Annonce

Politik
17. september 2015 - 10:45

Kvindehuse og lebbedrenge

Jeg allierer mig med transpersoner. Derfor siger jeg, at min krop, mit juridiske køn, min kønsidentitet og mit kønsudtryk er i overensstemmelse med normen. Det passer bare ikke.

Jeg er trans-allieret. Eller: jeg prøver at være trans-allieret. Jeg er feminist. Jeg er lesbisk. Og jeg er ciskønnet. Eller: jeg har længe kaldt mig ciskønnet fordi jeg opfatter det som en måde at alliere mig med transpersoner på. Jeg har anvendt samme definition, som Elvin Pedersen-Nielsen og Elias Magnild gør i deres artikel Feministisk kamp er også transkamp: »”Cis” betyder at man identificerer sig med det køn, man blev tildelt ved fødslen« og, mere sofistikeret, som den i samme artikel citerede Malmø-baserede gruppe Cis-semester: »En cis-person er en person hvis krop, juridiske køn, kønsidentitet og kønsudtryk er i overensstemmelse med normen«…

Der var engang hvor mit politiske arbejde centrerede om at skabe antikapitalistiske, samfundsomstyrtende, antiracistiske og feministiske rum, der kunne konfrontere heterosexisme, herunder den heterosexisme, heteroseksuelle feminister udøvede. Dengang befandt jeg mig i et miljø omkring Kvindehuset, som netop var og er et rum for antikapitalistisk, samfundsomstyrtende, antiracistisk og feministisk arbejde.

Det var også et rum med daglige interne kampe om, hvem der havde ret til huset, og hvem der ikke havde. Kampe, som blandt andet drejede sig om meritter, alder, seksualitet og køn.
Dengang var vi, blandt andet i de grupper, jeg tilhørte, en del aktivister som slog os i tøjret, når vi blev kaldt kvinder. Vi havde ikke nogle udsprungne transpersoner i vores midte, men vi diskuterede alligevel ofte, hvad vi skulle stille op med konstant at blive kønnet.

Og vi havde regelmæssigt konfrontationer med andre grupper og enkeltpersoner i huset som ikke mente, at transpersoner havde ret til huset. Også for ti og tyve år siden var det et tema.

Historier om kvindehuset
Måske er det nødvendigt at genkalde noget af Kvindehusets historie. Kvindehuset har aldrig været særlig kvinde-agtigt. Det var netop – modsat mange andre kvindehuse – det sted, hvor Lesbisk Bevægelse endelig begyndte at gøre op med førnævnte heterosexistiske feminisme. Det hus burde sådan set hedde Lebbehytten – og guderne skal vide, at vi er mange, der gennem årene har haft lyst til at gennemtrumfe dén navneændring!

Det betyder ikke, at både sexisme og heterosexisme og dermed også lesbofobi og bifobi ikke har haft fine kår også inde i huset, også internt i de grupper, jeg har været involveret i – samfundsmæssige strukturer forsvinder jo bekendt ikke bare fordi man afviser dem. Men internt i huset har der altid (eller i hvert fald i de sidste 25 år) foregået kampe og forhandlinger om både hvad kvinder er og hvem huset er for.

Der var (og er sikkert også) masser af aktivister i huset, som gladeligt tog kvinde på sig, og fx dyrkede det som en positiv identitet i modsætning til alt det, der associeredes med mand. De fleste af disse var lesbiske, biseksuelle eller havde en seksualpraksis der orienterede sig mod (andre) kvinder. Der var også mange, der ikke tog kvindekategorien på sig, men betragtede den som underforstået heteroseksuel og derfor en usynligørelse af ikke-heteroseksuelle i huset.

Derfor: Når Elvin og Elias skriver: »På den anden side har Kvindehuset en trans-ekskluderende historie. Der har været mange konflikter mellem feminister, der mente at huset kun var for cis-kvinder, og feminister, der omvendt mente, at den feministiske kamp i sig selv også er trans-kamp og derfor inkluderer transpersoner«, så er det en simplificering, og samtidig en usynligørelse af lesbiske og biseksuelle aktivister.

Kvindehusets historie kan fortælles som en trans-ekskluderende historie, men den kan også fortælles som en historie om enkeltpersoner og grupper, der har debatteret og kæmpet om og med egne kønsidentiteter og seksualiteter såvel som husets rammer i mange år – også længe før andre aktivistiske sammenhænge overvejede disse spørgsmål. Det er en simplificering, jeg sagtens forstår behovet for, og som jeg også selv strategisk har benyttet mig af, men som kommer til kort, hvis vi skal opbygge solidaritet mellem grupper, der rammes af samme undertrykkende strukturer.

For vi var (og er) altså også en del, som var ved at kaste op over overhovedet at befinde os i et hus, der tvangsidentificerede os i så voldsom grad som KVINDEhuset gør. Dengang kaldte vi os lebber, lesbiske, dykes eller andet, der tydeliggjorde, at vores erfaringer formes af at være kønsmæssige overskridere, af at være seksuelt perverse, i langt højere grad end de formes af at være tilskrevet kvinde. Når vi inviterede til arrangementer, var de for transpersoner, bi- og heteroseksuelle kvinder og lesbiske.

Vi brugte meget energi på formuleringen, og det var helt med vilje at lesbiske nævntes efter bi- og heteroseksuelle kvinder. Det var nemlig særligt de lesbiske blandt os, som havde behov for at markere afstandtagen til kvindekategorien (eller det var nok nærmere sådan, at de lesbiske var de eneste, der rigtigt følte sig berettigede til denne afstandstagen; som sagt trivedes heterosexismen også hos os).

Ved at bruge lesbisk som alternativ kønskategori – eller at afvise at identificere os i forhold til køn og i stedet gøre det i forhold til seksualitet – afviste vi samtidig de konnotationer, der fulgte med kvinde. Mens dén del af vores formulering var succesfuld, er der et par ting, jeg i dag – uden at være sikker på hvordan det ellers bør formuleres – stiller mig kritisk overfor.

Det ene, som jeg allerede har nævnt, er umuliggørelsen af at heteroseksuelle og biseksuelle også kunne have problemer med at blive puttet i kvindekategorien. Det andet er den måde, transpersoner blev nævnt. Formuleringen betyder nemlig, at transpersoner er noget andet end bi- og heteroseksuelle kvinder og lesbiske. Formuleringen betyder indirekte, at man ikke både kan være transperson og bi- eller heteroseksuel kvinde eller lesbisk. Det må have været en bitter pille at sluge for nogle af vores kammerater.

Ser ud som om
Omend formuleringen var problematisk, kunne den imidlertid også noget: den søgte at forhandle eller udfordre kvindekategorien. Og det bringer mig tilbage til, hvad jeg skrev i indledningen: jeg er ciskønnet. De fleste i de grupper, jeg i sin tid var en del af i Kvindehuset var ciskønnede (kvinder). Og alligevel var vi højst utilpasse med at kalde os kvinder.

Det er jeg stadigvæk, men de seneste år har denne utilpashed veget pladsen for mit behov for at alliere mig med transpersoners kamp, for ikke at tage plads, hvor andre skal have plads, for ikke at underminere transpersoner, når de fortæller om deres erfaringer med at blive betragtet som kønsoverskridere, med at blive betragtet som perverse – og de repressalier, der følger med. Derfor kalder jeg mig ciskønnet, og derfor siger jeg, at min krop, mit juridiske køn, min kønsidentitet og mit kønsudtryk er i overensstemmelse med normen. Det passer bare ikke.

Jeg har aldrig følt mig tilpas i kvindekategorien, min kønsidentitet er filtret sammen med min seksuelle identitet, og mit kønsudtryk ser ud som om, det er i overensstemmelse med normen, men min egen oplevelse er, at jeg mimer, forhandler, karikerer og nedbryder "kvinde". Når jeg kalder mig selv for ciskønnet usynliggøres alt dette. Og når jeg deltager i arrangementer (a la dem, Elvin og Elias beskriver) ”for kvinder og transpersoner”, usynliggør det ikke kun de ting, jeg netop har beskrevet.

Det usynliggør også kvinder, der er transkønnede, og det usynliggør de seksualpolitisk orienterede minoritetsgrupper, der er en stor drivkraft i at opbygge separatistiske rum, uanset kønsidentitet.

Jeg har ikke det ordforråd, der skal til, jeg kan ikke umiddelbart foreslå, hvordan vi kan begynde at af-simplificere vores begreber. Men jeg synes, det er vigtigt, at vi gør det. Måske skulle vi starte med at udskrive en konkurrence om at give Kvindehuset et nyt navn? Jeg foreslår – til en start – Lebbedrengen.

Kommentarsporet er lukket, men alle, der ønsker at bidrage til diskussionen, opfordres til at indsende kommentarer mv til queer@modkraft.dk; alle bidrag bliver vurderet redaktionelt, men behøver ikke være skrevet i en bestemt form, og det kan være alt fra fem linjer til fem sider - eller noget andet end en tekst.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce