Annonce

24. juli 2012 - 11:15

Femø 40 og 29 år efter

Jeg var på Femø nogle dage denne sommer. For første gang i 29 år og 40 år efter, at jeg var der første gang.

Det var på alle måder en fin oplevelse, og skar ud i pap, hvor meget der er sket på godt og ondt siden. Hvis ikke jeg skulle køre en workshop, ville jeg ikke være taget tilbage, for i 83 - for 29 år siden - var lejren på de fleste måder en skidt oplevelse.

Interessen for, hvordan det var i gamle dage (70’errne), og hvad der var skidt i 83 - og 82 - var ægte, nysgerrig og uden forudfattede meninger. Som flere sagde ”der var jeg jo ikke engang født, så fortæl”. 

Da vi i 68 i løbet af et års tid fandt ud af, at vi mest lavede the til mændenes 68-oprør (kig på billederne fra dengang), var vi en del, der gik separatistisk og tog det bedste fra oprøret med over i Rødstrømpebevægelsen, og ud af det kom ud over meget andet samfundsomvæltende den første Femølejr i 71. Året efter vovede jeg mig af sted sammen med en anden fra kollektivet til nervøs moro for mændene i kolleren.

Så var jeg der næsten hvert år indtil 83. Gik ind i Femø-gruppen, fik lastbilkort, så vi kunne flytte lejren ud og hjem uden assistance fra mænd, fik styr på at køre traktor og bakke med en anhænger, så vi kunne køre børnene ud på øen (helt forbudt i dag), hente halm til madrasserne og andre praktiske ting, blev god til at rejse de enorme telte, fik brugt og udviklet mit organisationstalent og fik dummet mig i solidarisk og muntert lag.

Jeg havde nogle fantastiske somre de år.

Det kunne der skrives side op og side ned om, men de sagesløse læsere skal nok slippe.

Men først i firserne gik det ned ad bakke. Og for at styrke det dalende deltagerantal, forslog jeg VS’s kvindeseminar, at vi fik et telt på Femø i stedet for den højskole, vi plejede at bruge. De fleste af os havde været der før blot ikke som VS-kvinder, så glade drog vi af sted i 82. Det skulle vi aldrig have gjort - partiorganiseringen var ikke velset, og velset var det heller at gå i seng med fjenden, så der var meget galt med os, og det blev der ikke lagt skjul på - vi blev nærmest mobbet.

De mere stædige af os - ca. halvdelen - tog af sted igen året efter. Det var jo min lejr - der hvor store dele af verdens sammenhæng var gået op for mig, hvor vi havde danset, sunget, drukket og krænget vores sjæle ud.

Sikke en nedtur. På en trist stenstrand stod nogle småskæve telte. Der lå en lille flok unge kvinder og læste ugeblade i skyggen. De sagde knapt goddag. Der var ikke organiseret nogen børnepasning (vi var de eneste, der havde børn), ja, knapt noget andet. Slut med Femø.

Så det var med blandede følelser jeg drog af sted her i juli - stadig partiorganiseret og til mænd, så hvordan mon det skulle gå? Minderne væltede op, da bussen kørte fra Kvindehuset. Vaffelisen i kiosken på havnen, hvor jeg havde sovet på gulvet, når jeg kom for sent til færgen i Kragenæs, var, som den plejede - med guf som i Jylland. Jeg var lige ved at tude, da vi lagde til, over, hvor øen lignede sig selv.

Lejren var til gengæld blevet noget mere komfortabel, Køkkenet betydeligt mere veludstyret med køleelementer, der blev skiftet ud med nye kolde hver dag - samtidig med at mobilerne blev kørt til opladning. Teltene var noget mere håndterbare - smukke hvide.

Stemningen var afventende, men rar og imødekommende. Vi var unge og gamle, mens midtergenerationen som sædvanlig manglede, og den kunne måske have allermest brug for det med tidens perfektionskravkrav og stress. Vi var vel ca. 30 -flere af de andre uger var helt fyldt op -  og jeg vil skyde på, at 2/3 var lesbiske, men ingen mobning af mindretallet. Man blev set, som den man var.

En samtale omkring bålet på stranden rumsterer stadig i mit hoved. En voksen kvinde fortæller, at det at være lesbisk er genetik - hun vidste det tidligt i folkeskolen og havde hellere været det foruden. Livet havde været nemmere, når der kunne vælges partner blandt mange flere. Jeg var målløs. En sådan politisk ukorrekthed var aldrig gået i 83 - ingen havde turdet sige noget bare i nærheden, men hvor var det dog befriende, at der var plads til at mene, hvad man mener, og få en god snak om det.

På væggen i mit køkken hænger et billede af min ældste datter - hun må være tre og et halvt - hun er nøgen bortset fra en blomsterkrans om sit røde hår og en lag las af en gammel natkjole - den elskede sutteklud - der hænger fra tommelfingeren sikkert placeret i munden. I baggrunden de store grønne femøtelte og ude til venstre min gamle veninde Karen i underbukser og en lang fletning ned ad ryggen. Solen skinner og farverne er gode jordfarver - det er smukt. 

Måske skulle jeg tage af sted næste år med barnebarnet.

Annonce