Podemos: Venstrefløjspolitik for de 99 procent

Ved det seneste Europaparlamentsvalg var den største overraskelse i Spanien det nye venstrefløjspartis Podemos’ entré på den politiske scene.

Partiet blev stiftet blot tre måneder inden valget, men endte som det fjerdestørste parti med 1,2 millioner stemmer og fem mandater ud af de 54, som Spanien sender til Europaparlamentet.

Resultatet afspejler en stigende krise for de to partier, der har været dominerende, stort set siden demokratiet blev indført i Spanien, nemlig det socialdemokratiske Partido Socialista Obrero Español, PSOE og det liberal-konservative Partido Popular, PP.

Det viser samtidig, at Izquierda Unida (IU), der er domineret af det kommunistiske parti PCE, har vanskeligheder med at styrke sin folkelige opbakning. Men det fik trods trods alt en markant fremgang ved valget, hvor IU endte med seks mandater i EU-parlamentet. 

Der er mange spørgsmål ubesvarede tilbage, efter at Podemos har vist sit potentiale.

Selv om massemedierne og de dominerende spanske partier advarer om et parti, som ifølge dem er ekstremt farligt for demokratiet, er det mest relevante spørgsmål vil efter min mening:

Hvordan kan det være, at et parti, hvis kampagnefinansiering lå på kun cirka 100.000 euro (det meste indsamlet via crowd funding), som var ekskluderet fra næsten alle tv-programmer og debatter, og som først kom med i meningsmålingerne en uge før valget, blive et stærkt venstreorienteret alternativ og en ny måde at lave politik på?

Svaret på dét spørgsmål har konsekvenser for alle venstrefløjspartier. Især når man ser på, hvordan nationalistiske højreorienterede partier har opnået stor opbakning eksempelvis i Frankrig eller Danmark.

Nøglen til at forstå Podemos handler om tre aspekter: Flydende forbindelse mellem sociale bevægelser og det politiske parti. En effektiv kommunikationspolitik gennem sociale medier og karismatisk ledelse. Og en stærk teoretisk ramme til at definere et venstrefløjsprojekt, baseret på tænkning inspireret af blandt andet Antonio Gramsci og Ernesto Laclau.

Partier efter 15M-bevægelsen

Da den såkaldte Indignados-bevægelse i sommeren 2011 dukkede op i Spanien, oplevede borgerne en massiv mobilisering og politisering af hverdagslivet som aldrig før.

Læs Wikipedias opslag om udviklingen i den spanske protestbevægelse fra pladsbesættelser, Indignados-bevægelsen og til 15M-bevægelsen (engelsk)

Bevægelsen blev kritiseret for at være upræcis, utopisk, uden relevans i det politiske system og endda for at understøtte det konservative parti PP’s sejre, eftersom den trak stemmer fra socialdemokraterne, og valgdeltagelsen generelt faldt.

I kølvandet på 15M-bevægelsen voksede rigtig mange mindre sociale bevægelser med et mere lokalt eller specifikt sigte frem.

Men der skete ikke så meget på det politiske niveau, eftersom de to største partier ignorerede bevægelsens krav fuldstændigt. De var mere bekymrede om at rettes sig efter internationale Trojkas (EU, Den europæiske Centralbank og Den internationale Valudafond) direktiver om gennemførelsen af sparepolitik.

De to dominerende partier fortolkede 15M som et flygtigt moment og syntes ikke, at de skulle ændre deres måde at lave politik på.

Ved EU-Parlamentsvalget var der mange nye små partier, som viste, at borgerne gerne ville komme ud over Spaniens traditionelle topartisystem.

Podemos har inddrager mange af 15M-bevægelsens krav i sit program. Det samme har IU gjort.

Hvad var så forskellen?

Podemos’ diskurs og sprog ligger tættere på bevægelsen. Podemos har (fra en venstrefløjsposition) lært at appellere til et bredere publikum. Derudover er organisationen mere fleksibel.

Podemos’ leder, Pablo Iglesias, kalder partiet et instrument (ligesom regeringspartiet Movimiento al Socialismo-Instrumento Político por la Soberanía de los Pueblos, MAS, gør det i Bolivia). Partiet skal være nyttigt for mennesker frem for en færdig ideologisk konstruktion.

Gennem lokal mobilisering af aktivister i de såkaldte Podemos-fora eksperimenterer partiet med mere fleksible former end de traditionelle partier og åbner partiet op for folks direkte indflydelse.

Det bliver en udfordring for partiet at bevare denne mere spontane struktur i fremtiden.

Men i hvert fald har partiet indtil nu fanget ideen om, at 15M-bevægelsen både handler om politiske ideer og om, hvordan mennesker organiserer sig for at lave politik.

Podemos er den politiske organisation, som bedst har forstået det. Den repræsenterer ikke hele 15M-bevægelsen, men kan karakteriseres som et parti, som har genovervejet partiformen i lyset af bevægelsen.

Den ideologiske krise

Det er et faktum, at Spanien er blevet hårdt ramt af den økonomiske krise, og at det har ført til nye sociale og politiske projekters opståen. Men man skal ikke glemme, at den økonomiske krise har afsløret en mere dybdegående krise: Den ideologiske krise og de manglende alternativer mellem de liberale og de socialdemokratiske partier.

Det fænomen er blevet kaldt post-politik, hvilket blev dominerende i 1990’erne med Tony Blairs tredje vej og afvisningen af at bevare velfærdsprojektet og i stedet omfavne det frie marked.

De neoliberale partier blevet hegemoniske i de seneste år, eftersom socialdemokratiet ikke har været i stand til at formulere et nyt (venstrefløjs)projekt), og den eneste konkurrence har været mellem partier associeret med eliten og dem, som tilegner sig folkets stemme.

De nationalistiske, højreorienterede partier har været markant gode til at reducere den politiske konflikt til en modstand imod eliter.

Podemos at redefinere forholdet mellem folk og elite fra en tydelig og inkluderende venstrefløjsvinkel, hvor ændringerne i politik og diskurs ligeledes indebærer en ny form for organisation og kommunikation.

Et venstrefløjsprojekt uden socialdemokratiet

Et venstrefløjsprojekt må handle om en kamp for kulturelt hegemoni. Inspireret af den italienske venstrefløjsteoretiker Gramsci har Podemos, udover at identificere neoliberalisme som hegemonisk, forstået, at et venstrefløjspolitisk projekt ikke kan gennemføres i samarbejde med socialdemokraterne (hvor sidstnævnte er det største parti), men hen over socialdemokratiet så at sige.

Det har været en vigtig lektion fra Syriza i Grækenland, at det kan lade sig gøre at overhale socialdemokratiet, i frit fald i Grækenlands tilfælde, med en radikal diskurs imod kapitalisme.

Fra begyndelsen har Podemos tydeligt sagt, at organisationen vil have politisk magt og gøre en ende på det system, der defineres af det konservative PP og det socialdemokratiske PSOE.

Men det betyder også, at de er kritiske over for det venstreorienterede parti, IU, som synes, at det er nok at få flere mandater uden indflydelse (som det sker for Die Linke i den tyske regering) eller at opnå en mulig alliance med socialdemokratiet.

Ambitionen om at danne et nyt politisk modhegemoni har betydet, at Podemos har kunnet mobilisere stemmer, som IU med deres mere institutionelle tilgang og en rigid organisatorisk struktur aldrig kunne have fået.

Efter valget stræber Podemos efter at lede en venstreorienteret alliance sammen med IU og Equo (et grønt parti, som også deler 15M-ånden) for at sætte sig i spidsen for nogle byer (inklusive Madrid) efter det næste kommunalvalg, uden behov for socialdemokratiet.

Relevansen af at kæmpe for hegemoni og ikke blot for at få stemmer ved valget har allerede haft konsekvenser blandt de politiske modstandere, som bliver nødt til at åbne sig for ændringer krævet af civilsamfundet: Det gælder både IU, som vil gerne i dialog med Podemos, og PSOE, som nu skal vælge deres næste generalsekretær efter urafstemning og ikke efter en bestyrelsesbeslutning som sædvanligt.

Folket mod den neoliberale elite

Efter at socialdemokratiet ikke længere byder på et ideologisk alternativ, har konflikten bevæget sig fra at handle om højre/venstre til at centrere sig om elite/folk.

De ekstreme højreorienterede partier har forstået denne forandring og har fremmet en ekskluderende forståelse af folk, som danner grundlaget i oppositionen mellem de nationale og indvandrerne.

Dansk Folkeparti har vist, hvordan højrefløjsnationalisme kan erobre den ’sunde fornuft’ og få støtte fra folk, som ikke føler sig repræsenterede af den politiske elite.

Når andre partier, som f.eks. danske socialdemokrater, forsøger at tilpasse deres diskurs til DF’s, gør de det kun på det populistiske niveau og uden ideologiske referencer. Derfor ender de med at styrke DF’s position og give afkald på et alternativ fra venstrefløjen.

I andre lande som f.eks. Italien, har MoVimento 5 Stelle (5-stjerne-bevægelsen) ledet af Beppe Grillo, som er et forsøg på at skabe et afideologiseret populistisk parti, mistet sin store opbakning og givet venstrefløjsrummet tilbage til centrum-venstres Matteo Renzi.

Podemos ernærer sig ved tre forskellige inspirationskilder for at undgå et folkeligt projekt uden ideologi.

Det handler for det første om Ernestos Laclaus teori om populisme som et progressivt alternativ, som muliggør artikulationen af masseprotester og sociale og politiske aktørers kamp imod en elite, som repræsenterer og reproducerer de fås interesser.

