Adoption handler om mere end ligestilling

I den seneste tid har landets journalister kastet sig over temaet homo-adoption med én gennemgående vinkling: Homo-adoption er en milepæl på vej mod ligestilling af hetero- og homoseksuelle. Ud fra den logik bliver flere homo-adoptioner et succeskriterium i sig selv, mens det faktum, at homoseksuelle aktuelt »kun« har adgang til at adoptere børn med special needs, bliver lig med en diskriminerende og »syg logik«, som Søren Laursen fra LGBT Danmark har udtrykt det.

At han dermed stempler børn med handikap som mindre attraktive, begræder ingen. Måske fordi debatten indtil videre har været domineret af adoptanter og deres støtter, mens det skorter på taletid til adopterede med såvel som uden handikap.

Vi støtter, at adoptionsloven i 2010 blev ændret, så den ikke længere behandler homoseksuelle og heteroseksuelle forskelligt. For seksuel orientering siger intet om forældreegnethed. Det gør handikap for øvrigt heller ikke, men sjovt nok har ingen medier råbt op om, at adoptanter med handikap fortsat diskrimineres i Danmark.

At den danske adoptionsdebat koncentreres om adoptanters rettigheder er desværre ikke et nyt problem. Nyt er det derimod, at hurrahistorien om homo-adoption bliver brugt til at transformere adoptionsdebatten til en ligestillingsdebat, der ukritisk fejrer et presset og problematisk adoptionssystem, hvis grundlæggende berettigelse aldrig er til principiel diskussion i Danmark.

Adoptionssystem hvidvaskes

Et kor af politikere, adoptionsformidlere og repræsentanter for LGBT Danmark har stået i kø for at hylde nyheden om, at det første homoseksuelle par har adopteret en lille pige fra Sydafrika. Succeshistorien har haft følgeskab af en vis portion forargelse. For indtil videre er det kun Sydafrika, der vil afgive børn, og udelukkende børn med special needs, til homoseksuelle adoptanter. Denne særregel – at homo-adoptanter må slå sig til tåls med »skraldebørn«, som det bliver formuleret i en artikel i Politiken – er pludselig blevet til det væsentligste problem ved adoptionssystemet.

Sådan må det nødvendigvis blive, når adoption reduceres til et rettighedsspørgsmål for homoseksuelle. Under overskriften ligestilling fastholdes fokus på danske adoptanters erfaringer og behov, alt imens besværlige spørgsmål om sammenhængen mellem transnational adoption og global ulighed, de første forældres rettigheder samt hvilke børn, der overhovedet anses for egnede til adoption, glider fuldstændig i baggrunden.

Flere års kritisk adoptionsdebat erstattes nu af positive fortællinger om adoption. På den måde hvidvaskes hele adoptionssystemet, og det er måske en af grundene til, at adoptantorganisationen Adoption & Samfund (A&S) nu også er at finde blandt de varme støtter af homo-adoption.

I BT udtaler den nuværende formand for A&S således, at det er fantastisk, at Sydafrika giver mulighed for homo-adoption. Realiteten er, at A&S i mange år kæmpede imod, at hetero- og homoseksuelle skulle ligestilles på dette punkt. Men nu får organisationen mulighed for at smykke sig i homo-tolerance og lukrere på positive fortællinger om homo-adoption.

Normal familie

Omvendt bidrager fejringen af homo-adoption også til at normalisere homo-familierne. For her er ikke tale om 'alternative' regnbuefamilier med eksempelvis to mødre og én far; her er tale om noget lettere genkendeligt. Som LGBT Danmark formulerer det i Politiken: »flere og flere bøsser [….] ønsker at danne en kernefamilie, der ligner den klassiske og kun omfatter to forældre.«

Drømmen om en såkaldt normal familie stiller store krav til adopterede. De skal først og fremmest være adoptanternes børn, ikke deres første forældres. De skal helst være spæd- eller småbørn. Og så skal de død og pine være kropskapable – eller tæt på. Det første adoptant-homopar i Danmark fortæller således i Politiken, at mens de kan leve med en hjertefejl, så duer en manglende arm ikke. Sidstnævnte afvigelse er nemlig synlig.

I den igangværende debat om homo-adoption legitimeres den handikapfobi, der gennemsyrer adoptionsprocessen: Homo-ligestilling måles nemlig på, om homoseksuelle i lige så høj grad som heteroseksuelle adoptanter får carte blanche til at gå uden om børn med handikap. Diskrimination af sidstnævnte gruppe bliver altså okay, fordi det ligestiller førstnævnte.

Uskøn politisk alliance

Problemet er ikke de enkelte adoptanter, der formentlig i mange tilfælde er kede af at skulle sortere i børn, som var de varer. Problemet er et adoptionssystem, der gør sorteringen mulig, og et normalitetsideal, der dikterer, at eksempelvis døve børn er mindre værd end kropskapable børn. Begge dele får frit spil, når taletiden forbeholdes handikapfrie fortalere for (homo-)adoption. Resultatet er en uskøn politisk alliance, hvor LGBT Danmark, politikere og adoptionsformidlere mødes i en ukritisk hyldest til adoption.

Prisen bliver strukturel handikapfobi og nedlukning af kritisk dialog om transnational adoption, men også usynliggørelse af de vilkår, som muliggør adoption, herunder fattigdom og manglende forebyggelse og behandling af hiv/aids i for eksempel Sydafrika.

Vi opfordrer til, at især LGBT Danmark genovervejer, om retten til at fravælge ’unormale’ børn med handikap er noget, foreningen vil prioritere, sideløbende med, at den kæmper for at få Familien Danmark til at acceptere ’unormale’ homoer.

Ligeledes ville det klæde organisationen at overveje, hvordan man kan bekæmpe diskrimination i dansk lovgivning uden samtidig at bestyrke et dybt problematisk adoptionssystem, som først og fremmest er indrettet til at imødekomme vestlige adoptanters ønsker om at få børn.

 Lene Myong er forsker og medlem af Tænketanken Adoption. Sarah Glerup er homo- og handikapaktivist.

Kommentaren blev første gang trykt i Information, 25. juli, 2014.