Sass har ret - Vi er ekstreme

Henrik Sass har været ude og sige, at Enhedslisten er ekstrem. Og ja – det er vi måske nok. Hvis det er ekstremt at mene, at der ikke er nogen få, der skal kunne blive sindsygt rige på andres bekostning; at det ikke er i orden at forurene vores allesammens jord; at det ikke er OK at børn, syge og gamle gang på gang skal holde for, når der tales om "ansvarlighed"; at det ikke er rimeligt at folk bliver syge af at gå på arbejde, mens andre bliver syge af ikke at kunne få et job; at vi ikke vil have krige, hvor folk bliver slået ihjel, mens andre tjener på oprustningen.

Hvis det er ekstremt at kæmpe for et samfund, hvor mennesker og miljø kommer før profit og insistere på, at kapitalismen ikke er en naturlov, men et menneskeskabt system, der kan ændres af mennesker - ja, så er vi ekstreme!

Betyder det så, at det er umuligt at lave parlamentariske aftaler med Enhedslisten? Nej, som vi allerede har vist i flere sammenhænge er vi ikke ultimative. Vi kan sagtens deltage i aftaler og forlig, der ikke indfører socialisme her og nu. Men det skal være aftaler, der peger i den rigtige retning – om det så blot er med museskridt.

Desværre går skatteaftalen, fleks- og førtidsreformen alle den forkerte vej. Regeringen insisterer på at fokusere på at øge arbejdsudbuddet i en tid med arbejdsløse, samtidig med at man forringer vilkårene for de, der p.g.a. arbejdsløshed, sygdom eller lignende er uden arbejde.

Når et øget arbejdsudbud ifølge finansministeriets modeller skulle give milliarder i statskassen er det ud fra en teori om at det øgede arbejdsudbud (flere i arbejdsløshedskøen) kan bruges til at presse lønnen yderligere, så virksomhedernes overskud kan blive endnu større – og så må vi jo folde hænderne og bede til, at de vil bruge overskuddet til at oprette flere arbejdspladser og ikke blot til at fortsætte lønfesten på direktørgangene og øge udbetalingerne til aktionærerne.

Men øget arbejdsudbud betyder ikke kun et øget pres på lønnen, hvilket allerede har givet sig udtryk ved at de seneste overenskomster på det private område end ikke sikrer reallønnen. Det giver også et pres på arbejdsmiljøet, både det fysiske og det psykiske,  hvor folk stresses og  affinder sig med farlige og sundhedsskadelige forhold, med ulykker, langtidssygemeldinger og permanent udstødning fra arbejdsmarkedet tilfølge.  

Enhedslisten vil gerne være med til at lave reformer – hvis de vel at mærke går i den rigtige retning. D.v.s. hvis de forbedrer vilkårene for flertallet af befolkningen og hvis de er til gavn for miljøet. Men vi vil ikke være med til at tage fra almindelige lønmodtagere og folk på overførselsindkomster for at løse imaginære problemer – som en påstået fremtidig mangel på arbejdskraft.

Det, der er problemet for reformistiske partier som S og SF i den nuværende krise er at den kapitalistiske krise ikke levner plads til reformismen. Når S og SF sidder med regeringsmagten i en økonomisk krisetid, fører de grundlæggende borgerlig politik, simpelthen fordi der ikke er råderum for selv et nok så usselt reformprojekt, hvis man ikke er parat til at gå til angreb på systemet! Der er en grund til, at reformismen ofte oplever kriser i en økonomisk krisetid – og det er, at reformismen ikke fungerer, ikke leverer et brugbart svar på krisen.

Og her vil Enhedslisten altså ikke blot stikke piben ind og holde lav profil med vores politik og vores alternativ til det kapitalistiske samfund, ud fra en logik om at det i en krisetid handler om at ”stå sammen”, ”være i samme båd”, ”alle skal tage vores del” og hvad der ellers florerer af floskler. Floskler, der gang på gang viser sig at dække over at almindelige lønmodtagere, folk på overførsel m.fl. er dem der ”skal tage vores del” og ”bidrage i disse for vort land så alvolige tider”, mens direktører, banker, aktionærer og andre, der i medgangstider scorede overskuddet med henvisning til, at de stillede med ”risikovillig kapital” går fri.

Vi har bud på løsninger på de problemer, der er – og det er løsninger, der hænger sammen økonomisk. Vi har f.eks. forslag om offentlig produktion, grønne jobs og meget mere. Ligesom de gamle travere om Nordsøolien og reel beskatning af multinationale selskaber kan indbringe milliarder – hvilket de økonomiske vismænd har givet os ret i. Noget af det strider måske nok imod kapitalismens love – men så må de love jo laves om.

Vi er som sagt ikke urimelige eller urealistiske. Vi kræver ikke at ethvert forslag eller reform skal føre direkte til socialisme for at vi kan støtte det. Men retningen skal i det mindste være den rigtige. Hvis jeg skal fra København til Esbjerg kan jeg sagtens følges med nogen, der skal til Høje Taastrup eller Roskilde – men jeg sætter mig altså ikke ind i toget til Malmø.