Ingen fred uden social retfærdighed!

Colombias sociale bevægelser vil inddrages i fredsforhandlingerne, der ikke blot skal handle om at nedlægge våbnene. Konflikten i landet udspringer af den enorme ulighed mellem rige og fattige, undertrykkere og undertrykte, og det er hér, man skal tage fat, hvis man for alvor vil konflikten til livs.

"Ingen fred uden social retfærdighed". Dette er lige nu det centrale mantra for de sociale bevægelser i Colombia, og et udtryk vi hørte et utælleligt antal gange under vores studietur i landet. Det er en konstatering af, at årsagerne til den årtier gamle væbnede konflikt mellem regeringen og venstreorienterede oprørsstyrker i Colombia, bunder i den enorme ulighed i livsvilkår og –muligheder for landets rige og fattige. For at tilendebringe den væbnede konflikt må man derfor ændre ved de strukturer, der forårsager denne ulighed.

I disse dage er denne konstatering mere aktuel end den har været i lang tid. For første gang i 10 år er der nu seriøse fredsforhandlinger i gang mellem den højreorienterede colombianske regering og oprørsgruppen FARC. Overalt i det colombianske civilsamfund krydses der fingre for et positivt resultat, men man er sig samtidig smerteligt bevidst om, at de sidste forsøg på at nå fred blot er endt i mere blod. De seneste erfaringer stammer fra forhandlingerne mellem FARC og regeringen, som brød sammen i 2002. Efter sammenbruddet indledte det colombianske militær en stærk offensiv i det store område, som havde været demilitariseret, for at forhandlingerne kunne foregå dér. Konsekvensen var stærk politisk forfølgelse og utallige overgreb på civilbefolkningen i området.

Lige nu løsnes der dog færre skud i Colombia end normalt. Den 20 november 2012 indledte FARC en to måneder lang ensidig våbenhvile på opfordringer fra netop de sociale bevægelser. Regeringen har nægtet at gøre oprørerne kunsten efter og har da også gennemført adskillige dødelige angreb på guerillaen i løbet af den forgangne måned. Om ikke andet sender den ensidige våbenhvile et signal om, at der i hvert fald fra den ene side af bordet er en seriøs vilje til fred.

På flere måder kan den colombianske regerings opfattelse af, hvad en fredsforhandling bør indebære, karakteriseres som noget besynderlig. Præsident Santos har sat en tidsfrist ved november 2013, og dette vidner om det snævre formål med forhandlingerne, som regeringen ser. Fra dennes synspunkt handler det om at få stoppet kamphandlingerne og demobiliseret guerillaerne, da disse udgør en betydelig begrænsning for den fulde udnyttelse af landets økonomiske potentiale. Guerillaernes tilstedeværelse i store dele af landet umuliggør nemlig en effektiv udvinding af naturressourcer og produktion af energi. Og dette gør ondt i en økonomi, der i høj grad er bundet op på udvinding og eksport af netop naturressourcer og energi.

Til dette kommer, at en fredsaftale formentlig vil kunne frigøre en hel del købekraft i samfundet, når de militære udgifter kan skæres ned og tilstandene stabiliseres. Dette er især af interesse for de dele af borgerskabet, der ikke har investeringer i militærindustrien eller benytter den generelle lovløshed til at udvide deres jordbesiddelser gennem fordrivelser. Som sådan vidner det faktum, at der overhovedet er fredsforhandlinger i gang, dermed også om, at en ny elite har taget den politiske magt fra jordejerne. Den nye elite har altså økonomiske interesser i fred.

