Annonce
Farvel til folkepartiet?
Så skal jeg ellers love for, at der - i kølvandet på debatten om næstformandsposten - kom gang i debatten om SF’s orientering. Det synes jeg som SF'er selvfølgelig er fantastisk spændende.
Der foregår en diskussion om definitionen på SF’s identitet. Kasper Bjering Søby Jensen skriver på sin Facebook-profil, at det handler om valget mellem om SF skal ”bevare sin identitet som et arbejderparti for den brede befolkning eller skal være et "folkeparti" mest for akademikerne."
Kasper er selv akademiker. Det skal da ikke gøre ham til andenrangsmedlem. Ligesom en pensionist, en folkeskolelærer eller en murer ikke skal være det.
Selvom Kasper har lige så meget ret til sit medlemskab som alle andre SF’ere, har han ikke patent på SF’s identitet. Og hans definition af valget er i mine øjne en forvrøvlet opfindelse til lejligheden. Ingen hævder, at folkepartiet ikke skal være for den brede befolkning. Et folkeparti må nødvendigvis være for den brede befolkning – dermed også arbejderne. Folket er en kategori, der modstilles eliten. Et folkeparti er derfor for pr. definition for den brede befolkning
Et arbejderparti kan forstås som enten et parti af arbejdere, eller et, der fører politik til gavn for arbejdere. Jeg mener SF skal være et mangfoldigt folkeparti, der fører arbejderpolitik. Et arbejderparti i dén betydning. Ikke i en betydning, hvor DF og Venstre for tiden vil kunne postulere at være større arbejderpartier end enkelte, hvis ikke alle, røde partier.
Folkeparti betyder, at vi er for den brede befolkning. Det er ikke hvem som helst, men alle, der har en interesse i et mere lige, frisindet og bæredygtigt samfund. Det er et folkeligt fællesskab af socialister på tværs af uddannelse og beskæftigelse, frem for et snævert parti for enkelte uddannelses- eller arbejdsmarkedsgrupper, der kun fokuserer på at varetage egne materielle interesser. Et sådant fællesskab er snarere et fagforbund. De er gode og uhyre vigtige, men politiske partier skal rumme mere og andet. Solidaritet og udsyn ud over egen næsetip kommer ikke af den rene egeninteresse.
Det er derfor, at jeg og SF Valby stiller forslaget om at ændre formuleringen i udkastet til principprogram:
”SF’s hovedopgave er at samle befolkningsflertallet bag en socialistisk udvikling. Det sker ved parlamentarisk at repræsentere almindelige lønmodtagere og deres allierede. Det sker ved at deltage i opbygningen af folkelige bevægelser. Og det sker ved at deltage i den samfundsmæssige idékamp.”
”SF skal forene de folkelige kræfter til demokratisk, socialistisk forandring af de samfundsmæssige forhold. For at dette kan lykkes, skal SF støtte folkelige bevægelser og i folkevalgte forsamlinger repræsentere den brede befolknings interesse i arbejdet for et mere retfærdigt, lige, solidarisk og bæredygtigt samfund. SF skal skridt for skridt arbejde for at forbedre livsvilkårene, særligt gennem omfordeling af goderne, demokratisering af arbejdslivet og en særskilt idékamp for at vinde opbakning til et solidarisk, tolerant og progressivt menneske- og samfundssyn.”
Forskellen på, om mennesker fra forskellige sociale klasser er progressive eller reaktionære, socialistiske, liberalistiske eller konservative, afgøres af deres holdninger og handlinger, ikke direkte af deres beskæftigelse. Hvis historien – og Antonio Gramsci! – har lært os noget, er det netop, at arbejdere kan være en kraft for det progressive, såvel som for det reaktionære. For det demokratiske såvel som det totalitære. Det væsentlige er at sikre opslutning til demokratisk socialisme i samfundets brede lag. Sociale klasser er ikke af sig selv progressive. Socialister må være på hold med en socialistisk akademiker og imod en nationalkonservativ kortuddannet, lige så vel som imod en liberalist med mellemlang uddannelse.
Klassekamp er ikke en kamp mellem forskellige uddannelsesgrupper eller mellem beskæftigede og forsørgede. Klassekamp er den brede klassealliance mellem disse grupper mod den lille elite af kapitalister.
