Annonce

kritik
30. marts 2016 - 17:06

Adopterede boykotter SFI-undersøgelse

En SFI-undersøgelse af adopteredes levestandard i Danmark kommer ikke adopterede til gode, men er derimod udtryk for en umynddiggørelse af de adopterede. Det mener Anders Riel fra Adoptionspolitisk Forum, der opfordrer til at boykotte undersøgelsen. »Det er et legitimt forskningsmæssigt projekt,« svarer forskeren bag.

En undersøgelse af adopteredes livsvilkår i Danmark møder kritik, endnu inden den er begyndt.

Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) ønsker med støtte fra Ankestyrelsen, som har det overordnede ansvar for området i Danmark, at kortlægge hvordan adopterede børn klarer sig på langt sigt i forhold til uddannelse, social tilpasning, helbredsmæssigt og i forhold til mentale og følelsesmæssige udfordringer.

Derfor søger forskningscenteret adopterede, der vil dele deres livsfortællinger om deres opvækst i Danmark.

Men undersøgelsen er blandt andet udtryk for en sygeliggørelse af adopterede, mener interesseorganisationen Adoptionspolitisk Forum, hvor de aktive selv er adopterede.

Derfor opfordrer organisationen direkte andre adopterede til at boykotte undersøgelsen.

Se SFIs opslag, hvor de søger deltagere

Kan ikke bruge undersøgelsen til noget

Anders Riel, der er bestyrelsesmedlem i Adoptionspolitisk Forum og har en Ph.d. i international udvikling mener, at det er problematisk, når de penge, der afsættes til forskning om adopterede, baseres på, om man er glad eller ked af at være adopteret, har det dårligere fysisk eller klarer sig bedre eller dårligere end gennemsnittet. 

– At være adopteret er en livsbetingelse. Problemet er, at Ankestyrelsen har en tendens til at se adopterede som 'syge' som skal helbredes i stedet for nogen, der har sociale udfordringer, man i fællesskab kan løse. Vi mener ikke, at adoption skal forsvares eller angribes gennem forskning som fokuserer på, om adopterede klarer sig bedre eller dårligere hverken i forhold til den hvide majoritet i Danmark eller i forhold til børn i afgiverlandene. Vi er interesseret i forskning som i højere grad undersøger de livsvilkår, som adopterede i Danmark lever under med eksempelvis hverdagsracisme, identitet osv..

Adoptionspolitisk Forum er en forening, hvis formål er at »adressere problemstillinger forbundet med adoption«, »skabe bevidsthed om og advokere for forandring af adoptionssystemet«, samt »gøre adoption synlig i samfundsdebatten«. 

Se Adoptionspolitisk Forums hjemmeside

Anders Riel forklarer, at Adoptionspolitisk Forum ønsker at få belyst, hvilke strukturer, som adopterede lever under, snarere end forskning på intelligens, uddannelsesniveau og henviser til, at SFI's tidligere undersøgelse har fokuseret på det sidstnævnte.

– For at sige det mildt kan vi som adopterede ikke bruge det til noget som helst - det bruges primært til at legitimere adoptionssystemet, siger Anders Riel.

Men seniorforsker og projektleder for SFIs undersøgelse, Mogens Christoffersen mener ikke, det giver mening at kritisere undersøgelsens grundlag.

– Det er helt urimeligt synspunkt, at jeg som forsker ikke må undersøge, hvordan adopterede børn klarer sig i Danmark. Det er et legitimt forskningsmæssigt projekt. Og de har ikke styr på, hvad vores undersøgelse går ud på, for de har ikke sat sig ind i forskningsoplægget, men tager stilling til et brev, vi har sendt. De lægger alle mulige intentioner ind i undersøgelsen, som bygger på misforståelser, siger Mogens Christofferen

Umyndiggør adopterede

Et andet kritikpunkt, som Anders Riel og Adoptionspolitisk Forum har, er, at undersøgelsen ifølge SFI henvender sig til adopterede i alderen 20-30 år, men at man skriver »Hvordan går det adopterede børn.«

Det ser Anders Riel som en umynddiggørelse og udtryk for, at man holder fast i en fortælling om, at adopterede er børn. Han synes heller ikke, det giver mening at lave en aldersbegrænsning i undersøgelsen. For man er adopteret hele livet, forklarer han.

