers interesser. Den bliver dermed mindre legitim.

For det første, skal vi altså skabe et nyt ideologisk sprog. Det har vi allerede gjort på det overordnede plan gennem konstruktionen af den almindelige dansker vs. magteliten og måden hvorpå, disse grupper italesættes. Derfor skal vi her fokusere på de øvrige punkter, som på forskellig vis spiller mere konkret i skabelsen af et ideologisk sprog.

For det andet må vi nemlig tilvejebringe en ny virkelighedsforståelse, hvilket bedst kan forstås ud fra Laclau og Mouffes begreb om en »ekspanderende diskurs«. Det vil sige, at diskursen skal formulere en aktiv dagsorden for mange grupper i samfundet.

Vi skal i praksis vise en ny virkelighed, hvor det alene er venstrefløjen, det repræsenter den almindelige dansker. Men den almindelige dansker er en sammensat gruppe. Vi må derfor konstruere et sprog, der rækker indover forskellige samfundsgrupper og samtidig grupper, der ikke forstår sig selv ud fra eksplicitte socialistiske værdier.

Der er eksempelvis forskel på virkeligheden for en sygeplejerske, en mere traditionel industriarbejder og en indvandrer. Men alle grupper er en del af den almindelige dansker og skal kunne genkende sig selv i det billede. Vi skal være socialister, der tager afsæt i virkeligheden.

At tale i en ekspanderede diskurs vil altså sige at tale i et værdisæt, der er bredere end dit eget eller om ikke andet i den bredeste mulige ramme af dit eget værdisæt.

Det gjorde Barack Obama med sit valgkampslogan »Yes we can« tilbage i 2008. Han taler i en kollektiv »vi-følelse« og afviser dermed en højreorienteret individualisme, men det er samtidig så bred en inkluderende ramme, at folk med forskellige værdier kan forstå sig ind i den kontekst.

For eksempelvis Enhedslisten handler det om at kunne tale i værdier, der ligger tæt op af egne såsom folkesocialisme og socialdemokratisme.

Det sker eksempelvis, når Enhedslisten forslår, at man skal komme ud af den økonomiske krise via offentlige investeringer. Her taler partiet ind i en traditionel socialdemokratisk position, hvor mange socialdemokratiske vælgere vil kunne genkende sig selv.

Men det handler samtidig om, at venstrefløjen skal være bedre til at tage ejerskab over Danmarks-fortællingen. Det handler mere konkret om eksempelvis at erobre nationale symboler som Dannebrog tilbage fra en højrefløj, der lige nu har vundet fortællingen om det nationale.

I forbindelse med den verserende faglige konflikt med flyselskabet Ryanair, der ikke vil tegne overenskomst i Danmark, hængte faglig aktivister eksempelvis et Dannebrog på det første Ryanair-fly, der skulle lette fra Københavns Lufthavn.

Hermed definerede de danskhed som lig med »den danske model« og et solidarisk fællesskab, hvor der er ordentlige løn- og arbejdsvilkår på arbejdsmarkedet.

Aktionen er et godt eksempel på, hvordan nationale symboler kan bruges i en venstreorienteret fortælling.

Men man kan også gøre det ved at skabe flere og flere referencepunkter i diskursen om »den almindelige dansker«. 

Et konkret eksempel er, at en af Podemos’ politiske mærkesager er, at de kæmper for bedre lønforhold for politibetjente. Det er udtryk for en ekspanderende diskurs i relation til arbejdsrettigheder og lønkamp, fordi det spanske politi normalt opfattes som stående i opposition til den spanske venstrefløj og historisk set er knyttet til det konservative Partido Popular.

Gennem diskursen »folket« rækker de med disse lønkrav ud til en ny samfundsgruppe. Det bliver samtidig tydeligt for denne gruppe, at den spanske elite ikke ønsker at arbejde for deres lønvilkår.

For det tredje skal den danske venstrefløj mobilisere støtte for denne ny virkelighedsforståelse ved at prioritere emner, der giver mening for de fleste mennesker.

Det handler om at finde bredt og dybtfølte mærkesager med stærk symbolværdi, der repræsenterer ens egne værdier og samtidig forholder sig til distinktionen den almindelige dansker versus magteliten.

Basalt set bør vi holde os til tre emner store emner, hvor venstrefløjen står stærkest: Arbejdsmarkedspolitik, velfærd og løbende principielle spørgsmål, der kan vække moralsk forargelse over magteliten såsom politikerpension og multinationale selskaber, der benytter sig af skattely. Sidstnævnte emne er dog mere til at bekræfte italesættelsen af fjendebilledet af magteliten.

De fleste mennesker er enige i disse principielle spørgsmål, men man skal være opmærksom på, at det sjældent er en selvstændig grund til at stemme på et politisk parti alene.

Det er samtidig vigtigt, at de politiske mærkesager er inkluderende emner, så det ikke opleves som ekskluderende for den ene eller anden gruppe med undtagelsen af magteliten. Derfor skal vi så vidt muligt undgå at forholde os til særrettigheder.

Et godt eksempel på en god politisk sag for venstrefløjen er dagpenge-spørgsmålet. Her står vores krav i modsætning til magtelitens politiske ønsker.

For det fjerde kobler disse øvrige målsætninger sig op på erobringen af det politiske hegemoni, der får den nuværende magtelites verdensbillede til at være en afvigende politisk position.