Med Gramscis konklusioner afvises det forenklede mekaniske billede af klassekampen, at forskelle i interesser og anskuelser hænger mekanisk sammen med klassetilhørsforhold. Denne indsigt har stået centralt for SF allerede siden partiets første kongres’ programudtalelse:
”Et sådant socialistisk styre vil under vore forhold fremmes ved deltagelse af flere partier, som kan repræsentere de forskellige interesser og anskuelser, der må findes, selv om klassemodsætningerne falder bort. Uden en meningsbrydning hæmmes samfundets udvikling, byrokratiet tager overhånd og ensretningen truer” (Hans Mortensen, Den røde tråd s. 54)
Jeg synes, at Kasper har et lidt lemfældigt forhold til partihistorien, når han skriver at SF skal vælge mellem at ”bevare sin identitet som et arbejderparti for den brede befolkning eller skal være et "folkeparti" mest for akademikerne.” Kasper har selv sat ”folkeparti” i citationstegn og ironiserer dermed over partiets efternavn. SF har aldrig historisk sat skel mellem at være arbejderparti eller folkeparti, men insisteret på at være begge dele:
”Ved at betegne sig som folkeparti gjorde man også op med den kommunistiske tænknings klasseparti. SF var ikke et parti alene for arbejderklassen eller et parti, der gav arbejderklassen medfødt forrang. Det sigtede bredere.” (Hans Mortensen, Den røde tråd s. 44)
Et eksempel på dette er citatet fra denne artikel efter valget i 1960, skrevet af Mogens Fog, modstandsmanden, der var en af de centrale skikkelser i stiftelsen af SF: ”Det maa vise berettigelsen af at bære navnet: folkeparti, ved ikke ensidigt at være talerør for den fagorganiserede arbejderklasse, men ogsaa for de befolkningslag, der som lønmodtagere og forbrugere har deres interesse nært knyttet til fagbevægelsen.” (Hans Mortensen, Den røde tråd s. 91)
SF’s næstformand, Meta Fuglsang, skriver noget næsten identisk i det, der vel er hendes opstillingsgrundlag: ”Svaret ligger i vores navn. Socialistisk Folkeparti. Vi skal holde fast i målet om et socialistisk samfund. Og vi skal holde fast i, at måden, vi vil nå det på, er gennem en forening af folkelige kræfter i den brede befolkning. Alle er velkomne og vigtige i kampen for frihed, lighed og solidaritet.”
Det er jeg meget enig i. Et mangfoldigt folkeparti, der er forenet i hvad vi vil frem for hvem vi er.
Det er derfor, vores loves § 2 stk. 1 siger: ”Medlemskab af SF forudsætter, at medlemmet tilslutter sig partiets formål og program og ikke er medlem af et andet dansk politisk parti.”
- ikke, at man skal være medlem af et bestemt fagforbund.
- Peter Westermann's blog
- Log ind eller opret en konto for at skrive kommentarer
Annonce
Annonce
Top debatter
Peter Westermann
Politisk faglært, organisationsopdraget folkesocialist og naturgiven idealist.
Vokset op i Nordsjælland, hvor der er længere mellem deledrenge som mig med en mor, der var lærer og en far, der for det meste var ledig. Og hvor der– måske af samme grund – er længere mellem idealistiske socialister.
Jeg er næstformand for SF. Jeg har engageret mig i kampen for mere retfærdige forhold, siden jeg gik ud af folkeskolen i 2001. Først gennem SF Ungdom, hvor jeg i 2008 endte som formandskandidat med 49,3 % af stemmerne.
Så kastede jeg mig over den venstredrejede tænketank Cevea, hvor jeg var medstifter og vicedirektør.
I sidste halvdel af 2010 sad jeg i Folketinget som indsuppleret boligordfører for SF, men blev med mine 1074 nordsjællandske stemmer ikke indvalgt i 2011.
Min puls kommer op, når talen falder på ulighed, uddannelse, arbejdsmarkeds- og boligpolitik, EU og udvikling – og så har jeg en svaghed for idealistiske fællesskaber og ideologiske diskussioner, der smager af demokratisk socialisme, progressiv idéudvikling og moderne marxisme.
Jeg er kandidat i statskundskab fra Københavns Universitet med speciale i politisk kommunikation, repræsentation og organisation.
Annonce
Kommentarer
I aften har jeg set i TV2 at Mattias Tesfaye vil "forsvare dem der gør rent". ... ikke dem der køber rengøring. Han stiller op til næstformand i SF, som ledelsens kandidat.
Men samtidig går Mattias voldsomt til angreb på de udenlandske arbejdere, i sine 10 teser fra 2008. Han skriver bl.a: "Udgangspunktet må være at vi indenfor de rammer der er politisk muligt, forsøger at begrænse indvandringen og sikrer at de rejser hjem igen, når arbejdsløsheden igen begynder at stige.
Nu ved jeg fra mit arbejde som dansklærer på et indvandrer center, at nogen af dem der gør mest rent i Danmark, er indvandrerne - det er nok det mest almindelige erhverv hos vores kursister.
Hvis Mattias vil forsvare rengøringsassistenterne, så skal han forsvare indvandrerne. Det er arbejdsgivernes interesser Mattias T. forsvarer, når han vil jage udenlandske arbejdere ud igen, og derved tvinger dem ud i de mest fornedrende situationer. I stedet burde han tilslutte sig kampen for at denne gruppe får permanet opholdstilladelse i Danmark.
Arbejderklassen er international, ikke kun dansk, og det må den socialistiske kamp også være
mvh.
Mikael Hertoft
Tak for ordene, Peter. Det er som socialist rart med noget intelligent modspil til "arbejderisternes" indtog i SF. Et indtog, som ikke just har vist at gavne SF og dermed heller ikke den samlede danske venstrefløj.
Hej Tore
Efter hvilke kriterier mener du ikke at "arbejderisterne"'s indtog i SF har gavnet partiet? Og mener du selv at du gavner noget med den tone du diskuterer i?
Med venlig hilsen
Henrik
Kasper Bjering Søby Jensen kunne ikke logge ind, så han skrev denne kommentar på min Facebook
Kære Peter
Den formulering du citerer var en karrikatur på de mennesker, der igår forsøgte at skabe den vrangforestilling, at der i SF skulle være nogen, der mener at partiet kun skulle være for særlige grupper. Den forestilling at man kan vride meget omfattende politiske synspunkter ud af en enkelt sætning i en statusopdatering på Facebook er ret naiv.
Hvad der står klart for mig er, at hvis man med folkeparti blot forstår en sum af individer, uden at italesætte lønarbejdere på gulvet (dem uden særlige uddannelsesmæssige forudsætninger for politisk deltagelse) som en særlig målgruppe, så bliver partiet i praksis til et parti af akademikere og lignende (muligvis for arbejdere). Og et sådan parti er vel ikke i praksis et folkeparti, selvom det måtte kalde sig det. Derfor citationstegnene.
På det lidt mere teoretiske plan handler fokusering på arbejderklassen iøvrigt ikke om hvem der er særligt disponeret for socialistiske holdninger (det har akademikerne jo vist til overflod at de er), men hvem der har magt til at ændre på tingene. Altså hvem der i en konfrontation med den økonomiske elite faktisk kan rykke ved tingene. Det gælder såvel parlamentarisk (jævne lønarbejdere er flertallet i befolkningen), som udenomsparlamentarisk (gennem strejker og den slags).
Iøvrigt er dit Mogens Fog citat jo fint i tråd med landsledelsens programforslags formulering om "almindelige lønmodtagere og deres allierede".
Kammeratligst
Kasper
Kære Kasper,
Jeg reagerede netop på din "karrikatur på de mennesker, der igår forsøgte at skabe den vrangforestilling, at der i SF skulle være nogen, der mener at partiet kun skulle være for særlige grupper." Det mener jeg, ikke at der er nogen der gør. Jeg så en stråmand og gik på ham ;) Det gjorde jeg så på en uddybende måde, da jeg tænkte, at der hellere måtte komme lidt ideologiske betragtninger på, så jeg ikke så let blev fejltolket.
Når det var en enkelt sætning, i din opdatering, der fik mig i gang, var det dels, at jeg synes den var urigtig og forkert (i betydningen, den forkerte vej). Derfor er jeg glad for, at du her uddyber, at du også mener, at vi skal favne bredt. Jeg mener, at vi skal være for forskellige folkelige grupperinger - og dermed have forskellige tilbud organisatorisk og forskellige politiske frontafsnit at engagere sig i inden for den samlede kamp. Dermed rummer vi - og hjælper - forskellige folk som aktive medlemmer.
Jeg er, som jeg skriver, enig med dig i at arbejderne er en uomgængelig målgruppe for vores parti, men jeg mener ikke, at de skal have forrang på baggrund af deres uddannelse eller beskæftigelse. Mener du det?
Med hensyn til forskellige gruppers magt til at forandre, kræver det jo også en vilje. Den vilje kan findes i forskellige klasser inden for den brede befolkning – også hos to akademikere som os. Men vi er jo også en del af folket mod eliten.
Jeg vil ikke sætte modsætninger mellem folks progressive potentiale på baggrund af uddannelse og jeg vil ikke spille uddannelsesgrupper ud mod hinanden. Langtuddannede, der strejker, kan lamme vitale dele af samfundet, såvel som kortuddannede, der strejker.
Men du har ret i, at der er flere af de sidste, men det er jo kun interessant, hvis de støtter op om socialisme. Opgaven for et folkeparti må være at flest muligt i alle uddannelseslag og andre sociale kategorier, gør det.
En gruppe behøver ikke at udelukke en anden. Målet er at forene dem i en fælles, folkelig kamp for et bedre samfund. Ikke kun for sine snævre egeniteresser, men for alle dele af den brede befolkning. Også pensionister, arbejdsløse og uddannelsessøgende, for at nævne nogle store grupper af ikke-lønmodtagere. Og for en mere retfærdig og bæredygtig verden, også til gavn for folk i udlandet.
Med hensyn til Mogens Fog-citatet, strides vi jo nok om profetens skæg, men det er da godt, at vi er enige om, at SF skal kendetegnes ”ved ikke ensidigt at være talerør for den fagorganiserede arbejderklasse”.
Kammeratligst,
Peter
Super god indlæg til debatten;o)men det havde bare været bedre hvis du havde kommet med det på talerstolen da vi skulle vælge ny næstformand, så havde vi måske ikke stået i suppedasen lige så meget som vi gør nu.Vi har i vores kommune siden sidste kommunalvalg været det styrende flertal i samarbejde med socialdemokraterne og venstre. Det er ikke en let opgave skal jeg hilse og sige og vi har fået mange tæsk. Det vigtigste som folkevalgt for vores parti i disse tider må være at tage de beslutninger der er til gavn får den brede befolkning med bredeste, sociale aspect og den størst mulige grønne bæredygtighed idenfor de rammer vi får, og med den nye budgetlov fra Eu bliver det endnu sværere. Det handler hele tiden om at gå på kompromi. Jeg savner innovationen i partiet og det kunne Mathias måske sætte gang i med sin gode humor, talegaver og indsigt i SF's politik, ikke at Meta ikke er super dygtig men hun appellerer bare ikke til den brede befolkning. Hvad baserer jeg det på. Kun min egen erfaring som arbejderbarn, rengøringsassistent, kassedame, dekoratør, selvstændig og nu næsten færdig akademier. Forhåbentlig kan vi debatterer mere til landsmøde.
Et bidrag til debatten:
Debatindlæg
SF´ S FREMTIDIGE LEDELSE OG KURS: SKAL SF VÆRE ET ANDET SOCIALDEMOKRATI?
Intro:
Den verserende strid i SF om næstformandsposten er en strid om partiets linje. Mathias Tesfaye er højrefløjens kandidat (Søvndal, Möger Petersen, Astrid Kragh m.fl.) og skal videreføre SF s højredrejning i socialdemokratisk retning. Denne højredrejning har bragt SF i regering, men har også reduceret SF s tilslutning fra for nogle år siden omkring 20 % til i dag omkring 6 % - endog lavere end valgresultatet. Med Tesfaye som næstformand og Thor Möger Petersen som den reelle daglige leder af SF rutsjer SF videre i retning af at være et andet socialdemokrati. Men hvad skal arbejderbevægelsen med to socialdemokratier?
SF PÅ VEJ MOD HISTORISK VALGNEDERLAG.
SF gik som bekendt til valg på at man havde drejet ”socialdemokratiet til venstre”. Næppe var valget dog overstået, før socialdemokraterne løb over i den gammelkendte favn på De Radikale og Thorning og S – ledelsen vendte tilbage til højrelinjen fra Thornings første år som partiformand (den såkaldte ”kopipolitik”).
Stillet overfor et styrket og aggressiv Radikalt parti og et Socialdemokrati med ledelsen tilbage i New Labour politikken har SF ikke fået meget i gennem. I stedet har partiets vælgere oplevet en omfattende opgivelse af hidtidige principper og politikker. Derfor er SF faldet yderligere ned under det i forvejen ikke gode valgresultat i 2011 og er nu med en vælgertilslutning ned mod 6 % mindre end Enhedslisten.
DEN POLITISKE HØJREDREJNING FORTSÆTTER.
Ikke desto mindre fortsætter SF ledelsen, domineret af højrefløjen, opgivelsespolitikken. Senest eksempel er den reform af førtidspension og fleksjob, som SF godt nok ikke står i spidsen for, men i kraft af regeringsdeltagelsen får et medansvar får. Og SF´s reelle nr. to – Thor Möger Petersen – er på vej med en skattereform, der som bunden opgave har omfattende topskattelettelser til de mest velhavende.
Her Möger netop igen har cementeret højrefløjens socialdemokratiske politiktilgang ved at forbeholde skattelettelser herudover til beskæftigede lønmodtagere = at personer på overførselsindkomster får ikke noget. Hermed begiver SF sig imidlertid endnu længere i socialdemokratisk retning og ind i konkurrence med S om de samme vælgergrupper samtidig med, at man distancerer sig mere og mere fra at være et socialt venstrealternativ til S.
HØJREFLØJEN SIDDER TUNGT PÅ MAGTEN.
Indtil nu er det kun kommet til lejlighedsvise protester i SF mod højredrejningen. Det er der formentlig flere grunde til. En af grundene er givet, at Søvndal inden han blev partiformand reelt var leder af venstrefløjen i SF. Efter Søvndal gik til højre, har venstrefløjen i SF først skulle finde sig selv igen og finde nye talspersoner.
En anden grund til den hidtil kun svage opposition mod højredrejningen er givet, at højrefløjen sidder tungt på den daglige ledelse af partiet. Partiets ”Landsledelse” er valgt på et tidspunkt, hvor Søvndals linje så ud til at bringe succes og består overvejende af højrefløjsstøtter, der har gummistemplet hvad Søvndal og Möger og konsorter har sagt og gjort.
Og med et partiformand Søvndal meget ude at rejse, beskrives Möger i dag som SF s reelle daglige leder.
En fantastisk situation al den stund har hverken har valgte tillidsposter i partiet eller er valgt af vælgerne til folketinget.
At Möger måtte trække sig som næstformand efter udpegningen til skatteminister og overlade posten til Meta Fuglsang var dog en kæp i hjulet. Men nu satser højrefløjen på revanche.
TESFAYE ER HØJREFLØJENS MAND.
At Tesfaye tidligere har været kommunist, spiller i denne forbindelse mindre rolle. Han er som så mange andre konvertitter gået i den anden grøft og støtter nu aktivt op om Mögers socialdemokratiske højrelinje.
Det afgørende er at han deler SF højrefløjens synspunkter med sine opfattelser af, at SF skal føre politik ”for arbejdervælgere” og ikke ”for de hjemløse, for afrikanerne, for narkomanerne” osv.
Højrefløjen i SF har muligvis i tankerne, at Tesfaye kunne være en mulig afløser for Søvndal, hvis denne må trække sig efter det sandsynlige kæmpenederlag for SF ved næste valg, hvilket ikke forekommer helt usandsynligt
SF – ET ANDET SOCIALDEMOKRATI?
Vinder Tesfaye posten med et nyt højrefløjsflertal i Landsledelsen, vil den socialdemokratiske kurs i SF fortsætte. Så ender SF som et andet socialdemokrati, som Mogens Lykketoft allerede påpegede for nogle år siden at udviklingen gik i retning af.
Det er besynderligt, at SF ledelsen fortsætter med at trampe i det spor, som blev lagt op til alliancen med S. For denne alliance har nok bragt SF i regering, men har til gengæld givet meget få politisk sejre til SF og mange nederlag og som anført et kæmpedyk i meningsmålingerne.
En årsag til vælgerflugten er givet, at vælgerne simpelthen ikke kan se den store forskel på S og SF længere. Så hvorfor støtte SF, hvis den ægte socialdemokratisme findes i S? En anden årsag er som beskrevet skuffelse i partiets eget bagland over opgivelsen af SF mærkesager og principper, der får kernevælgere til at falde fra.
I dette tilfælde burde vælgernes snusfornuftige dom vække eftertanke i SF. For spørgsmålet er jo reelt nok: Hvad skal arbejderbevægelsen i Danmark med to socialdemokratier? Er det plads til to socialdemokratier.
Da der næppe er udsigt til, at SF kan udkonkurrere S, kan det kun blive SF som trækker det korteste strå i en sådan dyst.
KAN SØVNDAL BLIVE SOM PARTIFORMAND?
Fortsætter den nuværende udvikling med faldende vælgertilslutning tyder meget på, at SF – ligesom S i øvrigt – med den nuværende kurs styrer mod en gigantisk vælgerlussing ved næste valg pga. baglandets skuffelse over udsalg af principper og politik og på grund af, at vælgerne i bred forstand på grund af højrelinjen netop ikke længere kan skelne SF fra S.
Om Søvndal så kan blive som partileder må betegnes som tvivlsomt – ligesom i øvrigt Thorning.
Men SF -partiledelsens øvrige mest fremtrædende medlemmer: Astrid Kragh og Thor Möger Petersen og Mathias Tesfaye tilhører samme højrefløj som Søvndal og har lige så stort ansvar for udsalg og tilbagegang.
Står det til højrefløjen, skal SF altså kun kunne vælge mellem højre og højre.
Henrik Herløv Lund
Medlem af centrum venstre, men ikke tilknyttet politiske partier eller bevægelser
@Peter: Det er en fin diskussion det her. Jeg vil forsøge mig med et blogindlæg snarrest om emnet. Jeg vil dog lige fremføre en pragmatisk betragtning:
- I Mogens Fog's tid var SF et parti domineret af faglærte københavnske arbejdere. Altså et helt klassisk arbejderparti i sin sammensætning, retorik, orientering, mv. Når man har brugt de nuanceringer som Fog korrekt lægger frem, så har det jo handlet om at man har skullet skabe plads til akademikere, skolelærere og andre af de "nye" lønmodtagergrupper, som tidligere bestemt ikke hørte til venstrefløjen.
- I dag er SF i høj grad domineret af akademikere og skolelærere, mens selv mange af de "nye" lønmodtagere med mellemlange videregående uddannelser, og i særdeleshed faglærte og ufaglærte arbejdere, har enormt svært ved at komme igennem (i det omfang de overhovedet er i partiet).
Sidstnævnte problem må vi adressere i dag på lige fod med da Mogens Fog adresserede det omvendte problem. Begge dele er i situationen nødvendig for at realisere visionen om et folkeparti. Hvilke grupper man i sin retorik fremhæver handler altså ikke så meget om at der findes én samlet korrekt fremstilling, som hvilket konkret problem der skal løses nu og her. Ligesom vi også i perioder har haft enormt særligt fokus på at hive kvinder frem (kvindegrupper, kvindemøder, kønskvotering, mv.), uden dermed at have ment at mændene ikke var vigtige eller interessante.
@Henrik:
Jeg skal ikke forholde mig til din lange tekst i almindelighed. Men det er forkert at Thor Möger ikke er valgt til noget som helst. Han er faktisk medlem af partiets landsledelse (3 uger endnu).
@ Mikael Hertig - Hvad er problemet i at mene, at indvandrere skal forlade Danmark, når der ikke er arbejde til dem?
Jeg mener at sagen er rimelig klart. Vi har en forpligtigelse over en række mennesker her i landet. I mine øjne så skal man foretage følgende prioritering mellem de grupper der bor i Danmark. Danske statsborgere, flygtninge, asylsøgere og til sidst indvandrere.
Hvis indvandrerne mener at Danmark er et dejligt land, som de godt kunne tænke sig at bo i permanent, så søger de formentligt om statsborgerskab, og dermed kommer de ind i prioriteringen før flygtninge.
Er du uenig?
@Lige Meget: For god ordens skyld... du mener vel Mikael Hertoft (der er Enhedslistemand) og ikke Mikael Hertig (som er SF'er). Det er i hvert fald førstnævnte der har skrevet et indlæg, ikke sidstnævnte.
Kære Peter,
Jeg synes, du polemiserer en smule, ligesom at teserne oprindelig også var polemiserede for at skabe debat. Det regner jeg blot for at være den alm. effekt af et meget stort LL-kandidatfelt, men det er stadig ikke kønt.
Og nu til mit indlæg:
Der er jo ikke nogen, der har mener, at der ikke skal være plads til andre end arbejdere. Men et folkeparti uden arbejdere, har ligeså meget folk i sig, som der er russere i russisk salat. Og pt. er vi dybt underrepræsenterede med arbejdere.
Jeg synes det største problem ved dit indlæg er, hvad det definerer politik som: En kamp mellem idealer.
Det er en meget priviligeret tilgang til politik. Jeg kommer selv fra en familie, hvor min far har været nødt til at gå ned i tid og dermed indkomst, fordi han blev forflyttet, så han fremadrettet set har 300 km på arbejde t/r dagligt til et hårdt manuelt arbejde, hvorfor han bliver hurtigere nedslidt.
Min mor er nødt til at arbejde to jobs og har kun fri hver 2. weekend for at få økonomien til at hænge sammen. Hun er også nødt til at pendle over 300 km dagligt for at hun kunne få beskæftigelse.
Tror du ikke, at politik for dem handler om klasseinteresse i at kunne få en bedre hverdag, hvor de havde råd til at gå på pension inden de blev nedslidte, kunne have indflydelse på deres arbejdsliv? Selvfølgelig gør det det. Men det kan de ikke få i dag, fordi samfundet prioriterer flere og flere af dets resurser og midler til en overklasse og deres klasseinteressser.
Derfor har mine forældre altså et klart interesseperspektiv i at overklassens interesse ikke er dem, der tilgodeses mest. Og det har SF en grund til at støtte, fordi vi kæmper for arbejderklassen og dens allieredes klasseinteresser, fordi det vil skabet et mere retfærdigt samfund, hvor de afmægtiggjorte er blevet mægtige.
Og det er rigtigt, at Gramsci påpegede, at mennesker uanset socialklasse kunne få reaktionære synspunkter. Men det er heller ikke nogen hemmelighed, at ens sociale baggrund og kapital også betyder noget. Jeg kan ikke nævne, hvor mange gange jeg har diskuteret efterløn, med nogen som end ikke kendte nogen på efterløn. Sjovt nok var de altid modstandere af efterlønnen.
Hvis vi ikke skaber et parti, som aktiverer dem, som vi politisk kæmper for, dvs. arbejderklassen og også de marginaliserede grupper, så risikerer vi
1) At partiet bliver socialt blindt og ikke i tide får øje på problemer fx med boligmasse, integration, udkantsproblematikker. Et klassisk eksempel er jo også, at der altid skæres mest på psykiatrien, fordi de er usynlige og svage, og på erhvervsskolerne fordi de ikke har nogen repræsentanter i partierne.
2) At problemstillingerne løses forkert. Det er altså problematisk, når det er mellemlags- og overklassebørn, som hele tiden prøver at løse arbejderklassen og underklassens problemer, fordi de gør det ud fra deres forståelseshorisont. Reformen af erhvervsskoler i 2000 er stjerneeksemplet, hvor man overførte en masse af de højtuddannedes idealer til erhvervsskolerne, hvorefter frafadet eksploderede.
Vi har altså brug for dem, vi kæmper for, til at kunne praktiserer deres egen løsninger på deres eget problem.
3) Vi kommer til at kæmpe for de priviligeredes interesseser. Ikke de allermest priviligerede, men mellemlagets interesser over for overklassen. Og selv, hvis man ikke vil tage "kæmpe for lønmodtagerne og deres allieredes interessser", som du åbenbart har et problem med (jeg tror mest, det er ordvalget, du ikke kan lide), så er det altså ikke mellemlaget og overklassen, vi kæmper for. Vi kæmper for et bedre liv for det brede flertal, som altså består af arbejdere og underklasse, om vi så kan lide at kalde dem det eller ej. Det er arbejderne, der fra den ene dag til den anden kan blive fyret, forflyttet, etc.
Kære "Lige meget"
Nej nej synes ikke indvandrerne bare skal rejse hjem, hvis de bliver arbejdsløse.
Mange indvandrere har været i Danmark i masser af år. Som systemet er er der mange der har været i Danmark 7-8 år uden at kunne få permament ophold eller statsborgerskab.
Men indvandrerne bidrager til samfundet gennem deres arbejde. De er ofte gift her - med danskere eller andre indvandrere, deres børn går i skole her og de har lært vores sprog. Vi skal give dem mulighed for at blive en del af det danske samfund med ret til permanent ophold og også gerne statsborgerskab.
Kort sagt deres hjem er her - og ofte er der intet at vende tilbage til i deres hjemland, hvor arbejdsløsheden også tit er stigende.
Så mit udgangspunkt er at indvandrerne er en del af arbejderklassen i Danmark og at vi skal forsvare dem, som sådan.
Det hedder solidaritet og er en gammel dyd på venstrefløjen.
