Annonce

20. november 2012 - 16:06

Udsigt fra en tagtop

Efter nogle dage i udkanten af Bogotá drog vi i en propfyldt bus ind til hjertet af forstaden Usme. Huset, som vi blev indlogeret i, er endnu et eksempel på et børnefristed. Her kan unger fra forstaden komme før eller efter skole, for at få hjælp med lektier, spille musik, lave teater og lignende. Bydelen, som huset ligger i, bærer dog meget præg af at være et hårdt sted med megen arbejdsløshed, fattigdom og kriminalitet. Der var forbud mod at stå uden for døren og ryge, selv i grupper, og hoveddøren skulle til hver en tid være låst og aldrig åbnes for andre, før at vi var sikre på deres identitet. Heldigvis havde vi mulighed for at gå op på taget, hvor man kunne nyde enten sine cigaretter eller den fascinerende udsigt over millionbyen Bogotá fra Usmes højder.

Hvis man valgte at benytte den overdækkede tagterasse til sidstnævnte aktivitet, ville man fra toppen af taget kunne se boligerne, der huser Usmes 500.000 indbyggere. Lige nedenfor ville man kunne se nabohusets bliktag blive holdt på plads af mursten, skovle og jernstænger, og overalt omkring sig ville man kunne se, de samme lette typemursten udgøre vægparti i tusindvis af hastigt opførte to-etagers bygninger.

Mange af Usmes kvarterer, specielt de fattigste længere oppe ad de bjerge som bydelen ligger op ad, er opstået i løbet af de seneste årtier. Uden nogen form for struktureret byplanlæning er de blevet opført af tilflyttere fra Colombias landområder. Op mod 90 % af husene i disse kvarterer er blevet til som følge af såkaldte ”invasioner” - ulovlige husopførelser på private eller offentlige grunde. Med tiden er de fleste af disse huse blevet lovliggjorte, og der er blevet indlagt vand og elektricitet. I mange dele af byen er grusveje normen og asfalterede veje et privilegie, som beboerne har tilkæmpet sig gennem hård kamp med myndighederne. Skolegang og sundhedsvæsen skal man flytte sig langt for at få adgang til.

Kigger man mod øst vil man se flere store, åbne minebrud med tilhørende murstensfabrikker. Murstensproduktionen er en af områdets store beskæftigelsesmuligheder, men også en af de største årsager til beboernes ulykke. I første omgang fører murstensbrænderiet til en voldsom forurening af luften. I forvejen er partikelfiltre ikke en del af repetoiret i byens bilpark, og luftkvaliteten omkring murstensproduktionen får København til at minde om en japansk bjergtop. Dernæst følger at mineaktiviteten fører til en omfattende underminering af boligområderne. Jordlagene under bebyggelsen rundt omkring minen risikerer at blive yderst ustabile, og jordskred har siden minedriften begyndte kostet utallige familier deres huse, ejendele og, ikke sjældent, deres liv. Alt dette uden at byadministration eller stat skrider ind med for- eller påbud overfor mineselskabet, som ville kunne resultere i mindsket profit. Det kan ikke andet end tolkes som udtryk for en velovervejet prioritering.

Havde det at bosætte sig i en bydel som Usme været resultatet af en velovervejet beslutning, ville oplevelsen af stedet måske have været tålelig. Sandheden er bare den stik modsatte. Når folk har bosat sig her, er det ofte som resultat af, at de er blevet fordrevet fra deres hjem på landet. Colombia konkurrerer med Sudan om rekorden for flest internt fordrevne. Befolkningstallet i hovedstaden Bogotá er blandt andet af denne grund steget eksplosivt, siden den bevæbnede konflikt i landet eskalerede op gennem 50'erne og 60'erne.

Når bønderne har forladt deres jord som resultat af hærgen fra bevæbnede grupper, statslige eller ikke-statslige, er de ofte rejst mod store byer som Bogotá i deres søgen efter hjælp fra det offentlige. Efter at have indset at denne hjælp for de fleste blot bliver ved løfter og gode intentioner fra myndighedernes side, siver størstedelen væk fra centrum. Mange af disse bosætter sig i interimistiske rønner i udkanten af byen, der med tiden kommer til at udgøre bydele som Usme.

Situationen i Bogotás forestæder tjener til at understrege, at konflikten i Colombia ikke kun handler om sammenstød mellem guerillagrupper og regeringstropper i fjerne bjergegne og landområder. Den fører i storbyerne til en ukontrollerbar urbanisering. Staten enten vil eller magter ikke at tage hånd om de borgere, der lider under den konflikt, som den selv er direkte involveret i og i høj grad med til at holde kørende.

Konflikten i Colombia handler om jord. Både på landet og i byen lader myndighederne jagten på naturressourcer få førsteretten, når der deles jordlodder ud. På de tilbageværende jordlodder kan borgerne så få lov til at forsøge at bygge deres liv op – hvilket ofte også indebærer selv at opføre huse, skoler og sundhedscentre. Store dele af befolkningens eneste kontakt med myndighederne finder nemlig sted, når militæret ulovligt tilbageholder og registrerer dem eller fordriver dem fra deres jord. Der findes derfor heller ingen løsning på den væbnede konflikt, som ikke indebærer en løsning på konflikten om jorden – på landet og i byen.

Annonce