Den svenske trans-aktivistiske gruppe Cis-Semester gav d. 8 marts i Malmø en tiltrængt opsang til et feministisk miljø, der i alt for lang tid har ekskluderet transpersoner. Transpolitisk Forum mødte dem til en snak om transkamp, eksklusion, og nødvendigheden af solidaritet i de feministiske miljøer.
For mange svenske transpersoner har 8. marts i Malmö længe været noget, der gav en dårlig smag i munden. Historier om, hvordan transpersoner blev smidt ud fra demoen af radikale cis-kønnede (“cis” betyder at man identificerer sig med det køn, man blev tildelt ved fødslen) feminister, fordi de passerede som et køn, der ikke var velkomment, har holdt mange fra overhovedet at deltage.
En ting er at være ekskluderet fra fællesskaber man godt ved, at man ikke er en del af. Noget andet er at blive ekskluderet fra det feministiske fællesskab, man er afhængig af at være en del af - både på et personligt og politisk plan.
Men til dette års “Tag natten tilbage” d. 8. marts hørte vi, at en transpolitisk gruppe havde holdt en tale, som netop kritiserede det radikalfeministiske miljø i Malmö.
Gruppen hedder ”Cis-Semester” (“semester” er svensk for “ferie”) og omtaler sig selv som en sammenhæng for ”transpersoner, intersex-personer og folk, der er udforskende i forhold til deres kønsidentitet”.
I Transpolitisk Forum laver vi samme slags arbejde som ”Cis-Semester”, og ligesom dem er vi organiseret i et antikapitalistisk, antiracistisk og queerfeministisk miljø. Vi inviterede derfor os selv til Malmö for at høre, hvilke tanker de havde om 8. marts, transkamp og den historiske eksklusion af transpersoner i feministiske kredse. Problematikker som også i høj grad er aktuel i det danske feministiske miljø.
Vi mødtes med El og Mio, som begge er organiseret i ”Cis-Semester”, og bad dem indledende om at forklare, hvad talen, der kan læses i bunden af denne artikel, handlede om for dem:
El: “Talen handler om, at en kamp for transrettigheder er en feministisk kamp. Vi startede med at italesætte de sidste par år, for folk havde brug for at få at vide at mange transpersoner ikke deltog, fordi de hverken følte sig velkomne eller inviterede. Det var et forsøg på at forklare, at transkampen for det første er vigtig - og for det andet, at det ikke er en enkeltstående sag eller en liberal kamp.”
Mio var med til at holde talen på selve dagen, og det var ikke en let ting at gøre:
“Jeg var virkelig nervøs. Men jeg havde den der følelse, man har, når man står over for noget, der er nødvendigt at gøre - og man ved, at det er nødvendigt at bevare roen. Det var virkelig ikke en sjov ting at gøre. Jeg ville jo meget hellere have holdt en tale om, hvorfor 8. marts var en nødvendig dag for vores fælles kamp mod en ekstern undertrykkelse - og ikke en intern”.
Vi spurgte, om hvorfor lige præcis 8. marts og “Tag natten tilbage” er en særlig vigtig kontekst at gøre opmærksom på manglende trans-inklusion i.
Mio: “Mange af os har lavet feministisk arbejde i lang tid og har været en vigtig del af bevægelsen. 8. marts er også vores dag - det er også vores kamp. Vi kæmper mod de samme former for undertrykkelse, og jeg ville gerne kunne tage til “Tag natten tilbage” og ikke være vred. Jeg vil gerne bare kunne dele en dag med mine allierede.”
Mio fortæller, at Malmö er en lille by, hvor alle godt ved, hvem der er trans - så når de personer ikke deltager i fx 8. marts, så ved alle også, hvem der er ekskluderet.
”For mig var talen et opgør med de radikale feminister, som ikke er trans-inkluderende. Det er virkelig hårdt og svært at sige til dem, at de ikke er gode nok. De er tæt på mit hjerte. Det er svært at kritisere dem.”
Ligesom de fleste andre separatistiske arrangementer i en queer-feministisk sammenhæng, har “Tag natten tilbage” i Malmö de sidste par år skrevet på plakater, sociale medier og SMS’er, at arrangementet er for “kvinder og transpersoner”. Men Mio og El siger, at det har været utroligt provokerende at læse den samme, tomme sætning år efter år. For reel inklusion kræver langt mere, end at man beviser, at man har lært at sige sætningen “kvinder OG TRANSPERSONER”. Det kræver, at man tillader en reel inklusion at påvirke og forme hele strukturen omkring arrangementet. Og det kræver, at man er klar til at lytte til dem, der har den levede og kropslige trans-erfaring.
Mio: “Hvis man vil opnå en bredere inklusion af transpersoner, bliver man nødt til at invitere dem. Inviter enkeltpersoner eller, hvis det findes, politiske grupper. Spørg om vi vil komme og uddanne i, hvad det vil sige at være trans-inkluderende.”
El: “Ja, eller uddan dig selv!Nogle gange kan bare det at være synlig som transperson virke uddannende i sig selv. For så bliver folk nødt til at forholde sig til at man findes - med mindre de aktivt vil vælge at ekskludere.”
Mio: “Helt sikkert. Og nogle gange, kan bare det, at være i de her sammenhængevære hårdt i sig selv. Det tror jeg ikke, at de fleste, der er organiseret i radikal politik egentlig forstår… Altså, hvor meget det egentlig kræver på et personligt plan”.
I en dansk kontekst har vi i Transpolitisk Forum oplevet nogle af de samme ekskluderende mekanismer i det feministiske miljø som ”Cis-Semester”. Da vi startede Transpolitisk Forum havde vi brug for et fysisk rum og tanken faldt på Kvindehuset i Gothersgade. Det virkede på den ene side som et oplagt sted, eftersom det er et hus, hvis historie bygger på behovet for separatistiske rum for en marginaliseret befolkningsgruppe. Det er præcis sådan et rum vi som transpersoner har brug for til at hænge ud, kæmpe sammen og styrke hinanden.
På den anden side har Kvindehuset en trans-ekskluderende historie. Der har været mange konflikter mellem feminister, der mente, at huset kun var for cis-kvinder, og feminister, der omvendt mente, at den feministiske kamp i sig selv også er en trans-kamp og derfor inkluderer transpersoner.
Flere af husets grupper og brugere har kæmpet for at gøre huset mere trans-inkluderende og for et par år siden lykkedes det på papiret; Kvindehusets dørpolitik er nu lavet om til både at inkludere cis-kvinder og transpersoner. Alle stort opslåede offentlige arrangementer, bliver nu annonceret som værende for “kvinder og transpersoner”. I praksis er der dog stadig et stykke vej endnu. På trods af skridt i den rigtige retning er det et faktum, at mange transpersoner stadig ikke føler sig velkomne eller godt tilpas i huset, heller ikke selvom det på papiret nu også er deres.
Som ”Cis-Semester” også udtrykker, kræver det mere end politisk korrekte ord og fraser at inkludere en gruppe, der hidtil har været ekskluderet. Reel inklusion kræver, at man er villig til at tage ansvar for det rum man siger, at man ”har”. Det kræver, at man på skiltet foran porten husker at skrive “trans- og kvindefest” i stedet for kun “kvindefest”, og at dørpersonerne ikke udspørger folk om deres kønsidentitet, når de kommer ind. Det kræver, at aktivister og gæster er villige til at forstå at, når de siger at transpersoner er velkomne, så skal der også arbejdes bevidst på, at dette kan ske. Det kræver, at vi ikke bliver tvangs- eller fejlkønnet, tvunget til at springe ud eller forsvare os selv, når vi kommer ind af døren, samt at sproget, der bruges er trans-inkluderende og ikke på cis-præmisser.
Så længe vi ikke bliver respekteret og forstået, og så længe vi er bange for at komme i huset, så er vi ikke inkluderet.
Kvindehuset er bare ét eksempel på en arena, hvor vi som transaktivister har skulle kæmpe for intern anerkendelse. Men intern anerkendelse er nødt til at være udgangspunktet, før vi kan tage fat på en offensiv kamp for retten til noget så basalt som adgang til nødvendig medicinsk behandling og generel anerkendelse i et (statsligt) system, der er bygget på ciskønnede og trans-ekskluderende mekanismer.
Kampen for transrettigheder hviler på alt for få hænder og man kan spørge om en af grundene til, at det står så dårligt til med transkampen er, at det har været en kamp for os som trans-aktivister overhovedet at blive accepteret i vores “egne” miljøer. Ligesom alle andre marginaliserede grupper, er vi afhængige af at kunne fungere i solidaritet med dem, der rammes af de samme undertrykkende strukturer.
Som transaktivister er vi afhængige af de samme rum som radikale feminister, LGBT’er og andre queer-rum. Vi er afhængige af intern støtte og solidaritet. Uden det har vi ingen steder at være og ingen at kæmpe sammen med. Uden et solidarisk netværk, kommer vi ingen vegne.
Konflikten som denne tekst forsøger at beskrive har mange indgange og må nødvendigvis ses fra mange vinkler. Vi har skrevet den ud fra det begrænsende perspektiv, vi har som hvide transmænd. Det er vores håb at andre trans-stemmer kan, og vil, bidrage med deres blik og erfaringer så vi sammen kan få skrevet transidentiteter ind i vores fælles feministiske historie.
Elvin Pedersen-Nielsen og Chris Magnild er aktivister i gruppen "Transpolitisk Forum". Læs mere om gruppen på facebook.
Talen, der blev afholdt ved den feministiske demonstration "Ta Natten Tilbaka" i Malmö af personer fra gruppen "Cis-Semester"
“Vi er Cis-semester
Cis-semester er et rum hvor transpersoner, intersexpersoner og folk, der er udforskende omkring deres kønsidentitet kan være og hænge ud.
Vi er antikapitalister, antiracister og feminister.
De forgangne år er vi blevet ekskluderet fra Tag Natten Tilbage. Vi er blevet tvangskønnet og udstødt eller har slet ikke fået lov til at komme. Hvis vi har deltaget har det været en kamp i sig selv bare at komme. Mange af os er her derfor ikke i dag. Til jer som er her i dag, kom og gå med os!
Transfobi er at tvangskønne.
Transfobi er at antage at alle mennesker er cis-personer.
En cis-person er en person hvis krop, juridiske køn, kønsidentitet og kønsudtryk er i overensstemmelse med normen.
Transfobi er at afvise transkampen som en liberal identitetspolitik.
Transfobi er at usynliggøre og fornægte transpersoners eksistens i et historisk perspektiv.
Transfobi er en strukturel undertrykkelse.
Transfobi er vold.
Et europæisk studie viser at 50% af alle transpersoner er arbejdsløse. For befolkningen generelt er tallene 5-10%. Vi får ikke lov til at komme til jobsamtaler pga. vores kønsidentitet. Vi risikerer at miste vores job pga. vores kønsidentitet. Vi ekskluderes fra arbejdsmarkedet.
Transkamp er klassekamp.
Transpersoner udsættes for den samme patriarkalske undertrykkelse som cis-kvinder.
Transkamp er en feministisk kamp.
Transpersoner verden over flygter fra vold og undertrykkelse.
Transkamp er en kamp for en verden uden grænser.
Transpersoner udsættes for racisme, eksotificering og seksualisering.
Transkamp er en antiracistisk kamp.
Næsten en tredjedel af alle transpersoner i Sverige mellem 16-44 år har forsøgt at begå selvmord. To tredjedele har haft selvmordstanker. 79 procent af alle transpersoner er blevet udsat for chikane, trusler, vold og/eller seksuelle overgreb.
Transkamp er en kamp for at overleve.
Vi er her for at Ta’ Natten Tilbage
men transfobien forsvinder ikke når morgenen gryr, så…
DØ CIS-STYRE, DØ!”
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96