For det andet lykkedes det for de sociale protester efter 2011 at finde nye måder at italesætte opdelingen mellem den magtfulde rige klasse og de almindelige mennesker på, nemlig via mottoet ’vi er de 99 %’, hvilket var i stand til at opsummere denne ide.

Endelig er det klart, at der er en boliviariansk indflydelse (nogle af de markante navne i Podemos samarbejder med Venezuela, Ecuador eller Bolivia), især i det politiske program om, hvordan man kæmper imod de kapitalistiske interesser, bl.a. gennem nationalisering af virksomheder eller en revision af den offentlige gæld.

Derfor kan Podemos ikke ses som et antipolitisk parti eller et parti, som vil overtage nogle af de værdier, som hører til den nationalistiske højrefløj.

Det er ikke imod eliten, forstået som den rolle intellektuelle spiller i samfundet. Der er faktisk mange af dets aktivister, som kommer fra det akademiske miljø. Det er imod den politiske og økonomiske elite.

Det er et projekt, der samler visioner nedefra med en radikal kritik af kapitalismen, men hvor folket alligevel er den vigtigste aktør, og uden at der snakkes meget om sociale klasser.

På den måde undgår man ikke kun, at folk føler sig fristet af det ekstreme højreorienterede projekt, men man opnår også, at folk bliver politiseret og tager kritisk afstand fra sociale og politiske emner ud fra et venstrefløjssyn.

Podemos’ vælgere føler sig ikke nødvendigvis stærkt identificerede med den radikale venstrefløj, og alligevel står partiet for et mere radikalt demokrati og afviser nogle af kapitalismens konsekvenser.

Flad organisation og stærk ledelse

Måske har en af de sværeste debatter for venstrefløjen været, hvordan man implementerer flade og mere inkluderende organisationsformer i modsætning til de traditionelle og hierarkiske former, som man kender fra partier eller fagforeninger.

Occupy-aktivisterne så sig selv som en bevægelse uden ledere, men er løbet ind i ikke så få vanskeligheder senere både i deres organisation og i deres tilstedeværelse i den offentlige sfære.

Der er et tidligt og godt eksempel på kombinationen af stærk ledelse og flad organisation i zapatisternes kamp med subcomandante Marcos som talsmand. Inspirationen herfra har haft en stor indflydelse på Podemos-lederen Pablo Iglesias, da han var involveret i alterglobaliseringsbevægelsen.

Der er også et aktuelt eksempel i Spanien med boligaktivisterne i Plataforma de Afectados por la Hipoteca (’platform for gældsramte’), som har opnået en usædvanlig synlighed i medierne takket være talskvinden Ada Colau.

Pablo Iglesias, som er det mest kendte ansigt fra Podemos, har vundet popularitet i medierne gennem sin deltagelse i mange politiske debatprogrammer i fjernsynet. Popularitet er blevet brugt til at styrke Podemos og er en del af årsagen til partiets succes.

Men det handler ikke kun om karisma. Andre karismatiske offentlige figurer har ikke fået mandater ved EP-valget.

Man kan heller ikke sige, at det udelukkende handler om flad organisation. Andre meget mere flade organisationer har kun fået få stemmer.

Det er kombinationen af stærk ledelse og flad organisationsstruktur, som kan forklare partiets resultater. Behovet for en ny form for organisation og kommunikation kan foregå samtidig med tilpasningen til den medierede politik, som stadig er domineret af massemedier.

Politisk sund fornuft

Der er helt sikkert mange udfordringer for Podemos i fremtiden. Ikke blot på grund af det enorme pres fra medierne, som miskrediterer Podemos og Pablo Iglesias, og anklager dem for at være radikale, bolivarianske, osv.

Men også internt i forhold til, hvordan man organiserer sig og sikrer deltagelse og inklusion i et parti, som vil formodentlig vil vokse i de kommende år.

Det vil være afgørende ikke at glemme, at den politiske og samfundsmæssig fornuft, som har påvirket spansk politik, er blevet dannet på venstrefløjens præmisser, og den skal ikke tilpasses højrepopulistisme.

På den måde vil politiske kræfter som Podemos kunne blive centrale og uundgåelige, og især vil ideerne påvirke hele det politiske spektrum fra højre til især venstre.

Podemos er født som et parti, der vil opnå en venstreorienterede udvej af den økonomiske krise, som ikke blot er kritisk, men heller ikke afhængig af støtte fra en socialdemokratisk regering.

Målet er at lede en venstrealliance og få magt og indflydelse i det politiske system og i samfundet.

På trods af de mange usikkerheder er rejsen nu sat i gang. 

Oscar Garcia Agustin er lektor ved Institut for Kultur og Globale Studier på Aalborg Universitet, hvor han blandt andet studerer sociale bevægelser.