Podemos - fra protest til regeringsduelighed

El cielo no se toma por consenso, se toma por asalto. Bienvenidos a la Asamblea ‘Sí, se puede’. Luchar, crear, poder popular.

»Himlen overtages ikke gennem konsensus, den skal stormes. Velkommen til Forsamlingen ’Ja, vi kan’. At kæmpe, at skabe, folkelig magt«.

Med de ord afsluttede det nystiftede spanske parti Podemos’ leder, Pablo Iglesias, sin velkomsttale til partiets første nationale forsamling i Madrid i oktober 2014.

Det afspejler, hvordan Podemos, som et knapt ét år gammelt parti, bygger på noget nyt, som har forandret det politiske system i Spanien enormt.

Referencen til marxisme (at ’storme himlen’) viser den revolutionære tradition, hvorigennem den politiske konsensus ikke giver plads til andre alternativer, selv ikke et progressivt alternativ.

Imidlertid refererer den anden reference i citatet (’at kæmpe, at skabe, folkelig magt’) til de folkelige bevægelser i Latinamerika i den første bølge især i Chile og i den anden bølge på hele kontinentet med nye venstreorienterede regeringer i 2000’erne.

Det er her, hvor Podemos bevæger sig fra et klassisk venstrefløjsparti til et folkeligt parti, hvor det politiske program er tydeligt venstreorienteret, men diskursen dannes på afstand af venstre/højre-kategoriseringen og direkte appellerer til folk som grundlaget for demokratisk suverænitet.

Podemos åbner en ny vej, som ikke er blevet udforsket af andre venstreorienterede partier (som Izquierda Unida (Venstreenheden i Spanien) og som udfordrer den socialdemokratiske hegemoni i centrum-venstre.

Systemet i krise

Den økonomiske krise har efterhånden udviklet sig til en politisk krise. Den tidligere præsident, José Luis Rodríguez Zapatero, fra det socialdemokratiske parti indførte de første reformer med henblik på at opfylde EU-krav om en ny sparepolitik som løsning på krisen.

Efter nogle år med synlige fremskridt i sociale rettigheder og en moderat indsats for at fremme velfærdsstaten, opgav socialdemokraterne ethvert alternativ til den dominerende økonomiske model og gennemførte en meget upopulær politik.

Det åbnede mere plads for Izquierda Unida som venstrefløjsparti, men først og fremmest førte det til absolut flertal for det konservative parti og en stor krise for venstrefløjen.

Mens socialdemokraterne forsøgte at overvinde problemerne, virkede Izquierda Unida tilfreds med at øge deres mandattal på trods af de manglende muligheder for at få indflydelse i regeringen.

De massive protester den 15. maj 2011 synliggjorde den politiske krise, der var opstået i kølvandet på den økonomiske.

Mens de unge efter valget i 2004 råbte »Zapatero, svigt os ikke«, råbte de i 2011 i stedet »de repræsenterer os ikke«, henvendt både til de konservative og socialdemokraterne, og i mindre grad andre partier.

I dagene omkring protesterne blev der udviklet en ny måde at tale om politik på, der skelnede mellem dem, der er oppe (de privilegerede, både politisk og økonomisk) og dem, der er nede (almindelige mennesker).

Der voksede en vis frustration frem, da protesterne ikke straks fandt en politiske oversættelse. Spanien stod over for en højreorienteret regering ledet af Mariano Rajoy, som forstærkede nedskæringspolitikken, angreb det offentlige system og betød en trussel mod kollektive rettigheder (som eksempelvis ret til protest) med hårdere politiundertrykkelse.

Denne realitet skal ikke skjule, hvad stifterne af Podemos allerede havde lært af 15M.

Det politiske spil mellem højre og venstre reproducerede en stærk loyalitet til det konservative parti og socialdemokraterne, mens de andre partier var marginale og ikke kunne konkurrere mod dem.

Befolkningen begyndte at miste tilliden til socialdemokraterne, som igen og igen skuffede vælgerne og ikke opfyldte deres løfter om mere lighed og progressiv politik.

Det nye og i princippet afideologiserede sprog fra 15M-bevægelsen (som lå ret tæt på Occupy Wall Streets ’99 procents modstand imod den ene procent’) var paradoksalt nok i stand til at mobilisere mange mennesker, som aldrig før havde været aktive i politik.

Det er afgørende for at forstå, hvorfor Podemos afviser den klassiske akse mellem venstre-højre og i stedet for bruger oppe-nede. Partiet taler også helst om folkelig enhed frem for venstreorienteret enhed.

Der er ingen tvivl om, at Podemos er et venstreorienteret parti (ifølge meningsmålinger ser befolkningen det som et radikalt venstrefløjsparti), men når det bruger et sprog, som forbindes med 15M-bevægelsen og ikke med den traditionelle socialistiske terminologi, bygger det også bro til aktivister, sympatisører og vælgere, som aldrig ville føle sig involveret i et radikalt venstreparti.

På den anden side delte det med 15M-bevægelsen ideen om, at hele det politiske system var i krise (det repræsenterer ikke folk).

Podemos har ’opsagt’ den dominerede politiske konsensusaftale fra den spanske transition fra diktatur til demokrati. Det beskylder dette system for at fordele goder mellem de økonomiske og politiske eliter (dem som Podemos kalder ’kaste’).

Som nyt parti er det blevet opfattet som en løsning for dette system i krise.

Imidlertid er Podemos ikke et antipolitisk parti, og selv om der er en del protestparti i det, har dets mål været tydeligt formuleret fra begyndelsen: At ændre det politiske system gennem en valgsejr.

Organisation

Da partiet blev stiftet, var der ingen defineret struktur. Det var en lille gruppe af akademikere og aktivister, hovedsageligt fra Madrid, som startede initiativet. Før det blev offentliggjort, var mange kendte aktivister blevet spurgt og havde pænt afvist opfordringen.

Det var heller ikke muligt at finde frem til en aftale mellem Izquierda Unida, Izquierda Anticapitalista (Antikapitalisk Venstre) og repræsentanter fra sociale bevægelser.

En koalition som Syriza var ikke muligt, da det ikke lykkedes at opnå en aftale, og Podemos blev stiftet ikke som en koalition, men først som en ny bevægelse og derefter som et nyt parti, hvor Izquierda Anticapitalista var det eneste involverede parti.

Nu eksisterer Izquierda Anticapitalista ikke som parti, men som organisationer, fordi Podemos ikke inkluderer andre partier.

Det første mål var af forskellige årsager Europaparlamentsvalget: Det er nemmere at få mandater, da der er en enkelt valgkreds, der er flere proteststemmer at hente end i f.eks. det nationale valg, og spidskandidaten Pablo Iglesias blev en synlig og kendt person, som ofte deltog i de politiske debatter på nationalt fjernsyn.

Imod alle meningsmålinger fik de fem mandater, og det blev kun begyndelsen på en proces fra at være en overraskelse til et parti med reelle muligheder for at styre landet.

Samtidig var den organisatoriske model blevet udviklet med en kombination af en relativt centraliseret og lille gruppe omkring Pablo Iglesias og en spontan mængde af aktivister.

Ideen om ’cirkler’ dukkede op som en mulighed for, at enhver gruppe af mennesker kunne mødes, organisere sig og stifte en ’cirkel’.

Cirklerne var altså grupper, som ikke blev oprettet af den centrale kernegruppe, men af mennesker som ville være en del af Podemos og gøre noget.

Det er noget, som skal fremhæves, da det er en organisatorisk model, som er direkte inspireret af 15M-forsamlingerne, som giver adgang til dem, som har lyst til at være aktive i politik.

Der var ikke behov for at blive en del af en partistruktur og agere i overensstemmelse med den, men i stedet en reel mulighed for at danne en del af en organisation, især knyttet til de lokale realiteter.

Senere har Podemos dannet en blandet organisation, som befinder sig mellem traditionelle partier og et nyt parti, som afspejler deltagermekanismer fra de sociale bevægelser.

Igennem hele processen er der blevet eksperimenteret med alternative måder at deltage i debatten og stemme på. Alle kan opstille sig selv som kandidat, og alle, der registrerer sig på Podemos’ hjemmeside, kan stemme på kandidaterne.

Der har ikke tidligere i Spanien eksisteret en organisatorisk model, som har fungeret mere demokratisk og åben for alle borgere.

Nogle vanskeligheder skal alligevel påpeges: Stemmesystemet er indviklet, når der er så mange kandidater, og der er en tendens til at stemme på de mest kendte ansigter og også til at stemme på lister frem for individer.

I praksis betyder det, at den ledende gruppe har større chancer for at blive valgt, eftersom deres kandidater er mere kendte, og de stiller op som en del af en liste.

