Annonce

Eurovision
14. maj 2014 - 11:08

Det slaviske spøgelse

Eurovision kunne have rykket ved den slavofobi, der i stigende grad vinder indpas i den offentlige debat. Østeuropa stemte nemlig på Conchita Wurst. Men i stedet lærte vi, at østeuropæerne er homofobiske.

"Kæmpe tillykke til Conchita Wurst. Russerne kan ikke lide dig, men vi elsker dig.” Dette kunne man læse på P3 Morgens facebookside mandag i denne uge. Flankeret af godt 7000 likes. P3 Morgens update opsummerer den historie, der især står tilbage efter Eurovision. Historien om den danske og vestlige mangfoldigheds og tolerances sejr i kampen mod det reaktionære og let tilbagestående øst.

Historien begyndte allerede i ugerne op til det store show, hvor man i medierne kunne man læse, at ”Østeuropæere kræver deltager smidt ud” og ”Østeuropa hader den skæggede dame”, fordi nogen havde startet underskriftindsamlinger i Rusland, Hviderusland og Armenien. Og fordi en kendt national-konservativ russisk politiker havde udtalt sig i vanlig vulgærhomofobisk stil.

Under showet blev der sat en streg under konflikten mellem øst og vest ved massiv buh’en af de russiske deltagere og efterfølgende de lande, der endte med at give Rusland point. Historien fuldendtes med Østrigs sejr, og efterfølgende overskrifter som, at ”russiske politikere fnyser af Østrigsk Eurovision-sejr”, som man kunne læse i Ritzaus historie hos Politiken. Hvad der dog egentlig gør historien om de citerede russiske politikere interessant er, at den fremstiller et dekadent Vesteuropa som modsætningen til russisk kultur og et samlet russisk folk, samtidig med, at en stor del af de russiske seere faktisk stemte på netop Conchita. Og at Ritzau og Politiken fandt politikerne mere interessante end stemmetallene.

Ser man om bag skærmen, opdager man nemlig, at historien er mere nuanceret end som så. At Conchita Wurst – midt i Østblokdæmonisering og buh-råb – blev nummer tre og dermed klarede sig lige så godt i seerafstemningen i Rusland som i Danmark. Og lige så godt eller bedre i Armenien, Azerbaijan, Georgien, Rumænien og Ungarn. Ja, Conchita var også i top fem hos seerne i Polen og endda hos dem, der ofte gives rollen som de ultimative røvballe-østeuropæere, dem fra Hviderusland.

Selvfølgelig er der også homofobi i Østeuropa, og den homoseksuelle figur har haft en central placering som markør for diverse politiske kampe i en nogle lande de seneste år. Ganske sammenligneligt med den figur muslimen har udgjort i fx Danmark og Holland i et par årtier – og som østeuropæeren har kandideret til at gøre selskab på det seneste. Men seerafstemningerne – og det faktum, at Rise Like a Phoenix aktuelt topper den russiske iTunes-liste – peger på, at billedet ikke er så sort/hvidt, som det bliver gjort til.

Det kommer de sure og højtråbende russiske politikere selvfølgelig ikke ind på. Det ikke passer ind i deres agenda. Ritzau, Politiken og andre danske medier nævner det imidlertid heller ikke. De skriver ikke det åbenlyse, at de russiske seerstemmer får de pågældende nationalistiske politikere udsagn om russisk kultur og slaviske værdier til at virke absurde. De skriver heller ikke, at de danske seere hverken var mere eller mindre begejstrede for Conchita end seerne i Rusland eller i andre Østeuropæiske lande.

I det lys er det let for P3 Morgens update at fremstå som frisk og sandfærdig. Selvom den snarere er forkert og stereotypificerende. Budskabet om de homofobiske russere går let og uforstyrret ind – det varmer nærmest.

Tilbage står Conchita som symbolet på en værdikamp mellem øst og vest. Et symbol som politikere, journalister og kommentatorer i Vest- og Østeuropa bruger flittigt til at pleje egne dagsordener og interesser. Historien om Eurovision 2014 kunne lige så godt have været, at Conchitas sejr, i lyset af stemmeafgivningen, var en markør på, at homogeniserende negative forestillinger om Østeuropa og homofobi som en slags altoverskyggende slavisk essens naturligvis ikke holder vand.

I stedet for at rykke lidt ved den slavofobi, der har fået fortællingen om Eurovision til at mime andre debatter om folk fra Østeuropa, kører pladen videre i den velkendte rille. De hader nemlig ikke bare homoer, østeuropæerne. De tager også vores jobs, spekulerer i vores børnepenge, stjæler vores fjernsyn mens vi sover, og misbruger vores transportfradrag. Og de skal sendes hjem til deres egne fængsler, som Bendt Bendtsens slogan til Europaparlamentsvalget fortæller os. Slavofobi tager kegler – ikke bare i forbindelse med musikkonkurrencer.

Mads Ted Drud-Jensen er aktivist og sociolog.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce