Når racisme bliver naturligt

Det er måske den største arv fra den såkaldte 'kulturkamp' - fra 90'ernes socialdemokratiske frygt og gradvise indførsel af diskriminerende lovgivning på udlændingeområdet, over 00'ernes borgelige omfavnelse af hadet i både lov og retorik - at racisme nu ses som en naturkraft. At racisme ikke er noget, der kan bekæmpes - i samfundet og i os selv - men i stedet den naturlige reaktion på at leve sammen med andre, der er anderledes end en selv.

De sidste dage har der været meget snak om Vollsmose og den begivenhed, der udfoldede sit dramatiske højdepunkt på Odense Universitetshospital mandag d. 20. august, da en større gruppe folk stormede ind og muligvis begik drabsforsøg på skadestuen. Utallige avisartikler er blevet skrevet om det og alle og enhver, der enten er politiker eller kan fremstilles som ekspert, er blevet interviewet og har udtalt sig. Det vil jeg ikke gøre her. Jeg ved ikke, hvad der er sket, hverken i situationen, i forløbet op til eller i Vollsmose i den senere tid. Jeg ville - som praktisk talt samtlige andre, der har udtalt sig - kun kunne sige noget abstrakt og generelt om ghettoisering, optøjer og vrede, eller kunne komme med en moralsk rygmarvsreaktion. Og det kan ingen være tjent med i den her konkrete situation - som netop er konkret og kræver en konkret viden, som jeg i hvert fald ikke har.

Det, jeg i stedet vil skrive om, er et aspekt af de helt vilde udtalelser, som den socialdemokratiske formand for Folketingets Integrationsudvalg, Trine Bramsen, bl.a. på politiken.dk d. 21. august, er kommet med i denne anledning.

Trine Bramsen, du er ikke min far

Jeg tror, man ville kunne få noget spændende ud af at se på det behov, som mange medier og politikere i fællesskab har sat sig for at opfylde gennem brutalitet. Det virker til, at når der sker noget voldsomt og rystende, noget der - som et drabsforsøg på en skadestue - ikke umiddelbart giver mening, så føler mange politikere, at de skal sikre, at orden og mening vender tilbage gennem så hårde og svinske udtalelser som muligt. En form for (symbolsk) mod-vold, der skal fylde det rum, hvor en voldelig og rystende virkelighed, der ikke passer ind i normalbilledet af samfundet, havde ryddet rum for tvivl, frustration og spørgsmål hos os alle. Men Trine Bramsen, du er ikke min far. Den store macho, der pumper sig op og lover at tæve bøllerne i troen, at det vil gøre verden tryg for mig. Du er ikke min suveræn, der skal skabe orden gennem vold. 

Man ville sikkert også kunne spinde en ende over fornuften i at udtale sig stigmatiserende om folk i anspændte situationer. Den franske krigshund, Nicholas Sarkozy, antænde med Alain Brossats ord i 2005 en rigsdagsbrand på hans eget niveau, pudlens, med udtalelser som, at det man så i gaderne i de første dage af forstadsoptøjerne, var resultatet af 'det polygame Frankrig'. Og ja, det vandt ham et valg - og en række nedbrændte byer - men hadets gøen viste sig ikke at være nok til at sikre hans politiske karriere, da folk først begyndte at tænke sig lidt om og hoppe ud af volds- og sprogpsykosen. Jeg ved ikke, om det er anderledes i Danmark, om svinske udtalelser og rasende had fungerer som spin her. Men jeg ved, at hadsk og stigmatiserende tale historisk utallige gange har ført til optøjer, vold og krig. Og Trine Bramsen, du skal vide, at du ikke kan føre borgerkrig i mit navn. 

'Hårdt mod hårdt'

Alt dette kunne man udvide og få en masse spændende ud af, men mit engagement med Trine Bramsens håbløse udtalelser - håbløse, både i forhold til stupiditet og i forhold til, at de er formuleret komplet uden håb om det gode i mennesker - er en særlig dimension af den nyere racisme, som de skriver sig ind i. Jeg er først og fremmest interesseret i hendes retfærdiggørelse af de hadske ord.

Efter at have beskrevet, hvordan den adfærd, som folk udøvede på skadestuen, ikke er 'en adfærd, der accepteres i Danmark' og 'så langt fra danske normer'; hvilket får hende til at sige, at dem, der har begået det her, må rejse hjem til deres hjemland, eller hvis de ikke har et sådant (fordi deres hjemland er Danmark, hvilket hverken Trine Bramsen eller jeg egentlig ved noget om) alligevel at overveje, 'om de vil være en del af det danske samfund eller ej'; for så herefter at beskrive, hvordan den samme adfærd, som er helt forfærdelig i Danmark, åbenbart er acceptabel andre steder i verden. Efter denne tirade i et brutalt og voldeligt sprog retfærdiggør Trine Bramsen sine udtalelser med følgende udsagn:

"Grunden til, at jeg sætter hårdt mod hårdt over for de her voldsmænd er jo netop, at der i Vollsmose bor rigtig mange, der er velintegrerede og går på arbejde. Og det er dem, det skader, når der sker sådan noget her med en gruppe, som ikke ønsker at overholde de spilleregler, der gælder i Danmark."

Trine Bramsen siger altså sådan, som hun gør, fordi hun vil beskytte alle 'dem', der bor i Vollsmose, altså alle 'dem', der er 'velintegrerede' og 'som går på arbejde'. Nu kunne man jo forstå den her udtalelse sådan, at Trine Bramsen er bekymret for folk, der bor i et område, der beskrives som hårdt ramt af kriminalitet. Men dels er det jo ikke bare folk, men 'dem' - de gode integrerede danske indvandrere - og dels er det for mig svært ikke at læse det, der truer 'dem', som stigmatisering. Altså: Trine Bramsen udtaler, at dem, der har lavet opløb på skadestuen, er udanske og skulle tage hjem, hvor de kommer fra - fordi ellers kommer de fleste danskere til at sige om alle 'dem', også de 'velintegrerede', at de skal tage hjem, hvor de kommer fra. Altså: hvis Trine Bramsen ikke er hadsk i sine udtalelser, så rammes folk af racisme.

I en spøjs drejning af den klassiske retfærdiggørelse af handlinger, man egentlig ikke selv kan stå inde for - 'jeg er nødt til at sætte hårdt mod hårdt, fordi det er det eneste, de forstår' - får Trine Bramsen udpeget racisme, som det naturlige, som ikke forstår andet end hårdhed: 'jeg er nødt til at sætte hårdt mod hårdt, fordi det er det eneste, den danske racisme forstår'.

Men er det ikke bare en enkelt tumpet udtalelse fra en enkelt politiker? Lad mig give et andet eksempel, fra en anden politiker, i en anden debat.

Jeg gør det for 'dem'

I en polemik omkring Liberal Alliances foreslåede stramninger i forhold til deportationsdomme for folk, der ikke har indfødsret, skriver Simon Emil Ammitzbøll d. 13. august på politiken.dk, at de foreslåede stramninger kommer af hensyn til "det store flertal af hårdtarbejdende og lovlydige udlændinge i Danmark". Og om det, han mener, truer 'dem', skriver han således:

"Hvis udviklingen bare får lov til at fortsætte, og en højere og højere procentdel af kriminaliteten i Danmark begås af udlændinge, risikerer vi at ende i en situation, hvor mennesker med mørk hud og fremmedklingende navne bliver mistænkeliggjort alene på grund af deres etniske herkomst."

Jeg har ikke tal på kriminalitetsrater på hånden, men lad os for nu bare tage Ammitzbølls udtalelse for gode varer. Jeg er ikke ude i et ærinde, der handler om, at vi ikke skal forholde os til sådanne tal eller at vi ikke må tale om forskelle mellem folk. Men det må jeg tage en anden gang. Lige her er pointen altså, hvilken forklaring der gives på behovet for diskriminerende lovgivning (og for god ordens skyld: jeg refererer ikke til internationale konventioner, men til det simple faktum, at den samme forbrydelse giver forskellig straf alt efter hvilken status, man har i samfundet).

For Ammitzbøll er problemet, at hvis ikke hans hårdhed kommer igennem, hvis ikke domme diskriminerer med forskellige straffe efter indfødsret, så vil 'de' blive ramt af racisme. 'De', alle de mange gode integrerede og arbejdende udlændinge, vil helt naturligt blive ramt af racisme. For racismen er naturlig.

Arven fra 'kulturkampen'

Begge politikere, Bramsen og Ammitzbøll, peger altså på, at deres hårdhed og diskriminerende adfærd er et resultat af et ønske om at beskytte 'dem' - de velintegrerede og arbejdende fremmede - ikke mod kriminalitet og at bo i et område, der virker til ikke at fungere særlig godt, men mod racisme.

Allerede i 1988 beskrev den franske filosof Étienne Balibar i teksten "Is There a 'Neo-Racism'?", hvordan to mutationer af den 'klassiske' biologisk orienterede racisme (som naturligvis historisk aldrig har stået alene, men i sammenspil med bl.a. racisme baseret på religion, nationalitet og koloniale fantasier) har været dominerende i de seneste årtier; den ene kulturens overtagelse af biologiens rolle, således at naturlige og ubrydelige forskelle i stigende grad forklares ud fra kultur eller etnicitet; den anden netop et skifte mod naturaliseingen af racisme. Balibar skriver (i min oversættelse):

"Det er rent faktisk sådan, at vi ser en generel forflytning af problematikken. Vi bevæger os nu fra teorien om racer eller kampen mellem racer i menneskets historie, uanset om den er baseret på biologiske eller psykologiske principper, mod en teori om 'racerelationer' inden for samfundet, der ikke naturaliserer racialt tilhør men racistisk opførsel."

Det er måske den største arv fra den såkaldte 'kulturkamp' - fra 90'ernes socialdemokratiske frygt og gradvise indførsel af diskriminerende lovgivning på udlændingeområdet, over 00'ernes borgelige omfavnelse af hadet i både lov og retorik - at racisme nu ses som en naturkraft. At racisme ikke er noget, der kan bekæmpes - i samfundet og i os selv - men i stedet den naturlige reaktion på at leve sammen med andre, der er anderledes end en selv.

Håb-løst

Og det er i mine øjne en virkelig farlig udvikling, som Trine Bramsen og Simon Emil Ammitzbøll spiller med på her. Ødelæggelsen af idéen om, at vi kan leve sammen. Det er for mig at se, hvad de to politikere har gang i her. De tegner begge et billede op, hvor den almindelige borger - dig og mig - ikke kan finde ud af at lave en simpel distinktion mellem en statestik, der siger, at 'antallet af udlændinge, der bliver fundet skyldige i kriminalitet' stiger og alle 'udlændinge' generelt. Et billede hvor jeg ikke kan finde ud af at kende forskel på nogle konkrete folk med en anden hudfarve end min (jeg aner ikke noget om folks det ene eller det andet, så det er den eneste måde jeg lige kan udtrykke forskellen), der laver opløb og muligvis drabsforsøg på en skadestue, og så alle andre, der har en anden hudfarve end min. Et billede, hvor hårde straffe og symbolsk vold gennem hadsk tale er nødvendige mod den enkelte, for ellers kan du og jeg ikke finde ud af at lade vær med at straffe alle. Eller omvendt et samfund, hvor du, hvis du ikke har statsborgerskab eller måske har en 'anden etnisk baggrund', må leve i frygt for en majoritetsbefolkning, der vil agere racistisk overfor dig, som noget helt naturligt, hvis en, der ligner dig, begår kriminalitet. Det er et billede af et samfund, hvor vi ikke kan leve sammen på tværs af, at vi er forskellige.

Når Trine Bramsen ikke kan finde et bedre argument for, at det er helt fucked at storme en skadestue, end at det ikke er dansk. Når Simon Emil Ammitzbølls eneste svar på voksende racisme er diskriminerende lovgivning. Når du taler i borgerkrigsretorik, når du lader had fylde din mund og spytter det ud. Ja, Trine Bramsen, så er det rent ud sagt: håb-løst.

Tekster, jeg har refereret til her:

Simon Emil Ammitzbøll (debatindlæg på politiken.dk, d. 13. august): "Politiken-segmentets reaktioner er så håbløst forudsigelige" http://politiken.dk/debat/profiler/ammitzboell/ECE1718880/politiken-segm...

Étienne Balibar: "Is There a 'Neo-Racism'?", fra Balibar & Wallerstein: Race, Nation, Class - Ambigiuous Identities

Trine Bramsen (interview på politiken.dk, d. 21. august): "Integrationsformand: Hvis de vil slås med køller, så er der steder i verden, hvor man slås med køller" http://politiken.dk/indland/ECE1727304/integrationsformand-hvis-de-vil-s...

Alain Brossat: "Plebsen er tilbage", fra Øjeblikket. Tidsskrift om kunst - og det kunsten handler om #49