Enhedslisten og finansloven: hvad skal der til?

Hvad skal der til, for at Enhedslisten kan stemme ja til en finanslov. Det er et spørgsmål, der optager mange – Enhedsliste-medlemmer og vælgere, regeringen og de øvrige politiske partier og ikke mindst politiske kommentatorer. Ved årsmødet 2010 (altså før den nuværende regering tiltrådte) vedtog Enhedslisten følgende:

En finanslov er både en opsamling på det foregående års politik og et budget for det kommende. Enhedslisten opfordrer en ny regering til at gennemføre et markant brud, der erstatter VKO-politikken med en social, solidarisk og bæredygtig politik. En finanslov, der markerer sådan et brud, får også vores stemmer (min understregning). Men vi stemmer under ingen omstændigheder for en finanslov

- som indeholder forringelser

- som ikke indeholder markante forbedringer

- som opsummerer et års nedskæringspolitik, gennemført sammen med partier til højre i salen.

Efter at regeringen valgte at indgå først en skattereform og derefter en fleksjob- og en førtidspensionsreform med de borgerlige, er der kommet mange bud på, hvor ”dyrt” det vil være for regeringen at indgå en finanslovsaftale med Enhedslisten.

I løbet af sommeren og efteråret har der så – bl.a. på baggrund af stort pres fra fagbevægelsen, S og SF’ baglande og mange andre – rejst sig en forventning om, at et minimum for at Enhedslisten overhovedet kan indgå i reelle forhandlinger med regeringen om en finanslovsaftale er, at der gøres noget for at rette op på den dagpengereform, som VK-regeringen gennemførte med de Radikales stemmer.

Når dagpengespørgsmålet er helt centralt, er det ikke ”kun” fordi vi skal redde de tusinder, der falder ud efter 1. januar 2013.

Det er også fordi dagpengereformen er en tydelig udmøntning af den økonomiske politik, som VK-regeringen førte – og som den nuværende regering i regeringsgrundlaget har sat sig for at videreføre.

Det er en politik, der går ud på, at mens store firmaer, banker, storaktionærer, direktører m.fl. går fri, skal krisen løses ved at skære ned på den offentlige sektor (med deraf følgende forringelser og fyringer), forbedre forholdene for erhvervslivet (hvilket ofte betyder slæk på miljøkrav mm) samt ved at presse almindelige mennesker på løn og arbejdsvilkår. Derfor hele snakken om at ”øge arbejdsudbuddet”: jo flere, der er til at slås om de (for få) jobs, der er, jo mere kan man presse dem (os) og så må vi blot folde hænderne og bede til, at de private arbejdsgivere og aktionærer bruger pengene til at oprette flere arbejdspladser og ikke til at øge profitten.

Her passer dagpengereformen fint ind: for det første betyder det, at alle de, der står til at falde ud og miste forsørgelsesgrundlaget, bliver desperate og villige til at tage jobs til lønninger under overenskomsten og på dårlige vilkår, Og samtidig betyder det, at alle de, der lige nu er så heldige at være i beskæftigelse, frygter så meget for at miste deres arbejde, at de undlader at stille lønkrav (end ikke for at bevare reallønnen) samtidig med at de accepterer forringede arbejdsvilkår, i en grad så folk i endnu højere grad end tidligere bliver syge af at gå på arbejde (se f.eks. Arbejderbevægelsens Erhvervsråds rapport ”Det psykiske arbejdsmiljø forværret under krisen”).

Regeringen har hidtil blankt afvist at ændre dagpengereglerne. Enhedslisten har derfor meldt ud at kravet ikke (længere?) er en betingelse for at indgå i forhandlinger. For at undgå at regeringen laver en finanslov med Venstre vil Enhedslisten nu indgå i forhandlinger og se, hvor langt man kan komme. Det bliver spændende at se, om det er muligt at lave en aftale, der på anden måde markerer et brud med VK-regeringens politik og indeholder markante forbedringer.

For vi skal efter min mening ikke stemme for en finanslov, der blot viderefører den økonomiske politik, som VK-regeringen førte og som regeringen hidtil har videreført. Heller ikke selvom vi får nogle ”billige” eller ”gratis” symbolske indrømmelser på andre områder. Og heller ikke med argumentet om, at det ville være værre, hvis vi ikke var med.

Vi skal ikke acceptere og dermed legitimere den borgerlige økonomiske politik som det eneste ”realistiske og ansvarlige”. Vi skal holde fast i at det er muligt at løse krisen på helt andre måder – at vi vil ”erstatte[r] VKO-politikken med en social, solidarisk og bæredygtig politik”. Vi køber ikke præmissen om, at der kun er én vej – vi vil fortsat vise og kæmpe for et alternativ.