Mens der op til og under de olympiske lege i Sochi var stort internationalt fokus på Ruslands behandling af landets LGBT-personer, går landets seksuelle minoritetsgrupper nu en tid imøde, hvor mindre internationalt bevågenhed åbner op for øget pres fra de russiske myndigheder. Men det russiske LGBT-miljø lader sig ikke kue.
Dette blev tydeligt under de såkaldte Open Games – Ruslands første LGBT-sportsbegivenhed. Legene, der fandt sted i kølvandet på de vinterolympiske lege i Sochi under sloganet ”Open Your Heart”, skulle bruges som et til at skabe et frirum fra hverdagens homo- og transfobi og samtidig som mulighed for at skabe kontakter til det internationale LGBT-samfund.
Esther Franke, deltog som del af det berlinbaserede kvindefodboldhold Discover Football, og hun forklarer om deres begrundelser for at tage af sted:
”Hos Discover Football beskæftiger vi os jo primært med kvindefodbold og kvinderettigheder, men vi kæmper også mod andre former for diskrimination. Og dermed naturligvis også imod homofobi. Så for os var det en enestående mulighed for med sport at vise vores modstand mod den aktuelle situation i Rusland og frem for alt at støtte de mennesker, der kæmper mod homofobi i landet.”
Discover Football-teamet og arranggørerne bag Open Games havde på forhånd forberedt sig på, at der kunne komme angreb fra civile højreorienterede, nynazister, ultra-religiøse eller lignende. Men til alles store overraskelse kom chikanen mod legene noget uventet fra politi og myndigheder.
Hoteller blev aflyst på stribe. Sportshaller blev ryddet. Officielt på grund af bombetrusler, men politiet havde hver gang mere travlt med at indhente personoplysninger på legenes deltagere end på at søge efter bomber, fortæller Franke. Da der skulle afholdes en mindre menneskerettigheds-konference i forbindelse med legene gik alt lyset, og møderne måtte gennemføres i mørke.
Det slemmeste forsøg på at spolere begivendherne skete, da der under et basketball-spil blev smidt en røgbombe ind i den pågældende sportshal. Også her tydede begivenhedernes gang dog på, at der var tale om mere end blot tilfældige drengestreger. Røgmbomben blev smidt, lige efter at Discover Football-teamet – og dermed de sidste internationale gæster – havde forladt hallen.
Fra arrangørernes side ser man myndighedernes forsøg på at forstyrre begivenhederne, som et led i den kampagne imod seksuelle minoriteter, der blandt andet sås udtrykt med vedtagelsen af den meget omtalte propagandalov i august 2013. Med denne lov blev det forbudt at propagandere for ikke-traditionelle seksualitets- og familieformer over for mindreårige, og det lokale LGBT-miljø har siden afventet, hvilken betydning denne lov ville få for deres daglige liv og virke.
Mens en del politikere har forsvaret loven med, at denne udelukkende skulle bruges til at beskytte mindre-årige mod pædofili, ser Elvina Yuvakaeva en af lederne fra den russiske LGBT-sportsfederation, der stod bag Open Games, nu anderledes på lovens betydning:
”Nu er det tydeligt, at denne her lov ikke drejer sig om børn. Det er reel diskriminering, vi som LGBT-miljø står overfor”
Succes trods forstyrrelser
Selvom der således blev lagt maksimalt pres på arrangørere og deltagere, er de alle enige om, at Open Games må betragtes som en succes. Med omkring 300 russiske deltagere fra forskellige egne af landet samt 30 internationale deltagere fra blandt andet USA, Holland, Tyskand, England og Canada blev der trods alle forstyrrrelser og forhindringer muligheder for at dyrke sport, skabe sig et frirum samt ikke mindst at lære hinanden at kende på tværs af landet, landegrænser og sportsgrene:
»Når vi ser tilbage på begivenhedernes gang, så har de været med til at bestyrke nogle meget positive sider” fortæller Konstantin Yablotskiy, den anden leder af Russian LGBT-Sport Association. ”Alle blev til legene sluttede. Vores LGBT-miljø er ikke klar til at lade sig kue. Det er et meget godt tegn!«
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96