8. februar 2013 - 21:49

"Green" is the colour of money?

Af Mads Kissow

- om skifergas, enøjet analyse og truslen mod drikkevand

Concito, Danmarks selvudnævnte "grønne" tænketank, meddelte i sidste uge, at den ikke mener, at der er nogen "klimagevinst" ved dansk skifergas. Det er selvfølgelig en positiv melding, særligt da den erstatter en tidligere "grøn" udmelding om det modsatte. Concito mener dog stadig, at det ville være økologisk forsvarligt at udvinde den kontroversielle gas.

Concito viser derved, at den stadigt tilgår bæredygtighed fra en økonomistyret vinkel, der i bedste fald giver et stærkt forsimplet billede af fænomener som skifergasudvinding, og i værste fald at være med til at facilitere implementeringen af teknologier, der både er skadelige for klima og miljø og kan have en social slagside.

Herunder vil jeg forsøge give et mere nuanceret billede af skifergas, hydraulisk frakturering og de "grønne" og samfundsmæssige perspektiver for energiforsyningen.

Inden jeg går i gang med dette må jeg dog komplicere en af de centrale præmisser for Concitos rapport, nemlig at USAs CO2 udledninger er faldet med otte procent over de sidste fem år. Der har været en vedvarende stigning i det tiår, der gik forud (altså 1998 - 2008). Det skulle ifølge Concito - og alverdens energiselskaber med interesse i skifergas – tale for, at den øgede brug af skifergas er både økologisk og økonomisk gavnlig.

Imidlertid har der været udvundet og afbrændt skifergas i USA i langt mere end fem år, og det er interessant, at faldet i CO2 udledninger i 2008 og frem falder sammen med, at finanskrisen eksploderede i hovedet på amerikanerne (og resten af den vestlige verden). Dette resulterede i en reduktion af både forbrug og produktion og deraf følgende også i drivhusgasudledninger.

Det er derfor mere nærliggende at sammenkæde faldet i produktion, forbrug og dermed transport osv. de sidste fem år med faldet i De Forenede Staters drivhusgasudledninger, end med skifergas. For mig er det et udmærket eksempel på problemet med en enøjet økonomiorienteret tilgang til samfundsproblemer.

Nuvel, dette her skal ikke blive til mudderkastning mod Concito. Det her handler om en enøjet fremstilling af "det nye olie": skifergas og konsekvenserne heraf.

Hvad er skifergas?

Skifergas er kort fortalt en type fossilgas (tidligere kendt som naturgas), der er fanget i skiferlagene i den danske undergrund i ca. 4000 meters dybde. Det betegnes som en ukonventionel gasform, da den ikke er lagret i typiske "gaslommer" (ligesom konventionel fossilgas), men derimod i selve skiferen. Det gør det nødvendigt at flække undergrunden langs kilometerlange vandrette boringer, der går ud fra hver lodrette boreskakt, ved hjælp af hydraulisk frakturering eller "fracking".

Fracking er en udvindingsmetode, hvor millioner af liter ferskvand blandes med sand og kemikalier – hvilke kemikalier og i hvilket omfang varierer meget alt efter beskaffenheden af undergrunden – og derefter pumpes ned i de lodrette og vandrette boringer under enormt tryk (op til 700 bar i de tilfælde, jeg har kunnet få oplyst). Dette skaber revner i skiferen, der så holdes åbne med sandet og lader gassen flyde fra den omkringliggende skifer.

Hver brønd (lodrette boreskakt) skal fraktureres op til 18 gange med jævne mellemrum over en årrække for at holde revnerne åbne. De vandrette boringer kan være op til tre km lange og sprækkerne omkring 100 – 150 meter. Ifølge Klima- og Energiminister Martin Lidegaard kan man i danske sammenhænge forvente to – tre udvindingsanlæg per km2 i tilfælde af kommerciel udvinding.

Ved hver frakturering kommer ca. 10 – 30% af fraktureringsvæsken (vand, sand og kemi) tilbage til overfladen og skal derefter behandles som kemisk affald eller deponeres i hidtil ukendte depoter, mens de resterende 70 – 90% "forsvinder" i undergrunden.

Drikkevand og vandløb

Grundvandsforurening er nok en af de mest alarmerende udsigter ved skifergasudvinding i Danmark, hvor vi får alt vores drikkevand derfra. De høje tryk, der bruges til hydraulisk frakturering, skaber både revner i skiferlagene og i resten af grundfjeldet omkring gasboringerne. Fossilgas og frackingvæske kan trænge ind i grundvandssystemerne gennem disse revner og dermed forurene det lokale drikkevand med giftige og kræftfremkaldende stoffer – fra metangas til borisk syre (berømt som giftig flammehæmmer) og methanol.

Videnskabelige studier fra USA har påvist alarmerende høje niveauer af metangas i drikkevandet i en radius af én kilometer fra fraktureringsboringer. Det skal dog nævnes, at der er tale om visse tekniske foranstaltninger, der skulle være anderledes i USA end i Danmark

Det er dog stadigt en alvorlig trussel mod lokalt drikkevand, samt mod det lokale landbrug, der er fuldstændigt afhængigt af en ren vandforsyning.

Udover at være til potentiel fare for drikkevandsforsyningen og grundvandet bruger frackingprocessen mellem 11 og 30 millioner liter ferskvand per frack – og hver brønd kan som nævnt fraktureres flere gange. I en tid, hvor rent vand bliver stadig sværere at få fat på og stadig mere kostbart, og hvor der rapporteres om decideret vandmangel mange steder, virker det både ødselt og arrogant at forvandle millioner af liter vand til en kemisk suppe for at kunne udnytte et tvivlsomt energipotentiale. Særligt, når det medfører en risiko for det lokale vandmiljø.

Hele boringsprocessen kræver en enorm mængde transport til materieltransport og i etableringen af boresitet og bortskaffelsen af de millioner af liter giftig fraktureringsvæske. En lastbiltrafik, der kommer til at køre i døgndrift og skabe store mængder luft- og støjforurening i lokalområdet.

En del af den udvundne fossilgas kan imidlertid ikke opsamles, men sendes i stedet direkte ud i atmosfæren, ligesom der på en stor del af de eksisterende boresites er påvist utætheder i boreriggen og i gasledningerne.

I en større sammenhængs tjeneste

Energiindustrien præsenterer fossilgas som en det nye olie, en energiressource tilgængelig i enorme mængder og et langt renere alternativ til den nuværende kul- og oliebaserede energisektor. Dette billede er en kærkommen mulighed for den politiske elite til at kunne virke som foretagsomme og klimabevidste uden at behøve at tage de nødvendige drastiske opgør med industrien og bevæge samfundet mod reel bæredygtighed.

Skifergas præsenteres således som en overgangsteknologi, men den sørgelige sandhed er, at det potentielt udleder ligeså mange drivhusgasser som kul. Mens den direkte udledning fra afbrændingen er mindre end kuls og olies, er udvindingsprocessen så problematisk, at det samlede billede ser ligeså sort ud som kul. Dette omfatter udslippene af metangas og de store mængder energi brugt i forbindelse med udvindingen og transporten.

Der er således langt mere til ligningen om skifergas, end hvorvidt det er økonomisk rentabelt under de nuværende markedsvilkår. Vi kan ikke lade det komme an på markedsvilkår, om vi skal omstille vores samfund, lokalt og globalt, i en bæredygtig retning.

Den omstilling skal op og køre på fuld kraft nu, ikke efter vi har drevet rovdrift på og afbrændt alle de fossile energiressourcer, der ligger i jorden. Den eneste måde at undgå en yderligere forværring af klimaforandringerne er at lad alle fossile brændstoffer blive i jorden hurtigst muligt – og her er skifergas ingen undtagelse!

Et af de første skridt på vejen vil være at vriste os ud af det kvælertag, som de menneskeskabte "markedskræfter" har på stort set alle dele af vores samfund nu. Vi må til at se holistisk på vores samfund, altså betragte alle de problemstillinger, vi står overfor, ud fra alle tænkelige vinkler i stedet for blot som en zombie stavre videre, mens vi gentager det samme mantra om, at "markedet ved bedst".

Der er sociale, økologiske, demokratiske, moralske, etiske og økonomiske perspektiver på, hvordan vi forvalter dét, der burde være vores FÆLLES ressourcer i vores FÆLLES samfund. At have forkastet alle disse perspektiver til fordel for en blind mands stavren efter lyden af mønter, skubber i mine øjne vores allerede særdeles skrantende "civilisation" mod afgrunden.