Fundament. Eller noget om Allan og Johanne

Om at have en stemme

Lad mig starte med en bekendelse. Jeg har en stemme. Og jeg har stemt. Med min stemme har jeg stemt på Allan Ahmad og Johanne Schmidt-Nielsen. De repræsenterer min stemme. Det, de siger, repræsenterer mig. De er repræsentationer af mig. Jeg ved ikke, om jeg skulle have sagt det her til jer før? Men Allan og Johanne: I er repræsentationer af mig. Jeg er ked af, at jeg ikke har sagt det til jer før, men hvordan fortæller man til nogen, at deres stemme ikke er deres egen, men en repræsentation af min?

At have en stemme er det, der adskiller mennesket som det politiske dyr, det har den franske filosof Jacques Rancière lært mig. Demokrati er et fællesskab karakteriseret ved en grundlæggende lighed - besiddelsen af evnen til at udtrykke sig i beslutningen om det fælles gode, har han sagt. I demokratiet er vi alle lige, alene fordi vi har evnen til at udtrykke os om noget, vi mener. Fordi vi har en stemme, der kan udtrykke mere end umiddelbar glæde eller utilfredshed. Demokrati er demokrati, fordi alle stemmer tæller i beslutningen om det gode i samfundet. Ikke kun som i fordelingen af goder, men også som i diskussionen om, hvad det gode er.

Vi kan ikke tale samtidig alle sammen. Det er vi for mange stemmer til. Der er mere end én stemme i mit hoved. Ikke som i klinisk skizofreni, det er et dårligt billede. Men jeg har en masse tvivl altid og tit har jeg lyst til at sige mere end én ting og sige den samme ting på mange forskellige måder. Alligevel vokser der af alle mine tvivl og indsigelser over for mig selv en stemme frem, der siger noget. Hvis vi alle sammen talte samtidig, ville det være en vanvittig situation. Vi skaber en orden, vi ordener måden, vores stemmer deltager i samfundet. Nogle gange siger vi ikke noget. Nogle gange lader vi andres stemme tale for os.

Men vi har en stemme. Jeg har en stemme.

Om at sove

Det er ikke altid, jeg har en stemme. Nogle gange har jeg ikke noget at sige. Nogle gange vil jeg sige helt vildt meget, men jeg kan ikke finde noget sted at sige det hen. Nogle gange bliver min stemme til et skrig, der råber og ikke kan finde ud af at udtrykke andet end en lyd. Tit har jeg givet op, allerede før jeg siger noget. Det virker håbløst at sige noget. Alt er allerede sagt. Eller der er ingen, der lytter.

Der er en orden. Sådan er det med et samfund, sådan er det med et hvert fællesskab. Der er en orden. Der er noget, der er okay og noget, der ikke er okay. Der er nogle måder, vi gør tingene og nogle måder, vi taler om tingene. Der er nogle dele af os, vi holder tilbage.

Den måde vi har ordnet samfundet i dag, er en hæslig måde.

Den måde vi har ordnet samfundet i dag, er en hæslig måde, hvis vi tror på, at i demokratiet er vi alle lige, fordi vi har en stemme og derfor kan deltage i beslutningen om det fælles gode.

”Enhver offentlig plads' vitalitet afhænger ultimativt af, hvor meget vi bekymrer os om kvaliteten af vores liv sammen”, har den amerikanske intellektuelle Cornel West lært mig. Den offentlige plads er der, hvor vi mødes. Hvis vi skal tale sammen, skal det være på den offentlige plads. Det er der, på den offentlige plads, at vi skaber den demokratiske situation, ved at bruge vores stemme. Ja, demokrati er en situation, troede du, det var noget fast? Noget vi kunne have og ikke noget vi skaber, når vi gør den offentlige plads vital?

Men den offentlige plads er død i dag.

Du går hjem og skærer i dig selv. Jeg går på McDonalds og spiser for meget, fordi jeg godt ved, at det menneske jeg er, ikke er det, jeg har lyst til at være. Og jeg tror ikke, jeg kan blive det. Du føler ikke, du rigtig har ret til at have en stemme. Du føler ikke rigtig, du har lov til at sige noget, fordi samfundet hele tiden siger til dig, du ikke er rigtig dansk og at din stemme ikke er rigtig. Og du tror ikke, den kan blive det. Jeg sover i dage. Jeg har sovet i år. Der er ingen af os, der taler med stemmer, der er vores. Johanne og Allan taler med min stemme, men på en eller anden måde, er deres stemme ikke min. Kapitalisme er en kolonisering af hverdagslivet. Det er ikke nyt.

Vi går i byen og knepper med billeder. Du er, hvad du spiser – og du bliver, hvad du knepper. Vi køber hinanden for vores seksuelle bytteværdi og vi forbruger, fordi vi er det værd. Vi gør det, vi altid gør. Og så går vi hjem. Du går hjem og skærer i dig selv. Jeg går på McDonalds og spiser for meget. Vi taler. Vi taler. Der tales. Der er en offentlig plads, hvor der tales. Det er det samme, der tales om. Det er de samme, der taler. Og så går vi hjem. Du går hjem og skærer i dig selv. Jeg går på McDonalds og spiser for meget.

I en kapitalistisk orden lever vi en nihilisme. Vi gør os selv kolde. Det handler om konkrete forbedringer. Misforstå mig ikke, jeg synes også, de forhandlinger, der sker mellem parter i den repræsentative parlamentarisme, og dem fagforeningerne indgår i, er vigtige. Og jeg har mængder af respekt for de folk, der deltager i dem. Men vi har mistet evnen til at tale, hvis tale er mere end en brummende accept eller afvisning. Vi har mistet stemmen, hvis ikke vi kan udtrykke mere end vores lille drejning af allerede accepterede positioner. Allan og Johanne taler med min stemme. Men der er noget tilbage i mig, der ikke taler. Der er noget i mig, der er blevet stumt. Vi lever en nihilisme under kapitalismen, fordi kapitalismen nedbryder værdier, der ikke er udbyttelige. Vi har en død offentlig plads, fordi vi ikke kan finde ud af at tale om, hvad det gode er. Vi kan ikke forestille os en anden verden, kun småjusteringer. Vi sover en levende søvn.

Om at vågne

Skal vi prøve? Kan vi det? Jeg har prøvet at være vågen i korte øjeblikke. Der er et udenfor. Eller det er ikke udenfor; det er også indenfor. Det er noget, kapitalismen ikke kan røre. Det er heller ikke udenfor eller indenfor. Det er mellem os. Vi drak i tyve år og blev noget andet end os selv. Noget andet end billederne af os selv. Det var også dumt. Men det var også noget ægte, vi talte om. Vi brugte år på at lære hinanden at kende, før vi lavede det aktivistiske projekt sammen og vi lagde så meget energi i det, at vi også blev slidte og begyndte at tale om, hvordan vi oplever verden. Vi kom på den anden side af de drillende jokes. Vi brugte ord som kærlighed og meningen med livet. Vi var søstre i æoner, før jeg lærte jer at kende som egentlige mennesker. Og så er søvnen kommet tilbage. Men ikke i forhold til dig. I er øjeblikke af vågent liv, der holder mig fra at give op.

Give op, når jeg fucker op.

Ikke give op, men forsøge at lære af det. Lære af det fordi, I har vist mig, at der er noget i verden, der betyder noget for mig, at der er nogen, hvis liv jeg bekymrer mig om.

”Det er fordi det politiskes autonomi først præsenterer sig som en negation, at autonomiens politik i sin tur må præsentere sig som en negation af negationen og således som et absolut”, har den franske filosof Étienne Balibar lært mig. Afvisning er ikke nok. Tiden fucker med os. Gud kommer ikke på den syvende dag. Vi kan godt elske nu. Og hverken undertrykkelse eller afvisning i sig selv lader os gøre det. Det er noget andet.

Der er kun nationen og økonomien. Det er koldt. Men er det ikke sådan, de lærer os det? Det er en blindgyde. Hvis du vil træde ind i det politiske, må du tale som os og tale om det, vi taler om. Hvis du vil træde ind i det politiske, må du lægge din vrede bag dig. Du må glemme tanker om kærlighed. Fuck dine følelser! Det handler om det konkrete. Der er ikke noget at komme efter. Vi har nogle regler. Det er sådan, vi laver politik. Johanne og Allan taler med din stemme.

Og i øvrigt ved vi godt, hvem du er. Du er pædagog, kvinde, akademiker, asylansøger, postbud. Vi kender dig godt. Vi kender godt sådan nogen som dig. Siger du noget? Jeg kan ikke høre. Det betyder ikke noget, vi ved godt, hvad sådan nogen som dig siger. Og du skal ikke sige det her! Her taler vi om økonomi. Her taler vi om det konkrete. Råber I nu? Stop med det, rakkerpak! I støjer. Vi er nogle, der taler her. Misforstå mig ikke. Jeg er også materialist. Men en offentlig sektors vitalitet afhænger ultimativt af, om vi bekymrer os om kvaliteten af vores liv sammen.

”Så for alle folk derude, der forelsker sig i materielle ting, vil vi bumpe beatet lidt sådan her”, har den amerikanske rapgruppe Boogie Down Productions sagt til mig og fortalt mig om kærlighed til materialisme. Og selvom jeg står et helt andet privilegeret sted i dagens globale gangsterkapitalisme, kan jeg godt genkende et budskab om faren ved at svare materialisme tilbage alene med materialisme.

Så jeg går i gang med at tale. Jeg går i gang med at tale, fordi du har lært mig, at der er noget i verden, jeg elsker. Jeg ved ikke, om det giver mening. Jeg taler, fordi jeg gerne vil høre. Jeg vil gerne have min stemme til at give mening. Det er naivt. Men lad os tale noget mening, lad os tale noget kærlighed. Lad os tale noget smerte, lad os tale noget glæde. hvad elsker du i verden? Hvorfor kæmper du? Og hvorfor er det så fucking svært? For her er pointen: hvis det, Allan og Johanne siger, skal betyde noget, virkelig betyde noget, så bliver deres stemme nød til at være deres egen. Og de kan kun få deres egen stemme, hvis vi andre tager vores tilbage. 

I den her tekst har jeg refereret til nogle kloge folk og deres tekster. De er:

Jacques Rancière: Disagreement. Politics and Philosophy; Cornel West: Race Matters; Étienne Balibar: ”Three Concepts of Politics: Emancipation, Transformation, Civility” fra Politics and the Other Scene; Boogie Down Productions: ”Love's Gonna Getcha (Material Love)” fra Edutainment