Annonce

Vold
19. oktober 2013 - 8:55

Overfald efter MIX festival bekræfter vigtigheden

Lørdag nat blev Nicolaj slået ned i Indre København, fordi en flok mænd ikke ville finde sig i, at han var klædt som drag queen. Det var han, fordi han havde været til lukkefest hos MIX Copenhagen – en filmfestival, der er til for at sprede et budskab om mangfoldige seksualiteter og kønsudtryk

Hvis ikke han havde haft paryk på, havde han sandsynligvis fået en stor flænge i baghovedet, da en tilfældig forbipasserende smadrede en flaske i hovedet på ham lørdag nat. På den anden side, var han nok aldrig blevet overfaldet, hvis ikke han netop var iklædt paryk, kjole med korset og høje hæle.

Nicolaj var på vej hjem, efter han havde været til MIX Copenhagens lukkefest, hvor han som en del af  Vesterbro Drag Udlejningsservice var inviteret til at legemliggøre festivalens målsætning om at gøre det nemmere at være sig selv, selvom ens kønsudtryk eller seksualitet ikke lige passer ind i en heteronormativ verden.

Ligesom pop-punk-trioen Nelson Can i øvrigt var inviteret, fordi de blæser på normen om, at trommeslagere, bassister og guitarister er mænd.  

Mand eller kvinde?

Sammen med en ven gik Nicolaj forbi Tivoli på vej hjem fra byen, da han mødte en flok mænd, der tydeligvis blev provokeret over dametøjet. De havde i hvert fald et stort behov for at få svar på spørgsmålet ”er du en mand eller en kvinde.”

Svaret var imidlertid ikke tilfredsstillende, og da Nicolaj faldt omkuld efter at være blevet slået i hovedet med en flaske, blev han sparket flere gange, mens fem-seks mænd stod omkring ham og råbte. Hans ven fik ham med på skadestuen på Bispebjerg, men de følte sig stirret på i venteværelset, så de gik.

Dagen efter tog han på en anden skadestue og fik konstateret et trykket ribben. Hvis ikke han havde haft korset på, havde det formentlig været flere. På grund af parykken slap han med en bule i baghovedet og en flænge på øret. Og selvfølgelig med chokket, vreden og sorgen over at være blevet overfaldet, bare fordi han havde det sjovt. 

Drag queens understreger pointen

Da vi på MIX Copenhagen fik at vide, hvad der var sket, blev vi ligeså chokerede, vrede og kede af det som Nicolaj. Næsten i hvert fald, for ingenting slår følelsen af at blive spontant og umotiveret overfaldet.

I 28 år har MIX Copenhagen vist film og holdt seminarer med og om LGBT-personer, altså lesbiske, bøsser, biseksuelle og transpersoner. Formålet er dels at gøre op med den beskæmmende underrepræsentation af minoritetspersoner i mainstream-film, og dels at vise, at der er mange måder at leve sit liv på og ikke mindst mange måde at se ud på.

Drag queens karikerer både det traditionelle mande- og kvindeudtryk. De underholder, samtidig med de sætter kønnene på spidsen og får os til at grine både af såkaldt maskuline brede skuldre og såkaldt feminine lange øjenvipper.

Derfor var de fantastiske queens fra Vesterbro Drag Udlejningsservice med til vores lukkefest, og derfor finder vi os ikke i, at en af dem ikke kan få lov til at gå hjem og vågne med tømmermænd efter en god nat. 

LGBT-filmfestivalen fortsætter

Hvis statistikken taler sandt, bliver heller ikke denne her hadforbrydelse nogensinde opklaret. I 2009, sidste gang PET gjorde det op, registrerede de 17 seksuelt motiverede hadforbrydelser, som også tæller forbrydelser motiveret af alternative kønsudtryk. Samme år anslog LGBT Danmark, det tidligere Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske, at der skete op mod 2500 hadforbrydelser.

Det siger det os fra MIX Copenhagen, at der stadig er behov for en LGBT-filmfestival og for al anden LGBT-aktivisme. København er stadig en by, hvor en mand ikke kan gå i dametøj på vej hjem fra en fest, og hvor en transkvinde ikke kan få lov til at være på vej fra frisøren uden at blive slået i hovedet med en hammer. Eller hvor to mænd får tæsk, fordi de kommer ud fra en homobar, som det skete i januar foran Can-Can.

De to sidstnævnte blev store mediehistorier. Førstnævnte formentlig på grund af det kuriøse der lå i, at overfaldet skete med en hammer ved højlys dag, og sidstnævnte formentlig fordi den ene af ofrene er folkekær radiovært.

Vi skal ærligt sige, at vi har gjort, hvad vi kunne for også at få overfaldet på Nicolaj i medierne, for det må ikke gå upåagtet hen. Derfor er det også vigtigt at huske, at det ikke kun er i Indre By, folk bliver slået ned, fordi de ikke passer ind i heteronormen. Hadforbrydelser i form af vold, chikane og diskrimination sker hele tiden og over hele landet.

Stå sammen mod hadet

Derfor er det vigtigt, at vi bliver ved med at vise film, der hylder mangfoldighed i kønsudtryk, alder, etnicitet og seksualitet, så det en dag kan føre til forståelse og respekt for minoritetspersoner. Og derfor er det vigtigt at alle – fra alle dele af kønsspekteret og med alle seksualiteter – siger fra overfor hadforbrydelser. Vi ved, at det er skræmmende at blande sig, når en flok vrede og afstumpede mennesker overfalder en tilfældig person på gaden, men råb op, ring til politiet og hjælp med at beskrive overfaldspersonerne.

Manden, der overfaldt Cecilia Mundt med en hammer, blev faktisk dømt; ikke bare for vold, men for at være motiveret af had. De mænd, der overfaldt Nicolaj i lørdags, bliver formentlig aldrig fundet, for de smuttede ubemærket, da en taxachauffør endelig stoppede ud for fortovet, hvor han lå. Men det retslige er også kun en lille del af løsningen.

MIX Copenhagen vil slå fast, at Nicolaj ikke er alene, og at vores festival er og vil være med til at vise, at hadforbrydelser aldrig under nogen omstændigheder er i orden. Det vil vi lige så længe, det er nødvendigt. 

 Rasmus Lybæk og Rikke Bolander er frivillige i MIX Copenhagen

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce