Når midten flytter mod højre

Igen er Danmark gået i krig. Og denne gang stort set uden nogen debat, hverken blandt politikerne eller befolkningen. Denne gang skal den danske stat hjælpe franske soldater med at vælte regimer i en af den franske stats tidligere kolonier i Afrika, Mali.

Så er vi ligesom tilbage i de (knap så gode) gamle dage, hvor europæiske imperier gik i krig mod ”civilisationens fjender” (Søren Espersen, DF) for at fjerne ”folk og systemer, vi ikke bryder os om” (Bjarne Laustsen, S). Krigsaktørerne vil sandsynligvis kalde det for en ”humanitær aktion”, selvom den allerede har dræbt over 100 humane menneskeliv inden de danske soldater er ankommet.

Som sagt er beslutningen taget stort set uden nogen form for debat. Bortset fra Enhedslisten er der åbenbart ingen af de danske politiske partier eller folketingsmedlemmer, som kvier sig ved at slå folk ihjel. Det er ikke noget der giver anledning til seriøs overvejelse inden beslutningen hastes igennem - alt de behøver at vide, er at ”det gør de andre også”.

Seriøst - det er begrundelsen! Jeg sad i går aftes på Facebook, hvor man jo kan se, når nogle af ens kontakter skriver noget på en offentlig profil. Derved kom jeg til at se begrundelsen fra den Radikale politiker Linda Kristiansen, som på en opfordring til at stemme imod krigsdeltagelsen svarede: ”Det gør vi ikke - FN og størstedelen af FT bakker op.” Altså: Vi stemmer for at gå i krig, fordi det gør de andre også - så slipper vi ligesom for selv at tage stilling til om det nu er en god ide. Det er jo holdningsløst medløberi!

Og ligesom med anden barnagtig medløberi, så foregår der også en god del gruppepres. Danmarks udenkrigsminister, der skal forestille at være ”socialist”, raser mod det eneste parti, som ikke følger trop, og opfører sig som en mobbende bølle i en skolegård, når han råber til alle de andre børn, at Enhedslisten er ”naive og uansvarlige”, fordi de ikke vil forstå at krig jo er ”nødvendigt”.

Radikal krigsbegejstring

Men tilbage til Facebook og De Radikale. Den manglende argumentation for at stemme ja til dansk krigsdeltagelse i Afrika - ja, afvisningen af at der overhovedet behøves en argumentation - fik mig til at tænke på, at Det Radikale Venstre (som partiet jo engang hed) engang var kendt som det antimilitaristiske parti, der modsatte sig oprustning og krigsdeltagelse og gik ind for neutralitet og fredelig konfliktløsning.

Ja, det er længe siden, men det er faktisk de principper partiet blev grundlagt på! Det er så længe siden, at flere af partiets medlemmer ikke selv kan huske det - partiet har jo stemt for alle krigshandlinger, den danske stat har deltaget i igennem flere årtier.

Jeg gav mig til at google lidt for at finde ud af hvordan nutidens ”radikale” forholder sig til partiets historie. Jeg fandt ud af, at der altså stadig er folk i partiet, som vedkender sig den antimilitaristiske ideologi og føler sig skuffet og forrådt over krigsbegejstringen hos partiets ledende kræfter. Men der er også folk, som direkte benægter partiets egen historie. For eksempel sekretariatschefen, Rune Heiberg Hansen, som i en intern debat om en anden krig skriver:

”Pascifisme [sic] er ikke og har aldrig været radikal politik. Vi har altid forfægtet det synspunkt, at hvor det kunne nytte, der skulle vi kæmpe for det vi havde kært eller troede på. Derfor foreslog vi ved FN's oprettelse, at FN skulle have sine egne bombefly og egne soldater, og derfor har vi fra starten af 1990'erne støttet dansk militær deltagelse i først krigen mod Irak, dernæst Balkan-krigene (heraf Kosovo-krigen uden FN-mandat) og 1998-beslutningen om at deltage i en evt. USA-ledet krig mod Irak (igen uden klart mandat), og senest vores militære tilstedeværelse i Afhghanistan.”

Lad os lige tage den én gang til: ”Pacifisme er ikke og har aldrig været radikal politik.” Og har aldrig været… Sikken en historieløshed og uvidenhed om det part han selv er medlem af!

Nu er pacifisme jo et omstridt begreb uden nogen nøjagtig definition, men at være principielt imod krigshandlinger er vel ikke et helt forkert sted at starte (så kan man altid diskutere detaljerne derefter)? Og pyt med hvad man kalder det, for den gode hr. Heiberg tager fejl - partiet har bestemt ikke altid gået ind for, at man skulle kæmpe militært overalt, hvor man selv følte stærkt for det, sådan som han påstår overfor sine partimedlemmer. Og hans påstand om, at partiets forslag om oprustning og militarisering af FN og krigsdeltagelse i alle mulige krige med og uden ”FN-mandat”, skulle være i overensstemmelse med hele partiets ideologiske historie, siger intet andet end hans egen uvidenhed om selvsamme historie.

Det Radikale Venstre blev nemlig netop dannet af en udbrydergruppe fra ”Venstrereformpartiet” (forløberen til partiet Venstre), der var imod militarisme. Reformpartiet blev splittet på dette spørgsmål og Det Radikale Venstre blev grundlagt i 1905 med antimilitarisme blandt de bærende værdier - og eksistensgrundlag. Partiets stiftere angav sågar som årsag til at danne det ny parti, at ledelssen af det gamle ”svigtede paa det militære Spørgsmaal”.

At Danmark ikke skulle deltage i krigshandlinger i andre lande var derfor naturligt nok det allerførste punkt i partiets første program:

"Danmark erklærer sig vedvarende neutralt. Danmark støtter og fremmer de hjemlige og internationale Bestræbelser for Fred og Ret, særlig ved Indgaaelse af Voldgiftstraktater. Hærens og Flaadens Hovedopgave er som Grænse- og Søpolitivagt at varetage Landets Neutralitetspligter. Militærudgifterne nedbringes til, hvad dette Formaal nødvendigt kræver."

Neutralitet og ikke-intervention, fredelig konfliktløsning (voldgiftstaktater), drastisk nedrustning af militæret så det udelukkende kan bruges til forsvar - dét var de første principper, som Det Radikale Venstre blev grundlagt på. Man skal altså være fuldstændig ukendt med sit eget partis historie og eksistensgrundlag, når man påstår at pacifisme (i denne brede betydning) aldrig har været radikal politik, eller at partiet altid har forsvaret militarisering, oprustning og krigshandlinger.

Principiel modstand mod krig og oprustning var grunden til at partiet i det hele taget blev grundlagt. På partiets egen hjemmeside skriver de, at Viggo Hørup utvivlsomt var ”den åndelige fader til partiet”. Hørup var en politiker, der især var kendt for sin kamp mod militarisme, og i mange årtier fortsatte partiet da også i den ånd - f.eks. har radikale været med til at holde liv i militærnægterforeningen Aldrig Mere Krig, ligesom de var en del af ”det alternative flertal” som modarbejdede våbenkapløbet under Den Kolde Krig, og Danmark har sågar haft en radikal nedrustningsminister.

Hvordan gik de fra at være så optaget af neutralitet, nedrustning og afmilitarisering til i dag uden tøven eller debat at stemme for den ene krig efter den anden og desuden at gå ind for yderligere konstant oprustning (krav fra både EU og NATO-traktater, som partiet i dag går ind for) og militarisering af det FN, som ellers skulle stå for de ”internationale Bestræbelser for Fred og Ret”, partiet oprindeligt gik ind for? Hvordan gik de fra ”de andre går ind for militarisering, derfor bryder vi ud og starter et nyt parti” til ”de andre går ind for militære løsninger - derfor stemmer vi også for”?

Det aner jeg ikke. Det er et spørgsmål til en historiker.

Men jeg kan konkludere, at der er tale om en generel udvikling, som ikke bare præger De Radikale. Hele det politiske landskab med få undtagelser er jo i dag langt mere krigsivrigt end det var engang. Det kan godt være at det 20. århundrede var voldens og krigens århundrede, men krig og vold virker til at være langt mere accepteret i dansk og international politik i det nuværende århundrede, og De Radikale er blot et af de mest åbenlyse eksempler på dette højreskred.

Højreskred?

 ”Højreskred?” spørger du måske, ”hvordan er den større villighed til at gå i krig et tegn på højreskred? Og har De Radikale ikke altid været et højreorienteret parti?” Tjoh og tjah, må jeg svare til begge spørgsmål.

Selvfølgelig er der undtagelser på begge sider, men historisk har det nu været en venstreorienteret holdning at være imod krig mens højrefløjen har dyrket militarisme. Og hvad det angår, så var Det Radikale Venstre altså på venstrefløjens side - partiet blev jo dannet i protest mod partiet ”Højre” og dets militarisme og ønskede en tilnærmelse til Socialdemokratiet ikke bare på det militære område, men også på andre.

Lad os se på nogle af de andre punkter i Det Radikale Venstres oprindelige partiprogram.

I programmets andet punkt står der:

"Kommunernes Selvstyre udvides, særlig med Hensyn til Beskatning og i Forholdet til Amtsraad og Regering."

Hvordan har De Radikale de med dt kommunale selvstyre i dag? Det er vist noget med at staten skal styre kommunerne stramt og de skal holde sig indenfor det statsligt fastlagte anlægsloft. Ikke ligefrem en "udvidelse" af det kommunale selvstyre og særligt ikke med hensyn til beskatning.

Tredje punkt på programmet handler nemlig om social udligning og kunne være taget ud af et ”radikalt socialistisk” partiprogram i nutiden. Der står f.eks.:

”Ved Paaligningen af de fornødne Skatter tilstræbes en Formindskelse af den bestaaende økonomiske Ulighed. Indkomst- og Formueskatten saavelsom den kommunale Beskatning ændres med dette Formaal for Øje.”

Hvor meget er der tilbage af det princip i dag hos De Radikale? De er gået fra at være et parti, der ønskede større økonomisk lighed gennem progressiv beskatning, til at være et parti, der arbejder for øget beskatning af de laveste indkomstgrupper og lavere skat for de rige - altså det stik modsatte af "formindskelse af den bestående ulighed". Dette må da være et klart højreskred.

Partiprogrammet fortsætter med kravet om, at ”Arvegiften gøres progressiv.” Det er et klassisk social-liberalt forslag, for hvis man ønsker et samfund, hvor alle har lige muligheder, så giver det god mening at mindske det forspring nogen kan få uden at have løftet en finger og som fastholder de gamle hierarkier og nedarvede privilegier. Det var altså også en af grundtankerne hos partiets stiftere.

Hvad mener De Radikale om det i dag? Tjoh, jeg ved ikke om de er repræsentative, men her er nogle eksempler fra partiets debatside: ”Arveafgift: Hold Thor Möger fra mine penge,” og ”Arveafgiften - hvad skal vi med den?” Sidstnævnte er skrevet af Linda Kristiansen (der også skrev Facebook-kommentaren som gav anledning til dette indlæg), og hun starter sit indlæg med ordene: ”For noget tid siden fik jeg en henvendelse vedr. DRV’s holdning til arveafgiften. Jeg måtte blive svar skyldig, men lovede at tage emnet op.” Spørgsmålet om arveafgiften var ellers meget klart formuleret i det program hendes parti blev stiftet på - men det betyder åbenbart så lidt i dag at partiets egne medlemmer ikke engang er klar over det.

Partiprogrammet fortsætter sågar med at kræve, at virksomheder, som har monopol-lignende status må eksproprieres og overtages af kommune eller stat, hvis ikke de varetager ”Samfundets Interesser.” Et sådant krav ville give et ramaskrig om ”socialisme” og hvad ved jeg, men det er faktisk også social-liberal politik at ønske at forhindre monopoldannelse. I dag går partiet omvendt ind for øget privatisering af institutioner, som varetager vitale samfundsinteresser.

Fjerde punkt på 1905-programmet var social-politik, som igen skulle have til formål at formindske ”den bestaaende økonomiske Ulighed.” Dette skulle blandt andet ske ved, at ”Der ydes Bidrag af Kommune eller Stat eller af begge i Forening til Forsikring mod Arbejdsløshed.” Hvad er det nu partiet mener om det, at folk mister sin arbejdsløshedsforsikring i dag? Det kan opsummeres med ordene: ”Sådan er det jo” - altså ikke noget man bekymrer sig om.

Endvidere går 1905-programmet ind for indførelse af førtidspension (Forsikring mod vedvarende Arbejdsudygtighed indføres) og for, at staten skal benytte sin rolle som arbejdsgiver til at gå foran for en generel nedsættelse af arbejdstiden (”Staten gaar som Arbejdsgiver i Spidsen for en Begrænsning af Arbejdstiden”). Hvor De Radikale står i dag med hensyn til førtidspension og andre sociale ydelser, de engang arbejdede for at indføre, er ikke helt til at få styr på, men jeg kan læse, at de går ind for både afskaffelse af efterløn og for at øge arbejdstiden - det sidste er jo i direkte modstrid med deres oprindelige program.

Det Radikale Venstre var engang et social-liberalt parti, som var med til at indføre mange af de ting, som kendetegner velfærdsstaten - et sikkerhedsnet som på god social-liberal vis forhindrer at nogle får ufortjent større muligheder end andre og at andre straffes urimeligt for forhold, der ikke er under deres kontrol. Det var et parti som gik ind for større social lighed gennem omfordeling og ved at løfte de svageste. I dag kan jeg godt nok ikke sige nogen af de ting om De Radikale.

The centre cannot hold

Jeg tror godt vi kan konkludere forsigtigt, at De Radikale er drejet mod højre siden partiets stiftelse. Hvor meget eller hvor lidt vil jeg være op til andre at bedømme og i stedet fokusere på det åbenlyse spørgsmål som melder sig: Hvorfor er de så stadig fast samarbejdspartner for socialdemokraterne og andre, der skulle forestille at være venstreorienterede?

Og svaret er jo det triste, at De Radikale er en lige så oplagt samarbejdspartner for socialdemokraterne, som de altid har været. Socialdemokraterne har jo også selv gennemgået nøjagtigt den samme udvikling!

Det, der gør det interessant at fokusere på De Radikale, er, at partiet kan give en indikation på den generelle parlamentarisk-politiske udvikling i Danmark. De Radikale er interessante i og med at de i mange år har haft den besynderlige holdning, at det er vigtigt for dem, at befinde sig præcist i ”midten” af dansk politik (hvad det så end betyder). Det er en besynderlig holdning, fordi det betyder, at man må tilpasse sine holdninger, hver gang andre ændrer sine, for altid at være ”i midten” og ligge ”i mellem” de forskellige yderpositioner. Man forsøger altså ikke at trække det politiske landskab i nogen bestemt retning, men lader sig selv trække rundt i den evige kamp for altid at ligge lunt i den holdningsløse ”midte”.

Hvis man skal tro på det, så må man kunne bruge De Radikale som en indikator på hvor resten af dansk parlamentarisk politik befinder sig. Når De Radikale gennemgår en udvikling og skifter holdninger, så må det jo være fordi resten af de danske partier også har skiftet holdninger og gennemgået en tilsvarende udvikling - ellers kunne De Radikale jo ikke blive ved med at befinde sig i ”midten”. Hvis De Radikale er skredet til højre siden dets grundlæggelse - både hvad angår militarisme, økonomi og sociale spørgsmål - og partiet både før og efter denne forandring var defineret som ”midten” i dansk politik, så må vi altså konkludere, at hele det politiske spektrum er drejet til højre i løbet af de seneste mange årtier.

Enten det, eller også er alle partierne sivet ind mod midten, så man ikke længere kan tale om en midte, idet der ikke rigtig er nogle yderpunkter, men i stedet blot et uendeligt lille punkt, der ikke har hverken radius eller omkreds, og hvor der ikke er nogen forskel på noget. Hvorom alting er: Hvis midten af dansk politik ikke kan holde fast på sine oprindelige holdninger, så er hele det politiske system vel skrøbeligt? Hvis midten i en bygning er svag, så falder den jo fra hinanden.

Og det er den nok også nødt til på et eller andet tidspunkt. Hvis det politiske spektrum virkelig er så trangt, at der kun er plads til asocial krigsbegejstring, så er det nok på tide at bryde ud - bryde rammerne og bryde ud af det snævre midterpunkt, hvor alle tilsyneladende sidder fast.

Turning and turning in the widening gyre
The falcon cannot hear the falconer;
Things fall apart; the centre cannot hold;
Mere anarchy is loosed upon the world,
The blood-dimmed tide is loosed, and everywhere
The ceremony of innocence is drowned;
The best lack all conviction, while the worst
Are full of passionate intensity.

- William Butler Yeats, The Second Coming (1919)