For præcis en måned siden fejrede vi nytåret. Det gjorde de også i Køln, men her blev festen som bekendt mere end ødelagt af flere hundrede anmeldte seksuelle overgreb, foruden røverier. De anmeldte gerningsmænd var angiveligt af mellemøstlig eller nordafrikansk baggrund.
Straks blev overgrebene derfor sat ind i en religiøs-kulturel forståelsesramme, der forklarede det som et 'almindeligt' fænomen fra muslimske mænds side, bundende i en generelt manglende respekt over for kvinder. Således bl.a. i Jyllands-Posten, der beskrev det som et 'kendt arabisk fænomen'.
Der er bestemt også en udfordring med kvindesyn og ligestilling i disse (sub)kulturer, hvor social kontrol, tvungen tilsløring, tvangsægteskaber og æresforbrydelser forekommer som manifestationer på patriarkalsk undertrykkelse.
Hvordan vi som venstrefløj går til sagen, er en debat værd. Derfor er det fremragende, at Modkraft arrangerer debatmødet på tirsdag d. 2/2 kl. 16 på Tikøbgade 9, Nørrebro.
At det ikke er lykkedes at finde en mandlig paneldeltager (selvom jeg ved, at det er forsøgt), kan ærgre sådan én som mig, når nu vi skal tale kønspolitik, men det er vist før forekommet i nyere dansk politisk historie, at der var paneldebatter uden kvinder, så man kan jo nok overleve et, der er skævt den anden vej.
Men det er vigtigt for mig, at vi (relativt) unge mænd også har en rolle – det er trods alt vores kønsfæller og jævnaldrende, der er i fokus. Derfor var jeg også glad for at Pelle Dragsted gik ind i sagen – og afviste berøringsangst og kulturrelativisme.
Mellem fordømmelse og forståelse
Vi, der kæmper alles frigørelse fra undertrykkelse, må tage entydigt afstand og fordømme de konkrete overgreb i Køln, der endda virker planlagt på forhånd. Hvad fanden sker der i samfundet, når en horde pludselig hærger løs i gaderne og begår masseovergreb?! Det er kategorisk afskyeligt, uanset hvem forbryderne er.
Jeg måtte tage mig selv i at være enig med Jesper Beinov i Berlingske, der skrev, at samfundets selvopholdelse kræver, at der slås hårdt ned på sådan en adfærd.
Reaktionerne bør balancere mellem fordømmelse og forsøg på forståelse, som ikke bliver undskyldende for forbryderne, men kan føre til forebyggelse af nye tilfælde. Om Beinov er enig i det sidste, fremgår dog ikke lige så tydeligt.
Vi er simpelthen nødt til at forstå, hvad der får snesevis af unge mænd, hvoraf næppe alle vel forinden kunne diagnosticeres som psykopatiske overgrebsmænd, hvis man tog dem ud én for én, til at opføre sig sådan.
En del af forklaringen er sikkert at finde i kulturelle, undertrykkende kønsroller og kvindesyn. Andre dele ligger givetvis i massens psykologi, som Freud allerede i '30erne beskrev som en civilisatorisk degeneration. Noget igen kan måske findes i en social frustration over at føle sig uden for majoritetssamfundet og dets anerkendelse, som i dette tilfælde så har fået et perverteret afløb.
Uanset blandingsforholdet af forskellige forklaringer, kan intet undskylde de konkrete overgreb, som må straffes nøjagtig lige så hårdt, som hvis de var begået af andre grupper. Det er ikke for ingenting, at Justitia skal have bind for øjnene.
At vi så skal tage bindet af politisk og gøre, hvad vi kan for at bekæmpe og forebygge undertrykkende og samfundsnedbrydende adfærd, som den overfaldsmændene udviste, er en anden side af sagen.
Det kræver, at vi forstår dynamikken i sådanne skadelige subkulturer, så vi kan sætte effektivt ind. Hvordan man gør det, er der sikkert mange andre end mig, der er klogere på. Jeg grubler nok alligevel lidt videre selv.
Venstrefløj uden victim-blaming og what-aboutism
Uanset alt andet, er Jesper Beinov og jeg fuldstændig enige om, at forebyggelse ikke kan eller må være, at kvinder skal 'holde armslængde' i det offentlige rum, som den vist ellers fornuftige borgmester i Køln kom til at sige. Den eneste relevante armslængde over for overgreb, er lovens lange arm.
Den slags victim-blaming, som borgmesteren anklages for, er venstrefløjen generelt god til at undgå. Det er snarere fra højre side, at man hører den slags i forbindelse med sager om seksuelle overgreb.
En anden grøft, man skal holde sig fra – og som venstrefløjen faktisk også har gjort relativt (høhø) godt de senere år – er den kulturrelativistiske undskyldende attitude over for undertrykkelse. Den har SF-formænd holdt sig fra siden Holger K. i sine sidste formandsår fremførte frasen om muslimske mørkemænd, som Villy gjorde berømt.
Der kan i dag name-droppes mange venstresnoede, der er forrest i kritikken af den slags, og det gør Pelle Dragsted da også fint her: Elmas Berke, Khaterah Parweni,Geeti Amiri, Halime Oguz og Sherin Khankan. For at føje en ung hvid mand til, smider jeg Casper Gronemann i puljen. Og der er flere interessante stemmer og typer derude.
En variant af undskyldninger er what-aboutismen, der peger på andre tilfælde, der også bør fordømmes. Her kunne nævnes systematiske voldtægter i deprimerende mange væbnede konflikter op gennem tiden, med japanernes voldtægt af Nanking i 1937 som den måske værste.
Fra Indien hører man om gruppevoldtægter i busser og på gaden.
I dagens USA har man fået indtryk af at mange fraternity houses har en decideret voldtægtskult, men også en helt almindelig lørdag nat i København vil der være overgreb.
Alt dette må fordømmes og bekæmpes, men intet af det må skygge for det, der skete i Køln – ligesom Køln ikke må skygge for overgreb i mindre skala – også herhjemme.
Og ja, her er der også noget galt med majoritetskulturens kvindesyn, når plastikpatter pryder busserne - på Fyn endda med teksten 'Fyn bliver kønnere' - og realitystjerner får piger ned i de små klasser til at få et seksualiseret selvbillede. Og når drenge ser piger som nogen, der bare skal nedlægges og i øvrigt holde deres kæft, og luder er et gængs skældsord, piger møder.
Alt det er en anden sag, og ingen af de nævnte sager bliver mindre af at de andre findes. Den samlede kamp imod overgreb og undertrykkelse må til gengæld blive større for hver sag.
Lad os håbe, at vi nu kan komme væk fra den navlepillende diskussion om hvem, der fordømmer bedst, og over til hvem, der har de bedste bud på forebyggelse – og straf, når forebyggelsen fejler.
Hænger vi fast i fordømmelseskonkurrencen og muslimbashing, har den politiske konsekvens kun været kølnervand på DF-møllen (på fynsk ville man måske mene, at det var tiltrængt, fordi den mølle lugter skidt, men det er en dialektisk diskussion..)
At DF-møllen maler helt ad helvede til, ser vi så i øvrigt til fulde i disse uger. Først med et totalitært udslag af krejlerdanskhed med svinepåbud som svar mod Islams svineforbud, og senest da Pia Kjærsgaard, der bestrider folkestyrets fornemste post, spillede krænkelses- og offerkortet i forbindelse med politisk satire fra et frit medie og lagde politisk pres på for at den frie presse skal udøve selvcensur.
Her burde den frie presse svare igen. Tegningen, der åbenbart er en nødvendig test af ytringsfriheden, må genoptrykkes i hele den frie verden i solidaritet med The Guardian. Alt andet er et knæfald for antidemokratiske mørke(for)mænd.
Trykkefrihedsselskabet må på barrikaden. Alle højreorienterede må tage tegningen til sig i omfavnelsen af at hån, spot og latterliggørelse hører til dagens demokratiske orden. Lighed for Muhammed såvel som for Lars.
Men sådan maler DF-møllen ikke. Her har man nemlig ikke taget bindet for øjnene, hvorfor retfærdigheden bliver sort-hvid på den ufede, ikke-farveblinde måde.
Venstrefløjens retfærdighed er blind. Og skal være uden kulturelt blinde vinkler.