Annonce

Kommentar
26. januar 2015 - 13:17

Adoptionskritik og smertens politik

Sorg er et centralt tema i Anne Kyong-Sook Øfstis roman Si at vi har hele dagen. Bogen tematiserer ikke kun adoption som levet erfaring og samtidsfænomen, men også den adoptionskritik, som i disse år forsøger at problematisere transnational adoption.

"Si at vi har hele dagen" handler om Rebekka, hvis voksne søster, Marion, dør af kræft. Rebekka og Marion er ikke genetisk forbundne, men de har boet på det samme børnehjem i Sydkorea, før de blev adopteret til Norge. Marion som spæd, Rebekka som tre-årig. Marions død bliver anledningen til, at Rebekka rejser tilbage til Sydkorea for første gang, siden hun blev adopteret. Hun gribes af tanken om, at Marions koreanske mor bør vide, at hendes datter er død.

Romanen er bygget op omkring to jeg-fortællere. Rebekka selv og I-Sook, en koreansk kvinde. Da Rebekka rejser til Seoul, bor hun først en uge hos I-Sook og hendes familie. Som ganske ung mistede I-Sook et barn til adoption, men det holder hun hemmeligt for sin voksne datter, Ji-Su, til hvem hun har et besværligt og distanceret forhold. En relation, der først finder en form for forløsning, da I-Sook fortæller Ji-Su om bortadoptionen.

Det lykkes ikke Rebekka at opsøge Marions koreanske mor. I stedet får Rebekka via børnehjemmet udleveret et brev fra sin egen koreanske mor. Brevet er dateret i 1987, men moderen efterlader sig ingen kontaktoplysninger. Brevet giver dermed ikke anledning til, at Rebekka møder sin mor. I stedet opsøger hun det sted på kysten syd for Busan, hvor moderen (måske) levede af at fiske østers.

Adoptionslitteratur

"Si at vi har hele dagen" skriver sig ind i en voksende skandinavisk tradition for skønlitteratur skrevet af koreansk adopterede forfattere, som eksempelvis Astrid Trotzig, Brynjulf Jung Tjønn, Eva Tind, Joan Rang Christensen, Maja Lee Langvad og Patrik Lundberg. Forfatterne berører på forskellig vis temaer, der omhandler identitet, slægtskab, (re)migration, de første familiers vilkår, omkostningerne ved skandinavisk racisme og assimilation samt opbygningen af levedygtige fællesskaber for adopterede.

Læs anmeldelse af Eva Tinds roman "HAN" her

Læs Joan Rang Christensens artikel "De gule og de hvide" her

Læs anmeldelse af Maja Lee Langvads bog "Hun er vred" her

Læs anmeldelse af Patrik Lundbergs bog "Gul udenpå" her

Det er dog ikke kun Øfstis bog, som eksplicit tematiserer spørgsmål relateret til adoptionsaktivisme og adoptionspolitik. Den samme interesse genfindes i Patrik Lundbergs "Gul utenpå" (2013) og Maja Lee Langvads "HUN ER VRED. Et vidnesbyrd om transnational adoption" (2014).

Adoptionslitteraturen giver på den måde indblik i mange af de aktuelle diskussioner om adoption, som finder sted i disse år – ikke mindst blandt adopterede selv. Men i det omfang værkerne kan læses som adoptionskritiske interventioner, er der tale om kritikker, der strækker sig i forskellige retninger, og som ikke nødvendigvis peger frem mod de samme politiske konklusioner.

Tour de adoptionskritik

Øfsti er ligesom sin hovedperson, Rebekka, familieterapeut, og "Si at vi har hele dagen" er fortalt i samme beroligende og ikke-fordømmende tonefald, som ofte tilstræbes i det terapeutiske rum. Rebekkas liv i Oslo kredser ikke i udpræget grad om adoption. Det er først, da hun rejser til Sydkorea, at hun får et crash course i adoptionskritik.

Det sker især via mødet med Anne-Lone, en remigreret lesbisk adoptionsaktivist, som for længst har draget sine egne konklusioner om adoption som pragmatisk og systematiseret menneskehandel. Anne-Lone – som udstyres med en adoptionshistorie, der (måske) kan læses som Øfstis egen – skildres som en solidarisk og omsorgsfuld ven, der kan sin strukturelle analyse af adoption i søvne. Men hun har samtidig et anstrøg af uforsonlighed. ”Norge er så fjernt for meg”, proklamerer hun hen over frokosten. Ord som omvendt får Rebekka til at føle akut længsel efter sine norske forældre.