Men Mogens Christoffersen mener heller ikke, at det er relevant, hvorvidt man kalder deltagerne for adopterede børn.

– Det er et spil om ord, der er lidt mystisk. Og den ene undersøgelse er en registerundersøgelse, den anden handler om kvalitativ interviews.
I registerundersøgelsen, er aldersgrupperne meget bredere. Andre aldersgrupper. Og her er vi begrænsede af de data der er til rådighed, siger han.

»Ser os som forskningsobjekter«

Adoptionpolitisk Forum kritiserer også SFI for ikke at være opsøgende blandt forskellige grupper i processen med at udforme undersøgelsen, men kun har været i kontakt med organisationen Adoption og Samfund, der ikke er drevet af adopterede.

Anders Riel henviser til, at man i stedet kunne have inddraget adoptionsinitiativer såsom Adoptionshuset, der har samtalegrupper for og af adopterede, og som er aktive i både Aarhus og København uden penge fra staten, samt Koreaklubben, der de sidste 25 år har haft aktiviteter for koreansk adopterede. 

– Det er frustrerende, at foreninger som f.eks. Koreaklubben ikke bliver anerkendt for det enorme arbejde, de har gjort for koreanske adopterede, siger Anders Riel.

– Det peger igen på, at de ikke ser os som relevante - end andet end forskningsobjekter, siger han. 

Men seniorforsker, Mogens Christoffersen mener ikke, at man kan diskutere forskning ud fra et spørgsmål om at varetage bestemte gruppers intereser.

– De påstår, at vi taler adoptanternes interesse i den her undersøgelse, hvilket er forkert, men det er ligemeget om det er rigtigt eller ej, for den gruppe har også ret til at få lavet nogle undersøgelser. Deres boykot betyder, at de siger, de må forske i deres gruppes interesser, men ikke i andre gruppers interesser. De opfatter sig som parter og Adoption og Samfund en anden part. Det er en mystisk måde at opfatte forskning på, siger han og fortsætter

– Jeg har tilrettelagt undersøgelsen. Deres interessegruppe eksisterede ikke på det tidspunkt, undersøgelsen blev udformet. Og vi inddrog heller ikke andre interessegrupper dengang, jeg udformede undersøgelsesoplægget for nogle år siden, fortæller han.

Anders Riehl og Adoptionspolitisk Forum mener, at det ville være mere hensigtsmæssigt at lave en analyse af, hvilke ydelser, de adopterede ville have adgang til.

– Det kunne være adgang til sociale fællesskaber omkring adoption, bistand eller vejledning til at søge efter sin oprindelige familie, siger Anders Riel.

Det er berrettigede ønsker, forklarer Mogens Christoffersen, som dog betragter boykotten som sabotage. 

– De har fuldt berettiget krav på, at nogle af de her ting, de fremfører, bliver undersøgt ordentligt, men det er fuldstændig legitimt at lave undersøgelser uden at inddrage alle de interessegrupper, der er, og vi har spurgt dem, om de vil være med i følgegruppen til den her undersøgelse, men det duer jo ikke hvis de ønsker at sabotere den. Jeg har i stedet foreslået dem at vi går sammen og tilrettelægger en undersøgelse af de problemstillinger de fremfører, som er fuldt legitime forskningstemaer, siger Mogens Christoffersen.

Ikke første gang SFI får kritik

SFI har tidligere været kritiseret for deres rapporter bl.a. en kortlægning af ekstremisme i Danmark, der skulle danne grundlag for regeringens handlingsplan imod radikalisering.

Rapporten blev stærkt kritiseret af forskere for at have for usikre metoder og et spinkelt datagrundlag, blev kaldt for »uvidenskabeligt« og »bekymrende«, samtidig kunne de omtalte politiske grupper i rapporten ikke genkende beskrivelsen af deres virke.

Læs artiklen »Forskere dumper ny ekstremisme-rapport«

»Hør radopodcasten 'Når jeg engang kommer hjem' hos DR«

Læs artiklen »Skandalerne, der burde have væltet adoptionssystemet« hos Modkraft

Læs artiklen »Adoptionskritik og smertens politik«

Læs artiklen »Adoption handler mere om ligestilling« hos Modkraft

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce