Annonce

14. marts 2011 - 22:11

Distortion er (næsten) kommunisme

Distortion festivalen er næsten kommunisme. Kun få ting skal laves om, før Distortion er befriet fra kapitalismen. Som udgangspunkt er Distortion gratis. Lyden er gratis. Lugten er gratis. Oplevelsen er gratis. Dine venner er gratis. Fællesskabet er gratis. Distortion er for alle, til alle, med alle. Vi er alle Distortion! Og Distortions dna er derfor kommunistisk.
Uden os er der ingen Distortion Festival. Det er os, der spiller musikken. Det er os, der producere oplevelserne, events, venskaberne og identiteterne. Det os, der står som arrangør af festen. Det er os, der køber, sælger og forbruger øllene. Festen laves i vores navn. Det os, der skaber ”den fede stemning”. Det er os, der producerer værdien ved Distortion Festivalen. Distortion ville ikke være en skid uden os.

Vi vil ha penge for vores arbejde. Ellers strejker vi!

Det eneste problem med Distortion er, at vi ikke får løn for at danse. Uden os ville der ingen være til at skabe ”den gode stemning”, der netop er hvad Distortion handler om og handler med. Vi får ikke værdien af produktionen af ”den gode stemning”, vi skaber.
Hvis vi ikke bliver lønnet næste gang vi laver Distortion Festivalen, strejker vi! Ligesom når arbejderne stopper maskinerne, når arbejdsforholdene er for dårlige. Ligeledes vil vi dukke op uden at danse, snakke, feste. Vi vil være sure/kedeligeligeglade som organisatorisk og politisk strategi. Uden os stopper maskinen. Uden os ingen fest.
Hvis dette ikke hjælper på vores legitime krav om løn efter værdi, må vi tage hårdere midler i brug. Sabotagen er gennem historien nævnt som strejkevåben. Hvordan konflikten udvikler sig er op til arbejdsgiverens imødekommelse af kravene. Vi vil ha løn for vores værdiproduktion.

Produktionsmidlerne er allerede vores

Distortion er kommunisme. Det er sikkert og vist. Distortion har ikke kontrol over produktionsmidlerne. Distortion er som bien, der ikke burde kunne flyve. Det er vores produktionsmidler. Vi skaber værdien. Uden os er Distortion ingenting. Thomas Fleurquin har ikke længere kontrol over merværdien. For det er vores kroppe, erfaringer, erindringer og oplevelser, der producerer værdi. Det er vores kroppe og sind, der er maskinerne. Vi har kontrol over produktionsmidlerne. Derfor er Distortion allerede kommunistisk.

Annonce