Imidlertid skal man heller ikke undervurdere cirklernes rolle, og måske bliver tendensen udfordret i fremtiden med mulighed for, at ’ikke-officielle’ kandidater vil blive valgt. Det vil sagtens kunne ske på det regionale niveau, hvor nogle ’alternative’ kandidater er stærke.

Programmatisk udvikling

Da Podemos udarbejdede dets program til Europaparlamentsvalget, foregik det via en inklusiv proces, hvor alle kunne deltage og foreslå initiativer. Det var åbent for individuelle forslag og ændringer fra cirklerne.

Den endelige beslutning om programmets udformning blev taget efter en online-afstemning for alle, som var interesserede i at være med.

Resultatet var et program, hvor de sociale bevægelsers krav i de seneste år blev inddraget, lige fra borgerløn, tidligere pension, gæld, flere arbejdsrettigheder og bogligpolitik til flere offentlige ydelser og anerkendelse af nye Internet-rettigheder (såsom crowdfunding eller fri software).

Til trods for denne særprægede fremgangsmåde blev programmet kraftigt kritiseret af medierne og andre politiske partier for at være urealistisk. Der var endvidere ikke i programmet et finansielt budget, der kunne vise, hvordan omkostningerne skulle dækkes.

Den situation førte til to ændringer både i forhold til, hvordan beslutninger skal tages, og hvad angår det økonomiske program, som Podemos står for.

Efter den første nationale forsamling blev rummet for åben deltagelse begrænset i forhold til udarbejdelsen af valgprogrammer. Selv om der er andre ’organer’, som kan foreslå initiativer, kan man ikke længere gøre det individuelt.

Podemos prøver dermed at finde en balance mellem deltagelse og en ’realistisk’ udarbejdelse af det politiske program.

Den anden ændring går på det oprindelige økonomiske forslag. Som svar på den massive kritik udarbejdede to prestigefulde venstreorienterede økonomer, Juan Torrés og Vicenç Navarro, et udkast til diskussion, hvor nogle af forslagene fra programmet til Europaparlamentsvalget blev rettet.

Det afspejler en pragmatisk drejning i udviklingen fra protest- til ’regeringsparti’. Jeg vil fremhæve tre af de mest markante eksempler.

For det første forslaget om at sænke pensionsalderen fra 67 år til 60 år, hvor det nye udkast fra november 2014 foreslår, at det bliver 65 år i stedet for.

For det andet forslaget om at lave en høring om den offentlige gæld for at fastslå, om der var nogle dele, som var illegitime (og dermed overveje, om denne del skal tilbagebetales) er blevet kraftigt modereret.

De to økonomer satser på at omstrukturere gælden og gøre tilbagebetalingen fleksibel.

Den tredje ændring drejer sig om borgerløn, som ikke længere skal være universel, men have til formål at sikre en minimumsløn for alle dem, der ikke har anden indtægt.

Det mere moderate program blev alligevel voldsomt kritiseret af de konservative og socialdemokratiske partier samt i massemedierne.

Sammen med kritikken for at være urealistisk blev Podemos anklaget for at ændre mening og være et utroværdigt parti.

I realiteten var det mere en konsekvens af beslutningen om at være et alternativ til regeringen og den svære vej mod at blive et politisk parti med stærke sociale rødder.

Opbakningen er stadig stigende, og Podemos ligger enten som det største eller det andetstørste parti i alle de nyeste meningsmålinger.

Ny klasse, ny opbakning

Der har været stort fokus på at vise den radikale side af Podemos’ leder, mens det politiske system har haft svært ved at forstå, hvem de mennesker, som støttede partiet var.

Selvom ideologien ligger til venstre for socialdemokratiet, har Podemos først og fremmest fremlagt social retfærdighed og økonomisk omfordeling som en del af menneskers ’sunde fornuft’ – og ikke så meget som en del af deres ideologiske principper.

Podemos påstår, at det er et transversalt (dvs. tværgående) parti. Det er sandt, når man kigger på, hvem deres vælgere (eller potentielle vælgere) er.

Det kan forstås bedre, hvis man er enig med sociologen Guy Standing om prækariatet som en ny social klasse.

Den økonomiske krise i Spanien har indebåret en prækarisering af middelklassen, en høj procentdel af arbejdsløse, højtuddannede unge som udvandrer for at finde et job, reducering af den sociale sikkerhed (i sundhedssystemet og dagpengesystemet) og af velfærden (som fx i uddannelsessystemet).

Det betyder, at middelklassen er blevet en prækariat-klasse.

På den ene side kan Podemos appellere til den nye klasse og udvide sin vælgerbase på en måde, som tidligere radikale venstrefløjspartier ikke tidligere var i stand til.