Med modsatrettede krav har vi landets sociale bevægelser. Disse er et kludetæppe af organisationer, der repræsenterer lokalsamfund i byerne, landets oprindelige befolkning, afro-colombianere, arbejdere, bønder, studerende og den slags kravl. For dem er fredsforhandlingerne netop en mulighed for at få rykket ved de økonomiske og politiske strukturer, som på forskellige måder sætter disse grupper under pres. For landbefolkningen fører det nuværende status quo til fordrivelser, for arbejderne til horrible arbejdsforhold, for de studerende til en ekstrem markedsgørelse af uddannelserne og i byerne til voldsomme udvidelser af slumområder med elendig infrastruktur, sundhedsvæsen og uddannelsesmuligheder (hvilket man for øvrigt også skal være heldig for overhovedet at finde på landet).

For de sociale bevægelser er det altså centralt at få gjort op med de ekskluderende økonomiske strukturer i landet. Det var i høj grad kravet om en jordreform, der førte til guerillaernes dannelse i første omgang, og ifølge de sociale bevægelser er blandt andet en sådan reform stadigvæk en forudsætning for at få skabt et stabilt samfund. Hertil kommer en lang liste af lignende krav, der skal sikre et mere lige og demokratisk Colombia og gøre op med blandt andet de problemer, der er skitseret ovenfor. Derfor rejser de krav om at blive hørt i forbindelse med fredsforhandlingerne.

Fra regeringens side giver man kun meget modstræbende indrømmelser til de sociale bevægelser. I erkendelse af vigtigheden af jordspørgsmålet, er dette blevet ét af de fem forhandlingspunkter. Under dette forhandlingspunkt har man indvilget i at inddrage civilbefolkningen, men det er ikke til at sige, hvor langt inddragelsen vil række, og om civilsamfundet vil blive hørt under de fortløbende forhandlingspunkter.

Under den netop afsluttede studietur til Colombia fandt vi også nyhedsmediernes fokus særdeles bemærkelsesværdigt. Mens fredsforhandlingerne begyndte, var hovedhistorien en igangværende strid med det centralamerikanske land Nicaragua om retten til et par øer i midten af det caribiske hav. Så meget for den fjerde statsmagt. Der blev ikke stillet spørgsmålstegn ved den måde regeringen havde valgt at køre forhandlingerne på, og kravene fra civilsamfundet blev druknet i en nationalistisk krisestemning.

Vores egne politikere og kammesjukkerne i EU lurepasser også – de har netop valgt at indgå en frihandelsaftale med Colombia. Indgåelsen af denne aftale, som er i Colombias økonomiske elites interesse, kunne have været en oplagt middel til at lægge pres på den colombianske regering for at opnå progressive resultater. Ikke desto mindre indeholder aftalen ikke meget andet end nogle vage formuleringer om menneskerettigheder. Noget de colombianske magthavere ikke er kendte for at efterleve. For vores hjemlige politikere er det ikke overraskende økonomiske interesser, der vejer tungest.

Som modsvar har blandt andet den hastigt voksende venstrefløjskoalition Marcha Patriótica valgt at mobilisere til en lang række lokale, regionale og et stort nationalt fredsmøde for derigennem at fremsætte folkelige krav. Dette er udtryk for en styrke og en vilje til progressive resultater, som ikke er set i lang tid i Colombia. Generelt er der for de sociale bevægelser lige nu fuld fart fremover i den gamle bananrepublik. Der dannes alliancer og koalitioner på kryds og tværs af venstrefløjen ud fra en forståelse af nødvendigheden af organisering og enhed for at nå målet om et retfærdigt Colombia.

Det er tydeligt, at en ung generation er ved at tage over, med al den gejst og energi det betyder. De har ikke oplevet den brutale nedslagtning af medlemmerne og aktivisterne bag det sidste storstilede venstrefløjsprojekt, Union Pratiótica, i 80’erne, og de er ikke bange for at stille krav om den indflydelse, der retmæssigt tilkommer den. De gamle koryfæer vejrer også så småt morgenluft, og sammen med de unge gør de nu, hvad de kan for at råbe regeringen op med det utvetydige budskab, som ikke kan gentages én gang for meget:

Ingen fred uden social retfærdighed!