Kritikken af transnational adoption løftes dog især frem gennem romanens anden jeg-fortæller, I-Sook. Uden støtte fra sin kæreste og presset af sin familie har I-Sook som ung måttet afgive sit første barn til adoption. Det afstedkommer årelange følelser af tab, sorg og depression. I den forstand peger romanen på, at det er komplekse faktorer, som betinger adoption – fra adoptionsindustrien og de koreanske familieværdier til den vestlige efterspørgsel på børn.

Romanen dvæler dog aldrig for alvor ved disse faktorer. Dens interesse er forankret i de psykologiske (og racistiske) konsekvenser af transnational adoption. Som da Rebekka må erkende for sig selv, at hun aldrig kommer til at kunne dele sit liv med en ”kortvokst” asiatisk mand. I stedet længes hun efter sin flotte norske (hvide) kollega, Halldor.

Skildringen af Rebekka står for mig at se stærkere end skildringen af I-Sook. Øfsti udviser en anden fortrolighed i skildringen af det norske, men også fordi portrættet af I-Sook balancerer på kanten af klicheen om, at en lidende og opofrende mor er en ’god’ mor. Ligeledes kan man diskutere grebet med at gøre I-Sook til en jeg-fortæller. Set i lyset af den politiske udslettelse af familier, som mister børn til adoption, bliver synliggørelse og (sympatisk) repræsentation af disse til et magtfuldt og humaniserende modsvar.

Men i det omfang, at jeg-fortællingen også kan forstås som en invitation til alle os, der ikke har mistet børn til adoption, om at sætte os i ’den andens sted’ (det vil sige den første forælders sted), så rejser dette også nye spørgsmål. For hvilke krav og forventninger pålægges de første forældre, hvis politisk solidaritet med deres kampe kommer til at afhænge af, om ’vi’ kan identificere os med dem?

Kærlighedens kniv

Den kritik, der står stærkest i "Si at vi har hele dagen", skrives i glimt frem i en sorgdagbog, som Rebekka påbegynder efter søsterens død. Nogle af dagbogsnotaterne skærer sig ind i Rebekkas fortælling som en lille skarp kniv:

Pappa plantet en løgn i mig: Det var en annen mamma enn mamma som fødte deg. Mammaen og pappaen din i Korea er døde. En dag var gullarmbåndet til mamma borte. Du kan legge det tilbake i smykkeskrinet, så snakker vi ikke mer om det, sa pappa. Det er ikke mig, ropte jeg og skrek at jeg ville hjem til den ordentlige mammaen min, hun som ikke var slem, hun som trodde på meg. Hun er død, sa pappa med en så nøktern stemme at det fortsatt iser i meg når jeg tenker tilbake.

Udpegningen af hvordan adoptionsfamilien (og dens kærlighed) bygger på en symbolsk aflivning af den adopteredes første familie er blevet et omdrejningspunkt for mange adoptionskritikere. Og det er for mig at se en helt central diskussion, som ikke løses med åbne adoptioner eller med, at adoptanter i stigende grad forstår sig selv som nogle, der elsker og rummer de første forældre. Det vil derimod kræve radikale forandringer i vores forståelser af, hvilke liv, der er værd at understøtte, og på hvilke måder.

For i det omfang man skønner, at det giver mening at migrere børn – hvordan kan dette så komme på tale uden at man først giver disse børn mulighed for at migrere sammen med de omsorgspersoner (fx fra deres udvidede familie) som de måtte kende i forvejen? Ud fra hvilket præmisser kan dette overhovedet forstås som ’etisk forsvarligt’?

"Si at vi har hele dagen" er dog ikke en historie om at miste kærligheden til sine adoptanter, fordi man opbygger en kritisk bevidsthed om den kærlighedsøkonomi, der understøtter adoption. Tværtimod, kan man næsten sige. Samtidig rejser den vigtige spørgsmål til, hvad det indebærer at ’redde’ sine adoptanter fra barnløshed. Som Rebekka skriver til søsteren: ”For mamma og pappa var du og jeg løsningen, ja, redningen”.

Spørgsmålet er relevant, fordi taknemmelighedsbyrden i disse år forskydes fra den adopterede til adoptanten. Det er ikke længere den adopterede, som skal føle sig taknemmelig over adoptionen. Det er i højere grad et stykke arbejde, som påhviler adoptanten. Man kan dog diskutere, om det er en forskydning som på afgørende vis løsner forventningerne til den adopterede om at indfri alskens forhåbninger om at være lykkens tilvejebringer. Eller om det nærmere forstærker de følelsesmæssige krav til, hvad den adopterede skal kunne honorere?