På den anden side vil det være en fejl, hvis Podemos (som Standing advarer om) vil tilpasse sit program til centrum, fordi det vil moderere sin diskurs og få flere stemmer.

Det skal i stedet finde et program for den nye sociale klasse, som kombinerer social sikkerhed (som borgerløn), bedre økonomiske og arbejdsvilkår (som forslag om 35 timers arbejdsuge) og styrkede og nye rettigheder (fra retten til bolig til den såkaldte ret til byen).

Forsøget på at øge stemmetallene uden at opgive de politiske principper for at placere sig i det politiske centrum er en stor udfordring.

Det bliver heller ikke nemmere af, at partiet samtidig skal håndtere et eksternt politisk og økonomisk pres.

Ideen om, at Podemos afspejler eksistensen af en ny voksende klasse, kan forklares ved at se på dets (potentielle) vælgere.

Statistikker har vist, at Podemos har en markant transversal profil, som er stærk blandt de unge og i byerne.

Men jeg vil vise nogle fakta om den sociale sammensætning, som hjælper til at forstå profilen af den prækære middelklasse, og som faktisk ligger meget tæt på den diversitet, som man så i 15M-bevægelsen.

Kilde: Nota del CIS, El Mundo, 07/11/2014

Som det fremgår af figuren, kommer Podemos’ stemmer fra tre grupper: høj- og middelklasse (den største del), ny middelklasse og faglærte arbejdere.

Forklaringen er, at højtuddannede, offentligt ansatte (som oplever de offentlige nedskæringer) og unge er blevet en del af en mere utryg og ustabil middelklasse – i en forstærket prekariseringsproces efter den økonomiske krise (men også før). Det handler ikke kun om de dårlige arbejdsvilkår, men også om den tabte sociale sikkerhed.

Denne tendens til at vinde opbakningen fra en ny klasse kan konstateres, når man sammenligner med de to andre store partier. Det konservative PP får flest stemmer fra den gamle middelklasse (virksomhedsejere, selvstændige og landmænd): 25,3 % vs. 12,3 % for Podemos, mens det socialdemokratiske PSOE er stærkest blandt ufaglærte arbejdere: 27,5 % vs 16,2 % for Podemos.

Det viser, at de to traditionelle klasser (middelklassen/de selvstændige og arbejderklassen) også støtter de traditionelle partier.

Socialdemokraterne er stadig størst som arbejderklasseparti, og selv om Podemos får en relativt stor procentdel af stemmerne, kommer deres vælgere fra de nye (middel)klasser.

Denne forandring kan ses fra en anden vinkel, når man ser på hvilke aldersgrupper, der stemmer på hvilke partier.

Der er en bipolarisering mellem de yngre og ældre vælgere, som differentierer Podemos fra PP og PSOE.

Stemmer fordelt på alder. Kilde: La nota del CIS, El Mundo, 07/11/2014

Denne figur afsejler forandringen i stemmetendensen.

Podemos er det mest populære parti for personer mellem 18 og 54 år, mens det mangler opbakning fra de ældre generationer (55 år og op).

Der er kun 5,7 % over 65 år, der stemmer på Podemos, mens den største andel af PP’s stemmer (24,3 %) og PSOE’s stemmer (25,2 %) kommer præcist fra det ældre segment.

Til gengæld er der 24,5 % mellem 18-24 år, 27,2 % mellem 25-34 år, 21,6 % mellem 35-44 år og 23,5 % mellem 45-54 år, der stemmer på Podemos.

Det viser, at Podemos ikke kun støttes af de yngste vælgere, men også fastholder en stor procentdel af stemmerne blandt mellemgenerationerne.

Det viser, at de ældre generationer er mere skeptiske over for en radikal politisk forandring, men også at den nye middelklasse, som er under udformning, identificerer sig med Podemos som nyt parti mere end med de traditionelle partier.

Denne situation giver mulighed for Podemos at stræbe efter at være det største parti og ikke blot et parti, som vil kunne få indflydelse under en socialdemokratisk regering.

Hegemoni på venstrefløjen

Podemos’ transversale natur betyder, at det får stemmer fra alle partier, især fra venstrefløjen.

Ifølge den seneste meningsmåling fra Center for Sociologisk Forskning (CIS) fra januar 2015 vil 40 % af de tidligere stemmer på Izquierda Unida gå til Podemos, 26,1 % af de tidligere socialdemokratiske PSOE-stemmer, 22,9 % fra det centrum-liberale UpyD, og 7,3 % fra det konservative PP.

