Afrikanske FN-bøfler ved fronten

Det første, der møder os, er stikflammerne fra de enorme olieraffinaderier, der omgiver byen Barrancabermeja. Vi befinder os i et varmt, fugtigt lavland i det nordlige Colombia, nærmere bestemt det olierige område omkring Magdalena floden. Magdalena Medio, som stedet kaldes, er frodigt og ud over olie, rig på både uran, guld og smaragder. Som i resten af landet er det lige netop disse værdifulde naturressourcer, der har tiltrukket konflikten.

Det er her vores ledsagere fra bondeorganisationen ACVC (Bondeorganisationen i Cimitarra floddalen) arbejder. Fra kontoret i oliebyen til landsbyer så afsides at man kun kan nå dem i motorkano via floderne. Køleskabe og lys efter mørkets frembrud skal man lede længe efter. I en landsby eksisterer der typisk én fælles fastnettelefon – og en megafon, så man kan kalde på den der ringes til. Ifølge vores ledsager fra ACVC står hele landsbyen da og lytter under påskud af at snakke med damen i kiosken ved siden af. I mange landsbyer har man ganske vidst en generator, men benzinen til den er for dyr. Her i et af Colombias mest olierige områder. 

Vi rejser fra byen på ladet af en firhjulstrækker. Vejen er ujævn og skyer af rødligt støv hvirvler op, mens vi kører ud i den såkaldte røde zone. Dette område optræder ikke i Lonely Planet, men til gengæld i adskillige planer for råstofudvinding og militære aktioner. Checkpoints, bomber og grønne uniformer er så til gengæld det eneste man ser og hører til den Colombianske stat.

Den vigtigste opgave for de organiserede bønder her har været at skabe en selvstændig fødevareforsyning. Uafhængigt af de elendige veje og bevæbnede gruppers checkpoints eller blokader på dem, skal landsbyerne kunne skaffe sig tilstrækkeligt med mad. For de landsbyer, der ligger langs floden, oplever man desuden statslig og paramilitær sabotage af transporten i form af tyveri af bådene eller deciderede drab på dem, der sejler for lokalbefolkningen. Bondeorganisationen har derfor ved hjælp af internationale midler igangsat en række produktive projekter i blandt andet de to landsbyer, vi fik lov til at besøge. Disse projekter har ikke bare reddet adskillige familier fra en tilværelse som kokabønder. De er regionens stolthed. Vi var ikke til et eneste møde med organisationens aktive, hvor hvidt kvæg og bøfler ikke blev nævnt. Herudover viste de os også maskiner til lokal forarbejdning af træ til brædder, og sukkerrør til den panela, der gjorde enhver kop kaffe til en snack.

Den gård hvorfra bøffelprojektet administreres, besøger vi en særligt varm og fugtig eftermiddag. Vi går svedende gennem det store fællesareal, hvor de store, sorte dyr tager mudderbad i varmen og græssende følges rundt af hvide fiskehejrelignende fugle. I den fjerne ende af området ligger en gård, hvor en familie fra projektet bor og passer bøflerne. ACVC og FN har i fællesskab fået importeret bøflerne fra Afrika, men de lader til at have det fint her i det sydamerikanske lavland og udbyttet af mælk og kød fra dem er meget højere end fra almindeligt kvæg. Projektet har nu kørt i 12 år og både de involverede bønders tillid og fraværet af korruption fremhæves som udslagsgivende for succesen.

Man startede med 26 familier der hver fik 10 kreaturer. 9 køer og en tyr. Aftalen er, at man skal aflevere ti bøfler tilbage efterhånden som disse fødes. Hvis forløbet går nogenlunde gnidningsfrit, burde det ikke tage mere end tre år at reproducere sin flok. Efter seks år afleverer man desuden en ko og en kalv, så projektets bestand øges. En af betingelserne fra FN var, at man skulle brede projektet ud og man har allerede foræret en søsterorganisation i en anden region 60 bøfler. Håbet er både at finde flere egnede familier i Magdalena Medio og udvide til endnu flere regioner i fremtiden. Projektet med det hvide kvæg administreres på nogenlunde samme måde. Begge slags kreaturer kan ses hele vejen langs floden når man sejler mellem landsbyerne.

Der er dog problemer med kvægtyveri i området og der findes flere eksempler at militærfolk i området har organiseret deciderede kvægtyvsbander. Delegationen inviteres til at overvære et møde, hvor de lokale bønder skal beslutte, hvad de som lokalsamfund kan gøre mod tyverierne. Under et halvtag i middagsheden sidder vi så der omringet af mænd og kvinder med sorthvidt mønstrede Comboyhatte, sporer på skoene og overskæg. Fik vi nævnt at mange kom til hest? Disse møder arrangeres af lokalrådene i landsbyerne, der næsten for det meste er medlem af ACVC. Nogle kender til statens tyranni af organiseringerne, men de fleste vil bare gerne beskytte deres ejendom. Så de samles, diskuterer og finder de løsninger, de kan enes om.

I denne del af Colombia mangler man elektricitet, sundhed, infrastruktur og uddannelse. Til gengæld har man mange engagerede mennesker, der fortsat knokler for at skabe sig en tilværelse og organiserer sig for uafhængighed af den stat, der kun kommer når det kan betale sig.