Annonce

27. november 2012 - 20:36

Tale til demonstrationen torsdag d. 22. novembermod Israels overgreb i Gaza

Sidste år forsøgte jeg sammen med en gruppe mennesker fra fem kontinenter to gange at sejle til Gaza med Freedom Flotillia. Første gang fra Grækenland anden gang fra Tyrkiet.

Begge gange mislykkedes det, fordi det viste sig, at både den græske og tyrkiske regering havde lavet lokumsaftaler med Israel om, at vi ikke skulle af sted. Det blev ikke sagt åbent, men derimod pakket ind i alskens bureaukratiske træneringer. Magthaverne i Grækenland og Tyrkiet ved nemlig godt, hvad deres befolkninger mener om Israels fremfærd over for palæstinenserne.

Da vi på Kreta var blevet holdt hen med snak og nye latterlige formelle krav i 2 uger, stak vi af og blev opbragt af det græske militær 4 sømil, før vi nåede internationalt farvand. Båden blev slæbt ind i frihavnen, hvor lokalbefolkningen samledes og hjalp os med is til det afbrudte køleskab, med at få opladet elektronikken, så vi kunne komme på  nettet og omverdenen få at vide, hvad der var sket.  

Soldaterne var tydeligt utilpasse ved situationen - en af dem sagde, at hans familie stod inde på kajen og demonstrerede.

Israel er venner med den økonomiske og politiske overklasse, men den almindelige græker og tyrker er ikke med på det her, og derfor bliver der talt med 2 tunger.

Hvem andre end Israel kan ustraffet borde skibe i internationalt farvand, kan åbenlyst praktisere apartheid, kan kolonisere andre landes vand, jord ejendom, ja et helt folks tilværelse?

Sovjets tilsvarende ageren i de baltiske lande vakte stor forargelse hos de, der nu tier. For det vestlige internationale samfund tier, slår øjnene ned, ser den anden vej. De ved godt, hvem der lider, hvem der sidder i en stor koncentrationslejr, hvem der generation efter generation er blevet fordrevet, chikaneret, ydmyget, hvis børn ingen fremtid øjner.

Presser du på, så snakker de magtsprog - uh, det er meget kompliceret, der er fejl på begge sider, det er også Hamas og bla, bla. Vi i det så demokratiske Vesten kan nemlig kun lide demokrati, hvis folk vælger de rigtige. Men mennesker, der ikke har mere at miste, bliver desperate - Hamas eller ej. Overvejelser om, hvorvidt vi skulle have byttet om på årsag og virkning, er ikke med i regnestykket.

Danmark er ikke et hak bedre. Danwatch påviser samarbejde med Israel, investeringer i ulovlige bosættelser. Og udenrigsministeren er i Grønland for at se efter råstoffer. Han er også begyndt at tale magtens sprog - nah, nu venter vi på de andre - det sidder de så alle sammen og gør.

Herfra skal det lyde: kom dog hjem, for fanden Willy, og gør noget. Tag jer sammen, løft blikket, se os og palæstinenserne i øjnene, åbn jeres mund og anerkend Palæstina.

Ud af Gaza med Israel, slut med det onde fængsel, vælt hegnet, så folk kan leve et værdigt liv.

Befri Gaza!

Annonce