Smertens politik

I "Si at vi har hele dagen" fylder spørgsmålet om individuel og kollektiv smerte meget. Smerten anskues som konsekvensen af meget komplekse og strukturelt betingede uretfærdigheder, men det er ikke desto mindre den, som står i forgrunden.

I en central scene i bogen besøger Rebekka to halmoni (bedstemødre), der har overlevet at blive holdt som ’comfort women’ i forbindelse med den japanske hærs systematiske sexslaveri under 2. verdenskrig. For Rebekka bliver det et betydningsfyldt møde:

Det jeg kjenner på er nytt og uventet, det er kroppsligt; jeg merker en fysisk forbindelse til disse kvinnene, et genetisk minne avleiret i kroppen […] De var mine formødre også. Jeg kjenner det. Som om deres overgrep sitter i kroppen som en hukommelse.

I mødet mellem Rebekka og de to halmoni etableres der en forbindelse mellem forskellige politiske og historiske fænomener. Og det er en forbindelse, som knyttes via overføring af smerte. Rebekka oplever dette som ’et genetisk minne’, der har aflejret sig i hendes krop, men som altså først aktiveres i mødet med de to halmoni.

Det er ikke ensbetydende med, at romanen postulerer et 1:1 forhold mellem transnational adoption og sexslaveri. Men man kan læse det som, at i mødet med de to halmoni installeres smerte som en grundfigur i dén adoptionskritiske bevidsthed, som Rebekka bevæger sig hen imod. Smerten har endda en genetik. Og her opstår interessante spørgsmål.

For efter årtier med fortællinger om adoption som en foranstaltning, der producerer lykkelighed hos både adopterede og adoptanter, er der i disse år et forståeligt og nødvendigt pres blandt adopterede for at italesætte tab, smerte og ensomhed. Følelser, der har været fortrængt af forpligtelsen til at være lykkelig.

Spørgsmålet er dog, hvilke muligheder adopterede overhovedet har for at blive forstået og genkendt igennem et nuanceret følelsesregister i en tid, hvor adopterede til stadighed patologiseres – fx med henblik på at skabe opmærksomhed og politisk opbakning til terapeutiske interventioner, der har til henblik at styrke tilknytning i adoptionsfamilien.

Læs Lene Myongs analysenotat fra Tænketanken Adoption omkring blandt andet patologiseringen af adoptivbørn her

I den forstand er der allerede en stor efterspørgsel på fortællinger om adopterede som traumatiserede og ulykkelige – fordi disse fortællinger kan operationaliseres på måder, der geninstallerer et fokus på adoptionsfamiliens velbefindende, og som i sidste ende legitimerer en fortsættelse af transnational adoption. At man som adopteret så at sige taler ind i et rum, hvor man altid allerede fremstår patologiseret, opstiller med andre ord nogle svære udfordringer for de kritiske adoptionsprojekter.

For hvordan imødegår man patologiseringen mest effektivt? Ved at afvise den og/eller ved at omfavne den strategisk – fx ved operationalisere den på måder, der problematiserer adoption? Dette rører også ved spørgsmålet om hvordan og med hvilke effekter kollektiv affekt kan omsættes til politisk strategi. Hvis smerte eksempelvis kommer til at udgøre en privilegeret affekt i de adoptionskritiske projekter, er det så en strategi, som inviterer til at blive besvaret med individuel psykologisk reparation frem for social forandring og økonomisk omfordeling?

I dag kan de adoptionskritiske projekter på mange måder siges at etablere sig omkring kollektive følelsesstrukturer. Dette udgør ikke i sig selv et problem, men med lidt inspiration fra Sara Ahmed, er det værd at forholde sig spørgende til implikationerne af dette. For hvis eksempelvis adoptionspolitiske krav fortrinsvis bliver artikuleret gennem henvisning til affektive tilstande som tab og smerte, løber de adoptionskritiske projekter så samtidig en risiko for at udelukke de adopterede, der ikke nødvendigvis forstår sig igennem de samme følelsesstrukturer – men som måske alligevel deler nogle af de samme politiske visioner om strukturel forandring?

Dette er ikke indvendinger, som er rettet imod "Si at vi har hele dagen". Eller spørgsmål som finder enkle svar. Romanen bidrager til en fortsat og nødvendigvis diskussion af aktuelle adoptionspolitiske udfordringer, som det bliver spændende at følge de kommende år.

Lene Myong er medlem af Tænketanken Adoption

Anne Kyong-Sook Øfsti: "Si at vi har hele dagen". Norsk Gyldendal, 2014. Romanen er på nuværende tidspunkt ikke oversat til dansk.

Redaktion: 
Emneord: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce