10 tesers kritik af den grønne økonomi! En kommentar til People's Climate March

Det plejede at blive kaldt bæredygtighed, men I dag hedder det “den grønne økonomi”. Bæredygtighed var løftet om en økologisk modernisering af den krisebefængte kapitalisme sammen med en håndfuld sociale elementer. Det er, hvad den grønne økonomi handler om.

I de følgende ti teser vil vi vise, hvorfor den grønne økonomi uundgåeligt vil fejle I sit erklærede mål om at gøre økonomien grøn på grund af de nuværende kapitalistiske og imperialistiske forhold og en blind tro på fremskridtet og vækst.

Den grønne økonomis strategier vil ikke kunne opveje de sociale og økologiske modsætninger I kapitalismen; I bedste fald vil den kunne delvist revidere disse modsætninger. Eller sagt med andre ord: Den kapitalistiske produktionsmåde opererer aldrig efter mennesker og naturens behov, disse behov står nærmere i modsætning til den produktionmåde. Den grønne økonomi vil I bedste fald være I stand til at repositionere disse grænser.

Derfor mener vi at for at kunne håndtere de nuværende kriser på en frigørende, internationalistisk og solidaritetsbaseret måde, behøver vi grundlæggende forandring af de nuværende økonomiske og magtmæssige strukturer.

Vi ser denne forkortede version af vores teser som et bidrag til diskussioner om og undersøgelser af mulighederne for en frigørende og socio-økologisk forandring af de globale produktionsmetoder og livsmåder. Ligesom det var tilfældet med bæredygtighed, lover fortalerne for den grønne økonomi at opnå harmoni mellem økonomi, økologi og samfundet. UNEP, FNs miljøprogram, har da meget sigende også kaldt sin programrapport 2011 til RIO 20+ konferencen for “På vej mod en grøn økonomi. Veje til bæredygtig udvikling og fattigdomsudryddelse”.

Der er dog forskelle mellem den nuværende debat om en grøn økonomi og debatten om bæredygtig udvikling I de tidlige 90'ere. Først og fremmest, er det teknologisk grundlag for en grøn økonomi I dag langt mere udviklede, og for det andet bliver den grønne økonomi nu udråbt til redningsplanke for de kapitalistiske centre fra de dybt funderede økonomiske og financielle kriser.

Som sædvanligt I disse debatter, bliver de kræfter, der er ansvarlige for krisen, udråbt til at være de store håb: Staterne og særligt markedsøkonomi og kapitalen, samt den blinde jagt på vækst og konkurrencedygtighed. Med den grønne økonomi som værktøj bliver der ikke sat spørgsmålstegn ved drivkræfterne for social og økologisk katastrofe-kapitalisme, faktisk bliver netop disse drivkræfter hyldet som værktøjerne til grøn omstilling.

Kritik af den grønne økonomi

1. tese: En stringent afkobling af økonomisk vækst fra miljømæssig ødelæggelse er ikke mulig under kapitalismen.

Forskellige koncepter for en grøn økonomi, altså strategier for et nyt økonomisk paradigme, deler en opfattelse af, at en afkobling af den kapitalistiske økonomiske vækst og miljømæssige destruktion er mulig gennem teknologiske og sociale innovationer. Det er jo et lokkende løfte.

Begrænsningerne for dette perspektiv bliver dog tydelige på rent empiriske grunde. De såkaldte “rebound effekter” peger på, at mulige energibesparelser ved energieffektivisering vil blive spist af eller endda mere end det af større efterspørgsmål grundet produktivitetsforøgelse og dermed lavere priser.

Formelen effektivitet = nøjsomhed = mindre økologisk ødelæggelse holder simpelthen ikke: Effektivitets- og produktivitetsforøgelse er drivkræfter for økonomisk vækst, hvilket medfører øget produktion og dermed øget energi- og ressourceforbrug. Vi har brug for en forståelse af social og individuel rigdom, der ikke sætter lighedstegn mellem rigdom og økonomisk vækst.

2. tese: Den grønne økonomi slører udbytning og magtrelationer. Den sociale dimension reduceres til vækst, jobskabelse og fattigdomsbekæmpelse

Indenfor den grønne økonomi er der hverken plads til perspektiver om klasse, køn og etnicitet eller til generelle spørgsmål om reproduktion og global fordeling af arbejdet. Den grønne økonomi hviler på den forfejlede forudsætning, når den reducerer det sociale spørgsmål til blot at omhandle såkaldte grønne jobs – disse producerer ikke social retfærdighed.

Den første grundlæggende læresætning I kapitalistisk produktion er at maksimere profitter gennem forøget produktion af varer og ydelser. Produkter, ligemeget hvor grønne de er, forbruger naturressourcer, såsom sjældne metaller eller landsbrugsprodukter, som tilfældet biobrændstoffer tydeliggør. Disse ressourcer kommer fra miner og plantager I den Globale Syd. I langt de fleste tilfælde er de social tilstande frygtelige; internationale selskabers minedrifter har således medført utallige tyverier af jord og massiv miljøødelæggelse.

Ved at dyrke afgrøder til biobrændstoffer skubbes den lokale fødevareproduktion til side til fordel for mobilitetskrav hos den globale middel- og overklasse. Samtidigt promoverer internationale virksomheder, godt hjulpet af nationale politiske eliter, aggressive jordtyverier.

I stedet for at modvirke disse sociale skævvridninger og undertrykkelse baseret på klasse, race og køn, styrker den grønne økonomi disse tendenser.

3. tese: Strategierne I den grønne økonomi baserer sig på teknologiske løsninger

Strategierne bag den grønne økonomi følger en grøn-teknologisk tidsplan. Ligesom modeller for “økologisk modernisering” I 1980'erne skaber tech-innovation og know-how vejen for fremtidig “udvikling”. Den gyldne frase er “ressource effektivitet”. Der er intet at sige imod udviklingen af fornybar energi eller reduktion af ressourceforbruget, men det er alligevel centralt at sætte spørsgmålstegn ved, hvordan disse skal foregå og hvilke gruppers interesser, de egentlig plejer.

Den grønne økonomi er baseret på teknologier, der opretholder magtrelationer, der styrker centraliserede, erhvervsstyrede former for energiproduktion og -forsyning. Eksemplerne er allerede tilstede med gigantiske havvindmølleparker, solenergiinitiativet DESERTEC, sværme af elbiler og Belo Monte dæmningen I det nordlige Brasilien. Disse er alle udtryk for teknologi-fixes, kontrolleret af de eksisterende eliter, der fastholder de eksisterende ulige magtrelationer.

4. tese: Den grønne økonomi afpolitiserer debatten om socio-økologisk forandring

Debatten om den grønne økonomi leder til en afpolitisering af de igangværende diskussioner omkring eksisterende og tiltagende kriser og fremmer en autoritær løsningstilgang. Manifestationer af kriserne præsenteres som en ekstern fjende mod samfundet eller hele menneskeheden; en fjende, der kun kan besejres af såkaldt objektive og neutrale eksperters viden og beslutninger baseret på denne.

Eksisterende social modsætninger og konflikter bliver usynliggjort af den blinde tro på lederskab og god regeringsførelse og en passificerende “There-is-no-alternative” tilgang.

Grøn økonomi og grøn kapitalisme

5. tese: Den grønne økonomi skubber på kommercialiseringen af naturen under påskud af at ville beskytte den

Den kapitalitiske dynamik er baseret på at forvandle naturens elementer, såsom vand, biologisk diversitet, gas, olie, arbejde eller atmosfæren, til handelsvarer. Basisen er, at naturens elementer bliver “ressourcer” og dermed kan ejendomsretten til disse etableres og hævdes. Det grundlæggende spørgsmål om, hvorvidt det er muligt og ønskeligt at regulere alt gennem ejendomsretten og prissætning, forsvinder fuldstændigt.

Hovedaktørerne I disse processer virker til at være uden alternativ og den generelle antagelse i den grønne økonomi er, at producerende virksomheder og markedsmekanismer fungerer bedst, når staterne blot laver de rigtige rammer.

6. tese: Den grønne økonomi favoriserer markedsmekanismer til at modvirke overforbrug af naturressourcer og økosystemer

Den globale kapitalisme er ved at forvandle atmosfæren, oceanerne og landet til beholdere af overforbrugte ressourcer. Her taler vi ikke kun om vores husholdningsaffald, men også om enorme efterladenskaber fra f.eks metalproduktionen I Ungarn eller Amazonas.

Som et remedie siger den herskende økonomiske teori, at markedsmekanismer skal løse det, og helt I tråd med den arbejder den grønne økonomi med, at det skal være økonomisk rentabelt ikke at forurene eller overforbruge miljø og klima. Det ses klarest muligt I klimalovgivning, hvor der fastsættes priser på at udlede drivhusgasser. Dette har ikke ført til nogen som helst reduktion I udledningerne, faktisk spekuleres der blot I dem og hvorvidt større udledninger kan være en god forretning I 2020.

7. tese: Tyskland er et prima-eksempel på etablering af en hegemonisk grøn økonomi

Efter Fukushima katastrofen blev den tyske konservativ-liberale regering på en vis tvunget til at overbevise energiselskaber om at lukke nogle af deres atomkraftværker. Med regeringens nuværende “energi omstilling” skubber den på en måde at håndtere socio-økologiske problemer, der bevarer de nuværende magtforhold.

Tyskland advokerer kæmpe teknologi-baserede tilgange, såsom havvindmøller, og skubber dermed fornybare energi lige lugt I armene på kapitalistisk konkurrence, hvorved landet bliver et klasseeksempel på, hvordan den grønne økonomi kan promoveres uden at opnå nogen reelle sociale eller økologiske omstillinger af produktionsmåden.

8. tese: Den grønne økonomi er socialt og spacialt selektiv og ekskluderende

Det tyske eksempel viser endvidere, at den grønne økonomis løfter også vil blive dens forfald. Ved at være selektiv og socialt eksklusiv vil den grønne økonomi muligvis lykkedes med at etablere flere grønne elementer I økonomi og samfund; elektrisk mobilitet vil måske vokse og fornybare energier måske ligeså. Dog vil de nye grønne insvesteringsmuligheder for den krise-rystede kapital give de helt forkerte incentiver for at håndtere de økonomiske og finansielle kriser, da de blot videre vækst paradigmet.

De kommer hverken til at bryde med de grundlæggende ubæredygtige produktionsmetoder eller livsmåder, eller til at sætte en stopper for økologisk ødelæggelse og overforbrug af naturen. Disse produktionsmetoder og ødelæggelser bliver blot placeret andre steder, hvor de nødvendige ressourcer er til stede; I landlige regioner, I det Globale Syd eller I dybhavet.

Særligt fra et internationalistisk perspektiv, er det umådeligt vigtigt at kritisere og forhindre denne forflytning af problemer til andre regioner I verden.

Frigørende alternativer til den grønne økonomi

9. tese: Et solidaritetsbaseret samfund hviler på en radikal demokratisk beslutningsstruktur og ikke på en logik om værdisætning og priser, som den grønne økonomi præsenterer

I stedet for at designe fordelingen af naturressourcerne på stadig mere ekskluderende måder, er det essentielt at demokratisere fordelingen af naturressourcer radikalt. På et mere abstrakt plan betyder det, at den måde samfund tilegner sig natur på, altså den måde hvorpå mad, beboelse, kommunikation og mobilitet bliver gjort mulig, skal placeres centralt I demokratisk debat.

Eksempler på denne demokratisering kan ses I ikke-kapitalistiske måder at håndtere vand og biodiversitet, I decentraliseret energiproduktion og -fordeling på grundlag af fornybar energi og I f.eks urban gardening.

En demokratisering af samfundsmæssige relationer til naturen indebærer ligeledes en demokratisering af teknologisk udvikling og et opgør med ulige kønsrelationer og racistisk diskrimination.

10. tese: Diskursen om den grønne økonomi skal konfronteres med offentlig kritik og praktiske aktiviteter af de socio-økologiske bevægelser

Fra et frigørelsesperspektiv er det vigtigt ikke at kritisere enhver form for økologisk omstilling, men specifikt den kapitalistiske type, der fremføres med den grønne økonomi. Vi skal stå sammen med dem, der kæmper med intentioner og mål om frigørelse og de, der kæmper for fundamentale globale forandringer I økonomi og samfund.

De massive industriprojekter med mineraludvinding, dæmningsprojekter og monokulturelt landbrug I Latin Amerika er nogle eksempler blandt mange, hvor vi kan kæmpe. Ved at referere til disse kampe og til lokale debatter om alternativer til de dominerende modeller for udvikling, åbner nye veje for tanker og handling sig. Veje, der potentielt kan lukke permanent, hvis den grønne økonomi får endeligt fodfæste.

Frit oversat baseret på tekster fra arbejdsgruppen “Societal relationships with nature” under Bundeskoordination Internationalismus. Tak til dem for teserne!