Da Marie Krarup kom til at stikke foden i munden og luftede sine kolonialistiske holdninger, der hører til i en for længst forældet og ikke-længere-acceptabel form for 1800-tals-racisme, efter sit besøg i New Zealand, vakte det en del debat, som efterhånden blev lige så absurd som hendes bizarre udtalelser var til at starte med.
Hendes parti (DF) skrev på hendes vegne en slags beklagelse, og det samme gjorde udenrigsministeriet. Begge institutioner henviste til, at hendes kulturchauvinistiske indlæg skam blot var ment som "satire". Det var dog ikke noget de havde husket at tale med forfatteren selv om - eller med hendes far, som åbenbart også taler på hendes vegne. Han insisterer nemlig på, at hun bestemt ikke har beklaget noget som helst, og heller ikke har nogen grund til at gøre det.
Og det ser hun da vist heller ikke selv nogen grund til at gøre. Da hun modtog kritik for sit antikverede verdenssyn, samt for sin manglende historie-forståelse (dvs det at hun ikke er klar over, at det er englænderne, der udgør "indvandrerkulturen" i NZ), gentog hun sin ignorante opfattelse og skar det ud i pap at hun mener den new zealandske kultur ikke "kan tages alvorligt af civiliserede mennesker":
Verden er dog ikke større end at befolkningen i New Zealand lagde mærke til den danske parlamentarikers tilsvining af dem og deres velkomstceremoni for de danske folketingsmedlemmer, og det var naturligvis ikke noget de blev udpræget glade over. Nu var der altså trukket op til en international konflikt, og det fik handelsministeren til at blive forarget - ikke så meget over fru Krarups forældede og chauvinistiske verdensbillede, men over at hendes manglende sans for diplomati kunne gå ud over handelsforholdene mellem Danmark og NZ.
Da hele halløjet var kommet mere i de offentlige og internationale mediers søgelys, blev fru Krarup dog presset til at sige, at hun var ked af det, og måtte nu også påstå, at det jo bare var "satire" - selvom hun altså selv tidligere havde bekræftet, at hun skam mente det helt alvorligt.
At denne "beklagelse" ikke ligefrem var den mest dybtfølte viste sig dog med det samme, for hun fulgte den op med endnu et indlæg, hvor hun slog fuldstændigt fast, at hun aldeles ikke går generelt ind for at et samfund skal bevare og beskytte sin kultur - det er kun den kristne og "vestlige" kultur, som skal beskytte sig selv og have ret til at udbrede sig i resten af verden på bekostning af alle andre folkeslag.
Og for at cementere tilsviningen af maorierne og andre ikke-europæiske folkeslag, så blev de beskrevet som værende fra "stenalderen" og hun påstår, at det vil føre til den "vestlige kultur opløsning", hvis de får lov til at ”få plads i moderne samfund”. Man må altså forstå, at den britiske kolonisering af New Zealand var god og rigtig, da den førte til ”civilisering” (dvs kristengørelse og europæisering), og at den new zealandske stat har begået en fejl, ved i nyere tid officielt at anerkende den mere oprindelige kultur, som dyrkes af dele af indbyggerne i landet.
Dette - lad os sige det som det er: gammeldags imperialistiske og kulturracistiske nonsens - blev afsluttet med noget konspirationsteoretisk dommedagsvanvid om en nært forestående invasion fra en muslimsk hær, der vil angribe ”Vesten”, hvis de kristne skulle begynde at udvise tolerance overfor andre. Maorierne er altså ikke vigtige i sig selv, men for hadprædikanten Krarup er de, ligesom alt andet, en brik i det større globale spil, nemlig hendes erklærede "krig mod den islamiske civilisation":
Så nej, der var bestemt ikke tale om "satire" fra fru Krarup, selvom hele forløbet og hendes groteske holdninger godt nok virker som noget, der må være taget ud af et absurd satire-show. Hun står stadig ved sine udtalelser og har blot gentaget dem i stadigt mere ekstreme udgaver - og denne gang har hendes parti nægtet at beklage men istedet bekræftet, at det faktisk er partiets egne holdninger. Det er ikke til at finde noget fast ståsted i det cirkus, men i modsætning til handelsministeren synes jeg faktisk det er lidt morsomt.
Det kan godt være svært at skelne så absurde udtalelser fra surrealistisk satire. Men nu er Marie Krarup jo også opvokset i et ekstremitisk religiøst miljø - et såkaldt "parallel-samfund" - så hun lever helt op til Poes Lov, som siger, at det er svært at lave nogen satirisk parodi på fundamentalistiske tosser, som ikke kan overgås af virkelige fundamentalistiske tosser, der faktisk mener det alvorligt. Lad mig give to eksempler, der illustrerer hvor meget ret Poe havde, da han formulerde sin "lov".
Først kommer endnu en udtalelse fra kristenekstremisten Marie Krarup. Den er fra da hun var på besøg i Canada og altså måtte ud med sin harme over den canadiske kultur. Hun bryder sig ikke om den canadiske raceblanding (altså det at folk med forskellig hudfarve lever side om side), og foretrækker, at alt det Hvide får lov til bare at være hvidt for sig selv uden indblanding fra alle mulige andre farver. Det eneste sted i Canada, hvor hun kan glæde sig over den hvide farves dominans er ved Niagara-vandfaldet (igen har hun dog ikke lært sin historie eller geografi: Om natten er Niagara-vandfaldet nemlig oplyst i et farverigt multikulti-show og har været det siden 1925).
Derefter kommer en sang fra Lex & Klatten.
Ja, det kan være svært at se forskel!