Ideen om at vi bare skal "bruge og smide væk" når det kommer til den udenlandske arbeder er efter min mening en ide der hører hjemme på højrefløjen og det er trist, hvis der er nogen på venstrefløjen, som Mattias T. der giver udtryk for den.
Da kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet var der også nogen der mente at de truede de mandlige arbejdere og ville have dem jaget ud igen. Det er reaktionær tankegang.
mvh.
Mikael Hertoft
KæreDaniel,
Jeg gentager, hvad jeg skrev i svaret til Kasper: Jeg er, som jeg skriver, enig med dig i at arbejderne er en uomgængelig målgruppe for vores parti, men jeg mener ikke, at de skal have forrang på baggrund af deres uddannelse eller beskæftigelse.
Og så vil jeg gentage, hvad jeg skrev i mit oprindelige indlæg:
Klassekamp er ikke en kamp mellem forskellige uddannelsesgrupper eller mellem beskæftigede og forsørgede. Klassekamp er den brede klassealliance mellem disse grupper mod den lille elite af kapitalister.
Dermed mener jeg, at vi SELVFØLGELIG skal undgå social blindhed og inkludere arbejdere - også gennem særlige indsatser for at hverve og aktivere arbejdere, ligesom der skal være tilbud, der tænder akademikere.
Og så lige til den med, at jeg polemiserer: Jeg fór i flint på Kaspers definition af valget mellem ”arbejderparti eller ”folkeparti” mest for akademikere.” Det er der INGEN , der vil. Derfor argumenterede jeg – måske rigeligt grundigt – for, hvorfor vi ikke skal opdele os efter uddannelse eller beskæftigelse.
Du skriver også, at jeg reducerer politik til en kamp mellem idealer. Som allerede beskrevet vedkender jeg mig klassekampen. Jeg skriver også, at vi også skal føre arbejderpolitik (men ikke kun). Dét, jeg afviser er, at forskelle i interesser og anskuelser hænger mekanisk sammen med klassetilhørsforhold.
Interesser er her objektivt og relativt materielt forstået, mens anskuelser handler om menneskesyn, værdier og lignende. Man kan sagtens gå ind for massiv omfordeling og være hamrende intolerant. Ligesom det modsatte gælder. Det vigtige er, at få den bredest mulige folkelige alliance bag den brede befolknings interesser og bag venstreorienterede anskuelser. Det handler ikke om mellemlagsinteresser eller andet, men om at acceptere, at vel lever mennesket af brød, men brød er ikke det eneste, der former os.
Og så behøver du ikke fortælle mig om arbejdsløshed og økonomisk trange kår. Jeg kan give dig min remse: Jeg er søn af en lagtidsledig far, der helbredsmæssigt har haft kronikerstatus siden jeg blev født. Jeg er vokset op med en enlig mor, der klarede forsørgelsen af mig og min bror alene. Vi er fire i min generation i familien: Tre af os er på ufrivillig deltid og en af os er uden fast beskæftigelse. Jeg er i øvrigt den eneste akademiker. Og så gik min farbror på efterløn i oktober efter at være fysisk nedslidt af entreprenørarbejde. Kald mig bare mellemlag, hvis du vil, men jeg er på det folkelige hold.
Vi skal have alle typer med, og lytte til dem, der kender virkeligheden, der hvor de er, når vi vil ændre den. Det er et humlen ved vores decentrale tilgang, at folk selv skal være med i løsningerne. Men vi repræsenterer ikke arbejdernes interesser dårligere ved også at favne andre og også fokusere på andre kampe end omfordeling og arbejde.
Gentaget fra mit svar til Kasper:
En gruppe behøver ikke at udelukke en anden. Målet er at forene dem i en fælles, folkelig kamp for et bedre samfund. Ikke kun for sine snævre egeniteresser, men for alle dele af den brede befolkning. Også pensionister, arbejdsløse og uddannelsessøgende, for at nævne nogle store grupper af ikke-lønmodtagere. Og for en mere retfærdig og bæredygtig verden, også til gavn for folk i udlandet.
- og så lige for at bevise, at jeg også kæmper for 3F'erne: http://alleroed.lokalavisen.dk/sf-kandidat-i-aktion-for-den-danske-model/20110906/valg/110909365/1008
Jeg kommer ikke til at deltage mere i denne tråd før om en god uge, da jeg drøner på ferie i morgen meget tidligt. Fortsæt endelig mens jeg er væk - så vender jeg tilbage, når jeg er hjemme.
"Forskellen på, om mennesker fra forskellige sociale klasser er progressive eller reaktionære, socialistiske, liberalistiske eller konservative, afgøres af deres holdninger og handlinger, ikke direkte af deres beskæftigelse"
Den sætning indeholder sådan set kimen til en større metafysisk diskussion. Men en afklaring af om hønen eller ægget kom først er jo slet ikke interessant. Sagen er den, at alt tyder på der er en helt klar korrelation mellem hvad folk laver og hvordan de positionerer sig politisk.
Man kan så altid diskutere om den korrelation er hugget i granit. Men det står dog klart, at så længe den er en realitet giver det ikke mening, at skelne mellem hvad SF vil og hvem SF er. Det er dybest set to sider af samme sag.
