Annonce

Medier
21. maj 2015 - 12:23

Nyt Modkraft på vej – vi søger projektleder

Modkraft skal omlægges, og mediets mange tusinde brugere inviteres til at sætte deres præg på resultatet. Modkraft søger i den forbindelse en projektleder og fem frivillige, redaktionelle profiler.

Modkraft fyldte 15 år i januar. Tiden har vist, at der er efterspørgsel på et uafhængigt medie, der dækker den mangfoldige danske venstrefløj og viften af venstreorienterede mærkesager. Tiden har også vist, at der er behov for et neutralt forum for venstrefløjsdebat.

Der er altså ikke så meget tvivl om Modkrafts berettigelse i mediebilledet, hvilket også afspejler sig i at mediet i dag får mediestøtte fra Kulturministeriet.

Behov for opdatering

Til gengæld er der god grund til at overveje hvordan Modkraft bedst udfylder sin plads i mediebilledet. Udviklingen blandt digitale medier går stærkt, og Modkraft har både teknisk og redaktionelt brug for en opdatering.

Derfor går både professionelle og frivillige kræfter bag mediet i tænkeboks, for at udvikle næste generations Modkraft.dk.

Det betyder, at der den næste tid vil blive brugt flere kræfter på udvikling på bekostning af bl.a. nyhedsdækningen.

Vi er selvfølgelig ikke glade for, at sætte tempoet i produktionen af indhold ned. Vi vurderer dog, at det er en god investering, kortvarigt at stoppe op, evaluere og sætte nye mål for fremtiden.

Vi håber naturligvis, at de frivillige skribenter og redaktører i de selvstændige redaktioner vil fortsætte deres gode arbejde, så Modkraft fortsat vil bugne af baggrundsartikler, analyser og kulturstof.

Vi søger nyhedsskribenter, community managers og Drupal-udviklere

Vi vil gerne invitere brugerne med i udviklingen af det næste Modkraft. Har du idéer, projekter du brænder får, eller bare forslag eller ønsker, så send en mail på nytmodkraft@modkraft.dk, eller deltag debatten på vores Facebook-side.

Sideløbende med udviklingsprocessen, så gennemfører vi en brugerundersøgelse, for at samle viden om hvordan læserne vurderer det Modkraft, vi kender. Vi håber, I vil støtte Modkraft ved at deltage i undersøgelsen.

Jo flere der giver deres mening til kende, jo bedre er vore forudsætninger for at skabe det nye Modkraft, som I end ikke vidste, at I savner.

Vi søger frivillige, der har lyst til at være med til skabe det nye Modkraft. Vi søger frivillige profiler til fem forskellige redaktionelle områder: herunder nyhedsskribenter, community managers og Drupal-udviklere.

Læs mere om profilerne her

Vi søger projektleder

Vi søger en projektleder, der skal sørge for fremdriften i udviklingen af det nye Modkraft i samarbejde med frivillige og professionelle samarbejdspartnere. Lønnen er beskeden, men er der. Flextid er en mulighed.

Læs mere om stillingen her

Redaktion: 
Emneord: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce