Knæfald for det institutionelle demokrati

På Enhedslistens seneste årsmøde var der en række afgørende og principielle afstemninger. En af disse afstemninger handlede om, hvordan Enhedslisten skal forholde sig til begrebet demokrati.

Den endelige udtalelse, som blev vedtaget, er af yderst principiel karakter, og den har derfor allerede banet vejen for den kommende principprograms diskussion.

Læs Modkrafts reportage om demokratidiskussionen på Enhedslistens årsmøde: »Demokratiske rettigheder er ukrænkelige«

Udtalelsen udgør et markant skridt til højre. Et skridt væk fra en radikal opfattelse af demokrati hen i mod en traditionel liberal eller borgerlig opfattelse af demokrati.

Jeg vil her ikke tage stilling til revolutions- eller klassebegreber, men alene behandle om demokratiforståelsen.

Udtalelsen om demokrati er affødt af sidste sommers debat om Enhedslistens forhold til revolution og demokrati. Det fik en række personer til at stille et forslag om at tage stilling til debatten med det formål at slå fast, at »Enhedslisten står vagt om de personlige frihedsrettigheder og demokratiet«, som det hedder i udtalelsen.

Vi var en række andre personer, der mente at forslaget var utilfredsstillende og ikke var i overensstemmelse med Enhedslistens revolutionære socialistiske principper. Derfor skrev vi et forslag til en anden udtalelse. Resultatet blev, at det første forslag (7.2) blev vedtaget, dog tilføjet de første 9-10 linjer af det andet forslag (7.3).

Hele konteksten og diskussionen handler om, hvordan Enhedslisten skal forholde sig til demokrati. Det indeholder en række spørgsmål om, hvordan et socialistisk parti skal forholde sig til de nuværende politiske institutioner (det liberale »demokrati«), samt hvordan partiet forestiller sig overgangen til et fremtidigt socialistisk samfund.

Udtalelsen slår meget kort og præcist fast, at »Enhedslisten arbejder for et brud med kapitalismen og skabelsen af et mere demokratisk, socialistisk samfund«. Udover det mærkelige forbehold »mere«, så er det sigende, at Enhedslisten ikke bare arbejder for et socialistisk samfund, men at man føler det nødvendigt at understrege, at dette arbejde altså er af demokratisk karakter.

Som udtalelsen selv påpeger, er det affødt af de borgerlige mediernes kritik af Enhedslisten. Fordi medierne har sat »spørgsmålstegn ved Enhedslistens forhold til demokratiske frihedsrettigheder«, har man set sig nødsaget til at fremstille Enhedslisten som et »rigtigt« demokratisk parti.

Johanne Schmidt-Nielsen slog efterfølgende fast: »Naturligvis mener vi, at de politiske forandringer, vi arbejder for, skal gennemføres ad demokratisk vej.«

Men hvad er en demokratisk vej? Det man gerne har villet sikre er selvfølgelig, at der ikke må herske tvivl om, at Enhedslisten arbejder indenfor de nuværende politiske »demokratiske« institutioner. Indenfor det normale politiske system.

Det fremgår også klart af den forudgående debat om revolution og demokrati, hvor f.eks. Mikkel Warming (medforslagsstiller på forslag 7.2) i et indlæg på Modkraft skrev, at når vi taler om forandring er det »centralt, at kravene fremsættes og gennemføres i de demokratisk valgte organer. I kommuner, regioner og folketing.«

En anden medforslagsstiller til forslag 7.2, Pelle Dragsted, har argumenteret på samme måde i en række indlæg på Modkraft.

På den måde ophæver udtalelsen de nuværende borgerlige politiske institutioner til demokratisk legitime institutioner. Selvom udtalelsen også indeholder vendinger om »mere demokrati« er det afgørende, at den grundlæggende demokratiopfattelse baserer sig på det liberale politiske systems legitimitet.

Denne opfattelse skinner også igennem, idet udtalelsen slår fast, »at kun et overvældende flertal i befolkningen kan gennemføre et brud med kapitalismen, og dette flertal skal manifestere sig ved folkeafstemninger og fuldstændigt frie valg til repræsentative forsamlinger.«

Her ligger hele problematikken.

En socialistisk omvæltning, overgang eller udvikling (det man normalt ville kalde en revolution) kan kun ske gennem et stemmeflertal indenfor det nuværende politiske system. Et fremtidigt samfund skal stemmes igennem, dvs. at socialisme er noget man stemmer sig til.

Revolution er blevet til det, Johanne Schmidt-Nielsen kalder »grundlæggende forandringer«, som desuden er reduceret til en stemmeprocedure.

Hele udtalelsen baserer sig i høj grad på en borgelig eller liberal forståelse af demokrati. Et af de grundlæggende elementer i det borgerlige demokrati er reduktionen af individerne til vælgere. Det er ikke meningen at folket skal regere; de skal regeres. Magten lægges ikke hos individet og folket selv, men hos en elite der skal repræsentere dem, men »naturligvis« med en vis frihed.

Hør f.eks. Alf Ross: »Repræsentation er ikke blot en mandatar til udøvelse af en andens direktiver og vilje, men en elite, der, i kraft af større indsigt og bedre evner, med en vis frihed skal tjene dem, den repræsenterer. Folkets opgave er ikke at regere eller lovgive, men at placere sin tillid hos de bedst egnede og generelt kontrollere, at den ikke misbruges« (Fra Betænkning afgivet af Forfatningskommissionen af 1946, Alf Ross).

