Debat: Græd for helvede!

I kølvandet på det forfærdelige masseskyderi, der foregik i Orlando, Florida, har LGBT'ere fra Danmark vist sympati med ofrene samt ofrenes familier.

Hændelsen bliver betegnet som en hatecrime. Der er blevet tweetet, afholdt en mindehøjtidelighed, og den almene Facebook-bruger, der sympatiserer med ofrene for hændelsen, har kunne skifte sit profilbillede ud med et regnbuefarvet logo. 

Efter attentatet mod Charlie Hebdo blev Facebook et sted, hvor vi kunne få afløb for vores følelser.

Vi, der følte, at attentatet var et angreb på vestens ytringsfrihed, og vi, der følte sympati med ofrene samt deres familier, måtte jo komme af med vores frustrationer samt følelsen af afmagt på en eller anden måde. Vi måtte råbe op om absurditeten og ondskaben i verden.

Vi deler sorgen på sociale medier

Facebook blev i den forbindelse kanalen for alle vores krænkede følelser og ikke mindst vores sympati.

Det var her, vi fremviste vores inderste følelser og demonstrede vores sympati med ofrene for de forfærdelige hændelser.

Det var her, vi sammen kunne vise vores forargelse. Tilmed vores had til gerningsmændende. Og dér, hvor vi fandt samhørighed med andre ligesindede i sorg.

Få timer efter det kom frem, at gæster var blevet dræbt på Pulse i Orlando, begyndte Facebook at koge over igen.

Den moderne grædemur

Denne gang var Eiffeltårnet sat til side, og regnbueflaget trådt ind i rampelyset.

I nyhedsstrømmen på Facebook kunne man følge med i det formodede antal af dræbte og sårede på natklubben i Florida. Og ligesom under Charlie Hebdo, hvor Facebook blev forvandlet til en moderne grædemur, kom den ene efter den anden grådkvalte tilkendegivelse fra LBGT-venlige sympatisører.

Det overraskede nok ingen eksperter i sociale medier, at der her kom heftig aktivitet, da vi hørte om masseskyderiet i Orlando.

Men spørgsmålet er, hvorfor skal vi absolut krænke vores inderste hudlag ud på sociale medier? Hvor går grænsen mellem at kondolere, vise medborgerskab for vores LGBT-brødre og søstre og bare være følelses-klam og upassende?

I sorgen og afmagten blev der taget aktion. Ligesom ved angrebet i Paris.

Ikke længe efter, at de første nyheder var kommet frem, blev der oprettet en officiel mindehøjtidelighed foran den amerikanske ambassade på Østerbro, hvor folk kunne få afløb for følelserne. Masserne blev fluks samlet, skyderiet blev udråbt til hatecrime og et angreb på LGBT-rettigheder.

Blomster blev lagt. Lys blev tændt. Taler blev talt. Tårer grædt. Sange blev sunget, imens solen gik ned over København.

Er stilhed tegn på ligegyldighed?

Mindehøjtideligheder som den ved den amerikanske ambassade, er ikke ualmindelige efterhånden.

Efter terrorangrebet den 15. februar 2015, hvor terroren viste sig ansigt i København, blev der efterfølgende tændt lys og lagt blomster ved synagogen i Krystalgade samt ved Krudttønden på Østerbro.

Det ualmindelige var måske, at der var så mange, der slog et smut forbi med blomster og lys. For det har vi ikke set førhen. Måske kun når kongen eller en anden højtstående kransekagefigur døde. Men hvorfor er vi så begyndt på det?

Hvorfor skal vi portrættere vores følelser udadtil på den måde. Sørger man ikke, medmindre man står på stedet grådkvalt og hulkende, mens TV2 news broardcaster det i bedste sendetid? Eller viser vi ikke sympati, medmindre vi poster på Facebook?

Er stilhed i virkelighed tegn på ligegyldighed?