Fra terror til nødret: Demokratiets skrøbelighed

For nogle uger siden, den 7. januar, begik tre franskmænd to terroristiske massemord i Frankrig. To af dem angreb og dræbte de ansatte på et satireblad. De flygtede og belejrede sig på et trykkeri udenfor Paris, hvor de tog folk som gidsler. Samtidig tog en tredje person kunderne i en kosher-butik som gidsler - måske for at hjælpe de to første med at flygte. De tre terrorister dræbte i alt 17 og blev selv dræbt af franske sikkerhedsstyrker efter en intensiv jagt, gidseltagning og skududveksling.

Under gerningen råbte terroristerne, at de tog hævn over de ansatte på bladet på grund af dets nedgørende tegninger af profeten Muhammed. Begivenhederne er derfor forståeligt nok blevet udlagt som et angreb på ytringsfriheden.

Det er alt sammen forfærdeligt, og europæiske medier og politikere har forståeligt nok været oprørte og givet udtryk for deres vrede og sympati.

Når man er oprørt kan man godt komme til at sige noget sludder, som man fortryder bagefter. Det skal der være plads til. Som for eksempel da den radikale politiker Nadeem Farooq på Twitter kom til at give udtryk for et håb om at gerningsmændene ville blive udsat for tortur. Efter megen diskussion trak han den udtalelse tilbage og erkendte at ”man skal tænke sig ekstra om, når man er i affekt”.

Men når man er i affekt, så kan det jo godt være svært at tænke sig ekstra om. Man kan godt komme til at give udtryk for ting, som man ikke nødvendigvis står ved, når man bagefter får tænkt sig om. Det skal der være plads til. Det er såre menneskeligt.

Helt anderledes er det, hvis man laver politiske beslutninger i den tilstand. Politiske beslutninger bør være præget af eftertænksomhed. De bør ikke laves i en tilstand af panisk frygt eller vrede, hvor man kan komme til at gøre eller sige noget, man ikke kan stå inde for bagefter. Og at udnytte det at folk befinder sig i en følelsesmæssig oprørt tilstand til at tvinge vidtgående politiske beslutninger igennem, det er kynisk misbrug af andre folks tragedie.

”Vi er i krig”

Det er for eksempel tilfældet når Danmarks justitsminister Mette Frederiksen (S) udnyttede tragedien i Frankrig til at erklære at Danmark nu er i krig, og at grundlæggende borgerrettigheder derfor bør sættes ud af kraft.

Det er lidt underligt at et medlem af en regering, der har været konstant krigsførende og sendt soldater på krigsmissioner i adskillige lande, først nu - hvor civile franskmænd udfører en terrorhandling i Frankrig - opdager at vi er i krig. Det har vi altså været uafbrudt de sidste 14 år! Men faktisk er det et spørgsmål, skiftende danske regeringer konsekvent har nægtet at svare på, så selvom anledningen er højst besynderligt, så er det vigtigt at det nu er officielt bekræftet af en dansk minister.

For alene det at regeringen erklærer at Danmark er i krig har væsentlige retspolitiske konsekvenser - konsekvenser for alle danskeres retssikkerhed. Forsvarslovens §17 siger nemlig, at hvis Danmark er i krig (eller ved andre ”ekstraordinære forhold”), så bliver brevhemmeligheden og retten til privatlivets fred sat ud af kraft, idet efterretningstjenesten får lov til at aflytte alle danskeres telefoner, læse deres emails osv uden dommerkendelse eller anden retsbeskyttelse.

Danmarks justitsminister udførte altså en enormt vigtig politisk handling, da hun sagde ”vi er i krig”. Det kan godt være, at hun lyder som om hun er hård mod ”fjenden”, men det var faktisk dine - danskernes - ret til privat kommunikation, som hun angreb med den udtalelse.

Det er da muligt at hun trækker den udtalelse tilbage, fordi hun ikke lige havde tænkt over de retspolitiske konsekvenser af den, men det tyder resten af interviewet ikke på. I det erklærer hun nemlig, at hun - på baggrund af terrorhandlingerne i Frankrig - ønsker at gie efterretningstjenesterne og politiet mere vidtgående beføjelser, herunder muligheden for at udføre endnu mere overvågning af danskernes kommunikation.

Igen: Det er danskernes retssikkerhed og frihedsrettigheder, ministeren ønsker at afskaffe. Det vil sige: den menige danske befolknings, ikke hendes egne - danskernes ret til privatliv skal jo netop afskaffes for at staten i form af politiet, de hemmelige tjenester og regeringen kan få endnu mere magt. Artiklen i Ekstrabladet siger således, at ”justitsministeren er parat til at gå på kompromis med danskernes personlige frihed” og ”vi bliver nødt til at give efterretningstjenesten og politiet redskaber, som de ikke har haft før”.

Demokratiets ”men”

I interviewet er justitsministeren åben om sin manglende respekt og forståelse for grundlæggende principper i en demokratisk retsstat. Hun går endda så vidt at hun tilføjer et ”men” efter sætningen ”vi er et demokrati”: ”Vi er et demokrati, det skal vi værne om og den personlige frihed er vigtig - men vi må ikke være naive,” siger hun. Som om det at værne om demokrati og retssikkerhed er naivt!

Et andet af hendes forslag går ud på at tage bevægelsesfriheden fra danske borgere uden retskendelse eller bevismateriale - blot på en formodning fra den udøvende magt. Det vil sige en straf i form af fratagelse af en borgerrettighed uden nogen reel retsproces, hvilket er et grundlæggende brud på retsstatens principper (og i øvrigt en praksis der var gældende i totalitære regimer som DDR og USSR, hvor borgerne også kunne få forbud mod at rejse ud af landet uden tilladelse).

Hun hævder at hun ”som udgangspunkt” har stor forståelse for indvendinger om retssikkerhed og personlig frihed, men afviser samtidig disse indvendinger som ”sådan en lidt typisk juridisk diskussion”, der altså ikke rigtig kan tages seriøst af folk som ikke er ”naive”.

Grundlæggende retssikkerhedsmæssige principper om at kunne tale frit uden frygt for at blive aflyttet og straffet af statens magtapparat og om ikke at blive straffet uden først at have haft muligheden for at forsvare sig ved en domstol er ikke bare ”en typisk juridisk diskussion”, som man kan ryste på skuldrene af. Det er fundamentale elementer i den demokratiske retsstat, som det er landets justitsministers opgave at værne om!

Eller - det mener hun åbenbart ikke selv. For ifølge Mette Frederiksen er det ikke hendes primære opgave at værne om det danske demokrati eller retsstat. Efter et møde med andre europæiske indenrigsministre, hvor de drøftede øgede beføjelser til politi og overvågningstjenester - beføjelser, som griber så voldsomt ind i borgernes frihedsrettigheder, at Europaparlamentets borgerrettighedsudvalg har blokeret for nogle af dem - erklærede hun, at det er nødvendigt med et ”kompromis” med dette borgerrettighedsudvalg. Hun vil altså gå på kompromis med borgernes rettigheder.

Hvor langt skal dette kompromis strække sig? Hvor mange af deres rettigheder skal de europæiske borgere gå på kompromis med for at give Mette Frederiksen og hendes kolleger mere magt til at overvåge os alle? Det svarede hun også ganske åbent på: Der er ingen grænse! ”Vi kan ikke opstille en bagkant for, hvor langt vi er villige til at gå”, sagde Mette Frederiksen til Ritzau.

Lad mig slå følgende fast: Hvis hun mener det alvorligt, så er Danmarks justitsminister ikke demokrat. I hvert fald ikke i den moderne betydning, hvor ”demokrati” per definition indebærer en ”bagkant” - dvs en grænse - for hvad staten kan og må gøre og hvor megen magt den har. Et moderne liberalt demokrati er en retsstat, hvor statens magt er afgrænset af borgernes grundlæggende rettigheder. Disse rettigheder udgør en ”bagkant” for hvilke beslutninger politikerne kan træffe. Det er denne bagkant, Mette Frederiksen mener, er afskaffet, således at borgerne må gå på kompromis med alle deres rettigheder.

Det er et kraftigt ”men” hun satte efter sætningen ”vi er et demokrati”.

Ytringsfrihedens ”men”

Dermed virker det himmelråbende hyklerisk, når de samme politikere, som benytter terrorhandlingerne i Paris til at afskaffe grundlæggende demokratiske principper, hævder at de det nu er vigtigt at forsvare demokratiet og ytringsfriheden. Det ér vigtigt at forsvare begge dele. Men det er ikke de europæiske politikere som forsvarer dem - tværtimod er de blandt de første som benytter lejligheden til at afskaffe dem. Demokratiet og ytringsfriheden må altså forsvares mod politikerne selv.

Eksempel: Efter terroren i Frankrig holdt Danmarks statsminister en tale, hvor hun sagde at ”vi er nødt til at skrive og tegne, hvad vi har lyst til” og at det vigtige i denne situation er at ”uanset hvad så forsvarer vi ytringsfriheden”.

Det kan hun have ret i, men den udtalelse forekommer knap så principfast i lyset af, at hendes politi to dage efter sigtede en mand for den forbrydelse at have skrevet hvad han havde lyst til. Han havde postet et link til en historie om terror-handlingen i Paris og blot tilføjet en ”smiley”, hvilket var nok til at udløse en anklage for ”offentligt billigelse” af terror, hvilket i Danmark kan give en fængselsstraf på op til to år.

Var det en usympatisk og usmagelig kommentar han skrev? Det er nok svært at tolke den anderledes. Men havde statsministeren ikke netop sagt, at den slags kan ”kan man jo have en meget langhåret diskussion om. Den er ikke vigtig, fordi netop i dag skal vi sige til hinanden, at uanset hvad så forsvarer vi ytringsfriheden”? Det mente hun altså åbenbart ikke alligevel?

Ligesom alle de politikere og avis-redaktører, som to dage før havde skrevet hyldester til den ukrænkelige ytringsfrihed åbenbart heller ikke rigtig fandt det relevant at mene noget om, at det danske politi var i gang med at retsforfølge folk for ikke at have gjort andet end at ytre sig.

Tilsyneladende havde de også alle sammen glemt at de blot få dage før terrorhandlingen i Frankrig selv havde konkurreret om hvem, der kunne være mest imod ytringsfriheden i Danmark, da politikere og kommentatorer fra store dele af det politiske spektrum krævede Grundloven og foreningsfriheden sat ud af kraft og ønskede en moské lukket, fordi en af dens talspersoner ikke ytrede sig korrekt.

Klapjagt på ytringsfriheden i Frankrig

Den samme tendens, omend i endnu vildere grad, har der været i Frankrig. Her har der været en regulær klapjagt på ytringsfriheden. Kort efter at alverdens statsledere var samlet i Paris for dels at udtrykke sorg over den forfærdelige terror-handling og dels at erklære at de står sammen i forsvaret for den særlige franske ytringsfrihed (adskillige af de opmødte statsledere har det ikke så godt med ytringsfrihed i deres egne lande), gik det franske politiske og juridiske system i gang med at masseanholde folk og slå hårdt ned på ytringsfriheden.

En uge efter det terroristiske angreb på ytringsfriheden, rapporterede internationale medier at det franske politi havde anholdt og sigtet mindst 54 mennesker udelukkende for at have ytret sig. Dagen efter var tallet steget til over 100 og det stiger stadig.

Under disse statslige angreb på ytringsfriheden er folk ikke blot blevet fængslet for at give udtryk for sympati med terroristerne, men også for alt fra at poste ironiske kommentarer eller satire-tegninger på Facebook over at komme med dumsmarte bemærkninger i fuld tilstand, til slet og ret at nægte at deltage i politiske manifestationer på sin arbejdsplads. Børn helt ned til 8 år er blevet afhørt af politiet for "terrorstøtte".

Flere af de anholdte er allerede blevet dømt og der er blevet uddelt straffe på op til to års fængsel alene for ytringer. De sigtede vil også blive registreret som potentielle terrorister, hvilket kan indskrænke deres frihedsrettigheder for resten af livet.

Fængslingerne foregår via en lynhurtig ”retsproces”, som blev etableret ved en lov i november, der giver myndighederne ekstra magt til at slå ned på ytringer, der kan tolkes som sympatiske overfor terrorisme. En lov som samtidig - for at udtrykke det med den danske justitsministers sprog - flytter den ”bagkant” som burde eksistere i en retsstat og ”går på kompromis” med borgernes rettigheder.

Den franske stats igangværende angreb på ytringsfriheden er naturligvis blevet kritiseret af Den Franske Menneskerettighedsliga, Amnesty International, og Human Rights Watch.

Ordren om at udnytte denne lov ”med stor ihærdighed” kom direkte fra den franske justitsminister Christiane Taubira den 12. januar. Det var altså en politisk beslutning fra højeste sted at ytringsfriheden skulle indskrænkes som reaktion på terrorhandlingen.

Begivenhederne i Frankrig og i Danmark viser med al tydelighed at erklæringerne fra den danske statsminister Helle Thorning-Schmidt og den franske præsident Francois Hollande om at ”uanset hvad så forsvarer vi ytringsfriheden”og ”La République, c’est la liberté d’expression” ikke er andet end politiske skåltaler uden reelt indhold.

Eller også så bekræfter de blot hvad mange franskmænd (og også nogle danskere) længe har følt: At Republikkens erklæringer om borgerne rettigheder kun gælder for visse borgere. Nogle borgere har ytringsfrihed og der er frihed til visse ytringer, men bestemt ikke alle.

I særdeleshed ikke ytringer, der er respektløse overfor Republikken selv: I øjeblikket er en sociolog og en rapper under anklage for samen at have udgivet en bog og en sang med titlen ”Nique la France” (”Fuck Frankrig”), og efter udgivelsen af en anden raptekst foreslog det franske parlament i 2006 at forbyde ytringer som ”fornærmer den franske stats værdighed” - altså en slags ”sekulær” blasfemi-paragraf, hvor staten er det hellige som ikke tåler fornærmelse.

Med politikere som disse er der ikke behov for terrorister for at sætte ytringsfriheden under pres.

Nye tiltag: Tankekontrol

Blandt de mange sigtede er blandt andet skoleelever, som ikke ønskede at deltage i kollektive manifestationer af typen ”1 minuts stilhed” eller recitation af trosbekendelsen ”Je suis Charlie”. Ikke fordi de afbrød eller forstyrrede manifestationerne, men blot det at de ikke var interesserede i at deltage aktivt i noget der ikke kan ses som andet end en politisk manifestation.

Andre har ytret tvivl ved den franske stats påstand om at være upartisk overfor alle borgere og bl.a. problematiseret politiets adfærd overfor franskmænd af arabisk og nordafrikansk afstamning.

Den slags bliver tolket som et angreb på selve den franske identitet og den franske stats autoritet, og skolerne har fået ordrer på at indrapportere enhver afvigende adfærd hos eleverne til undervisningsministeriet og sikkerhedstjenesterne. Adskillige unge er således allerede registreret for ikke at have deltaget i stilhedsritualet eller forholdt sig kritisk til den politiske linie.

For at få bugt med disse afvigende tanker er undervisningsministeriet nu på trapperne med en plan, som skal genoprette elevernes respekt for autoritet og nationale værdier. Franske skoleelever skal nu have ”moralsk træning”, hvilket blandt andet inkluderer kollektiv afsyngning af nationalsangen og hyldest til lovene. Fremover skal lærerne indberette enhver adfærd, som sætter spørgsmålstegn ved ”Republikkens værdier” eller lærerens autoritet systematisk indberettes og føre til opdragelsessamtale med forældrene.

I perfekt overensstemmelse med den franske sans for ironi bliver denne statslige tankekontrol med tvungen tilbedelse af Den Højeste Autoritet, staten, og afstraffelse af enhver afvigelse fra de sande nationale dyder kaldt ”sekularisme”.

Det er ikke kun elever, der udsættes for mistænkeliggørelse og tankekontrol. I sidste uge blev En gymnasielærer i filosofi suspenderet. Han kom under mistanke, fordi han ikke var til stede under skolens ”1 minuts stilhed” og desuden havde diskuteret fænomenet terrorisme med sine elever. Han blev afhørt af to skoleinspektører og fik at vide, at der ville blive truffet en afgørelse om hans fremtidige ansættelse samt at han ville blive indberettet til ministeriet for sine ”tankeforbrydelser”.

Et klima med begivenheder som disse er næppe et hvor åndsfriheden, den frie tanke og kritiske tænkning trives. Det er snarere fænomener, der kendetegner totalitære regimer, hvor alle lever i frygt for at blive rapporteret af deres naboer og kolleger og registreret af staten, og derfor ikke tør ytre noget, der kan tolkes som en afgivelse fra eller kritisk forhold til de officielt tilladte tanker og værdier. Er dét virkelig de ”vestlige værdier” som angrebet på satiremagasinet Charlie Hebdo blev udlagt som et angreb på?

Fascismen er ikke forsvundet

Også i Danmark bobler de totalitære tanker nu op til overfladen. Fra de mere traditionelt borgerlige partier lyder nu krav om afskaffelse af ytringsfriheden for udvalgte befolkningsgrupper.

Den absurde tanke, at vi er nødt til at afskaffe demokratiets grundprincipper for at ”forsvare os imod folk, der vil bekæmpe demokratiet” er et princip, der med største lethed kan føre til fascisme og totalitarisme.

Indførelsen af ”nødret” - dvs undtagelsestilstanden hvor de politiske rettigheder er ophævet - har gang på gang vist sig at blive til den permanente tilstand, fordi den magt, staten derved har fået, jo kræver kontinuerlig vedligeholdelse af fjendebilleder og krigstilstand. Magten afskaffer ikke sig selv, når først den har fået lov til at være uindskrænket.

Det er ikke kun enkelte borgerlige politikere, der har agiteret for indførelsen af den retsløse tilstand, der kendetegner totalitære regimer. Også talsmænd og -kvinder fra den danske kristne statskirke har agiteret for særlovgivning der ophæver ytringsfriheden og retssikkerheden for mennesker med ”mistænkelige” religiøse eller politiske holdninger, og dermed for afskaffelse af de fundamentale principper der udgør et demokrati - at rettighederne gælder lige for alle.

Præsten Kathrine Lilleør har således erklæret at ”Ekstremistiske muslimer bør herefter ikke kunne forvente, at de demokratiske frihedsrettigheder gælder i ligeså udstrakt grad for dem, som den har været gældende hidtil,” og trækker på skuldrene over eventuelle bekymringer om at ”mange uskyldige muslimer, der helt uden ekstremitet, dyrker deres tro og passer deres liv kan komme under mistanke”.

”Anderledes kan det ikke være,” når man har valgt krigstilstanden og nødretten til og demokratiet og frihedsrettighederne fra. Og det har den danske og ekstremistiske krigerpræst åbenbart. Og hun står ikke alene med disse anti-demokratiske synspunkter blandt sine statsansatte forkyndende kolleger. Der er dog ingen, der snakker om at lukke afdelinger af den danske folkekirke, når deres talspersoner ytrer sig mod demokratiske værdier.

Også den danske totalitære tænker som universitetslektor Søren Hviid Pedersen har benyttet lejligheden til at ride sin ideologiske kæphest: At demokratiet med dets respekt for individets rettigheder er for ”slapt” og handlingslammet og bør erstattes af et handlekraftigt politisk system, hvor ”den stærke mand” kan gennemtrumfe de nødvendige beslutninger.

Til Kristeligt Dagblad kommer han med guldkorn som: ”Det er alt for vattet, at danske politikere bare stimler sammen i et forsvar for ytringsfriheden”, ”vi har brug for politisk handling og ikke for et abstrakt forsvar for universelle frihedsrettigheder”, ”danskernes frihed er vigtigere end ikke-danskeres rettigheder” og ”Vi kommer ingen vegne med løs snak om liberale rettigheder. Vi er nødt til at tage jernnæven på og slå hårdt.”

Søren Hviid Pedersen henter blandt andet sin ideologiske inspiration i den tyske retsteoretiker Carl Schmitt, som mente at demokratiet ikke kan sikre orden. For Schmitt er det essentielt politiske det at skelne mellem ven og fjende, og til dette formål nytter det ikke at lade den politiske magt begrænse af liberale rettigheder eller af demokrati. I stedet lovpriser Schmitt statens mulighed for at erklære undtagelsestilstand, hvor rettighederne ophæves og staten kommer til sin ret som ren diktatorisk - og ren politisk - magt. I den tilstand kan den med Hviid Pedersens ord ”tage jernnæven på og slå hårdt”.

Hvis Hviid Pedersens citater og Schmitts politik lyder som brudstykker af en drejebog for fascisme, så er det intet tilfælde. Schmitt var et aktivt medlem af det tyske nazistparti og brugte sin retspolitiske tænkning til at legitimere Hitlers diktatur og massemord. På den baggrund bør det give kuldegysninger, når fremtrædende meningsdannere som Hviid Pedersen og Pia Kjærsgaard nu taler om indførelsen af ”jernnæver” og ”nødret”.

Men den nazistiske jurist er ikke en der pludselig er blevet hentet frem og pudset af igen af mere eller mindre obskure anti-demokrater på yderfløjen af det danske politiske spektrum. Hans tanker er blevet brugt til at begrunde den globale politiske orden vi befinder os i i dag. Juridiske rådgivere til den amerikanske regering henviste for eksempel til hans værker, da de legitimerede dette årtusindes globale tortur- og overvågningsprogrammer og styrkelsen af præsidentens beføjelser til at handle uden demokratisk kontrol.

Det er altså tanker der er en etableret del af den ”vestlige” politiske ideologi den dag i dag. Fascismens hofjurist var posthumt med til at forme den politiske orden, som blev indført med den globale "krig mod terror" - den permanente undtagelsestilstand vi har befundet os i siden starten af dette årtusinde.

Dermed er det også også tanker, der - bevidst eller ubevidst - udgør baggrunden for og giver anledning til den danske justitsministers erklæring om at ”krigstilstanden” medfører at der ikke kan være nogen ”bagkant” for statens magt og at vi derfor er nødt til at gå på ”kompromis” med borgerrettighederne.

Den anti-demokratiske mentalitet er stadig en integreret del af vore demokratier. Den kommer op med jævne mellemrum, når det er belejligt. Fascismen er stadig med os og den rumler når vi føler frygt, vrede og afmagt. Det er i disse situationer det er mest nødvendigt at holde hovedet koldt og være på vagt overfor de totalitære tendenser blandt vore egne magthavere og i os selv. Det er her demokratiets principper bliver afprøvet - hvis vi kun står fast på dem mens det er let at gøre det, og springer fra så snart der kommer lidt turbulens, så stod vi jo aldrig egentlig fast.

Demokratiets skrøbelighed

Hvis der er noget vi kan lære af begivenheder som den i Frankrig i år, og af lignende andre begivenheder i dette århundrede, hvor europæere pludselig blev udsat for krigstilstanden, er at demokratiet og frihedsrettighederne i sandhed er skrøbeligt og under konstant pres. Ikke kun fra voldelige fantaster blandt marginaliserede grupper. De kan dræbe enkelte mennesker, hvilket er forfærdeligt nok, men de kan ikke af egen kraft dræbe demokratiet eller de såkaldte ”vestlige værdier”. ’

Det kan vi kun selv. Og vore egne politiske magthavere og kulturelle og religiøse meningsdannere gør det gladelig for os, hvis vi lader dem.

Totalitarismen kommer ikke på én gang med den pludselige indførelse af permanent nødret. Det kommer skridt for skridt med hver indførelse af overvågning og meningskontrol, ved gradvise afskaffelser af frihedsrettigheder, ved forbud mod visse ytringer og krav om andre ytringer, ved stadigt flere beføjelser til politi og overvågningstjenester og underminering af retssikkerheden, ved flere og flere nødlove og særlove og så videre.

Hvis vi virkelig vil vise at det er demokrati vi går ind for og ønsker at forsvare - hvis vi vil demonstrere at det er det, de såkaldte ”vestlige værdier” handler om - så er den slags ting vi må være på vagt og sige fra overfor. Gang på gang. Hele tiden. Hver gang vore politikere taler om at sætte statens sikkerhed over borgernes rettigheder eller opfordrer os til at bytte frihed for tryghed, som om de ting var modsætninger.

Fascismen indføres under løftet om tryghed - ved at insistere på at staten kun kan beskytte os mod en ydre eller indre fjende hvis vi opgiver vores frihed og giver den uindskrænket magt over os alle. Det er et besnærende løfte. Men bemærk at selv de største overvågningssamfund i historien - dem vi lever i lige nu! - ikke har kunnet forhindre tragiske begivenheder som den i Frankrig. Det kan ikke garantere fuldstændig tryghed, og det er heller ikke formålet.

De, der ønsker mere magt til statens totale kontrolapparat, har brug for at du føler dig utryg, de har brug for fjenden. Det er dig, de ønsker kontrol over. De kan ikke stoppe fjenden, men de kan bruge ham til at få magt til at kontrollere dig og mig og alt andet i samfundet. Terror er først og fremmest demokratiets fjende, når demokratiets repræsentanter bruger det til at afskaffe demokratiet.

Demokratiet er ikke skrøbeligt fordi andre ikke tror på det. Det er skrøbeligt når det ikke tror på sig selv.