Annonce

18. december 2012 - 22:08

Kapitalen på rov i Colombias muld

Om paramilitære, frihandelsaftaler og blod i din stikkontakt

Colombia er en del af det kapitalistiske verdenssystem. Af den grund er forholdende i den colombianske økonomi langt fra dikteret af beslutningstagere med interesse i velfærden for det colombianske folk alene. Man kan faktisk uden at ryste på hånden konstatere, at de fortrinsvis følger af beslutninger truffet af aktører, der ser stort på landets 46 millioner indbyggere, og at konsekvenserne bliver derefter. Dette blogindlæg, som er blevet forfattet oven på hjemkomsten fra IF og SUF’s studietur til Colombia, vil se nærmere på landets rolle i den globale økonomi, og på den økonomiske virkeligheds betydning for den jævne colombianer.

I den traditionelle afhængighedsteori-lingo, som er et begrebsapparat skabt for at forstå samspillet mellem de forskellige aktører og nationer i den globale økonomi, vil Colombia kategoriseres som periferi. Eventuelt semi-periferien hvis man vil være lidt pedantisk. Med dette menes, at den colombianske økonomi er bundet op på udvinding og eksport af råvarer til de industrialiserede landet (også kaldet ”ilandene” - det økonomiske verdenssystems ”center”). I ilandene bliver råvarerne forarbejdet til færdiglavede produkter, som herefter forbruges internt i disse lande eller eksporteres tilbage til periferi-staterne. Denne rolle som råvareeksporterende stat har Colombia fået dels gennem sin historie som gammel spansk koloni og dels gennem moderne politiske og økonomiske beslutningstageres cementering af dette forhold.

At landets primære indkomst kommer gennem råvareeksport er som sagt ikke en historisk tilfældighed. Landet er ualmindeligt rigt på alverdens naturressourcer: kul, olie, gas, metaller og mineraler. Dertil kommer at der også forefindes store vandressourcer, som nu benyttes til energiproduktion gennem opførelsen af kæmpe vandkraftværker, der forsyner store dele af regionen med energi. Landbrugets rolle i økonomien bliver omvendt hele tiden mindre. Gennem frihandelsaftaler med Nordamerika er de colombianske markeder blevet oversvømmet med billige fødevare fra de nordamerikanske industrilandbrug, og det colombianske samfund bevæger sig længere og længere væk fra at være selvforsynende med fødevarer. Det er mineri- og energiudvindingssektoren, der er på vej til at blive det absolut bærende element i den colombianske økonomi.

I dag er det gennem en række neoliberale økonomiske udviklingslove fra 2000’erne fastsat, at op mod 50 procent af det colombianske areal med tiden skal lægges ind under mineri- og energiudvindingssektoren. Resten af landet skal primært bruges på monokulturel landbrugsproduktion og beboelse. Industri er der ikke afsat nævneværdigt areal til. Faktisk er den colombianske industri snarere under afvikling end udvikling. Et forsøg på industrialisering af landet ville forudsætte enorme investeringer og omfattende reformer af udenlandske industriprodukters adgang til det colombianske marked, hvilket næppe vil blive mødt med åbne arme i ilandene. Et hurtigt kig på Syd- og Mellemamerikas historie for blodige militærkup og kontrarevolutioner giver et praj om mulige konsekvenser af at gå mod vestlige og især amerikansk interesser i dette spørgsmål.

En konsekvens af denne økonomiske prioritering er, at der ligesom op gennem det 20. århundrede fortsat satses massivt på at fordrive bønder fra de landområder, der i generationer har udgjort deres levevej. I første omgang forsøges dette ofte gjort ad legitim vej. Staten har retten til den colombianske undergrund og i forlængelse heraf retten til at ekspropriere ejendom, der befinder sig over naturressourcer. Ønsker et selskab i overensstemmelse med myndighederne at påbegynde udvinding af naturressourcer i et af de områder, der er udstykket til mineri, kan det ganske enkelt kræve eventuelle beboere i området tvangsforflyttet.

På papiret er der dog den krølle, at samfund af oprindelige folk og afro-colombianere har ret til at afvise udvindingen af naturressourcer i områder, der anerkendes som tilhørende disse grupper. Dette kan imidlertid bringe myndighederne i en prekær klemme. De frihandelsaftaler, som de selv har underskrevet, giver nemlig ofte multinationale selskaber, der ansøger om at begynde udvinding i disse områder, mulighed for at sagsøge staten for brud på selskabernes ”ret” til frihandel. Dette er endnu et incitament til at fortsætte den fordrivelsespraksis, som befolkningen i Colombias landområder gennem årtier har været offer for, og som har ført til at Colombia nu er det land med flest internt fordrevne – kun overgået af Sudan.

Genstridige bønder, der nægter at lade sig tvangsforflytte, og samfund af oprindelige folk og afro-colombianere, der står fast på deres ret til de områder, de befolker, udgør problemer, der ofte nemmest lader sig løse gennem fordrivelser. Ifølge Sintraminercol, en fagforening for minearbejdere, stammer 87 procent af alle Colombias internt fordrevne fra områder, hvor der er minedrift eller energiproduktion. Ligeledes er 80 procent af alle overgreb mod menneskerettighederne og Folkeretten i landet gennem de sidste 10 år begået her.

At der gennem tiden har været stærke forbindelsesled mellem de højreorienterede paramilitære grupper, som i vid udstrækning står for disse fordrivelser og overgreb, og den colombianske stat er veldokumenteret. Forbindelserne mellem de paramilitære og de multinationale selskaber, der er til stede i landet, er derimod mere dunkle.

Bananproducenten Chiquita er tidligere blevet dømt for at have været med til at finansiere den paramilitære gruppe AUC, og der er kørt flere retssager for at få Coca Cola dømt for lignende forhold. Instituttet for freds- og udviklingsstudier (Indepaz) mener at kunne dokumenterer i alt fjorten tilfælde mellem 2008 og 2009, hvor multinationale selskaber var indblandede i alvorlige menneskerettighedskrænkelser og i nogle tilfælde indgik relationer svarende til det mellem Chiquita og AUC. Om ikke andet accepterer en lang række af multinationale selskaber at arbejde i områder, hvor der også er paramilitær aktivitet. Denne aktivitet forårsager fordrivelser fra områder i selskabernes interesse og tjener til at undergrave forsøg på at organisere lokalsamfundene til kamp mod de upopulære projekter. Hertil kommer at de paramilitære arbejder for at forhindre arbejderne ved de samme projekter i at organisere sig for ordentlige løn- og arbejdsforhold. Mange multinationale høster altså en direkte gevinst ved at operere side om side med de paramilitære.

Udover utallige fordrivelser, mord og andre menneskerettighedsovergreb fører en stor del af aktiviteterne i mineri- og energiudvindingssektoren også til umådelige negative konsekvenser for miljøet. Åbne minebrud er som beskrevet i det tidligere blogindlæg ”Udsigt fra en tagtop” yderst populære blandt mineselskaberne på grund af de økonomiske fordele forbundet hermed. Som beskrevet i samme indlæg har denne form for minedrift dog også alvorlige følger for de omkringboende. Åben minedrift har i sig selv stor geografisk udbredelse, og forudsætter derfor rydningen af store landområder for vegetation og bebyggelse med dertilhørende fordrivelser. Dertil kommer at denne form for minedrift genererer store mængder affald og fint støv. Støvet transporteres let med vinden mod omkringliggende beboelse, hvor det kan ødelægge luftvejene for de eksponerede. Det sker heller ikke sjældent, at de restkemikalier, der bliver til overs i forbindelse med minedriften, udledes i mere eller mindre ren form i naturen. Her kan de ødelægge jord og vand og dermed livsgrundlaget for mennesker, planter og dyr i vid omkreds omkring minen. Fra Cerrejon-minen i det nordøstlige Colombia, hvorfra Danmark gennem DONG og Vattenfal i 2008 importerede 27 procent af sit samlede kulforbrug, rapporteres også om dødsfald relaterer til forurening fra minen.

