Annonce

10. juli 2010 - 16:13

Ulovlig indtrængen?

Det er nattens mørkeste time lige inden det gryende morgenlys mod øst, og jeg cykler hen ad Refshalevej med den vedholdende og karakteristisk let forvrængede drum n’ bass bas som lydside.
På denne grænse til morgenens lys finder jeg det ekstra påfaldende, hvor stor forskel der er på sommeraktiviteter i andedammens største og polerede koloni, København.

I det ene hjørne har vi et nærmest manisk kapløb mod nye etiske lavpunkter, der denne sommer bygger ovenpå de seneste års mere og mere anti-humane forhold til forskellighed; jeg taler selvfølgelig om Frankie Boy’s kvalmende ledelse af frontalangrebet på romaerne.

I det andet hjørne har en forladt, gul bygning - kendt som Minørskolen - på Refshalevej de sidste par dage dannet rammen om en udfordring af den gængse, helligholdte profit-drevne diskurs for bybrug og -udvikling; en piratfest mod politistatsmetoder og for Nordic Climate Action Camp og en opfølger på succesen, en piratfest for dette nye fristed..

Fra det ene hjørne lyder en kakofoni af fordømmelser af romaerne, som ifølge råbekoret af friværdi-kolonihaveejere, politikere og andre bedsteborgere er skyld i stort set alle dårligdomme i Kbh. Alt fra teoretisk tyveri uden beviser til trickspil; forskellen på sidstnævnte og casino er essentielt et spørgsmål om ejerskab af en bygning til ens hasardspil.

Fra det andet hjørne er blevet serveret et bredt udsnit af "undergrundsmusik", krydret med billig, non-profit og DIY bar (som det efne korps af blå bøller fik ødelagt - hvorefter den selvfølgelig bare genopstod) og en stemning af, at disse fester er åbningen af et nyt fristed: endnu en omgang affald forvandlet til guld trods myndighedernes ihærdige modarbejde.

De foretagsomme jakkesæt i det ene hjørne har endnu engang formået at udstille deres hykleri, (også) når det gælder basale menneskelige rettigheder; en "forbrydelse" - såkaldt "ulovlig indtrængen" - der takseres med ca. 600 kr bøde, hvis du er "ægte dansker", takseres med to års landsforvisning (genoplivning af endnu en middelalderpraksis) hvis man "bare" er et menneske.

Den brogede skare af pirater, aktivister og andet godtfolk i det andet hjørne praktiserer netop "ulovlig indtrængen" som en reaktion mod gentrificeringen og kommercialiseringen af flere og flere af byens rum.

I disse aktioner - som så tit bliver forsøgt negligeret som "forkælet ungdomsdruk" - ligger en grundlæggende forståelse af "ejendom", der lægger vægten på brug, ikke kapitalejerskab. Et opgør med den syge idé, at spekulation og elitære gevinster er vigtigere end menneskers ret til et sted at bo og mad på bordet.

Det er et symptom på afvisningen af byen som et rum, der kan ejes og dermed indskrænkes og begrænses.

Det er et slag for byen som en levende symbiose af mennesker, idéer og skabertrang.

Det er kampen om byen; kampen om rammerne for livet for over halvdelen af verdens befolkning; et aspekt af den sociale krig for en fundamentalt anderledes verden!

Ikke "UD!" eller "BETAL!"..

Men "gør-det-sammen" og "gør det grønt og socialt"!

God piratstil - tag venner, familie, naboer og tilfældige ved hånden og så ses vi på gaden til demo og til fest igen!

Annonce