Det er en ren institutionel forståelse af demokrati, der ikke handler om folkets selv-regering eller autonomi. Folket reduceres til en vælgermasse. De forskellige professionelle politikere kan herefter konkurrere om gennemsnitsvælgeren.

Målestokken for demokrati er i denne forståelse de liberale institutioner og den mest demokratiske handling er valghandlingen (til de »repræsentative« institutioner). Vi taler her om en række institutioner som opstod i det 19. århundrede og som udvikledes i forlængelse af det feudale stændersystem. Først sent blev dette system italesat som »demokratisk«.

Imidlertid var demokratiet dog oprindeligt en meget mere radikal idé, der gik langt udover borgerskabets institutionalisering af dets egen magt (det liberale system). Enhedslistens nye udtalelse er et knæfald for denne institutionelle forståelse af demokrati (uanset tilføjelser om, at partiet også ønsker »mere demokrati«).

Udviklingen hen imod socialismen underlægges altså et krav om, at man ind i mellem må stoppe op og sikre sig at et »flertal« er »for« denne udvikling.  

Men »flertal« er et relativt begreb. Tales der om et flertal i Århus? I Jylland? Sjælland? Danmark? Norden? Europa? Verden?

Det man taler om er selvfølgelig, at man skal sikre sig flertal i de nationale parlamenter. Denne sikring af »flertal« i repræsentative forsamlinger er et udtryk for førnævnte borgerlige og institutionelle tilgang til spørgsmålet om demokrati. Folket reduceres til en vælgermasse, der pludselig en dag skal stemme om to forskelle samfundssystemer.

Enhedslisten burde ikke hoppe med på vognen i et forsøg på at forsikre den borgerlige offentlighed om, at partiet altså er »demokratisk« nok. Resultatet er blevet, at partiet nu har begravet sin revolutionære arv på vejen til at blive et nyt venstrereform parti.

Hvad, der faktisk er brug for, er ikke at tække de borgerlige medier, men derimod at fremstille en langt mere radikal opfattelse af demokrati. Det er en opfattelse som ville være bedre i overensstemmelse med Enhedslistens principprogram, som netop taler om, at centrale politiske institutioner skal erstattes af nye »folkemagtsorganer«.

Alt i mens den globale kapitalisme i dag er i gang med at opløse de gamle liberale institutioner, og det borgerlige demokratis demokratiske legitimitet er i frit fald, melder Enhedslisten sig ind i hyldestkoret til selv samme »demokrati«, dog med det forbehold at man ønsker »mere« af det.

I stedet burde man have genoplivet den radikale demokratiske idé, hvis grundlæggende princip er nedbrydningen af skellet mellem regerende og regerede. En sådan nedbrydning er uforenelig med det nuværende liberale demokrati, hvis princip netop er at opretholde sådan et skel.

Den radikale demokratiske idé er i det hele taget uforenlig med forsøget på at gøre bestemte institutioner til målestok for demokratiet. Den radikale demokratiske idé står direkte overfor den borgerlige institutionelle forståelse af demokrati. Demokrati er ikke bestemte institutioner, men den proces eller udvikling, hvor skellet mellem regerende og regerede nedbrydes, og folket fortløbende tager magten tilbage fra eliterne og begynde at regere selv.

Udtalelsen gør det modsatte. Den måler demokratiet op i mod bestemte institutioner, og støtter derfor de facto den borgerlige demokratiopfattelse.

Konsekvensen af udtalelsen er, at konkrete forsøg på at nedbryde skellet mellem regerede og regerende, ikke støttes af partiet, fordi »man« jo ikke kan vide sig sikker på, hvorvidt der nu også er et flertal for denne nedbrydning.

Konkrete sociale kampe, hvor befolkningsgrupper forsøger at tage magten tilbage fra eliterne for at kontrollere deres egne liv og hverdag, vil blive målt i forhold til, om disse kampe kan legitimeres gennem de liberale politiske institutioner. 

I et radikalt demokratisk perspektiv vil det dog altid være mere demokratisk, at befolkningsgrupper direkte tager magten og organiserer sig kollektivt, end om et flertal indenfor en nation (eller Europa? Eller verden?) støtter op om dette.

Konsekvensen må derfor blive, at Enhedslisten ikke aktivt støtter og endda skaber konkrete sociale kampe, hvor folket direkte tager magten og organiserer sig kollektivt og demokratisk (som vi f.eks. har set det i Sydamerika, og som vi ser det lige nu i Spanien og Grækenland).

I hvert fald vil sådan en støtte være underlagt et institutionelt princip om, at folket skal betragtes som en vælgermasse, der indenfor bestemte rammer (f.eks. en nation) skal tilkendegive et »flertal« for disse konkrete sociale kampe.

Med en opfattelse som denne er Enhedslisten godt i gang med at begrave sin revolutionære (og radikal demokratiske) tradition. Et andet begreb for denne radikale opfattelse af demokrati er socialistisk demokrati, som netop ikke er et bestemt sæt af institutioner, men derimod i højere grad en proces hvor skellet mellem regerende og regerede nedbrydes.

Esben Bøgh Sørensen studerer idéhistorie på Aarhus Universitet. Han er medlem af Enhedslisten.

Læs også Jonathan Simmels debatindlæg »Demokratiet skal udviddes, ikke indskrænkes« på Kontradoxa