At klassekamp besværliggør fagforeningernes arbejde er en påstand, der forsøger at skjule, at man hos store dele af de faglige ledelser har undsagt sig enhver relation til arbejderklassens virkelige interesser, mener Emil Olsen fra 3Fs Ungdom.
I forbindelse med 70-års jubilæet for Det faglig Verdensforbund (WFTU) i Brasilien var jeg i Sao Paulo den 1.-3. oktober sammen med kammerater og repræsentanter fra fagbevægelsen i hele verden.
I denne kommentar vil jeg bidrage med nogle synspunkter, som bringes frem på ny i visse kredse af fagbevægelsen:
De sidste 25 års reaktionære ændringer og kapitalkræfternes og reformismens midlertidige herredømme på globalt plan, såvel politisk som ideologisk, har genoplivet gamle teorier om fagforeningers såkaldte »uafhængighed« og »neutralitet«.
De bygger på en opfattelse af, at arbejdernes klasseorienterede kamp gør fagforeningernes kampe snævrere og underlægger dem politiske prioriteringer, der ikke varetager arbejderklassens interesser i de forskellige lande.
Det er klart, at kapitalkræfterne og deres støtter i de reformistiske fagforeninger ikke kun er tilfredse med en opfattelse af den art, men endda bringer den frem og støtter den som moderne og progressiv.
Dette er på ingen måde nye teorier, det er gamle teorier. Det er teorier, der blev formuleret internt på WFTUs første kongres i Paris 1945, hvor repræsentanter fra først og fremmest britiske og hollandske fagforeninger krævede, at WFTU forholdt sig neutralt til spørgsmålet om kolonialisme med den løgnagtige begrundelse, at »der ikke var tale om en sag for fagbevægelsen«.
Fagbevægelsen har ved ethvert historisk vendepunkt stået over for udtalelser af den art, som opfordrede til at tilpasse sig den nye virkelighed.
Men de historiske erfaringer viser også med al tydelighed, at fagforeningernes og arbejderklassens største sejre er opnået, når fagforeningerne i deres økonomiske kamp vejledes af en klar orientering mod klassekampens endelige mål, imod de internationaliserede kapitalkræfter og imod deres håndlangere i fagbevægelsen.
Problemet er ikke det faglige bureaukratis degenerering og fallit. Problemet er tre ting:
For det første er det det selvbedraget, som er blevet skabt hos masserne. For man har fuldstændig underlagt sig kapitalistisk udbytning af hinanden som en sandhed om, at det er den eneste og bedste måde et samfund skal være på.
For det andet er det detronisering af ærefulde frontkæmpere, hvor man for eksempel underkender Marx, Engels og Lenins enorme betydning for arbejderklassens historie - og nærmest nægter at de har haft en rolle.
Og for det tredje er det orienteringen mod den såkaldte »sociale sammenhængskraft« og forsoningen af de sociale klasser.
Selvom fagforeningerne helt sikkert ikke kan påbegynde en revolutionær ændring, kan de kun derigennem opnå deres grundlæggende mål.
Læs også »Fagbevægelsen i dag er gået helt i stå«
Arbejderbevægelsens grundlæggende mål vil og har altid været at afskaffe udbytningen af mennesket - altså at arbejde for et grundlæggende andet samfund hvor alle arbejderes behov er dækket. Bedre kendt som socialisme.
Men det kapitalistiske system fører et totalangreb på alle arbejderklassens tilkæmpede sociale, og ikke mindst faglige rettigheder overalt på kloden, også i dette lille land.
Eventuelle sejre vil gå tabt, hvis ikke de indgår i den overordnede klassekamp for en anden magtfordeling - en magtfordeling udelukkende til arbejderklassens og den brede befolknings fordel.
Isoleret fra klassekampen kan fagforeningerne gennem de arbejdende masser kun bidrage til udvikling af en snæversynet økonomisk tankegang, der så naturligvis er underlagt den borgerlige ideologi.
For der forlanges kun forbedringer for arbejderklassen inden for det kapitalistiske system, fordi den udelukkende fokuserer på forbedringer af f.eks. lønninger eller pensioner.
Sådanne forbedringer kan siddende regeringer fjerne med et pennestrøg. Derfor pegede arbejderklassens pionerer Marx og Engels på nødvendigheden af at, »ARBEJDERNE IKKE BARE KÆMPER MOD DET KAPITALISTISKE SYSTEMS RESULTATER, MEN SAMTIDIG OGSÅ MOD DET KAPITALISTISKE SYSTEM.«
Marx og Engels fremhævede fagforeningernes rolle som en »organiseret magt, der arbejder for at omstøde selve det kapitalistiske system.«
Kapitalens behov for stadig flere markeder til afsætning af produkter har gennem næsten to århundrede nu bredt sig ud til alle hjørner af kloden.
Denne internationalisering af kapitalen er blevet intensiveret og mangedoblet. Den har påført arbejderklassen nye byrder og forpligtigelser ved siden af og ud over de hidtidige.
Arbejderklassens kamp mod det kapitalistiske system er først og fremmest national. Proletariatet i hvert enkelt land skal først fremmest gøre regnskabet med bourgeoisiet op i sit ejet land.
Men internationaliseringen af kapitalens aktivitet skaber nye behov for international koordinering af arbejderklassens handlemåde, som skal dæmme op for udviklingen.
Der skal dæmmes op for det kapitalistiske systems verdensomspændende strategi overfor arbejderklassen (IMF, EU, Verdensbanken, OECD osv.), de store monopolselskabers aktiviteter i lande over hele verden, den øgede fare for krigskonfrontationer og tab af menneskeliv inden for arbejderklassen pga. konkurrence mellem forskellige dele af imperialismens interesser.
En sådan koordinering vil ikke ophæve forskellighederne i de enkelte landes klassekamp.
Men den klasseorienterede fagbevægelse og dens internationale organisationer har aldrig undervurderet de særlige forpligtigelser, som den ulige udvikling af kapitalismen skaber i de respektive lande.
Alligevel har fagbevægelsen aldrig været bange for at pege på fælles principper og målsætninger, som bør udgøre grundlaget for enhver bevidst klassekamp, og som i sagens natur forener proletariatets interesser og handlemåde globalt.
I vore dage er hykleriet hos de opportunistiske fagforenings kræfter blevet afdækket.
Se bare på deres holdning under den imperialistiske intervention i Libyen i 2011, hvor 135.000 mennesker blev dræbt.
ITUCs ledelse og de fagforeninger, der støtter ITUC og støttes af ITUC fagforeninger i hele Europa, støttede den imperialistiske krig.
Hvorfor?
Fordi deres grundlæggende målsætning er, at borgerskabet i deres lande skal få fingre i det største udbytte af røveriet af olie, naturgas og andre velstandsfremmende kilder i Libyen.
Alle de gamle teorier, der igen og igen kommer frem, har som deres centrale formål til enhver tid at finde påskud til at gøre indrømmelser og indgå kompromisser og at gå bort fra principperne om klassekamp.
Teorierne og dem, som udfolder teorierne, har som mål at opbygge påskud til samarbejde mellem fagforeningsledelserne, monopolerne og deres regeringer.
Deres ærinde går ud på at skjule sandheden for den arbejdende befolkning. Det, de vil skjule, er, at man hos store dele af de faglige ledelser har undsagt sig enhver relation til arbejderklassens virkelige interesser i deres land.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96