For at strø salt i såret fører disse overgreb mod den colombianske befolkning og natur ikke de store økonomiske gevinster med sig for samfundet. Som man kunne formode forholder det sig faktisk lige modsat. Ifølge organisationen RECLAME, der bekæmper de negative konsekvenser af multinationale mineriprojekter, er den økonomiske gevinst i sidste ende negativ for den colombianske stat.

Som udgangspunkt skal også de multinationale betale skat. Der er dog en lang række fradrag og fritagelser, som gælder for disse og derfor trækker det samlede skattebidrag væsentligt ned. RECLAME vurderer, at faldet i skatteprocenten er fra 22 til 10 procent. Dertil kommer de hypotetiske udgifter til miljømæssig og social genopretning oven på den hærgen af natur og befolkning (eksterne omkostninger), som følger med projekterne. Medregnet disse hypotetiske udgifter er der for det colombianske samfund en direkte negativ gevinst ved at lade de multinationale selskaber operere i landet under de betingelser, som gør sig gældende lige nu.

Som omtalt her på Modkraft viste DR1 d. 25. november dokumentarfilmen ”Tyveriet af Afrika” af Christoffer Guldbrandsen. Samme aften offentliggjorde udviklingsorganisationen Ibis den animerede kortfilm ”Kapitalflugten”. Begge film behandler det prekære forhold, at det beløb, som ilandene til sammen giver til ulande gennem udviklingsstøtte, langt overstiges af de værdier, som virksomheder fra ilandene samtidig hiver ud af disse lande. I Kapitalflugten påstås det, at summen, der forlader ulandene gennem de multinationales aktiviteter, årligt løber op i 5.000 milliarder kroner. Det svarer til 10 gange så meget, som ulandene i løbet af samme tidsrum tildeles i udviklingsstøtte. Muligheden for denne kapitalflugt skabes gennem neoliberale lovgivning, der gennemføres via diverse frihandelsaftaler og strukturtilpasningskrav fra organisationer som IMF og Verdensbanken. Faktisk er EU netop nu ved at indgå en frihandelsaftale med Colombia, der vil muliggøre yderligere kapitalflugt fra landet. Denne sag er også netop blevet omtalt her på Modkraft.

Udbytningsforholdet af Colombia på et globalt plan svarer formentlig nogenlunde til det som skitseres i de to ovennævnte film, idet Colombia også modtager internationale støttekroner (hvilket egentlig i sig selv er et problemfyldt emne idet, at en stor del af denne støtte gennem den amerikanske ”Plan Colombia” direkte finansierer den væbnede konflikt). Dermed er de multinationale selskabers aktiviteter over og under den colombianske muld direkte medvirkende til i bedste fald at fastholde de almindelige colombianere i fattigdom og i værste fald dræbe, fordrive eller yderligere forarme dem. Dette forhold bliver ikke mindre absurd i betragtning af det paradoksale forhold, at statens påskud for at ekspropriere landbefolkningens jord og udstykke den til minedrift er, at dette er en ”aktivitet til almen gavn og i social interesse”. Faktum er, at det er en aktivitet til almen skade og udelukkende i en lille økonomisk elites interesse.

 

 

Læs meget mere om mineri- og energisektorens indflydelse og aktiviteter i denne rapport fra Peace Brigade International: Mining in Colombia: At what cost?  (på engelsk)

Læs mere om Cerrejon-minen hvorfra Danmark importerer 27 procent af sit kul fra i denne rapport fra Danwatch: Kullets forbandelse  (på dansk)

Annonce