Arbejderparti?
Jeg undskylder for ikke at have læst debatten under dit indlæg. Jeg svarede bare på dit oprindelige indlæg, så foregående svar har jeg ikke set.
Min pointe ved at du polemiserer er, at du fx i dit indlæg skriver "jeg mener ikke, at de skal have forrang på baggrund af deres uddannelse eller beskæftigelse". Det er der jo INGEN, der har hævdet. Der er jo højest blevet talt for en ligestilling. Sagen er jo snarere bare at de ikke tværtimod har en ulempe, da deres uddannelse ikke skoler lige så meget til mødekulturen i politiske partier.
Din anden påstand: "Klassekamp er ikke en kamp mellem forskellige uddannelsesgrupper eller mellem beskæftigede og forsørgede." Der er jo ingen, der har påstået at klassekampen går mellem beskæftigede og forsørgede. Der er nogen sammenhæng ml uddannelsesgrad og klassetilhørsforhold, men det er sidstnævnte der er afgørende. Lars Larsen er selvfølgelig en del af overklassen på trods af hans erhvervsuddannelse. Men de fleste i overklassen er dog langt uddannet.
Så de påstande er jo som at slås mod vindmøller eller at skyde folk noget i skoene, som prioriterer en øget indsats for at få flere faglærte og ufaglærte ind i partiet.
Så vedr. den ideologiske analyse: En ting er at vedkende sig klassekampen, men i dit indlæg her prioriterer du den meget lavt. Du udlægger nærmest Gramsci som værende ikke-materialistisk (i marxistisk terminoligi), så du er enten meget selektiv fordi du ønsker at vinkle det sådan, at du tilslutter dig en ikke-materialistisk idealistisk tilgang eller fordi du ønsker at få dem i tale, som abonnerer på sådan en overbevisning. Det er også fint nok, men du kan ikke både blæse og have mel i munden. Så stå da klart frem og sig: Ja, klasseinteresser er det afgørende og folks sociale placering er det mest betydningsfulde, men der er også undtagelser, som Gramsci påviste. Det synes jeg er den marxistiske konklusion, men det kræver den rette vægtning.
Vedr. at have alle typer med: Jeg er helt enig! Det er derfor vi skal prioritere at få flere faglærte og ufaglærte ind. Hvis vi havde en tilsvarende dækning af kvinder, etniske, unge el.lign. ift. deres andel af befolkningen, som vi har med faglærte og ufaglærte, så ville der lyde et ramaskrig. Men det er helt legitimt at stille sig lidt på halen og verfe det her væk. Vi mangler ikke rent repræsentativt flere akademikere og mvu'ere ind, men vi mangler i den grad faglærte og ufaglærte.
PS: Uddannelsessøgende, pensionister og arbejdsløse er jo også en del af arbejderklassen (med visse undtagelser, som fx folkepensionisten Mærsk), men de er ikke en del af lønmodtagergruppen. Det er derfor, at det er så afgørende at bruge sin idelogiske analyse ordentligt og fastholde klasseanalysen. Ellers ender man i vildfarelser som "Målet er at forene dem i en fælles, folkelig kamp for et bedre samfund. Ikke kun for sine snævre egeninteresser, men for alle dele af den brede befolkning." For arbejderklassen er jo den brede befolkning.
Og så har du ret i, at grupper ikke behøver at udelukke hinanden. Men kulturer kan være ekskluderende. Forskellige grupper prioriterer forskellige kampe øverst. Og i prioriteringen ligger også et fravalg og tilvalg. Der er ikke nogen tvivl om, at vi fx mener at vi står for en politik til gavn for den brede befolkning, men jeg skal da love for, at den brede befolkning ikke deler den opfattelse. Og det er jo bl.a. et spørgsmål om prioritering. Så ja! Mange kampe skal kæmpes, men det afgørende er jo prioriteringen og vægtningen.
Jeg sagde ikke, at du var mellemlag, da jeg ikke kender din baggrund. Jeg sagde du havde en privilegeret tilgang til politik. Men fuck nu det, det er ikke det vigtigste for mig, så det synes jeg ikke vi skal slås om. Så jeg lader det ligge :) Min pointe var bare at demonstrere, at politik handler om ægte mennesker af kød og blod og deres drømme, og de klasseinteresser de har for at få realiseret de drømme. At det materielle betyder noget og er udgangspunktet.
@ Jesper G
God pointe :)
Derudover virker det også åbenlyst, at vi mangler en ny definition på hvad en såkaldt arbejder rent faktisk er.
Er en arbejder, en håndværker, der tjener 300.000 - 400.000 kroner om året plus det løse (læs: det sorte) eller er det en ufaglært whatever, der tjener 200.000 - 250.000 kroner om året? Af semantiske, populistiske og historiske grunde lader det til SF (og den øvrige venstrefløj for den sags skyld) hælder til den første definition.
Med andre ord tror jeg vi deler en snigende kvalmefornemmelse, når f.eks. SF forsøger at positionere sig som et arbejderparti eller om ikke andet et parti med en stærk arbejderprofil. Både magtsammensætning og politik modsiger dette klart og tydeligt!