Det kræver en grundlæggende brud med højre-venstre-skalaen og en konsekvens italesættelse af oppe-ned. Højre-venstre-skalaen opretholder illusionen om, der er væsentlige politiske forskelle mellem elite-partierne.

Al agitation skal derfor sættes ind i rammen af den almindelige dansker versus magteliten. Alle politiske krav, der fremføres, skal italesættes i dette billede, hvad enten vi taler om dagpenge, politikerpension eller Ryanair-konflikt.

Ved at tale i oppe-nede placeres venstrefløjen i en langt mere central politisk position, og vi kan ikke kategoriseres som yderligtgående. I stedet fremstår vi som dem, der repræsenterer den almindelige danskers interesser. 

I den forbindelse er det helt afgørende, at venstrefløjen fremstår som dem, der skaber tryghed. Det kræver, at vi samtidig skaber en vis grad af bekymring/frygt for elite-partiernes politik, da det i høj grad er den faktor, der får mennesker til at flytte holdninger. Hermed gøres det naturligt, at den nuværende magtelite må erstattes.

At gøre teori til praksis er lettere sagt end gjort. Og det kan tage tid. Men i Spanien og Grækenland viser de lige nu, at en venstrepopulistisk praksis virker.

Det er på tide, at venstrefløjen i Danmark går længere i denne retning. I sidste ende er det måske forudsætningen for at kunne skabe politisk forandring i venstrefløjens verdensbillede.

Michael Hunnicke Jensen er forfatter til bogen Brug sproget politisk – 10 gode principper for venstreorienteret kommunikation, Forlaget Solidaritet.

Litteraturliste

Augustin, O. (18.02.2015): »Podemos - fra protest til regeringsduelighed« Modkraft.

Augustin, O (02.06.2014): »Podemos: Venstrefløjspolitik for de 99 %«. Modkraft.

Brader, T. (2006): Campaigning for hearts and minds: How Emotional Appeals in Political Ads Work. University of Chicago Press.

Davis, R. (2011): Tangled Up in Blue – Blue Labour and the Struggle for Labour’s Soul.  Rusking Publishing. London.

Dragsted (14.07.2013): »Liberal Alliance er intet andet end et købeparti«. Politiken.

Edelman, M. (1971): Politics as Symbolic Action. Markham Publishing Company. Chicago

Femø Nielsen, M. (2011): »Spin«. Håndbog i strategisk public relations (red: Merkelsen, H.). Samfundslitteratur. København.

Ganz, M (2006): Organizing: People, Power and Change. Harvard Univesity. Boston.

Gramsci, A. (1982): Selections from the Prison Notesbooks. London: Lawrence & Wishart.

Information (15.07.2014). »Kan populisme bekæmpe nødvendighedens politik?«. 

Information (01.05.2014): »CEPOS roser Thorning for at øge vækst og ulighed«.

Gould, P. (2011): The unfinished revolution – how New Labour changed british politics for ever. Abacus. London.

Juul, J.; Andersen, L., Sabiers, S.; Olsen, L.;  Andersen, J.G.; Ploug, N. (2012): Det danske klassesamfund. Gyldendal. København.

Klein, N. (2014): Intet bliver som før – kapitalisme vs. klima. Forlaget Klim. Aarhus.

Laclau, E. & Mouffe, C. (2014): »Hegemony and Socialist Strategy: Towards a Radical Democratic Politics. Verso Books.

Laclau, E. (2007): On populist reason. Verso. New York.

Lakoff, G. (2004): Don’t think of an elephant. Chelsea Green Publishing. Vermont.

Magasinet Politik (13.05.2013): »Chantal Mouffe: »Politik er altid en kamp mellem holdninger og interesser«.

Sand Kirk, V: »Idéen bag dagpengereformen«. Piopio.dk.

Schmitt, C. (2002): Det politiske begreb. Hans Reitzels Forlag. København.

Stavrakakis, Y. & Katsambekis, G.: »Left-wing populism in the European periphery: the case of SYRIZA«. Journal of Political Ideologies. London.

The Guardian (09.02.2015) :»Why Ernesto Laclau is the intellectual figurehead for Syriza and Podemos«.

Thomsen, J.P.F. (2005): »Diskursanalyse«. Klassisk og moderne samfundsteori. Hans Reitzels Forlag.

Thorup, M. (2009): »Politik er krig og de andre er forrædere – om populisme og Dansk Folkeparti«. Stuerent? (red: Jessen, A.). Frydenlund. København.

Regeringen (2011): Et Danmark der står sammen.

Ræson (07.07.2013): »Pelle Dragsted: Enhedslisten er også for de mennesker, som ikke nødvendigvis er enig i hvert et komma, og som måske står af, inden vi er nået dertil«.

Rød+Grøn (2015): »Socialismen spirer i Sydeuropa«. Nr. 64.

Ugebrevet A4 (15.05.2013): »Danskerne vil have hurtigere ret til dagpenge«.

Ugilt, R. (2011): »Diskursteori og radikalt demokrati. Ernesto Laclau og Chantal Mouffe«, Venstrefløjens nye tænkere – en introduktion (red: Boiesen, J.; Blinkenberg, K.; Andersen, A. & Hein, M.). Forlaget Slagmark. Aarhus.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce