Kom med og dans på graven!

I Cancun er efterfølgeren til det pinlige, KULsorte maskespil, COP15, i fuld gang. På dagsordenen står ikke en grandiøs aftale om globale co2 reduktion, men derimod mere konkrete projekter.

To af de absolut mest centrale diskussioner er forlængelsen af Kyoto Protokollen og en officiel indarbejdning af kvotehandel i Verdensbankens, nu FNs projekt, REDD (Reducing Emissions from Deforestation and Degradation), i det eksisterende net af co2 kvotehandel under rammener udstukket i netop Kyoto Protokollen.

I diverse nyhedsmedier – f.eks DR nyheder og The Guardian - på tværs af specielt den vestlige verden har ”klima-fokus” den seneste tid primært været på videreførslen og udvidelsen af co2 kvotehandel. Her til morgen har der på tværs af disse medier lydt et skrig, fordi Japan netop har meddelt, at man ikke vil forlænge Kyoto Protokollen, fordi det er dårligt for konkurrenceevnen ift. bl.a. Kina. (1)

Dette præsenteres bredt som et enormt nederlag for verdens befolkning, særligt majoriteten udenfor Vesteuropa, og den ”fælles global kamp for co2 reduktion”, mens håb stadig tilskrives de sideløbende forhandlinger om REDDs inkorporation.

I det følgende håber jeg at give jer et overblik over, hvorfor vi skal FEJRE Kyoto protokollens potentielle død og bekæmpe dens eksisterende mekanismer, primært REDD, for, at vi kommer videre mod en social og økologisk revolution; et opgør med kapitalismen for både menneskelig og økologisk bæredygtighed, fra klimaet over biodiversitet til demokrati.

En død Kyoto protokol er en god Kyoto protokol

Co2 kvotehandel under Kyoto protokollen er en samling af mekanismer, der kvantificerer det tidigere fælles gode, kendt som luft, for at gøre det til en vare, der kan handles internationalt i en model, der har slående ligheder med det nyligt kollapsede boliglånsmarked.
Som den står nu, består implementeringen af Kyoto protokollen af tre grundlæggende mekanismer for virksomheder og lande til at opnå udledningsrettigheder, credits, og dermed fortsætte business-as-usual, fra produktion af plastik til fastholdelse af oliedrevet, industrialiseret landbrug:

1. Cap and trade: Udleder tildeles udledningsrettigheder fra udledere, der ikke har brugt deres kvote.

2. Baseline and credit: Udledere tildeles credits ved at udføre offsets (fabrikseffektivitet, plantager, vedvarende energi etc.):

- CDM (Clean Development Mechanism) for projekter i ikke-Annex 1 lande (Global Syd).

- JI (Joint Implementation) for projekter i andre Annex 1-lande (f.eks Østeuropa).

3. REDD (Reducing Emissions from Deforestation and Degradation): Udledere tildeles credits for at love ikke at rydde eksisterende skove og plantager.

Et par grundlæggende, bredt anerkendt problemer med ovenstående er, at regeringer og internationale institutioner kun har kunnet enes om en cap sat enormt højt, hvorved kvotemarkedet reelt har været oversvømmet og priserne på credits er dermed styrtdykket. Over 80% af co2 kvoterne globalt – primært i Europa og USA dog - er endvidere blevet foræret gratis til bl.a. fly-, cement- og sværindustrien

Samtidig er kontrolmekanismerne for specielt offset markedet de facto baseret på virksomhedernes egen tilbagemelding, hvorfor vi over de seneste par år har set en række skandaler om massiv snyd og korruption indenfor dette ”nye” marked (2).
Dette betyder, at f.eks stålværker og fossile kraftværker har fået disse ”grønne points”, fordi virksomhederne har vurderet deres eget nybyggeri til at være langt mere grønt end det alternative scenarie (som virksomhederne selv opsætter...) (3).

Co2lonialism

Sidst, men ikke mindst har REDD været under kraftig kritik, ligefra indfødte indianeres internationale netværk til store miljø NGO’er.

REDD fungerer ved at kvantificere jordens eksisterende skovressourcer, hvoraf langt de fleste traditionelt og trods alt lidt endnu har været under kollektivt ejerskab og understøttet en fantastisk diversitet i planter, dyr og menneskelig kultur (1,6 mia mennesker regnes som direkte afhængige af verdens skove for overlevelse).

Kvantificeringen bruges til at allokere skovområder vurderet til et vist antal credits, der så sælges til primært internationale virksomheder – men i stigende grad også som aflad for forbrugere (alt fra ”The Coldplay forest” til internationale flyselskaber) – der mod at love ikke at bulldoze hele skoven optjener retten til at fortsætte business-as-usual. (4)

Denne privatisering af vores globale fælles, vitale ressourcer har ifølge skovbefolkninger, græsrodsnetværk og forskere haft enorme følgevirkninger allerede.
I takt med at skoven privatiseres trænges skovbefolkninger, primært indfødte indianere, ind på mindre og mindre områder, ofte med konfrontation og efterfølgende tvang, samtidig med at befolkningernes levevis og overlevelsesgrundlag kriminaliseres. (5)

Dette medfører en massiv marginalisering af mio. af mennesker, der uden rettigheder trænges ind i byerne som del af de voksende slumområder med tilhørende prekære bolig, arbejds- og overlevelsesforhold.. Hvis de da ikke lige holdes i skræmmende udbyttende jobs som arbejdere i plantagerne og som serviceorganer for de projekter, der har fordrevet dem fra deres land og (langt mere) bæredygtige liv.

På tværs af kloden har Kyotos mekanismer afstedkommet øget minedrift og olie og gasudvinding i de nyligt privatiserede skove; med Royal Dutch Shells blodige oliekrig i Nigers floddelta som et af de mest skræmmende eksempler på, hvordan firmaer udnytter, at den neoliberale privatiseringsbølge skyller ind over verdens sidste fælles goder.

Samtidig fremkommer flere og flere eksempler på, at regnskoven ryddes og erstattes af genmodificerede monokulturelle plantager af eksempelvis eukalyptus. Disse binder mere Co2 per km2, men er til gengæld fremstår som livløse grønne ørkener uden menneske eller substantielt dyreliv og er off-limits for civilbefolkningen og ofte militariserede områder. (6)

Udvidelsen af Kyoto mekanismerne med REDD har også bidraget til at oversvømme verden med enormt billige credits, hvilket har lagt grundstenene til en “REDD guldfeber”, der således accelererer ovennævnte og flere problemer.
Lande i den globale syd har rapporteret, hvordan regeringer presses og lokkes af vestlige regeringer og virksomheder til at støtte reduktionsmaksimering for at sikre økonomisk udvikling og favorabel status som “investeringsland”:

IMF lån og indfluks af vestlige virksomheders produktion (med tilhørende horrible arbejdsforhold) til gengæld for fordrivelse af indfødte, land grabs og øget økonomisk og politisk afhængighed.. Når det beskrives som en win-win situation, kan man med rette spørge med hovedet skeptisk på skrå: ”For hvem?!”

2,4% og videre end talmagi

Den Internationale Monetære Fond (IMF) har sammen med Verdensbanken været primære katalysatorer for de sidste fire årtiers økonomiske struktureringsprogrammer - ”hjælp til nødstedte økonomier” - der indebærer økonomiske lån til lande mod massive nedskæringer i den fælles velfærd og privatiseringer (lynhurtigt som i 70’ernes og 80’ernes Chile under Pinochet eller mere snigende, som vi kan se det her i Danmark). (7)

Med jævne mellemrum udgiver IMF deres ”World Economic Outlook” og i deres 2007 udgave forudses det, at reduktionerne i co2 udledningerne globalt under Kyoto Protokollens nuværende ”Fase 2” med udgangen af 2010 vil være 2,4% - på trods af alle de ”fantastiske” ovennævnte initiativer og mekanismer og pompøse udmeldinger og topmøder fra de økonomiske og politiske eliter globalt.

… 2,4%?! Ovenpå ”Fase 1”, der i stedet for reduktioner end med en netto stigning (8). Altså en nettoreduktion i omegnen af 0,5% (!) over hele Kyotos levetid.

Hvis vi holder disse tal op mod den videnskabelige konsensus om nødvendige reduktioner på 30-50% per 2020. Alene dette peger på, at hverken Kyoto Protokollen eller den række af mere eller mindre fallerede COP’er, der har været siden 1992 (COP1, Rio Earth Summit), kommer til at sikre de nødvendige samfundsmæssige tilpasninger af energiforbrug, udledninger m.v.

For så slet ikke at tale om de enorme sociale og globale slagsider denne klimakamp allerede har medført og vil medføre, beskrevet til dels ovenfor..

Eller det faktum, at perioden med Kyoto kun har set stigninger i mængden af afbrændte fossile brændstoffer og flere og flere forbruger-schemes, hvor afladsbetaling og centralistisk styrede energirationering i stigende grad er dagens orden og skal sikre, at verdens befolkning – som jeg er overbevist om overvejende vil det bedste for os selv og hinanden – lulles til at tro, at vi alle, borgere, virksomheder, regeringer, NGO’er og planeten er ”i den samme båd”..

Jo mere viden, man får om dette, jo tydeligere bliver det, at vi IKKE er i samme båd!

”Løsningerne” indenfor systemet af nationale og internationale institutioner er indtil videre lykkedes: Tydeligvis ikke i at nedbringe co2 niveauet, sikre grundlæggende rettigheder, sikringer mod konsekvenserne af global opvarmning eller skabe en socialt bæredygtig verden.
Succesen består i at åbne op for privatisering, kommercielisering og spekulation af nogle af de fælles goder, vi har på jorden: Vand, luft, skove og mad.

Belejligt kan disse tage pladsen for spekulationsboom, efter spekulationsboom’et på primært boligmarkedet kollapsede med den urbane krise, der blev til finanskrisen.

Derfor skal vi ikke græde over Kyoto Protokollens potentielle død, men derimod bidrage med aktiv dødshjælp og mødes til en fest på protokollens grav og finde ud af, hvordan vi kan sende resten af det kapitalistiske system samme vej og bygge en socialt og økologisk bæredygtig verden nedefra og op!

Fodnoter:
(1) http://www.dr.dk/Nyheder/Udland/201... og http://www.guardian.co.uk/environme...
(2) Se f.eks http://www.information.dk/telegram/...
(3) www.corporatewatch.org – Techno-fixes: A critical guide to climate change technologies
(4) Indigenous Environmental Network: On REDD, 2008. Www.ienearth.org/REDD/redd.pdf
(5) Friends of the Earth Internationals rapport: Africa up for grabs. Se www.foei.org
(6) Fra Indigenous Peoples’ Guide to False Solutions to Climate Change: http://www.earthpeoples.org/CLIMATE CHANGE/Indigenous Peoples Guide-E.pdf
(7) Se bl.a. Naomi Kleins værk ”The Shock Doctrine”
(8) http://europa.eu/rapid/pressRelease...