Situationen afspejler således slutningen på topartisdominansen, og alle meningsmålinger siger, at Podemos bliver det største eller det andet største parti efter PP.

Det vil sige, at socialdemokraterne ikke længere vil være det største venstrefløjsparti. Det kan være meget vigtigt for den senere udvikling.

Der har været en del af befolkningen, som har stemt på PSOE, fordi de mente, at det var den eneste måde at stoppe højrefløjen på. Det kan ændre sig, hvis vælgerne opfatter Podemos som det mest sandsynlige (og det mest effektive) alternativ. Afstanden mellem Podemos og socialdemokraterne kan dermed blive større.

På den anden side har Izquierda Unida store problemer. Udover dets identitetskrise kan mange af deres stemmer gå til Podemos, hvis partiet opfattes som en mere effektiv løsning med reelle muligheder for at nå magten (dvs. at en stemme på det, modsat Izquierda Unida, ikke vil blive opfattet som en ’spildt’ stemme).

De to partiers programmer minder meget om hinanden, men forskellen er, at Izquierda Unida traditionelt har været et mindre parti med meget ideologiserede medlemmer og indviklede relationer til de sociale bevægelser.

Podemos har mere transversale vælgere og bliver stadig set som en politisk version af 15M – med mange af aktivisterne fra de sociale bevægelser som medlemmer.

Risikoen ligger i volatilitet [flygtighed, red.]. Der er tale om nye vælgere uden langvarig tilknytning og loyalitet, som nu ser Podemos som den eneste vej ud af den økonomiske og politiske krise.

Desuden skal man ikke glemme det enorme pres, som massemedierne lægger på Podemos og dets ledere gennem daglige angreb.

Til trods for det er det paradoksalt nok Podemos’ dagsorden, der præger den offentlige dagsorden, med fokus på den ’gamle’ politiks krise, korruption, gæld, økonomiske alternativer, gennemsigtighed, osv.

Podemos i Europa

Evnen til at blive det største parti og fastholde positionen afhænger også af, hvad der sker i Europa.

Det er ikke en mindre detalje, at Podemos har påbegyndt sit institutionelle arbejde på EU-niveau, før det har fået erfaring på de regionale eller nationale niveauer.

Det har styrket samarbejdet mellem de venstrefløjspartier, som er en del af den parlamentariske gruppe i EU, der hedder Forenede Europæiske Venstrefløj/Nordisk Grønne Venstre (GUE/NGL).

Det gælder især i de sydeuropæiske lande, hvor kontakter mellem Syriza fra Grækenland, Bloco de Esquerdas fra Portugal, Front de Gauche fra Frankrig og Podemos er flydende. Man deler et fælles mål om at danne et mere solidarisk EU og fremme landenes nationale økonomier.

Syrizas og Podemos’ succes inspirerer de andre partier i håbet om at finde en lignende strategi – eftersom disse partier stadig er langt fra at kunne spille en central rolle i deres nationale kontekst.

I modsætning til tyske Die Linke og spanske Izquierda Unida (som er store partier i gruppen), har Syriza fået magten nationalt, og Podemos har forhåbningen om at få den.

Der har været gode grunde til at tage Syrizas sejre som en fælles sejr, men de nuværende vanskeligheder viser også behovet for en udvidet alliance, der inkluderer de nordeuropæiske lande og flere partier ved magten, som frontalt kan afvise sparepolitikken.

Syriza bliver fulgt tæt i Spanien nu, og de dominerende partier håber på, at Syriza fejler i sin strategi og skuffer befolkningen.

Det vil, ifølge de partier og en stor del af massemedierne, vise, at Podemos’ projekt ikke er levedygtigt. Det er bare ét tegn på, at kampen imod sparepolitikken og for en venstredrejning ikke blot udkæmpes nationalt. Kampen foregår også på europæisk plan.

Derfor er international solidaritet vigtigere end nogensinde, og derfor skal de nye og ikke så nye partier lærer hurtigt af hinanden.

Syriza har taget det første skridt. Podemos skal tage det andet.

Men der skal flere til, og det kræver noget, der ikke er særligt nemt, nemlig at venstrefløjspartierne bevæger sig fra protest til regeringsduelighed.

Oscar Garcia Agustin er lektor ved Institut for kultur og globale studier ved Aalborg Universitet.

Artiklen bringes også i internettidskriftet Kritisk Debat